PÅ TRETJAKOV-GALLERIET I MOSKVA hænger en ikon, som på flere måder adskiller sig fra andre ikoner. Dels på grund af sin usædvanlige størrelse – næsten 4 meter bred og knap 1,5 meter høj – dels på grund af sit usædvanlige motiv med titlen: ’Velsignet er den himmelske konges hærskare’. Eller alternativt: ’Den kæmpende kirke’.
Som denne titel antyder, er ikonen malet som en hyldest til den ’hærskare’, som i 1552 under ledelse af Ruslands første tsar, Ivan 4. ’den Grusomme’ (reg. 1547-84), havde erobret det øst for Moskva beliggende tatariske muslimske rige, der efter sin hovedstad, Kazan, kendes som Kazan-khanatet og i nutiden som delstaten Tatarstan i Den Russiske Føderation.
I stort format har den ukendte ikonmaler her fremstillet de sejrrige moskovitiske styrker, som efter endt kamp er på vej hjem fra det overvundne og brændende Kazan i ikonens højre side.
Den vældige hærskare er formeret i tre flanker, hvoraf den øverste består af almindelige ryttere, mens den nederste udelukkende udgøres af ryttere med glorie om hovedet, altså afdøde krigere, som må forstås enten at være blevet kanoniseret, fordi de døde i slaget, eller at repræsentere fortidige krigerhelgener, der anses for at have deltaget i slaget på åndelig vis.
I hærskarens midte ses også flere fortidige skikkelser, først og fremmest den korsbærende rytter, der omgives af en stor skare af fodfolk og tolkes som Konstantin den Store, der i 313 som den første romerske kejser gik over til kristendommen og gjorde den til rigsreligion i Det Romerske Imperium.
Ligeledes tolkes også nogle af de følgende ryttere midt i billedet som de fortidige russiske fyrster Vladimir af Kyiv, der i 988 gik over til kristendommen og lod russerne kristne, samt Aleksandr Nevskij (1220-63) og Dmitrij Donskoj (1350-89), der ved forskellige lejligheder sejrede over Ruslands og ortodoksiens fjender.
Foran fodfolket i midten ledes hele skaren af en rytter, der bærer på et stort rødt banner med et ortodokst kors (der også bæres af andre enheder). Dette er den samtidige hersker, tsar Ivan, som har iværksat felttoget mod Kazan, og som selv ledes af en bevinget rytter fra evigheden, ærkeenglen Michael, på en bevinget hest.
I samlet trop rykker hele hærskaren frem mod en borg på et bjerg i ikonens venstre side, hvor Guds moder, Maria, med Jesusbarnet på sit skød sidder parat til at modtage de sejrrige krigere, og hvorfra en talrig skare af engle med sejrens palmer i hænderne flyver dem i møde.
Denne borg må i billedets samtid, Ivans regeringstid, forstås konkret som symbol på det ortodokse Moskva, men i fremtidigt perspektiv øjensynligt som symbol på det himmelske Jerusalem, hvorfra livets flod som i Johannes’ Åbenbaring (kap. 22) flyder ud og lader frodige grønne vækster spire frem.
IKONET AF ’DEN KÆMPENDE KIRKE’ synes altså at fremstille erobringen af Kazan, en konkret samtidig verdslig begivenhed, som om denne begivenhed ikke blot foregår i det russiske folks nutid, men også involverer både dets fortid og dets fremtid, og antyder endda et evighedens perspektiv. Identifikationen af den russiske tsar med den himmelske herskers stedfortræder og af de russiske hærskarer med de himmelske ligger ligefor. Som kæmpende kirke er det sejrrige Rusland på rette vej mod himlen.
’Velsignet er den himmelske konges hærskare’.
Det er dette motiv, som er usædvanligt. At denne rent verdslige samtidige begivenhed så åbenlyst fremstilles på en måde, der får den til næsten at syne bibelsk og bogstaveligt talt gør den ikonisk. Selv om denne fremstilling næppe var i overensstemmelse med den ortodokse kirkes officielle ikonteologi, lod den sig alligevel gøre i dette tilfælde, fordi den russiske kirkes såkaldte 100-kapitel-koncil i 1551 havde bestemt, at verdslige motiver med kirkelig relevans godt kunne fremstilles i ikoner.
Det var under Ivan den Grusomme (1530-85), Rusland under betegnelsen Storfyrstendømmet Moskva påbegyndte sin ekspansion. Her fremviser han på et senere historiemaleri sin rigdom for den engelske gesandt.
Ikonisk er erobringen af Kazan da også på sin vis, i al fald i verdslig forstand. Med erobringen af Kazan lykkedes det for første gang russiske styrker at erobre et ikkerussisk område med et ikkerussisk og ikkekristent folk og indlemme dette i det russiske rige.
