Aleksandr Pusjkin: Krim som drømmested
Aleksandr Pusjkins (1799-1837) besøg på Krim i 1820 gjorde et stort indtryk på den unge russiske digter. Det var kun få årtier siden, at Sortehavshalvøen var blevet annekteret af tsarriget, og den var stadig eksotisk og fremmedartet for den rejsende, som efter et besøg i regionens tidligere hovedstad skrev digtet ’Fontænen i Bakhtjisaraj’.
I teksten, som udkom første gang i 1824, vrimler det med vandpiber, haremskvinder, eunukker og doven monotoni. Og ikke mindst sex. Her i Birger Kledals gendigtning:
»Den rigdsomsfyldte orient
har søde, mørke nattens kvinder
hvor sødt dig ikke tiden rinder
for hver med hu mod Mekka vendt.
Et saligt liv i deres hjem;
et fredfyldt harem toner frem
i haver fyldt med kogleri
hvor måneskærets trylleri
opflammer elskovs eufori «
Hvor nyligt erobrede Krim for Pusjkin repræsenterede det vilde og utæmmede, hvor sanserne kan få frit løb, har halvøen indtil for nylig været russernes foretrukne ferieparadis. Det er muligvis ovre nu.
Taras Sjevtjenko: Poesi for selvstændighed
Kunst og litteratur er ofte politisk. Ukraines nationaldigter, Taras Sjevtjenko, (1814-61) udfordrede den russiske statsmagt, alene fordi han skrev på ukrainsk. Han blev derfor straffet både med militærtjeneste og skriveforbud. Hans glæde ved Ukraine fremgår klart i digtet ’Testamente’ (på dansk ved Ivan Nester Nielsen):
»Når jeg dør, vil jeg begraves
I en gravhøj
På den brede steppe
I mit kære Ukraine:
Og de brede marker
Og Dnipro og dens skrænter
Skal man derfra kunne se
Og høre, hvordan den brøler! ...
Og når Dnipro-floden
Har skyllet fjendernes blod
ud i det dybblå hav
Vil jeg forlade disse høje og marker
Og flyve op til Gud«
Sjevtjenko var med til at grundlægge moderne ukrainsk og er derfor en vigtig skikkelse i Ukraine i dag. Efter hans eget udsagn var Sjevtjenkos familie oprindeligt kosakker, men var blevet gjort til livegne efter et mislykket oprør mod tsarmagten. I Østre Anlæg i København findes i øvrigt en buste af digteren fra 2010.
Svetlana Aleksijevitj: de øldrikkende filosoffer
Den belarusiske forfatter Svetlana Aleksijevitjs (f. 1948) ’Secondhand-tid’ fra 2013 er bygget på 20 års rejser i de tidligere sovjetrepublikker. I bogen samler hun almindelige menneskers erfaringer fra Sovjet og tiden efter. Et kapitel ved navn ’Om at vi måtte vælge: en storslået historie eller et banalt liv’ består af citater indsamlet ved ølkioskerne, hvor man kan møde »professorer, arbejdere, studerende, hjemløse«, der »drikker og filosoferer«.
Her er et lille udvalg af udtalelser fra unavngivne øldrikkere (s. 43):
»Jeg elskede imperiet ... Livet er blevet kedeligt efter imperiets fald. Det er blevet uinteressant«.
»Rusland må nødvendigvis være stort, ellers vil det slet ikke findes. Vi har brug for et stærkt militær«.
»Hvad fanden skal jeg med et stort land? Jeg vil hellere bo i et lille land, sådan et som Danmark. Uden atomvåben, uden gas og olie. Hvor man ikke risikerer at blive skudt i hovedet når som helst. Så kunne vi måske også lære at vaske fortovene med sæbe«.
Svetlana Aleksijevitj modtog i 2015 Nobelprisen i Litteratur.
