Den danske skuespiller Ib Schønberg var rørt til tårer under sit besøg i Norge i sommeren 1945.
»Jeg har aldrig oplevet noget lignende«, fortalte han 6. august i Politiken.
»Når jeg kom ind på en restaurant, rejste alle folk sig op og sang ’Der er et yndigt land’. De klappede og råbte tak, til man blev helt ør i hovedet«, udtalte den populære skuespiller, hvis film også blev vist i Norge.
Applausen denne sommer skyldtes dog ikke nødvendigvis Ib Schønbergs evner som skuespiller, men snarere hans engagement i Norgeshjælpen – et af mange danske initiativer til at hjælpe krigshærgede lande under og efter Anden Verdenskrig. Han havde medbragt to flyladninger med gavepakker fra danske skuespillere, aviser og andre organisationer.
»Jeg ville ønske, at alle de, der i denne omgang har været med til at forære pakker til nordmændene, havde oplevet blot en tiendedel af den taknemmelighed, der strømmede mig i møde«, sagde Schønberg, der i dag er mest kendt for rollen som Far i de første ’Far til fire’-film.
EUROPA VAR EFTER KRIGENS ØDELÆGGELSER i sommeren 1945 på randen af hungersnød, og Danmark var et af de ganske få lande med overskud af mad.
Hjælpen var begyndt allerede før besættelsen, da Finland 30. november 1939 blev overfaldet af Sovjetunionen, og fortsatte under krigen, hvor 4.000 finske børn kom på rekreationsophold i danske familier og feriekolonier.
Også Norge, der ikke kunne brødføde sig selv, blev hjulpet under krigen. Norske kvinder med bopæl i Danmark stiftede 1941 den såkaldte Damekomité, der i løbet af krigen fik sendt næsten 32.000 tons mad til Norge – cirka 10 kilo per nordmand. Også norske koncentrationslejrfanger fik pakker fra Dansk Røde Kors, og straks efter krigen blev der sendt mad til Norge fra komiteer i hele Danmark.
Holland blev ramt af en sultkatastrofe i krigens sidste år, og allerede den dag, Nazityskland kapitulerede, bragte Politiken en artikel med overskriften: ’Holland er nær Sultedøden’. Af teksten fremgik, at der hver dag døde 25 af sult i det ødelagte land, der tilmed var oversvømmet, fordi digerne blev gennembrudt under kampene. Vogntog efter vogntog med mad blev sendt af sted til hollænderne, og 6.593 børn kom på rekreation her i landet.
Polen, der var hårdest ramt af krigen, fik også omfattende hjælp fra Danmark – først og fremmest i form af bespisning af børn og ældre, og der blev også uddelt dansk mad i Frankrig, Tjekkoslovakiet, Italien, Østrig, Ungarn og flere andre lande.
Hele to af Danmarks nu største humanitære organisationer, Red Barnet og Fredsvenners Hjælpearbejde, der 1949 skiftede navn til Mellemfolkeligt Samvirke, så dagens lys i forbindelse med det omfattende hjælpearbejde i det sønderskudte Europa i 1945.
Hjælpearbejdet blev efter ophævelsen af censuren beskrevet næsten dagligt i aviserne i 1945 og 1946.
Men i de mange, mange bøger, der er skrevet om besættelsestidens Danmark, kigger man forgæves efter oplysninger om den kæmpemæssige humanitære indsats for at hjælpe de lande, der var ødelagt af krigen.
Indsatsen sættes yderligere i perspektiv af, at danske myndigheder samtidig i et par år skulle bespise 200.000 tyske flygtninge, og at der fortsat var rationering af sukker, smør, mel, margarine og mange andre fødevarer.
»Jeg saa ikke en Hollænder i et Sæt anstændigt Tøj. Laserne hang paa dem«
Hans Iversen, skipper på ’Bygholm’
DER FINDES IKKE nogen nøjagtig oversigt over mængden eller værdien af hjælpen fra Danmark, der trods alt var et af de lande, der var kommet nådigst gennem de fem krigsår. Men der var samlet tale om nødhjælp for op mod 3 milliarder kroner i dagens penge.
Indsamlingerne til hjælpearbejdet skete på privat basis, men i slutningen af krigen kom der desuden betydelige statstilskud, som det i dag er svært at spore i arkiverne. Socialministeriets departementschef H.H. Koch, der for departementschefstyret havde kontakten med hjælpearbejdet, gjorde efter alt at dømme sit for at føre besættelsesmagten bag lyset.
Dertil skal lægges værdien af op mod 25.000 udenlandske børns rekreationsophold i flere år, private gavepakker i titusindvis samt en enorm frivillig indsats for at få hjælpen organiseret.
Alt det vidste 8-årige Bart Mud ikke noget om, da han i foråret 1946 måtte sove på gulvet i kupeen, mens toget rullede fra Holland til Danmark.
