SØNDAG 13. DECEMBER 1981 kl. 6. På trods af det tidlige tidspunkt ser millioner af polakker det polske stats-tv’s nyhedsudsendelse, hvor general Jaruzelski, der både er premier- og forsvarsminister samt førstesekretær i kommunistpartiet, taler til nationen.
»Jeg taler til jer i dag som soldat og som leder af den polske regering«, begynder han.
I dagens anledning bærer han ikke de solbriller, som han af helbredsmæssige årsager normalt har på. Måske for at give indtryk af, at han ser helt klart, når han fortsætter:
»Vores hjemland er på afgrundens rand«.
Krisen skyldes konflikter, misforståelser, had og moralsk fordærvelse, men først og fremmest strejker, fortæller han. De fører til terror, trusler og moralsk vendetta, vold, forbrydelser, tyverier og røverier.
»Kaos og demoralisering har nået katastrofestørrelse«.
NOGET MÅ GØRES. Og det hviler på generalens stjernebesatte skuldre at gøre det, forklarer han med henvisning ikke blot til Polens fremtid, men også til landets altid præsente fortid. I ærmet har Jaruzelski et ubetinget es: Han kæmpede sammen med Den Røde Hær mod nazisterne under Anden Verdenskrig.
Men generalen har også mindre heldige ting i sin historiske bagage. I 1970 havde han som forsvarsminister ansvaret for drabene på nogle arbejdere i Gdańsk, der strejkede for bedre vilkår. Polske soldater havde skudt på polske arbejdere. Drabene var ikke glemt, og et monument til ære for de dræbte var et af den frie fagforening Solidaritets hovedkrav, da de omfattende strejker brød ud på det berømte Lenin-skibsværft i august 1980.
Elektrikeren Lech Walesa fra værftet i Gdansk stiftede fagforeningen Solidaritet og blev et ikon. Han blev efter kommunismens fald Polens præsident.
Efter at have gjort klart, hvor slem situationen i Polen er, er Jaruzelski nået til hovedbudskabet: Der er indført krigsretstilstand, stan wojenny, i hele landet.
POLEN STOD I 1981 midt i en enorm social krise. Solidaritets ideer og tiltag var i direkte modstrid med den kommunistiske regerings holdninger, men kort efter sin oprettelse i august 1980 nåede fagforeningens medlemstal helt op på omkring 10 millioner. Alle disse mennesker var samlet om én ting: at være imod regeringen og gennemføre hyppige strejker, der ikke just bedrede landets økonomiske situation eller butikkernes varelagre.
Den sociale uro var udløst af en gigantisk økonomisk krise affødt af de kommunistiske regeringers håbløse økonomiske politik op gennem 1970’erne. Der var ingen varer på hylderne. Og de, der var, havde folk ikke råd til at købe. Polen nærmede sig statsbankerot.
Det var åbenlyst, at noget måtte gøres. Men at dette ’noget’ blev en krigsretstilstand, kom nok bag på mange polakker.
For at forstå, hvad sådan en krigsretstilstand betød i praksis, kunne polakkerne se ud ad vinduerne. I gaderne befandt sig 1.750 kampvogne, 1.400 pansrede køretøjer samt over 100.000 professionelle soldater bevæbnet til tænderne. Polske soldater sat ind mod polske borgere.
Soldaterne havde været på arbejde hele natten i ’Operation Jodła’, der gik ud på hurtig anholdelse og tilbageholdelse af oppositionens aktivister. De første tilbageholdte var naturligvis medlemmer af Solidaritet, som lørdag aften havde holdt møde på Lenin-skibsværftet i Gdańsk om regeringens seneste planer.
... Den sociale uro var udløst af en gigantisk økonomisk krise affødt af de kommunistiske regeringers håbløse økonomiske politik op gennem 1970’erne. Der var ingen varer på hylderne. Og de, der var, havde folk ikke råd til at købe. Polen nærmede sig statsbankerot.
