La Grande Dame de Champagne, også kendt som Veuve Clicquot eller slet og ret ’Enken’, født Barbe-Nicole Ponsardin i 1777 i Reims i Frankrig, var datter af Jeanne-Clémentine og Nicolas Ponsardin – hendes far var en magtfuld og velhavende tekstilfabrikant. Det var en urolig periode i fransk historie, der kulminerede i juli 1789, hvor Bastillen i Paris som bekendt blev stormet, og den royale familie blev taget til fange af de revolutionære.
Alene det at være rig og privilegeret var nok til at komme i oprørernes søgelys, og familien Ponsardin, der ovenikøbet også var kendte støtter af kongefamilien, var ilde stedt. Nicolas Ponsardin tog en rask beslutning og erklærede, at han var tilhænger af revolutionen. Man kan med rette hævde, at familien dermed levede på en løgn, men evnen til at tilpasse sig blev deres redning og senere inspiration for Veuve Clicquot, hvis liv i vidt omfang skulle udspille sig under politisk og socialt kaos.
I 1798 stod hun ikke kun på tærsklen til et nyt århundrede, men også til en ny periode i sit liv. Hun skulle giftes med François Clicquot, søn af en anden tekstilmagnat fra Reims, der dog også var involveret i vinfremstilling. I forbindelse med revolutionen var det blevet forbudt at praktisere religion, og kirkerne var inddraget som ateistiske temples de la raison – fornuftstempler. Men da Barbe-Nicole skulle give François Clicquot sit ja, arrangerede familierne alligevel en hemmelig ceremoni i de underjordiske gange under Reims. Det var af nød, men når man tænker på det unge pars skæbne, kunne intet være mere passende end disse underjordiske katedraler, som Barbe-Nicole – nu med efternavnet Clicquot – senere skulle tage i brug som lagringsplads for sin champagne.
Clicquot-familien havde været i vinbranchen i omkring 20 år, og efter brylluppet blev den unge François sat i spidsen for den del af familieforetagendet. Han inddrog også sin kone, der delte interessen for vin og deltog engageret.
På dette tidspunkt var champagne slet ikke den vin, vi kender i dag. Der blev produceret meget få flasker, som kun de allerrigeste havde råd til at drikke. Før revolutionen gik omtrent halvdelen af den årlige produktion til de kongelige fester på Versailles. Paradoksalt nok var vinen også ofte fejlbehæftet og grumset, fordi man ikke havde styr på dens udvikling. Nogle gange gik andengæringen helt galt, og vinen fremstod mosevandsagtig med store slimede bobler.
Efter sit ruslandsgennembrud var Veuve Clicquot i en alder af 40 en af de rigeste og mest kendte forretningspersoner i Europa
Clicquots fremtidige sælger Louis Bohne kaldte boblerne tudseøjne og skrev i et brev:
»Jeg elsker store øjne, bare ikke i champagne«.
VINEN VAR DENGANG i øvrigt hvinende sød og nærmere sirup end vin, fordi der blev tilsat store mængder sukker, der behændigt nok også dækkede over mange af de tekniske fejl. Restsukkeret, der i dag i en almindelig flaske champagne udgør omkring 6-12 gram, var dengang en portion på omkring 200 gram, nogle gange helt op til 300 gram.
Vinen var ikke desto mindre populær ved de europæiske hoffer, ikke mindst hos tsaren i Rusland. Det var disse kunder, François og Barbe-Nicole Clicquot ville have fat i, og i begyndelsen af det nye århundrede mødte François en charmerende sælger, der kunne hjælpe. Manden var tysker, hed Louis Bohne og havde talegaverne i orden. I foråret 1805 lykkedes det Bohne at lande en stor aftale i Rusland. Men knap var den gode nyhed nået hjem til familien Clicquot, før lykken vendte: François Clicquot døde pludseligt i efteråret 1805, og Barbe-Nicole var blevet enke i en alder af bare 27 år.
Hendes svigerfar var lammet af sorg, men mobiliserede tilstrækkelig mange kræfter til at skrive et brev til Louis Bohne:
»Kom hjem med det samme. Min søn er død«.
Bohne hastede hjem fra Rusland med forventning om at komme hjem til beskeden om, at vineventyret var slut.
