Råddent vand, mugne beskøjter og syge søfolk: Livet i den danske orlogsflåde var ingen dans på roser

Den 28. juni 1757 klokken 4.45 lød der et øresønderrivende brag om bord på orlogsskibet ’Neldebladet’. Skibet lå for anker i Flekkerø i det sydlige Norge sammen med syv andre danske orlogsskibe. Lynet var slået ned i skibet og havde beskadiget fokkemasten, klyverbommen og galionsrælingen i bagbords side. To matroser var ramt, og lynet havde efterladt et lille hul i tøjet på den ene, så det så ud, som om ryggen var blevet gennemboret med en syl, mens den anden havde en sveden plet på låret på størrelse med en 10-skilling. Begge overlevede, men var noget rystede.

Træ, jern og tovværk var smadret. Det blev anset som et Guds under, at det ikke var gået værre, og et par dage senere blev der holdt taksigelsesgudstjeneste om bord på hele eskadren, fordi Gud »så nådelig havde sparet den«.

I forskibet lå dog de svedne rester af to strandmåger, der var blevet skudt dagen før, og som skulle have været serveret samme aften. Den ene af dem var blevet helt tør i kødet af lynets varme.

Den unge løjtnant Jørgen Balthazar Winterfeldt takkede i sin dagbog sin Gud for, at han og de øvrige om bord var blevet skånet. Han lavede også en meget smuk tegning af monteringen af det nye bovspryd, der måtte erstatte det splintrede. Og havde det ikke været for Winterfeldts dagbog, havde vi i dag haft et lidt misvisende billede af, hvad man spiste om bord på kongens skibe i 1700-tallet. For det kostreglement, der gjaldt om bord, omtalte ikke strandmåger. Her stod der mest noget om tørret og saltet flæsk, tørrede ærter og tørfisk, der skulle skylles ned med godt med øl og brændevin. I det følgende skal vi se nærmere på, hvordan man om bord klarede udfordringerne med drikkevarer og mad i de store sejlskibes epoke i 1700-tallet.

Om bord på 1700-tallets orlogsskibe foregik alt arbejde med ’hånd og magt’. Der var ikke maskinkraft til rådighed, og det krævede store fysiske anstrengelser at håndtere de tunge sejl og ankre og kanoner. Derfor fik folkene nærende kost og drikkevarer – kalorier skulle der til!

I en tid uden moderne konserverings- eller køleteknik var der dog bestandig problemer med at holde fødevarerne om ikke friske så i det mindste spiselige.

AT HAVE TILSTRÆKKELIGE MÆNGDER DRIKKEVARER om bord på skibene var livsvigtigt. Ferskvand udgjorde desuden en stor del af skibenes last, og de mange tons i tønderne var en væsentlig del af skibenes ballast og bidrog til at stabilisere skibet i vandet. Man havde derfor nøje beregnet, hvor meget man havde brug for at have om bord. Den danske flåde havde den tommelfingerregel, at der skulle være 3 potter ferskvand og 2,5 potter øl til rådighed per mand per dag, hvilket svarer til ca. 5,3 liter væske i alt. Ikke alt vandet blev drukket, en del af det blev brugt til madlavning og tøjvask med videre. Vandet blev stuvet i såkaldte læggerser og fade, altså store tønder, der blev anbragt nederst i lasten. De store læggerser lå nederst, og oven på dem blev fadene placeret.

Normalt medbragte skibene på almindelige togter forsyninger til tre måneders forbrug, hvilket nogenlunde svarede til, at der skulle medbringes et fad (262 liter) vand per mand. Et skib, der førte 50 kanoner og havde en besætning på 250-300 mand, medbragte altså 57 tons vand. Flådens største skibe med 90 kanoner medbragte næsten 100 tons vand, når de var fuldt udrustet. Med om bord var der altid en skibsskriver, som havde til opgave at føre nøje regnskab. Han havde et inventarreglement, hvor det var anført, præcis hvor mange tønder der skulle medbringes.

Foto: Ukendt kunstner/Public Domain.

