Folketinget 19. august 1909. På dagsordenen stod et af tidens mest presserende emner: Forsvarssagen. Politikerne havde diskuteret forsvaret skulle indrettes, og i store dele af befolkningen var en vis utålmodighed begyndt at melde sig. Pludelig trådte en kvinde ind i Folketingssalen. Højst besynderligt, for hvad havde en kvinde at gøre her? Hun nærmede sig Folketingets talerstol med en alvorlig mine, og minsandten om hun ikke ringede med klokken og tog ordet.
Hendes tale kom til at give genlyd i aviser landet over:
»Her sidder I danske Mænd og købslaar og sjakrer i Magtbrynde og Egennytte om Landets Ve og Vel, men det skal siges fra dette Sted, at Danmarks Kvinder foragter Eder som en Hob fædrelandsløse Lejesvende og brændemærker Eder, der forråder Danmarks Ære«.
Brandtalen, der ifølge Politiken blev leveret »skarpt, med en lidt høj stemme, der var ved at slaa over«, men ellers fattet, blev holdt af godsejerdatteren frk. Mary Bess Westenholz. Aldrig før havde en kvinde talt i Folketinget, og formanden, venstremanden Anders Thomsen, havde da også forgæves forsøgt at afbryde hende et med et »Her maa ingen tale, her maa ingen tale.«
Det nyttede dog ikke. Westenholz lod sig ikke afbryde, og først da hun havde leveret sin svada, lod hun sig eskortere ud af de tililende vagter fra Rigsdagen. Bag sig efterlod hun Folketingssalen i en »ubeskrivelig forvirring«, mens Anders Thomsen, der havde fået sin klokke igen, klemtede løs.
Westenholz’ gik til angreb på politikerne, fordi hun ikke mente at der blev tilført tilstrækkelige midler til Danmarks forsvar, og det var hendes holdning, at mændene i salen havde svigtet deres ansvar som landets beskyttere. Hun var imidlertid ikke blevet inviteret til at tale, men havde tilranet sig talerstolen ved at sige, at hun havde en besked til Folketingets formand. Ingen ville mistænke en pæn dame for at lyve.
Hendes happening vakte megen furore og blev en stor sensation. Nogle hyldede hende som en heltinde, mens andre snarere så hende som en sindsforvirret kvinde. 500 kvinder troppede endda op foran Westenholz’ bolig i en støttedemonstration for hende.
Mary Bess Westenholz blev dagen efter sin happening i Folketinget af en folkemængde i Hørsholm.
At kvinder overhovedet ytrede sig om dette emne, var for mange helt uforståeligt, og man undskyldte ofte kvindernes opførsel med, at der måtte være nogle politikere, der havde lokket dem i dette åndelige fordærv. Fordi kvinderne blev anset for at være så kontroversielle, fik de også mange øgenavne i pressen, hvoraf ’kanonkvinder’ blev det mest almindelige.
ALLEREDE I 1880’ERNE havde de første kanonkvinder rørt på sig, og i løbet af et par år havde kvinder på Fyn samlet ind til otte kanoner. Det var langtfra ualmindeligt, at frivillige kræfter samlede ind til forsvaret, men at det var kvinder, der gjorde det, var i høj grad nyt. Lærerinden Louise Fenger, som havde stået i spidsen for indsamlingen, kunne i 1885 overrække kanonerne som gave til kongen ved en audiens, hvor hun håbede, at kongen … »ikke ville betragte dette Skridt af os som en Anmasselse, men deri alene se et Vidnesbyrd om, at vi omfatte vort Fædreland med samme Kjærlighed som De«.
At Fenger var bange for, at deres handling havde virket anmassende, vidner om, at det ikke var alle, som bifaldt kvindernes engagement. Kongen blev dog glad og rådede kvinderne til at påvirke deres mænd til at stemme på forsvarsvenlige folketingskandidater. Men at kvinder selv skulle kunne stemme eller stille op til Folketinget, havde dog stadig lange udsigter.
Smittede kanonfeberen? Dette var et spørgsmål, mange aviser stillede, hver gang en ny gruppe kvinder dannede en kreds for at samle ind til forsvaret. At kvindernes engagement blev sammenlignet med en sygdom, var meget bevidst. I pressen kan man læse den ene artikel efter den anden, hvor disse kvinder mildest talt ikke var populære, og især ikke hos socialdemokraterne. I den socialistiske presse kan man tydeligt se den store frustration, som flere brændte inde med, over, at kanonkvinderne opførte sig »ukvindeligt« ved at interessere sig for forsvaret, og ikke mindst ville man stoppe dem; som det f.eks. kan læses i Social-Demokraten i 1882:
»Dertil maa de stoppes i Tide, og hertil har de først og fremmest hjulpet selv; thi deres Optræden er saa latterlig, saa ukvindelig (…)«. En sådan »ubetimelig Indblanding og Indtrængen paa Omraader, hvor man intet har at gøre, og denne utilbørlige Anmasselse, som disse forskruede Kvinder med Taktløshed uden Lige lægger for Dagen, [er] et Bevis paa aandelig Sygelighed, aandelig Forskruelse som man oprigtigt bør ønske, at Flertallet af Kvinder maa undgaa at blive smittet af«.
