Det kom som et chok for den japanske offentlighed, da Shinzo Abe, landets kontroversielle ekspremierminister, i juli måned 2022 blev skudt og dræbt ved et attentat i byen Nara under valgkampen inden sommerens overhusvalg. For den slags sker jo ikke i vore dages Japan…
Selv om han hos mange var upopulær af flere meget politiske årsager såsom hans stædige nationalistiske ønske om at revidere landets pacifistiske forfatning, var der ingen, der for alvor havde ventet, at nogen ville gå så langt som til begå et attentat mod ham. Hele tanken om et politisk drab i Japan lød som noget, man kunne læse om i en historiebog i et kapitel om en fjern fortid, hvilket måske forklarer den håbløse håndtering af sikkerheden omkring Abe.
Den unge attentatmand fik uhindret lov til at spadsere adskillige meter hen over pladsen bag Abes højtalervogn med sit hjemmelavede skydevåben synligt, uden at en eneste af de tilstedeværende sikkerhedspersoner reagerede.
Det viste sig efterfølgende, at drabet på Abe kun indirekte havde en politisk årsag. Den unge drabsmand, Tetsuya Yamagami, var vred på Moon-bevægelsen, den såkaldte Unification Church, fordi den havde presset hans mor, der var tilhænger af bevægelsen, til at donere hele sin formue til den og dermed havde spoleret familiens økonomi og sammenhold.
Han forbandt ligesom mange andre japanere Abe-familien, et dynasti inden for japansk politik, med Moon-bevægelsen, som har givet formuer af sine tilhængeres penge i politiske tilskud til Abes valgkampe og tilsvarende hans bedstefars, fars og lillebrors valgkampe. For Yamagami repræsenterede Abe et politisk system, der havde ladet sig købe til at holde hånden over Moon-bevægelsens tvivlsomme metoder.
Den tidligere regeringschef, den kontroversielle Shinzo Abe blev 8. juli 2022 offer for attentatmanden Tetsuya Yamagamis kugler. Her afvæbnes han af sikkerhedsvagter øjeblikke efter attentatet.
Når man tog truslen om et politisk attentat under valgkampen så lidt alvorligt, som tilfældet var, skyldtes det primært, at man i Japan i efterkrigstiden næsten ikke har oplevet politiske drab af betydning. Men det er ikke, fordi Japan slet ikke har tradition for den slags. Man skal bare lidt længere tilbage i historien.
FOR 100 ÅR SIDEN, i 1920’erne og 1930’erne, var Tokyos politiske centrum hærget af det ene drab på en fremstående politiker efter det andet. I den periode kunne det politiske system i Japan kaldes ’Government by Assassination’, at regere ved attentater, som blev titlen på de erindringer, der senere blev udgivet af Hugh Byas, The New York Times’ daværende bureauchef i Tokyo.
Bølgen af politiske drab blev primært udført af idealistiske og nationalistiske unge officerer i hæren eller andre med sympati for en militaristisk og ekspansionistisk politik, og ofrene var liberale og fredsorienterede toppolitikere, der skulle ryddes af vejen. Den intimidering af politiske modstandere, som de var udtryk for, medvirkede til, at militæret i løbet af 1930’erne reelt tog magten og førte Japan i retning af en katastrofal verdenskrig, og derved fik de afgørende indflydelse på historiens gang.
... I 1930’erne fandt en række lignende drab og drabsforsøg sted, nogle af dem i forbindelse med unge officerers forsøg på statskup
Det første politisk motiverede drab i Japan på øverste niveau blev imidlertid allerede begået i 1909 på den gamle statsmand Hirobumi Ito, som havde været Japans første regeringschef under Meiji-reformerne fra 1868 og frem og i alt fire gange have haft posten, før han i 1905 blev sendt til Korea som guvernør, da Den Koreanske Halvø efter japansk aggression blev et japansk protektorat. Han blev skudt af en ung koreansk nationalist, der blev henrettet, men siden hyldet som en helt på den koreanske side. Året efter indlemmede Japan simpelthen Korea og gjorde landet til en del af Japan.
Tendensen til at gøre drabsmænd til helteskikkelser blev forstærket under bølgen af politiske drab i 1920’erne og 1930’erne. Målet for den ekstreme nationalistiske og militaristiske fløj, som de repræsenterede, og som var stærkt til stede i både hær og flåde, var åbenlyst at bekæmpe og eliminere den tids spraglede politiske demokrati og liberale atmosfære i kulturliv og samfund, det såkaldte Taisho-demokrati, opkaldt efter den sygdomsramte Taisho-kejser, der sad på tronen i en ganske kort periode, fra 1912 til 1926.
MÅLET VAR ÅBENLYST at fremprovokere et militærdiktatur, så Japan mere entydigt kunne koncentrere sig om at erobre nye landområder i Asien – og eliminere enhver hjemlig modstand mod en sådan udvikling. Det kan ikke nægtes, at i de år blev denne militaristiske fløj fremstillet ulige mere positivt i det meste af den japanske presse end politikere og bureaukrater, der blev fremstillet som svage, handlingslammede og dybt korrupte ledere, der holdt Japan nede.
Der foregik en kamp på liv og død, som nationalisterne endte med at vinde. Blandt andet som resultat af den intimidering, som de mange politiske mord naturligt medførte.