»Jeg var den mindste i gruppen, så jeg måtte ligge på det bare gulv. Jeg græd, for jeg længtes forfærdeligt efter familien«, fortæller han til Politiken Historie hjemme i parcelhuset i Grenaa. Han tog ganske vist tilbage til Holland, men kom som voksen igen til Grenaa, forelskede sig i Inge og blev.
I Tyskland havde han fra toget set ruiner, ruiner og atter ruiner samt børn med alt for store kasketter, børn, der tiggede under stop på banegårdene. »Men vi havde ikke noget at give dem«.
Danmark var som et paradis. Der var først og fremmest nok at spise, og hans plejefamilie gjorde alt for, at han skulle føle sig godt tilpas.
»Da vi kom ud fra stationen, steg vi ind i en flot bil. Jeg havde ikke set privatbiler i flere år. I Holland var der mangel på alt. Og den første nat overnattede vi på hotel, fordi køreturen fra Fredericia til Grenaa ville have været alt for lang. Det var en helt anden verden«.
Sådan så Danmark ikke kun ud i børnehøjde. Hollandsk presse interesserede sig også for det land, der tog imod tusindvis af syge og udsultede børn.
I en reportage i Nationale Rotterdamsche Courant fra tiden lige efter befrielsen står der bl.a., at »det gamle liv er allerede begyndt. I centrum er cafeerne pakket om eftermiddagen og aftenen, selv om der kun er rugte og erstatningskaffe at få ... Tøjbutikkerne og skobutikkerne er tomme som hos os, men i modsætning til hos os er der masser af kød og ost i forretningerne«.
I Norge var man ikke sen til at anerkende ’Danskehjelpen’, men siden er den folkelige humanitære indsats blevet overset af historikerne og er i flere værker om besættelsestiden slet ikke nævnt.
DA BART MUD KOM TIL DANMARK, gik transporten som planlagt, men den første afhentning af hollandske børn løb ind i vanskeligheder. Veje og broer var ødelagt, men det værste var, at man ikke kunne kommunikere. Telefonnettet var næsten ødelagt, og beskeder via militæret kom ikke frem.
Den lange kolonne af store kølevogne skulle først aflevere den medbragte mad i Groningen tirsdag 17. juli 1945. Her var alt klar, men der kom ingen danskere. Heller ikke næste dag, og ingen kunne få noget at vide.
Rundt i de tre byer Gouda, Leiden og Arnhem ventede 500 børn og deres forældre. De blev mere og mere fortvivlede og sultne. Uvisheden var værst i Arnhem, hvor telefonerne slet ikke virkede, mens de andre byer fik besked efter mange timers ventetid.
Torsdag aften nåede de 28 danske lastbiler den hollandske grænse, men vanskelighederne blev ved at tårne sig op. Så det blev søndag, inden fiskeeksportbilerne, hvor børnene sov på halm, satte kursen nordpå.
Det var gået bedre for den første fødevarehjælp, der blev sendt med skib. Der lå en del hollandske skibe i danske havne. I stedet for at sejle tomme hjem fik de nødhjælp om bord. Allerede 14. maj blev første ladning sendt fra Danmark.
I Politiken beretter Hans Iversen, skipper på det første dansk skib, galeasen ’Bygholm’, med nødhjælp til Holland, om det syn, der efter en tur på seks uger mødte ham og besætningen:
»Det var et frygteligt Syn at gense Rotterdams Havn. Alle de store Havnemoler og Kajer var sprængt i Luften, og ude i Havnen var der fuldt af sænkede Skibe ... Jeg saa ikke en Hollænder i et Sæt anstændigt Tøj. Laserne hang på dem«.
DE FORSKELLIGE ORGANISATIONER var meget praktisk opkaldt efter det land, de beskæftigede sig med: Finland, Norge, Holland, Frankrig og Polen. I alt gik der hjælp til 19 lande. Nogle organisationer, bl.a. Tjekkoslovakiethjælpen, har efterladt sig meget få spor.
Mest kendt blev Norgeshjælpen. Allerede i krigens første år var norskfødte kvinder i København gået i gang med at samle tøj ind til deres trængte landsmænd. Det blev senere til Den norske Damekomité, der havde Borghild Hammerich som formand. Hun var gift med admiral Carl Hammerich, der stod for indsamlingen af penge til hjælpearbejdet og i 1945 omkom ved bombeangrebet på Shellhuset.
Først organiserede Damekomiteen pakker til familier, hvor en eller flere medlemmer var fængslet af tyskerne, mens der også blev sendt hjælp til de norske fanger i Tyskland. Det blev til for lidt, og Borghild Hammerich fik udvirket tilladelse til udførsel af større mængder mel, gryn og andre madvarer.