Mary Bess Westenholz blev med sin happening i 1909 den første kvinde, der talte i den danske Rigsdag.
SELV OM KANONKVINDERNE var i strid modvind, holdt de sig ikke tilbage. I 1907 blev Danske Kvinders Forsvarsforening oprettet, hvor formanden, Charlotte Norrie, ville have kvinder ind i foreningen, så budskabet om et stærkere forsvar kunne udbredes, især igennem den indflydelse, kvinderne havde på deres ægtemænd og sønner. I foreningens pamfletter blev danske kvinder mindet om, at fædrelandet også var deres, og at også kvinder måtte tage ansvar for landets sikkerhed, da mændene havde fejlet.
Charlotte Norrie var en markant personlighed og havde siden sin ungdom engageret sig i kvindelige foreninger som Dansk Kvindesamfund og Dansk Sygeplejeråd. Hun var datter af Johannes Wilhelm Harbou, som var en krigshelt fra både Første og Anden Slesvigske Krig, så interessen for militæret havde hun ikke fra fremmede. Hun påpegede gentagne gange, at hendes far ikke ville have, at hun skulle blive et »Husdyr«, selv om det var normen for kvinder, der var vokset op i det bedre borgerskab, at blive netop husmødre. Derfor blev hun først lærerinde, og dernæst uddannede hun sig til sygeplejerske.
Danske Kvinders Forsvarsforenings første formand, Charlotte Norrie, kom fra Holsten, og hendes far havde som officer deltaget i begge De Slesvigske Krige. For hende var et stærkere forsvar en mærkesag.
Charlotte var stærk influeret af den nationalistiske strømning, hvor fascinationen for Danmarks historie var stor. I denne strømning lå der også et potentiale for kvinder til at opnå mere anseelse i samfundet.
I de nationale myter, historier og sagn gemmer der sig mange historier om handlekraftige og stridslystne kvinder, bl.a. i Saxos Danmarkshistorie fra slutningen af 1100-tallet. Charlotte bragte nogle af historierne i Danske Kvinders Forsvarsforenings medlemsblad, bl.a. om dengang, da biskop Absalons mor, Inger Eriksdatter, udviste »Kvinde Manddom«, da hun ødelagde Svend Grathes skibe i krigen mod Valdemar, og – vigtigst af alt – historien om, da dronning Thyra lod Dannevirke opføre.
Altså kvinder, som tog aktivt del i krig og i landets beskyttelse. Også i arkæologien fandt Charlotte Norrie spor, som for hende pegede i retning af, at kvinder kunne deltage i krig. Til museumsinspektør ved Nationalmuseet Sophus Müller skrev hun i 1903, om hun kunne låne det »Kvindesværd«, som var blevet fundet i en vikingegrav.
I dag ville man nok snarere betegne det som en dolk, men Charlotte Norrie insisterede på at kalde det et sværd.
DETTE ARKÆOLOGISKE FUND fund fascinerede hende dybt og satte gang i hendes forestilling om stærke kæmpende vikingekvinder, skjoldmøer. Dette ’sværd’ ville hun tage med til en konference i Berlin og foreslå, at det skulle danne forlæg for et emblem, som kvinder kunne bære på tøjet, hvis de gik ind for kvinders stemmeret. For hende var tanken om kvinder i krig altså ikke uvelkommen, og ud over dette var hun også sikker på, at det lå i danske kvinders dna at være mere ligestillede med manden.
»Gives der Værnepligt for Kvinder?«, spurgte den svenske kvinderettighedsforkæmper Sofie Adlersparre i en artikel i Kvinden og Samfundet i 1886. Hun mente, at det var helt i orden, at kvinder ikke var værnepligtige, så længe »Folket ikke har givet sine Døtre samme Ret og samme Beskyttelse som sine Sønner«. Hertil var hun dog ikke afvisende over for, at kvinder kunne indgå i en form for værnepligt, hvis de blev givet stemmeretten.