1552 er derfor skelsættende som begyndelsen på det russiske riges ekspansion og imperiale udvikling, som skulle komme til at fortsætte med kun meget få tilbagetrækninger i de følgende godt 350 år indtil begyndelsen af det 20. århundrede og gøre det russiske rige til et af verdens største imperier.
Det meste af det består endnu i skikkelse af Den Russiske Føderation, om end riget blev væsentligt reduceret ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
Som ikonen af den kæmpende kirke demonstrerer, blev det russiske imperium fra sin begyndelse set i et religiøst perspektiv som en fortsættelse af det (øst)romerske eller byzantinske rige og som den ortodokse kirkes beskytter og udbreder.
DET ER EN FORESTILLING, som allerede i 1520’erne blev udtrykt af abbed Filofej i ideen om Moskva som ’det tredje Rom’, dvs. som arvtager til den imperiale og teokratiske tradition fra Rom og Konstantinopel, og som også udtrykkes i Ivan 4.s grundlæggelse af tsardømmet i 1547. Som det fremgår allerede af titlen ’tsar’ (som er den russiske gengivelse af Cæsar), så Ivan helt bevidst sig selv som en arvtager til de romerske kejsere.
Disse forestillinger om det russiske imperiums religiøse betydning og om den ortodokse kirke i kamp mod Guds fjender har generelt spillet en betydelig rolle igennem historien i forbindelse med imperiets ekspansion og udenrigspolitik, om end langtfra altid så tydeligt udtrykt som i ikonen af ’Den kæmpende kirke’.
Især blev retorikken om ’det tredje Rom’ og imperiets hellighed nedtonet i løbet af 1700-tallet som følge af den sekularisering af den russiske stat, som gennemførtes af tsar Peter den Store (1696-1725) og flere af hans efterfølgere, især Katarina den Store (1762-96). Imperiets udvidelse og erobring af stadig flere ikkeortodokse og ikkekristne folk og behovet for at integrere disse har dog i sig selv bidraget til at fastholde bevidstheden om imperiets ortodokse identitet.
Dette blev igen stærkt fremhævet i forbindelse med den nationale bevidstheds vækkelse i første halvdel af 1800-tallet, især under tsar Nikolaj 1. (1825-55).
I det meste af det 20. århundrede kunne den religiøse opfattelse af imperiet selvsagt ikke komme til udtryk under det ateistiske sovjetregime (selv om dette også havde karakter af imperium), men efter dettes sammenbrud har der igen været grund til at spørge, om disse gamle ideer om imperiet stadig spiller en rolle i nutidens Rusland. Især er det efter Ruslands annektering af Krim og Sevastopol i 2014 og endnu mere siden invasionen af Ukraine i februar 2022 blevet klart, at den kirkelige og religiøse dimension af denne konflikt og dermed af Rusland i bredere forstand fortsat spiller en ganske væsentlig rolle.
... På Krim har resultatet af tidligere tiders kristianisering og russificering været en succes set fra et russisk synspunkt, for så vidt som den har skabt en russisk og ortodoks flertalsbefolkning, som er forblevet en varig realitet
Den ortodokse kirkes rolle i imperiets fortsatte ekspansion har især vist sig i tre sammenhænge før revolutionerne i 1917: Ukraines kirkelige integration i Moskva-patriarkatet og konverteringen af de græskkatolske menigheder i de ukrainske områder; koloniseringen og kristianiseringen af Sortehavskysten og Krim; og endelig missionsindsatsen i Sibirien.
I ALLE DISSE SAMMENHÆNGE kom den russiskortodokse kirke til at spille en særdeles vigtig rolle i forbindelse med integreringen af de mange nye folkeslag i det russiske rige, og selv om målet aldrig var en fuldstændig religiøs ensretning (hvilket heller ikke var realistisk), skulle der ikke herske tvivl om ortodoksiens særlige status. I forbindelse med krisen i Ukraine er særligt de to førstnævnte igen blevet aktuelle.
I løbet af perioden 1654-1795 lykkedes det Rusland at gennemføre en trinvis indlemmelse i det russiske rige af det meste af de nuværende ukrainske områder, som indtil da havde været under polsk-litauisk herredømme siden 1300-tallet.
Hermed fulgte også kirken i disse områder, som for de ortodokse deles vedkommende i 1686 ophørte med at høre under patriarken af Konstantinopel for i stedet at blive underlagt den russiske kirkes ledelse, patriarken af Moskva.