Vandet til flådens skibe hentede man fortrinsvis i brønde i København. Det bedste vand fandtes faktisk på flådens eget område i hovedstaden, nemlig i brønden på Gammelholm ved Nyhavns udløb i havnen. Man skulle i øvrigt helst undgå at bruge overfladevand. Selv om skibene ofte lagde til ved den norske kyst, var det en rigtig dårlig idé at tage vand fra de kilder, der løb i fjeldene. Norsk kildevand rådnede langt hurtigere end det københavnske brøndvand, selv om det som udgangspunkt smagte bedre.

Rent praktisk bragte man først de store læggerser tomme om bord, hvor de blev efterset og stuvet ned i lasten. Herefter blev de fyldt ved hjælp af særlige vandpramme, der med pumpe og en slange blev ’styrtet’, som det kaldtes, over i læggerserne. I denne proces var det vigtigt så vidt muligt at undgå, at der kom urenheder ned i vandet.

Imidlertid var det i 1700-tallet ikke muligt at konservere vand på en sådan måde, at det holdt sig uden at blive råddent og inficeret med bakterier. Man tog det ikke så nøje med hygiejnen, og gamle tønder, som havde været brugt til saltet flæsk, kunne godt genbruges, og så fik vandet nok en ’tanke’.

I SLUTNINGEN AF MARTS 1760 oplevede den rejsende videnskabsmand Frederik Christian von Haven, hvordan vandet rådnede i tønderne om bord på orlogsskibet ’Grønland’. Han mente, at vandtønderne blev behandlet uforsvarligt, og at de blev fyldt af ukyndige matroser, mens de kadetter eller officerer, der skulle holde dem under opsyn, gik på kaffehus! Von Haven påstod, at tønderne blev fyldt, uden at man skelnede imellem, om det var kød- eller vandtønder, tønderne var ifølge ham ganske enkelt ikke mærket efter deres formål.

Han bemærkede dog også, at dette ikke afholdt folkene fra at drikke det:

»Vandet skal smage meget godt efter en tredobbelt eller firedobbelt forrådnelse; men derhos have en brun te-agtig kulør«, skrev han i sin dagbog. Også søofficeren Peter Schiønning noterede i sine manuskripter om sømandskab den betragtning, at vandet kunne rådne og blive godt igen op til tre gange. Han tilføjede desuden, at erfaring viste, at det ikke hjalp at koge vandet, da det ikke gjorde noget ved den dårlige smag. Og da smag og lugt var de eneste indikatorer, man havde, før man fik viden om bakterier, forekom denne konklusion logisk.

Øl var nemmere at holde frisk. Den konserverende humle smagte ganske vist skarpt, men til gengæld mente man, at humle var sundt og godt for maven. Man foretrak i flåden at bruge marts måneds bryg, der havde en stærk og bitter smag, men netop det betragtedes altså som sundt. Der kunne naturligvis opstå situationer, hvor man på grund af knaphed måtte rationere folkenes drikkevarer. Det var dog en så stor belastning for mandskabet, at det efter Peter Schiønnings opfattelse ikke burde ske uden et foregående skibsråd.

Schiønning begrundede bl.a. dette med, at indskrænkninger skulle ses i forhold til, at »Øl og vand i almindelighed plejer at stå åbent for enhver at tage så meget af, som de vil«. Dog stod der en skildvagt på nederste batteridæk, der skulle holde orden, når folkene kom for at drikke af det der opstillede fad, og især holde øje med, at der ikke kom snavs i vandet. På et skib som ’Neldebladet’ med 289 mand og 50 kanoner medbragtes der 50 store ølkrus af træ. Folkene havde altså ikke hver sit krus, men måtte deles om dem.

Som et supplement til vand og øl var der en daglig ration brændevin. Ifølge søspisetaksten var der 1¾ pægl brændevin per mand om ugen. Det svarer til et dagligt forbrug på 6 cl per mand. I dag regnes en genstand for 4 cl, så det var med andre ord en stor snaps, der blev skyllet ned – vi kan dog ikke sige noget eksakt om alkoholprocenten. Af skibsskriverens inventarreglement ses det, at der på 50-kanoners skibe medbragtes 8 brændevinsfade. Disse blev dog opbevaret bag lås og slå. Brændevinen var formentlig det mindst sundhedsskadelige, folkene indtog i dagens løb. Til gengæld vakte brandfaren bekymring.