NATTEN INDEN JARUZELSKIS TALE blev 2.874 mennesker anholdt, inklusive selvfølgelig Solidaritets formand, Lech Walesa. Før udgangen af februar 1982 var tallet oppe på 6.600. Der var i forvejen forberedt 49 detentionslejre til dem, da der jo ikke var plads i fængslerne til så mange depraverede, voldelige forbrydere, røvere og tyveknægte. Nå ja, og så almindelige arbejdere, der strejkede mod de kummerlige forhold i det kommunistiske arbejderparadis. Mødre, der ikke kunne købe brød til deres børn. Koner, hvis mænd sad i fængsel.
Kunne polakkerne stadig ikke forstå, hvad krigsretstilstand betød, kunne de tage telefonen for at advare forbryderiske kammerater eller bekymret spørge til tyvagtige familiemedlemmers ve og vel. Det fik de ikke noget ud af. Myndighederne havde blokeret telefonerne, endda også for udenlandske ambassader. Telefonforbindelsen blev først genoprettet 10. januar, derefter var det ikke engang en hemmelighed, at samtalerne blev aflyttet. Når man løftede røret, fik man beskeden ’Kontrolleret samtale’.
Som en del af operationen havde hæren tillige besat radio- og tv-stationer. Der blev indført udgangsforbud, og vejene ud af de store byer var blokeret, så det var umuligt at flygte. Og hæren afholdt store militærmarcher i byernes centrum for yderligere at flekse magtmusklerne.
Da folk hver aften begyndte at på gaden kl. 19.30 for at vise regimet, at de ikke agtede at se dets propagandistiske ’nyhedsudsendelse’ i fjernsynet på dette klokkeslæt, kom udgangsforbuddet til at gælde netop fra kl. 19.30.
Trods undtagelsestilstanden gik Polens indbyggere på gaden til støtte for fagforeningen Solidaritet. Her 3. maj 1982.
KRIGSRETSTILSTANDEN blev formelt ophævet 22. juli 1983. Mange Solidaritets-aktivister sad fængslet helt indtil 1986. Først i februar 1989 lykkedes det lederne af Solidaritet og kommunistpartiets ledere at blive enige om at indlede forhandlinger om en overgang til demokrati og markedsøkonomi.
Det skete med de berømte rundbordsforhandlinger. Det runde bord var en praktisk løsning, når ingen parter ville acceptere, at den anden part sad for bordenden i forhandlingerne.
4. juni 1989 blev de første delvist frie valg i Østblokken afholdt netop i Polen. Resultatet var en overvældende sejr til Solidaritet og et knusende nederlag til kommunisterne. Valget førte i august 1989 til udnævnelse af den første ikkekommunistiske regeringsleder i Østblokken. I september klippede Ungarn hul i Jerntæppet, og i november faldt Berlinmuren. Resten er historie, som man siger, om end Francis Fukuyama ikke fik ret i, at det blev historiens afslutning.
MEN HVAD NU, hvis general Jaruzelski ikke havde indført krigsretstilstand søndag 13. december 1981? Hvis polske soldater ikke var blevet sat ind mod polske borgere?
Der er uendeligt mange udfald af et sådant tankeeksperiment. Men de må følge to spor:
Enten havde Solidaritet fået opfyldt sit krav om demokratiske valg. Så kunne kommunismen være faldet i Polen og måske også i resten af Østblokken i 1981/82 i stedet for først i 1989.
Eller også havde Sovjet sammen med andre Warszawapagt-lande invaderet Polen, sandsynligvis med store tabstal til følge.
Under alle omstændigheder ville general Jaruzelski være skrevet ud af historien. Med hans cv var en betydelig rolle i et demokratisk postkommunistisk Polen lige så usandsynlig, som at Moskva ville lade ham beholde magten i Polen efter et militært indgreb grundet hans manglende evne til at holde polakkerne i snor.
