Thorvaldsen gav kongen en kold skulder

I dag er det stort set ukendt, at danmarkshistoriens mest kendte kunstner, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844), i sin samtid havde rockstjernestatus.

Han levede i en periode, der skabte det Europa, vi kender i dag. Han var 18 år ved den franske revolutions udbrud i 1789. Han var godt i gang med sin billedhuggerkarriere, da Wienerkongressen i 1814-15 optegnede det nye Europas grænser efter Napoleonskrigene, og han døde 5 år inden grundlovens indførelse i Danmark.

Kunstretningen nyklassicisme, som Thorvaldsen blev skolet i, var flettet ind i de politiske omvæltninger. Den gik ud på at kopiere, imitere og genoplive antikken i nutiden. Behovet for ny kunst, der afløste barokkens hoflige pomp og pragt, var opstået med ønsket om en nyindretning af verden, hvor det ikke længere var den enevældige konge, der var i centrum, men i stedet mennesket – det enkelte menneskes ukrænkelighed og frihed.

Thorvaldsens insisteren på frihed kom til udtryk på mange mere eller mindre subtile måder. Det gjaldt både hans kunstværker og gennem hans ageren over for kongefamilien, der langtfra levede op til tidens normer for undersåtters lydige opførsel. Thorvaldsen måtte dog også være taktisk, når han kritiserede den enevældige konge. Men der er flere eksempler på, hvordan den fattige arbejderdreng vendte op og ned på datidens magthierarki mellem kongemagten og undersåtten.

Som en af tidens mest populære billedhuggere portrætterede han omkring 180 forskellige mennesker med vidt forskellige politiske holdninger. Dette har fået mange til at konkludere, at Thorvaldsen ikke interesserede sig for eller måske endda ikke forstod sig på politik, mens andre, f.eks. Johannes V. Jensen i sin bog ’Thorvaldsens Portrætbuster’ fra 1926, har argumenteret for, at hans sympati lå hos tidens liberale revolutionære tanker.

Selv om der ikke direkte findes udtalelser fra Thorvaldsen, der indikerer politisk tilhørsforhold, er der i forskningen i Thorvaldsens Museums arkiv mange tegn på, at Johannes V. Jensen havde en pointe. Men forskningen viser også, at billedhuggeren måtte træde varsomt i et politisk højspændt Europa, hvor han måtte forvalte og kæmpe for sin kunstneriske frihed uden at formøble den ved at provokere unødigt. Ingen skulle skyde ham i skoene, at hans kunst var propaganda for en bestemt herskerideologi.

Thorvaldsen boede det meste af sit liv i Rom, hvor han ved sin ankomst i 1797 som 27-årig etablerede sig som kunstner. Nogle år senere drev han et stort produktivt værksted med mange assistenter, der blev aflønnet via særdeles gode indtægter fra værkbestillinger. Oprindelig var hans ophold finansieret af et rejsestipendium fra Det Kongelige Kunstakademi i København, som i første omgang kun var af tre års varighed og havde tilknyttet en hjemrejseforpligtelse.

Men Thorvaldsen strittede imod og var ikke til sinds at forlade det søde liv i Syden. Ifølge reglerne måtte han heller ikke tage imod bestilling uden den danske konges tilladelse og var således underlagt en slags professionelt stavnsbånd. Men med hjælp fra venlige embedsfolk i København lykkedes det Thorvaldsen at få tilladelse til at blive i Rom. Den fattige dreng fra København valgte dermed kunstnerisk frihed over forpligtelsen over for nationen og den enevældige konge.

Siden formåede billedhuggeren, der var søn af en jævn håndværker, ligefrem at vende rollen mellem (fremtidig) konge og kunstner på hovedet: I 2014 fandt forskerne ved Thorvaldsens Museums arkiv frem til, at Thorvaldsen tilbage i 1821 havde lånt en stor sum penge til den danske prins Christian Frederik (1786-1848), den senere Christian 8. På sin obligatoriske dannelsesrejse rundt i Europa løb prinsen tør for penge, da han nåede frem til Rom. Her blev det Thorvaldsen, som trådte til og bistod den trængende prins med et lån.

Det var ikke småpenge, der var tale om: 238 kg rent sølv, en svimlende sum, også dengang. Beløbet var så stort, at det blev et problem for prinsen at betale lånet tilbage, og med tiden løb der renter på. Dem eftergav Thorvaldsen siden dele af, men dette beløb var i sig selv også ganske betragteligt.

På sin vis havde Thorvaldsen da formelt betalt sig ’fri’ af sit stavnsbånd til kongemagten. Prins Christian var formentlig ikke synderlig stolt af historien, og lånedokumentet blev gemt godt af vejen og dukkede som sagt først op til overfladen igen for få år siden.

Marmor, 1830, Thorvaldsens Museum. Foto: Jakob Faurvig

Thorvaldsen var kort sagt mønsterbryder som ingen danskere før ham og en eftertragtet herre i Europas celebre kredse. Det gjaldt naturligvis også i Danmark, hvor han med tiden var blevet et nationalt koryfæ. Men først efter en længere charmeoffensiv fik den danske stat overtalt Thorvaldsen til at vende hjem til Danmark i 1838, nu som verdensberømt kunstner. Han blev trods sin tilsyneladende forsømmelse af fædrelandspligterne budt velkommen ’hjem’ som nationens søn. Da han i 1839 blev udnævnt til storkorsridder af Dannebrog, fik han efter sigende hjælp af Adam Oehlenschläger til at vælge sit motto: »Du er jo en Frihedsmand, [...] derfor skal Du bruge Ordene: ’Frihed og Kjærlighed til Fædrelandet’«.