Den franske kaptajn de Folligny besøgte i 1739 et dansk orlogsskib og hæftede sig ved, at man til forskel fra franske skibe medbragte øl og ikke vin om bord på de danske skibe. Øllet optog mere plads end vand. Til gengæld mente han, at man kun brugte vandet til madlavning, og at danske søfolks forbrug af drikkevarer generelt var mindre end de franskes.

Der var god brug for rigelige mængder vand og øl til at skylle skibskosten ned med. Den bestod nemlig hovedsagelig af tørrede og saltede ingredienser. Når nogle danskere i dag nyder at spise gule ærter med flæsk og skylle det ned med en god snaps, så er det faktisk en arv fra vores maritime fortid. De tørrede ærter og det saltede flæsk kunne holde sig nogenlunde i tønder og sække i skibenes lastrum.

Dog er det i dag de færreste, der spiser tørret fisk. ’Bergenfisk’, som var hvinende salt og tør fisk fra Island, er der vist ikke mange i Danmark, der spiser nu om dage. Men i 1700-tallet var det en del af den regulære kost både i land og til søs. Blot skulle man huske at udbløde den stenhårde fisk i kar med ferskvand, i god tid før man tilberedte den. Brødet om bord kom i form af beskøjter, en betegnelse, der hentyder til, at de store kiks var bagt to gange, så de holdt sig ekstra godt – men af samme grund også var stenhårde.

MAN FORSØGTE SÅ GODT SOM MULIGT at værne om proviantens kvalitet. Allerede når fødevarerne kom om bord, kontrollerede officererne, at brødet var tørt og velbagt, at flæsket, kødet og smørret var forsvarligt nedsaltet og pakket, og at tønderne var godt spunset til og ikke lækkede eller havde spor af rottegnav.

Proviantkamrene, der var de rum i lasten, hvor kosten blev opbevaret, skulle luftes grundigt ud og rengøres, før man stuvede tønderne ind. Ærter, gryn og tørfisk kunne med fordel jævnligt tages op og lægges til luftning på sejldug på dækket, så de forblev tørre. På den måde forebyggede man, at de på grund af fugt mugnede eller på anden måde fordærvedes. I en anvisning fra 1775 blev det indskærpet, at ved det mindste tegn på, at de hårdt bagte beskøjter var ved at blive mugne eller skimlede, skulle man skynde sig at tage dem op på dækket og børste muggen af med rene børster.

Det var en fremgangsmåde, som næppe ville blive belønnet med glade smileyer af vore dages levnedsmiddelkontrol, men i en situation, hvor man ikke kunne få nye forsyninger om bord, var det den eneste mulighed. Selv de mest samvittighedsfulde officerer kunne ikke altid nå at kontrollere samtlige medbragte tønder, og det skete jævnligt, at man åbnede en tønde, hvis indhold var en slimet grød af fordærvet kød, der spredte en uudholdelig stank. I sådanne tilfælde var der intet andet at stille op end at kaste tønden over bord og nøje notere i regnskabet, hvor meget man havde mistet.

Et fundamentalt problem for sundheden om bord var indeklimaet under dæk. For at undgå, at der stænkede vand ind på dækket, lukkede man for det meste kanonportene. Og når så mandskabet lå helt tæt i deres hængekøjer, blev deres sved og udånding så fortættet, at der dannede sig kondens. Hertil kom, at smitsomme sygdomme fik optimale kår at trives under. Man forsøgte at løse dette problem ved at montere særlige såkaldte kulsejl, der opfangede og kanaliserede frisk luft ned på dækket via sejldugskanaler.

Foto: Forsvarets Bibliotek

Den proviant, der var med om bord, var ikke luksuriøs, men den var fuldt tilstrækkelig til at holde sulten fra døren. Hvis der i øvrigt var utilfredshed med maden, skulle matroserne tænke sig godt om, før de klagede. Det var nemlig forbundet med hård straf, hvis besætningsmedlemmer ubeføjet klagede over kosten. Hvis man ønskede at klage, skulle klagen i øvrigt fremføres »med sømmelighed og uden hidsighed«.

