Tyskernes krigslykke var endegyldigt vendt efter Kursk
I efteråret 1943 var kampene på Østfronten mellem Nazityskland og Sovjetunionen nået til nogenlunde de samme områder ved Dnipro-floden, hvor krigen også i år har raset mellem Ukraine og Putins Rusland.
Faktisk har slagmarkerne i den aktuelle krig i Ukraine stort set været identiske med Anden Verdenskrigs slagmarker, om end frontlinjerne dengang trods alt var mere omfattende og strakte sig hele vejen fra Østersøen til Sortehavet.
I løbet af sommeren 1943 havde tyskerne uden held forsøgt sig med det, der blev deres allersidste forsøg på at iværksætte en strategisk offensiv på Østfronten ved Kursk og tvinge Sovjetunionen i knæ.
Siden juli havde værnemagten været på tilbagetog og desperat forsøgt sig med modoffensiver for at dæmme op for russernes enorme overmagt af tropper, kampvogne og ikke mindst artilleri. Men altså uden held. Samtidig var de vestallierede gået i land på Sicilien og havde dermed udsat Hitlers krigsmaskine for yderligere pres. Tyskerne måtte nu ændre taktik.
Den kilometerbrede flod skulle stoppe russerne
Snarere end at udføre hurtige angreb med fly og kampvogne, også kendt som Blitzkrieg, ønskede Hitler, at hans hær forsvarede sig fra stærke forsvarsstillinger. Østfronten skulle omdannes til en slagmark, som man kendte dem fra Første Verdenskrig, hvor russerne ville forbløde i håbløse angreb.
Det var oplagt at placere en forsvarslinje langs Dnipro-floden, Europas tredjestørste flod, som er op til flere kilometer bred. Den vestlige bred ligger desuden højere i landskabet end den østlige og udgjorde en formidabel naturlig forsvarslinje.
Da arbejdet blev påbegyndt i august 1943, lå frontlinjen endnu langt mod øst. Men Den Røde Hær rykkede frem med stor hast, og det var umuligt for tyskerne at færdiggøre alle forsvarsværker over så lang en front i tide. Normalt ville det kræve mange forberedelser at krydse så bred en flod, men russerne var ikke til sinds at lade tyskerne udbygge forsvaret yderligere. Uden at tøve angreb russerne derfor tyskernes stillinger ved floden over et 300 kilometer bredt frontafsnit. Angrebet blev indledt i slutningen af september 1943.
Slaget styrkede Stalins position i efterkrigstidens Europa
Trods massive tab blev russernes angreb en stor succes. Tyskerne havde ikke fået organiseret deres forsvar tilstrækkeligt, og der var mangel på både mandskab og våben. Trods disse udfordringer forsøgte de tyske divisioner længe at modstå russerne. Men i anden halvdel af oktober var de russiske brohoveder på Dnipro-flodens vestbred stærke nok til at true Kyiv, Sovjetunionens tredjestørste by, der da også blev erobret i første halvdel af november.
Kampenes omfang og råhed kan sammenlignes med det store slag ved Stalingrad, selv om historikere i dag fortsat diskuterer de præcise tabstal. Med slagets succesrige udfald stod det klart, at Sovjetunionen havde gode muligheder for at tvinge tyskerne ud af hele Østeuropa inden for en overskuelig tidsramme, om end det kostede dyrt i menneskeliv.
Ved Teheran-konferencen, der begyndte i slutningen af november samme år, stod Stalin derfor i en stærk forhandlingsposition ved det møde, der var med til at definere efterkrigstidens europakort.