Dette blev fra russisk side betragtet som en genforening af kirkedele og landområder, som havde været uretmæssigt adskilt siden opløsningen af det ældste Rus-rige (som havde bestået af dele af vore dages Rusland, Belarus og Ukraine), først ved den mongolske invasion i 1200-tallet, siden den litauisk-polske erobring i 1300-tallet.
En del af den ukrainske kirke kunne dog ikke umiddelbart integreres i den russiske. Den såkaldte unerede eller græskkatolske kirke, som i 1596 var blevet etableret i Galicien (på grænsen mellem det nuværende Polen og Ukraine), var en slags mellemting mellem den ortodokse og den katolske kirke, idet den anerkendte pavens overhøjhed og katolsk kirkelære, men havde bevaret ortodoks gudstjeneste og gifte præster.
Denne konstruktion var et kompromis, som havde gjort det muligt for ortodokse troende at bevare en form for ortodokst kirkeliv i den ellers katolsk dominerede polsk-litauiske stat. Fra russiskortodoks side blev de græskkatolske imidlertid betragtet som katolikker og således som kættere, mens den russiske stat så dem som en slags forrædere.
EFTER INDLEMMELSEN I DET RUSSISKE RIGE blev de græskkatolske derfor fra 1794 gentand for en tvangskonverteringskampagne, som til tider med ret hårdhændede metoder havde held til at omvende hele denne del af befolkningen (over 3 millioner mennesker), således at den græskkatolske kirke i 1839 officielt kunne erklæres nedlagt. Hvilket den vedblev med at være, indtil religionsfriheden i 1905 gav den mulighed for kortvarigt at genopstå.
Ud over de menneskelige og sociale konsekvenser for de involverede demonstrerede tvangskonverteringen af de græskkatolske også et væsentligt aspekt ved den russiske stats og kirkes holdning: at beboerne i de ukrainske områder opfattedes som tilhørende det russiske folk og dermed pr. definition som egentligt ortodokse, der skulle bringes tilbage i folden. Dette stod i modsætning til behandlingen af indbyggerne i f.eks. de baltiske lande og Polen, der også blev indlemmet i det russiske rige i løbet af 1700-tallet, men som ikkerussere stort set fik lov til at bevare deres katolske eller protestantiske identitet.
Under Katarina den Store kom det russiske riges ekspansion også til at omfatte erobringen af Sortehavskysten inklusive Krim for derved at opnå adgang til havet og bedre mulighed for forsvar mod tyrkerne, hvis osmanniske rige dominerede i Sortehavet, og som Rusland udkæmpede mange krige med. Som en rest af den mongolske erobring i 1200-tallet udgjorde Sortehavskysten og Krim en tatarisk muslimsk stat, Krim-khanatet, som russerne fra 1772 erobrede og annekterede (Krim fra 1783).
Da disse områder ikke tidligere havde været russiske (eller ukrainske, for den sags skyld), fik integreringen af dem i det russiske rige karakter af en egentlig kolonisering, som også antydet af betegnelsen ’Nyrusland’ (Novorossija).
Fra slutningen af 1700-tallet og i første halvdel af 1800-tallet befolkedes området ikke blot af russere, men også af ukrainere, tyskere, jøder, bulgarer, armenere m.fl., og en række af de byer, der nu præger området, som bl.a. Odesa, Sevastopol, Simferopol, Mariupol, er alle grundlagt af russerne i denne periode. Samtidig medførte denne udvikling også, at store dele af den tatariske befolkning forlod området for at bosætte sig i Tyrkiet.
Kejser Nikolaj 1. (1796-1855) var en autoritær regent, der intensiverede 'russificeringen' mange steder i det voksende russiske rige.
Da de muslimske områder længe ikke havde været kristne, gav den russiske overtagelse også anledning til en systematisk kristianisering, som tog udgangspunkt i bevarede rester af kirker og klostre fra byzantinsk tid samt i legenden om, at fyrst Vladimir af Kyivs overgang til kristendommen i 988 havde fundet sted på Krim (i byen Chersonesos).
På den måde kunne stedet betragtes som udgangspunktet for russisk ortodoksi. Kristianiseringsindsatsen tog i særlig grad fart i forbindelse med krimkrigen (1853-56), der af både tsar Nikolaj og den russiske kirkes mest fremtrædende prælat, metropolit Filaret af Moskva, og den stedlige ærkebiskop Innokentii blev opfattet som en hellig krig, som Rusland udkæmpede for den rette tro imod de vantro tyrkere og deres mere eller mindre frafaldne vesteuropæiske allierede, Frankrig og Storbritannien.