Folkene led altså ikke af underernæring, men den ensartede salte kost var ikke særlig sund. Frem for alt var der ikke mange vitaminer i maden. Alligevel var det sjældent, at mangelsygdomme som skørbug ramte – blandt andet fordi skibslægerne altid sørgede for at medbringe en beholdning af læge-kokleare, en urt af korsblomstfamilien, som indeholder store mængder c-vitamin og fra gammel tid brugtes som middel mod skørbug. Denne urt kunne såmænd indsamles på Amagers strandenge.

Officererne om bord lod sig ikke nøje med den tarvelige kost, som de menige spiste. Officerskahyttens økonomi var adskilt fra resten af skibets, og en kaptajn med sans for økonomi og med en dygtig hovmester og kahytskok har formentlig kunnet få ganske meget ud af de kostpenge, han blev tildelt. Men selv officerernes kost var relativt beskeden. Den rejsende videnskabsmand von Haven skriver om måltiderne om bord på ’Grønland’ i 1761, at første ret ved aftensmåltidet »bestandig var vandgrød«, som han og de øvrige rejsende hurtigt blev trætte af.

Generelt vurderede han, at også officererne førte en »ret tarvelig« tilværelse om bord. Et andet sted i dagbogen nævner von Haven, at da skibet lå i hård sø, faldt frikasseen af bordet. Frikassé var en ret, som de menige folk kun kunne drømme om. Han hæftede sig dog også ved lyspunkter, som da en norsk lods bragte en helleflynder til skibet, som blev fortæret i kahytten med stor glæde. Det var formentlig også til officerernes aftensmåltid, de to strandmåger var skudt, som blev ramt af lynet om bord på ’Neldebladet’ i 1757.

DET VAR DOG HVERKEN DÅRLIG MAD eller madmangel, der var det største problem om bord på de store sejlskibe i 1700-tallet. Den største fare udgjordes af smitsomme sygdomme. Når først en febersygdom havde sneget sig med om bord og blev sluppet løs i det beklumrede miljø mellem hængekøjerne, var der ikke meget at stille op. Hvis de smitsomme sygdomme først bredte sig, kunne de være lammende for et skibs kampkraft. I 1759 sejlede fregatten ’Møen’ til Dansk Vestindien, hvor en febersygdom brød ud. Det gik helt galt, og 105 af skibets besætning på 330 mand døde – 32 procent af bemandingen. Så katastrofal dødelighed om bord hørte dog til sjældenhederne.

Man kendte ikke til vira og bakterier, så man blev ved med at vende tilbage til de velprøvede metoder: frisk luft, tørt tøj og køjetøj, rengøring under dæk og frem for alt bekæmpelse af dårlig lugt. Udfordringerne var råddent vand i ballasten, de urutinerede søfolks opkast, der skulle spules væk, og generelt indelukket beklumret luft, der blev anset for ’anstikkende’, altså smitsom.

En hyppigt forekommende sygdom var den såkaldte ’forrådnelsesfeber’, som skyldtes fordærvede madvarer. Denne febersygdom ytrede sig for det meste med mathed og træthed, hovedpine, kuldegysninger og ringe appetit samt opkastninger. Man havde en teori om, at ’miasmer’, dårlig lugt, spredte sygdom. For at modvirke det kunne man afbrænde enebærris og krudt under dæk, som en slags modgift. Der lugtede med andre ord stadig, men nu af noget andet og måske mere behageligt. Det allerbedste var at sende folkene i land, hvor de kunne nyde friske fødevarer og komme til hægterne.

Livet om bord på flådens skibe i 1700-tallet var hårdt. Alligevel var det måske at foretrække frem for at være på et handelsskib. Der var mange flere folk om arbejdet, for der skulle være mænd nok til at bemande kanonerne og tøjle de store sejl. Men de mange folk på den trange plads gjorde, at smitsomme sygdomme havde gode kår. Og på lange togter var madens og særlig drikkevarernes konservering et problem. Det var udfordringer, som man lærte at leve med, og som man håndterede ud fra den viden og teknologi, man havde til rådighed. De mange sygdomme og den høje dødelighed om bord virker måske skræmmende på den moderne læser. Men for 1700-tallets mennesker var døden en del af livet i langt højere grad, end den er for moderne mennesker.

Sådan var det også for flådens søfolk.

• Kopiér link