VI VED I DAG, at Moskva i midten af december 1981 ikke havde planer om at invadere Polen. Men vi finder aldrig ud af, 1) om det ville have ændret sig, hvis Jaruzelski ikke havde sat militæret ind mod sin egen befolkning, eller 2) om Jaruzelski havde ret, når han til sin død i 2014 hævdede, at han indførte krigsretstilstanden, fordi han var bange for, at Sovjet og Warszawapagten ellers ville invadere Polen. Det er svært at forske i følelser.
Men frygten for en invasion var ikke urimelig. Det var sådan, Moskva plejede at reagere, når lande i Østblokken forsøgte at rive sig bare en lille smule løs fra Sovjet. Der var etableret et mønster med få variationer, og det var ikke urimeligt at antage, at Kreml ville kopiere det i Polen i 1981.
Da den polske undtagelsestilstand blev erklæret 13. december 1981 rullede kampvognene ud i gaderne.
Det begyndte i Østtyskland i juni 1953, hvor en økonomisk stramning, mere arbejde og mindre løn førte til, at omkring 200.000 arbejdere og funktionærer deltog i strejker med krav om, at regeringen gik af, og at der blev holdt frie valg.
Stalin var godt nok død i marts samme år, og mindre krasse tider var på vej, men sådan noget selvstændigheds- og demokrati-forherligende halløj kunne man alligevel ikke tolerere i Kreml. Da de østtyske myndigheder ikke selv kunne stoppe urolighederne, ordnede Sovjet sagen. Østberlin og andre store byer kom i undtagelsestilstand, omtrent 50 mennesker blev dræbt, over 1.000 anholdt og 21 såkaldte kontrarevolutionære henrettet.
MODELLEN BLEV GENTAGET I UNGARN i oktober-november 1956, hvor flere hundrede tusinde gik på gaden og til sidst fik Imre Nagy, en ukarismatisk landbrugsekspert og overbevist kommunist, der alligevel havde forstået, at reformer var vigtige for at bevare systemet, til at trække Ungarn ud af Warszawapagten og erklære landet neutralt. Også her var resultatet rå magt: tanks og 60.000 sovjetiske og rumænske soldater i gaderne, mere end 2.500 dræbte, i titusindvis fængslede, deporterede, henrettede og 200.000 flygtninge.
Nogenlunde det samme skete i Prag i foråret 1968, hvor Alexander Dubček blev den nye leder af kommunistpartiet og ville indføre det, der blev kaldt kommunisme med et menneskeligt ansigt. Heller ikke her var der tale om at bryde med Sovjet og holde op med at være et kommunistisk land, blot om at afskaffe censuren og liberalisere og decentralisere den politiske og økonomiske magt. Kommunistpartiet skulle fortsat styre staten, og udenrigspolitisk skulle Tjekkoslovakiet fortsat være loyalt mod Sovjet.
Men heller ikke i 1968, 15 år efter Stalins død, kunne det tolereres i Sovjet. Resultatet var nok en gang en invasion, anført af Sovjet, af et Warszawapagt-land. 137 tjekker og slovakker blev dræbt, hundreder blev såret, op mod 300.000 flygtede. Efter oprøret fulgte en ’normalisering’, det vil sige en tilbagevenden til Sovjetunionens faste hånd om styret i Prag.
Så frygtede Jaruzelski i 1981 en invasion, var det ikke urimeligt. Hvis det var sket, hvis det havde været russiske i stedet for polske tropper, der var blevet sat ind mod polakkerne, havde forholdet internt i landet, mellem kommunister og Solidaritet, efterfølgende nok været mindre kompliceret.
Til gengæld ville det nok en gang have bekræftet polakkerne i deres hundreder af år lange erfaring, at russere, det er sådan nogle, der invaderer Polen. En erfaring, der med Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 igen er højaktuel.