Det store folkelige gennembrud skete med komiteens indsamling på skoler i hele Danmark. Ideen var, at danske børn skulle hjælpe norske børn, og dette program blev tolereret af besættelsesmagten både i Danmark og i Norge. For 10 øre kunne en dansk skoleelev sørge for en stor kop nærende suppe til en norsk skoleelev.
Da suppeprogrammet var på sit højeste, blev der hver dag øst 46.000 portioner dansk suppe op til skoleelever rundt i hele Norge, og efter krigen blev der oprettet danske suppekøkkener i næsten hele Europa.
I Holland var nøden stor efter afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor krigshandlingerne havde ødelagt store områder. Her skærmer en skræmt hollandsk kvinde sig under dynen sammen med sine to sønner.
HJÆLPEARBEJDET SLUTTEDE kun, fordi regeringen i forsommeren 1948 ville gøre noget ved det store underskud på betalingsbalancen. Landbrugsproduktionen skulle skaffe valuta – ikke skabe taknemmelighed.
Der var folkelig opbakning til hjælpen. Under krigen i al stilhed. Damekomiteen frabad sig konsekvent presseomtale. Men da der i 1940 blev efterlyst værtsfamilier til finske børn, meldte der sig næsten 40.000 familier.
Hele indsamlingsarbejdet, bl.a. på hundredvis af skoler, de mange plejebørn og andet arbejde har bragt langt over 100.000 danskere i forbindelse med hjælpearbejdet. Heller ikke på det punkt findes der noget sikkert skøn.
Der var forskellige motiver i spil. Efter Stalins overfald på Finland spillede antikommunismen en rolle, og Norgeshjælpen var delvis motiveret af skam over den manglende danske kampvilje 9. april 1940. I hvert fald var der påfaldende mange modstandsfolk involveret. Efter krigen var der almindelig vilje til at hjælpe folk i nød. Fotos af de krigshærgede lande gjorde indtryk.
Under alle omstændigheder var der titusinder på gader og veje, når der i foråret og sommeren 1945 blev samlet ind til Norge, Holland og andre hjælpeprogrammer. Alene i København var der 350 indsamlingssteder på Hollandsdagen.
DEN FØRSTE NORSKE STATSMINISTER efter befrielsen, Einar Gerhardsen (1897-1987), der selv sad i tysk koncentrationslejr, skrev i bogen om Norgeshjælpen, at »danskepakkene vil få en sikker plass i okkupasjonsårenes historie ... den som ikke selv har opplevd det aldri helt vil kunne forstaa hva pakkene betydde«.
Men det kom ikke til at passe. Hverken i Danmark, Norge eller Sverige, der også sendte humanitær hjælp.
I dansk historisk litteratur findes f.eks. kun et billede i Politikens/Gyldendals Danmarkshistorie – med en misvisende tekst om, at der i Island blev samlet ind til Danmark! Kåre Lauring nævner slet ikke den humanitære hjælp i sin bog om de første fem år efter besættelsen, ’Fra befrielse til forpligtelse’ (Lauring har ikke svaret på en henvendelse fra Politiken Historie).
Historikeren Bo Lidegaard, der selv har skrevet om både jødernes flugt til Sverige og De Hvide Busser, der hentede kz-fanger hjem, indrømmer, at der er et hul i historieskrivningen:
»Historien og fortællingen om den er fuld af sådanne blinde vinkler, som vi først får øje på, når tiden er til det. Tænk på, hvor mange kvinder som har spillet fremtrædende roller på den ene, anden og femte måde, som vi nu hører om for første gang efter årtiers – og århundreders – glemsel«, skriver han til Politiken Historie.
I Danmark er der skrevet specialer om Norgeshjælpen, Finlandshjælpen og Red Barnets Historie, og René Väyrynen, selv efterkommer af et finnebarn, er ved at lægge sidste hånd på en ph.d.-afhandling om Finlandshjælpen på Københavns Universitet. Han noterer i en mail til Politiken Historie, at »hjælpearbejdet er druknet og forsvundet i efterkrigstidens historieskrivning trods det omfang og den involvering af danskere, indsatsen krævede – også økonomisk«.
Da den svenske studerende Markus Hallberg gik i arkiverne for først at skrive om hjælpen til Finland og så om hjælpen til Norge, »lå alt hulter til bulter. Der var ikke orden på noget som helst. Jeg var klart den første, der interesserede mig for sagen«. Han tror, at »vi svenskere skammer os over vores indsats under krigen. Derfor har ingen taget emnet op«.
Bedre står det ikke til i Norge. Norges førende ekspert i efterkrigstidens historie, professor på Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet i Trondheim Maria Fritsche, har forundret studeret boghylderne:
»Jeg skal sette tematikken på listen for mulige masteroppgaver. Det er ikke helt forståelig, hvorfor det finnes såpass liten forskning«.