Trods Charlottes Norrie fascination af krigeriske kvinder blev hun dog aldrig fortaler for, at kvinder skulle trække i soldateruniform og lære at skyde; tiden var ikke moden til dette. I stedet plæderede hun for, at kvinder skulle have basale kundskaber inden for sygepleje og gøre denne uddannelse til en kvindelig værnepligt. Hvis krigen kom, kunne man derfor hurtigt sende kvinder til fronten. Sygepleje var noget, de fleste mente lå inden for kvindens ’naturlige’ evner, og derfor meget mere acceptabelt kvindearbejde end det, der udføres med et gevær i hånden. Der var dog røster i konservative kvindeblade, som var fortalere for, at kvinder skulle gå ind i skytteforeninger, men dette vandt ikke meget gehør.
Danske Kvinders Forsvarsforening blev hurtigt den største kvindeforening i Danmark med sine 50.000 medlemmer i 1909, som også langt overgik Dansk Kvindesamfunds medlemstal. Derfor var Charlotte Norries holdninger heller ikke helt ubetydelige i den offentlige debat. Debatten om kvinders værnepligt blev af kvindesagsforkæmpere hurtigt kædet sammen med kvinders ideelle plads i samfundet og med spørgsmålet om, hvorvidt kvinder, hvis de skulle indgå i værnepligten, også skulle have politiske rettigheder. Denne kobling var ikke noget, Charlotte Norrie offentligt foretog, da hun i sin tid som formand ikke blandede ’kvindesagen’ sammen med ’forsvarssagen’.
Hun mente i stedet, at den rette fremgangsmåde for at få flere rettigheder var at vise, at kvinder kunne være politisk aktive, så de dermed ville blive givet stemmeretten og ikke måtte kræve den. En anden årsag til, at hun ikke udadtil fremstod som kvindesagsforkæmper, var da også, at hun var bange for, at foreningens medlemmer ikke alle var enige med hende om, at kvinder skulle have politiske rettigheder, og at hun derfor ville miste sin plads som formand. Ja, det var ikke helt ualmindeligt, at kvinder var imod stemmeret til kvinder, da mange anså manden som husstandens overhoved og repræsentant i samfundet. Derfor måtte Charlotte arbejde for kvindesagen bag kulissen. Dette ville hun gøre ved at trække kvinderne ud af hjemmene og ind i kvindeforeningerne, hvor andre politiske emner end de ’klassiske’ kvindeemner blev diskuteret; f.eks. forsvarspolitik.
Danske Kvinders Forsvarsforening brugte nationalhistoriens markante kvindeskikkelser til at retfærdiggøre deres sag. Ikke mindst vikingetidens dronning Thyra, der her leder arbejdet med at opføre Dannevirke på Louis Moe anskuelsestavle fra 1898.
Noget tyder på, at Charlottes strategi faktisk havde en effekt på de danske politikere, og da forsvarssagen skulle afgøres i 1909, blev det debatteret, om man skulle holde en folketingsafstemning om emnet.
Ove Rode fra Det Radikale Venstre udtalte i denne forbindelse:
»Valgretsalderen bør nedsættes, og vi mene, at Kvinder bør faa Valgret. Jeg antager, at endog de ivrigste Modstandere af Kvindernes Valgret ville fortrække, at Kvindernes politiske Interesse udløses paa legitim Maade fremfor at aabenbare sig som skjult Indflydelse«.
Her mente Ove Rode altså, at kvinder burde have direkte politisk indflydelse i stedet for blot at forsøge at påvirke folkestemningen. Kvindernes engagement i dette politiske emne havde hermed bevist over for nogle politikere, at kvinder godt kunne engagere sig i samfundet og ikke udelukkende duede til børnepasning og madlavning.
DEBATTEN OM KVINDERS STEMMERET og eventuelle værnepligt blev ikke kun kædet sammen i Danmark. Også i den svenske rigsdag blev kvinders udelukkelse fra demokratiet bl.a. begrundet med, at det var mændene, som skulle ofre livet for fædrelandet, ikke kvinderne, og som derfor burde have flere rettigheder. Netop derfor blev det også vigtigt for nogle kvindesagsforkæmpere at fremhæve deres iver efter at være med til at forsvare landets grænser.
Dette blev dog aldrig aktuelt i Danmark, og debatten om forsvarssagen blev stort set lukket ned efter 1909, hvor politikerne endelig nåede til enighed. Selv om ’kanonkvinderne’ ikke var helt tilfredse med det resultat, politikerne var kommet frem til, var deres engagement i forsvaret ikke helt spildt. Kvinderne havde bidraget til at åbne en dør for borgerlige og konservative kvinder ud til offentligheden, hvilket måske også havde indflydelse på, hvordan man generelt opfattede kvinders evner som politiske medborgere i Danmark.