Krigen blev også anledning til lanceringen af den ’slavofile’ ide om, at Rusland burde erobre den gamle kristne rigshovedstad Konstantinopel (Istanbul) og i øvrigt befri de ortodokse slaviske broderfolk på Balkan, hvor de i mange århundreder havde levet under tyrkisk muslimsk herredømme.
SELV OM DISSE IDEER ikke umiddelbart blev til noget, og selv om Rusland endte med at tabe krigen, blev dens tab og ofre alligevel vigtigt for kristianiseringen ved at forlene Krim med en aura af martyrium og hellighed i både national og religiøs forstand.
Talrige kirker og klostre blev etableret på halvøen, og den russiske kirke gjorde en ihærdig indsats for at omdanne Krim til en slags russisk udgave af den græske munkekoloni på Athos-bjerget, som siden 900-tallet har været et center for monastisk fromhed og kultur for hele den ortodokse verden.
I løbet af 1800-tallet blev impulser fra Athos-munkene i særdeleshed udgangspunkt for en teologisk og åndelig fornyelse, som kom til at spille en betydelig rolle for udviklingen i Rusland af den såkaldte slavofile tænkning som religiøs og national idé.
Som disse eksempler demonstrerer, kan den russiskortodokse kirkes indsats også i nyere førrevolutionær tid med god ret beskrives som ’kæmpende’ og som en ganske væsentlig del af den russiske imperiale ekspansion og integration, om end man måske er veget tilbage for direkte identifikation med de himmelske hærskarer. I postsovjetisk tid har de længerevarende resultater af indsatsen været af forskellig karakter.
I forhold til de græskkatolske har fortidens indsats ikke været en succes, idet den græskkatolske kirke gentagne gange har formået at manifestere sig igen, hver gang det russiske herredømme i Ukraine var vigende, senest siden uafhængigheden i 1991. Den græskkatolske kirke i Vestukraine har længe været en stærk fortaler for ukrainsk nationalisme og for tilnærmelse til Vesten.
Patriark Kirill af Moskva er en af de fremmeste repræsentanter for den russiske kirke i dag. Han tiltrådte i 2009 og har siden været en indflydelsesrig person i de højere russiske magtcirkler.
I forhold til den ortodokse kirke i Ukraine er den aktuelle situation præget af dyb tvetydighed og splittelse. Hvor dele af den ortodokse kirke under ledelse af metropolit Onufrij er forblevet loyal over for Moskva-patriarkatet og således bærer af den åndelige samhørighed med Rusland, skønt dette åbenlyst ikke har været nemt siden den russiske invasion, har andre dele under ledelse af metropolit Epifanij åbent brudt med Moskva og dannet en selvstændig (autokefal) kirke, som i 2019 blev anerkendt af patriarken af Konstantinopel.
DA FÆLLES ORTODOKS KIRKERET ikke tillader mere end én ortodoks kirke i samme land, er denne situation principielt utålelig, men også uløselig, så længe ingen af parterne vil give sig og opløse sig selv. Dette er den kirkelige dimension af konflikten mellem Rusland og Ukraine, en dimension, som har en langt dybere betydning for den almene politiske situation, end kirkelige konflikter normalt tillægges i Vesten.
Spørgsmålet om Ukraines sjæl og grad af samhørighed med Rusland udkæmpes i høj grad inden for den kirkelige sammenhæng.
På Krim har resultatet af tidligere tiders kristianisering og russificering været en succes set fra et russisk synspunkt, for så vidt som den har skabt en russisk og ortodoks flertalsbefolkning, som er forblevet en varig realitet på halvøen.
Dette var udgangspunktet for den russiske annektering i 2014, der må ses som begyndelsen på den nuværende eskalerede konflikt mellem Rusland og Ukraine.
Som denne krig gør klart, er det stadig relevant at beskrive den russiske kirke som ’kæmpende’, om ikke i direkte militær forstand, så dog i åndelig, ideologisk og politisk forstand. Det er en kamp, som af den russiske kirke udkæmpes ikke mindst på basis af den såkaldte russkij mir-doktrin, der beskriver ’den russiske verden’ som en civilisation i egen ret, der er præget af ortodoks kristendom og russisk sprog og kultur.
Og da disse gør sig gældende i både Rusland og Ukraine (og også i andre tidligere dele af det russiske/sovjetiske imperium), betragtes disse som en åndelig og historisk enhed, der også bør realiseres politisk. Det er den kamp, som den russiske kirke i øjeblikket kæmper.
I modsætning til den kamp, der skildres på ikonen af ’Den kæmpende kirke’, der kæmper mod en ydre fjende, er den aktuelle kamp om Ukraine imidlertid også i høj grad en kamp, som den russiske kirke kæmper med sig selv.