Normalt ville en så ung enke forsøge at gifte sig igen. Men Barbe-Nicole øjnede en mulighed i sin personlige tragedie. Hun var blevet meget optaget af vinfremstillingen, men tanken om at overtage firmaet havde ingen gang på Jord. Kun hvis hun forblev enke, kunne hun som kvinde få lov at stå i spidsen for en virksomhed. Onde tunger siger, at fordi Barbe-Nicole ikke var nogen skønhed, havde familien Ponsardin nemmere ved at acceptere, at hun ikke ville gifte sig igen. Om det er sandt, ved vi ikke. Men vi ved, at det var hendes held, at François Clicquot var enebarn, så der ikke var andre arvinger. Og hun og Louis Bohne fik overtalt svigerfaren Philippe Clicquot til at fortsætte med champagnefremstillingen, selv om François nu var død.
Knap et år forinden, i december 1804, havde Napoleon Bonaparte ladet sig udnævne til kejser, og tiden var præget af krige og konflikter, fordi han lagde sig ud med alle europæiske magthavere i sit storhedsvanvittige forsøg på at genskabe et kejserrige a la Cæsars. Den ene handelskrise afløste den anden, og det blev ekstremt vanskeligt at handle med udlandet.
Den champagneglade tsar Alexander 1. af Rusland forbød import af fransk champagne efter Napoleons felttog i 1812. Det holdt dog ikke Veuve Clicquot tilbage.
Efter Napoleons felttog mod Rusland i sommeren 1812 udstedte Aleksander 1. for eksempel et dekret, der forbød import af fransk vin på flasker. Veuve Clicquot hadede Napoleon for at besværliggøre handlen, men hun havde set sin far sno sig for ikke at overlade sin skæbne til tilfældighederne, og hun gjorde det samme. Med stor snilde og dristighed lykkedes det hende at sende Clicquot-champagnen i retning af nye markeder.
FOR AT OMGÅ FORBUDDET sørgede Louis Bohne for at registrere Veuve Clicquot som kaffehandler og begyndte så at smugle champagneflasker gemt i tønder med kaffebønner. I det hele taget levede han livet farligt som rejsende sælger fra Napoleons hjemland på et kontinent præget af konflikter. Han bad Barbe-Nicole om ikke at skrive noget af politisk karakter i sine breve til ham, hvis de skulle falde i hænderne på de forkerte. Han var bange for, at folk troede, han var en fransk spion. Hvilket han på en måde var. Ikke for det franske styre – men for Enken.
I et brev fra 1806 skrev Bohne, at han havde fået nys om, at tsarina Jelizaveta Aleksejevna af Rusland var gravid, og hvis det skulle blive den længe ventede søn, ville tsaren fejre det med champagne.
»Sig det ikke til nogen, for så står alle vores konkurrenter her med det samme«, skrev han til Veuve Clicquot.
Desværre blev der ikke noget at fejre. Tsarinaen fødte endnu en pige, og der gik rygter om, at det ikke var Aleksander 1., der var faren, men derimod tsarinaens elsker, den flotte militærmand Aleksis Okhotnikov.
Sådan løb Barbe-Nicole konstant spidsrod mellem konflikter, forbud, høj skatter og de omstændigheder, historien og skæbnen ellers bød hende. I 1814 måtte Napoleon se sig slået af preusserne, østrigerne, englænderne og russerne, der gjorde fælles front mod den franske kejser. Champagneområdet var fuldt af fjendens soldater, og Barbe-Nicole var urolig. Hun havde hørt om, hvordan de allierede soldater havde plyndret i Épernay hos konkurrenten Jean-Rémy Moët. Da krigen var ovre, og Moët gjorde boet op, havde han mistet over en halv million flasker champagne. Barbe-Nicole satte sine folk til at mure indgangene til hendes kældre til. Hun havde den bedste årgang nogensinde liggende – årgang 1811, også kendt som Vin de la comète, fordi en stor komet i 1811 var synlig det meste af året. Det var en vin, der var bestemt til noget større end banal krigshærgen og druk.
Napoleon 1.s krige gjorde det svært at eksportere champagne, og derfor afskyede Veuve Clicquot den franske kejser.
Til Enkens held stod der en fransktalende gentleman i spidsen for de russiske tropper i Reims. Prins Sergej Aleksandrovitj Volkonskij lod – i modsætning til mange af preussernes og kosakkernes ledere – ikke sine soldater plyndre området. Når de andre brokkede sig, sagde han, at det var tsarens ordre, at der ikke måtte hærges. Det var ikke, fordi han ikke var interesseret i den lokale vin, han ville bare ikke stjæle den. Veuve Clicquot kunne ikke tro sit held. Nu havde hun og Bohne slået knuder på sig selv i årevis for at komme igennem til det russiske marked, og nu stod russerne her ved hendes kældre og bad om lov til at smage hendes vin. Hendes folk bar flaskerne ud – dog ikke den fine årgang 1811 – og russerne drak med stor fornøjelse. Hun bad ikke om betaling, men efter sigende bemærkede hun:
»I dag drikker de, i morgen skal de få lov at betale«.