Karakteristikken af Thorvaldsen som frihedsmand er rammende: I sit privatliv slog han sig aldrig ned i et borgerligt ægteskab. Han var som selvstændig kunstner ikke underlagt nogen herre og havde frie hænder til at tage imod værkbestillinger fra enhver og levere dem i det tempo, der passede ham (hvilket utallige rykkerskrivelser vidner om), og ikke mindst fra den by, han selv valgte – Rom.

Frihed for Thorvaldsen var altså både kunstnerisk og økonomisk frihed og frihed i forhold til borgerskabets normer og forventninger.

Efter tilbagekomsten til Danmark demonstrerede Thorvaldsen sin frihedstrang endnu tydeligere, måske fordi han nu var så gammel og berømt, at han ikke længere behøvede styre sin genstridighed. Dette har vi et pudsigt og bramfrit øjenvidne til i hans kammertjener, C.F. Wilckens, der nedskrev sine erindringer om Thorvaldsens sidste leveår. Wilckens fortæller bl.a. om et relief, Thorvaldsen udførte i 1844, ’Fredens og Frihedens Genius’. Der gik i aviserne rygter om, at det fejrede det samtidige bryllup mellem en dansk prins og en datter af den russiske tsar Nikolaj 1. Tsaren var upopulær i demokratisk sindede kredse og havde i 1834 voldt Thorvaldsen store problemer ved at bremse opstillingen af Thorvaldsens rytterstatue af den polske oprørsgeneral Józef Poniatowski i Warszawa.

Da Thorvaldsen hørte rygterne om, at hans relief blev forstået som en hyldest til den danske prins’ ægteskab med tsarens datter, føjede han ifølge Wilckens straks en frihedshue til relieffets baggrund. Frihedshuen eller jakobinerhuen var et stærkt symbol: oprindeligt antikkens frygiske hue og i Thorvaldsens samtid brugt af den franske revolution som symbol på frihed og den republikanske styreform.

Fredens og frihedens genius. 1844. Gips: Thorvaldsens Museum

Uafhængigheden af kongen benyttede Thorvaldsen sig også af i sine sidste leveår. I 1839 afslog han at deltage i Frederik 6.s begravelse på grund af »en daarlig Fod, som forhindrer mig at tage Sko eller Støvler paa«, og forklarede, at han af samme grund måtte udsætte at hylde Christian 8. som ny konge. Thorvaldsen havde blot slået en negl af foden. At det egentlig drejede sig om en generel modvilje mod at hylde Christian 8. og indgå i stive formelle begivenheder, blev hurtigt tydeligt. Han nægtede nemlig også at deltage i Christians salving og kroning i Frederiksborg Slotskirke, fordi han ikke ville have hvide silkestrømper og fine sko på. Kongen tilbød endda, at han kunne komme i det tøj, han ville, men Thorvaldsen afviste stadig at møde op.

Den værste ydmygelse af kongen fortæller skuespillerinden Johanne Luise Heiberg dog om i sine erindringer: »»Det morer mig undertiden«, sagde han [Thorvaldsen, red.], idet et skjelmsk Smil spillede ham om Munden, »at mishage ham [Christian 8. red.]; saaledes nylig i Roskilde. Ørsted og en Del andre af mine Venner, som vare derude ved Stænderforsamlingen, havde indbudt mig til at komme derud, for at vi kunde tilbringe en glad Middag sammen. Som jeg nu gaar paa Roskilde Gade, kommer Kongen kjørende; han lader Vognen standse og kalder mig til: »Spis med mig til Middag, Thorvaldsen«, sagde han da. »Det kan jeg ikke, Deres Majestæt, thi jeg skal spise med en Del gode Venner«. – »Ja, saa maa jeg staa tilbage«, svarede Kongen bittert og gav Kusken Ordre til at kjøre videre««.

Selv om Thorvaldsen i sin egen tid var en international superstjerne og frihedshelt, der satte selv kongen på plads, blev han delvis glemt efter sin død. Det store okkergule Thorvaldsens Museum åbnede i 1848, og med det fyldte Thorvaldsen godt i det københavnske bybillede, men i langt mindre grad i udlandet, hvor han ellers hovedsagelig havde slået sine kunstneriske folder. Det revolutionære frisind, som Thorvaldsen var rundet af, blev snart afløst af småborgerlig victoriansk snerpethed.

Thorvaldsen døde som en af den nyklassicistiske generations sidste store kunstnere, der i antikken søgte individets oprindelige frihed. Men med årene blev nyklassicismen og Thorvaldsen langsomt umoderne, og andre kunstnere trængte ham i baggrunden.

Men Thorvaldsens frihedsbegreb gik aldrig af mode. Begrebet bruges i dag af alle fra marxister til neoliberalister. Så der er stadig grund til at diskutere Thorvaldsen. Han var en af de første almindelige borgere, der utvetydigt markerede sin uafhængighed over for magthaverne, og inkarnerede overgangen fra enevælde til demokrati.

• Kopiér link