Shinzo Abe havde en del politiske modstandere i Japan, men hans mord kom alligevel som et chok.
Den daværende liberale premierminister, Takashi Hara, blev i november 1921 det første offer på regeringschefsniveau for denne nye bølge af drab, da han ankom til Tokyo Station for at tage toget til Kyoto. Han blev knivdræbt af en ung ultranationalist, der arbejdede på stationen som sporskifteoperatør. Den unge mand blev løsladt fra fængslet som en fri mand allerede 13 år efter udåden.
I 1930’erne fandt en række lignende drab og drabsforsøg sted, nogle af dem i forbindelse med unge officerers forsøg på statskup. Andre premierministre og ekspremierministre, der i perioden fra 1930 til 1936 i Tokyos snævre gader blev ofre for radikale og politisk motiverede attentatmænd, var Osachi Hamaguchi, Tsuyoshi Inukai, Korekio Takahashi og Makoto Saito. Også mindre fremtrædende politikere blev ofre for attentater, og det skete så hyppigt, at det fratog mange andre politikere enhver lyst til at blive den næste frontfigur i bekæmpelsen af militærets tiltagende magt.
Osachi Hamaguchi, der var siddende premierminister på det tidspunkt og for den nationalistiske fløj selve symbolet på den svage og passive ’gamle garde’ i japansk politik, overlevede ganske vist i første omgang drabsforsøget i november 1930 – begået af et medlem af den radikale gruppe Det Patriotiske Samfund – men han døde året efter af sine sår.
FRA DET MISLYKKEDE MILITÆRKUP i 1936, hvor ekspremierministrene Korekio Takahashi og Makoto Saito var blandt de unge militære kupmageres omhyggeligt udpegede ofre, til valgmødet i juli måned 2022, hvor Shinzo Abe blev dræbt, er der ingen landspolitiker med ministererfaring, som er blevet offer for et politisk motiveret drab – selv om det har været forsøgt flere gange.
Blandt andet blev Shinzo Abes bedstefar Nobusuke Kishi, der var premierminister på det tidspunkt, i juli 1960 udsat for et mislykket attentatforsøg, der kostede ham nogle stiksår i låret og en indlæggelse. Han havde stået i spidsen for Japans indgåelse af en sikkerhedsaftale med USA, der med revisioner stadig gælder, og derfor var han forhadt af unge aktivister på venstrefløjen.
Samme efterår fandt et af de mest berømte og berygtede politiske drab i Japans historie sted. Den daværende oppositionsleder, socialistpartiets leder Inejiro Asanuma, som også var en af de mest fremstående modstandere af sikkerhedsaftalen med USA, blev dolket i maven efter at have holdt en tv-transmitteret tale i Hibiya-parken midt i Tokyo.
Oprørstropper under kupforsøget 26. februar 193, anført af løjtnant Masatada.
Gerningsmanden var en 17-årig studerende, der var medlem af en nationalistisk organisation og få dage efter begik selvmord ved at hænge sig i fængslet. Mindet om dette drab er særlig stærkt, fordi det blev foreviget for eftertiden på et af historiens mest dramatiske pressefotos.
Derudover har Japan heller ikke i efterkrigstiden været fuldkommen fri for politisk terror af forskellig slags. Den har blot haft andre former – der har ikke været deciderede attentater. En radikaliseret venstrefløj kaprede i 1970’erne et fly og stod bag en række andre aktioner, herunder nogle blodige udrensninger af rivaliserende grupper. Mest berygtet er måske den religiøse sekt Aum Shinrikyo, der i foråret 1995 udledte giftgas i Tokyos undergrundsbane i protest mod regeringens påståede undertrykkelse af sekten, hvilket dræbte 12 og gjorde hundreder varigt syge.
I 1987 BLEV EN JOURNALIST på den store liberale og pacifistiske avis Asahi Shimbuns Kobe-redaktion skudt og dræbt af en indtrængende mand – åbenlyst af politiske årsager, men det var ikke en politiker, der var offeret.
Og senest, i 2007, i Shinzo Abes første periode som japansk premierminister, blev borgmesteren i Nagasaki, Itcho Ito, skudt og dræbt under en valgkampagne af et ledende medlem af den lokale yakuza, gangsterverden, som siden er dømt til døden.
Mange yakuza-ledere er tæt forbundne med ultranationalistiske politikere på lokalt og nationalt plan, og borgmester Itos forgænger på posten, Hiroshi Motoshima, blev i 1990 også skudt, men ikke dræbt, fordi han til den politiske fløjs store vrede havde udtalt, at Japans kejser havde et vist ansvar for verdenskrigen. Her var der et klart politisk motiv, og hans attentatmand var et fremtrædende medlem af en lokal radikal højregruppe, også med yakuza-bånd.
Ifølge retssagen mod borgmester Itos drabsmand i 2008 er der imidlertid en hel del, der tyder på, at han lige så meget var drevet af raseri mod borgmesteren over, at kommunen havde nægtet at yde ham kompensation for skader, der var sket på hans bil på en kommunal parkeringsplads. Politiske drab handler ikke altid om de store politiske stridsmål – men uanset årsagerne lurer politisk vold som fænomen under overfladen i det ellers så velordnede japanske samfund.