Hun håbede og troede på, at disse mennesker, når krigen var ovre, og de var tilbage i deres hjemland, ville blive hendes ambassadører i Rusland.
I DE SIDSTE DAGE AF NAPOLEONS KEJSERDØMME planlagde Barbe-Nicole endnu et dristigt træk for at konsolidere sin forretning. Hun følte sig sikker på, at efter Napoleons fald og afslutningen på alle konflikterne ville handelsblokaderne blive ophævet. Men hun kunne ikke vente, for så vidste hun, at hun ville ende i et nervepirrende kapløb med alle de andre champagneproducenter, der også ville erobre de russiske kunder. Hun måtte selv sørge for at få det nødvendige forspring. Derfor fik Clicquot endnu en gang Bohne med på at spille højt spil, og hun satsede sin årgang 1811.
20. maj 1814 sendte hun Bohne af sted fra Reims med over 10.000 flasker. Hun havde chartret et skib, der skulle fragte champagnen til Rusland via Königsberg i Preussen (i dag Kaliningrad). Blev skibets last undersøgt, ville flaskerne blive konfiskeret. Skibet ankom først i juli efter en varm sejlads, som havde fået Bohne til at frygte flaskeeksplosioner, overgæring og tudseøjnebobler.
Men vinen var perfekt. Tsaren havde endnu ikke hævet sit forbud mod import af champagne, og Bohne, der var ivrig efter at sælge vinen, lod det rygtes i Königsberg, at han var i besiddelse af den eftertragtede mousserende vin. Der gik ikke lang tid, før hans hotelværelse var en veritabel banegård af folk på jagt efter champagne. Flaskerne blev revet væk, og Bohne skruede ganske skamløst op for prisen.
Veuve Clicquot blev millionær på den manøvre. Men hun var ikke færdig. Hun skyndte sig – inden hendes konkurrenterne nåede at chartre, hvad der var af fragtskibe – at sende endnu en last med over 12.000 flasker af sted. Nu var tsarens forbud ophævet, og champagnen kunne handles frit.
Efter sit ruslandsgennembrud var Veuve Clicquot i en alder af 40 en af de rigeste og mest kendte forretningspersoner i Europa. Og det i en verden, der slet ikke var vant til driftige kvinder. Hun havde formået at bygge en forretning op og indtage verden, mens den ene krig overtog den anden, hele strukturen i det franske samfund smuldrede, og Europa var på den anden ende. Ikke mærkeligt, at Veuve Clicquot var på alles læber, og til trods for sin beskedne højde på 150 cm fik hun tilnavnet La Grande Dame de Champagne.
Veuve Clicquot var på alles læber, og til trods for sin beskedne højde på 150 cm fik hun tilnavnet La Grande Dame de Champagne
Det blev bemærket, hvordan Clicquot havde brugt sin enkestatus som drivkraft og branding. Hendes omgang med skæbnen blev til stor inspiration for andre driftige enker, men især Jeanne Alexandrine Louise Pommery er værd at hæfte sig ved. På mange måder kan hun ses som Clicquots arvtager. Hun blev i 1858 enke som 39-årig, og det lå stadig ikke i tidsånden at bakke initiativrige og ambitiøse kvinder op. Men hun besluttede sig alligevel for at køre sin mands vinfirma videre, og ligesom Clicquot havde sigtet efter det russiske marked, gik madame Pommery benhårdt efter det engelske. Hun fandt ud af, at englænderne foretrak champagnen tør og ikke sød, og efter få år havde hun sat sig på en stor del af det britiske marked.
Clicquots og Pommerys forretnings- og brandingmæssige succes bevirkede, at der pludselig optrådte enker på champagneflaskerne fra producenter, som slet ikke var enker. I 1885 lancerede champagnehuset Mercier eksempelvis cuveen Veuve Damas de Reims med navnet på en fuldkommen fiktiv dame på etiketten.
Barbe-Nicole Clicquot blev 89 år gammel, og få år før sin død fik hun malet et portræt med sit oldebarn Anne liggende på en pude for hendes fødder. Der findes et brev til Anne, hvor Clicquot råder den unge kvinde til altid at gå forrest, gøre ting før alle andre og altid handle dristigt. Noget tyder på, at Clicquots budskab fæstnede sig. Anne de Mortemart blev blandt andet fortaler for kvinders rettigheder, den første kvinde i Frankrig, der tog kørekort – og den første, som fik en fartbøde.
