Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Jublen ville ingen ende tage i Nasa’s kommandocenter i Houston, Texas, da astronauten Neil Armstrong (1939-2012) 20. juli 1969 kravlede ned ad stigen fra landingsmodulet Eagle og som det første menneske plantede fødderne i Månens støv med de berømte ord: »Et lille skridt for et menneske – et stort skridt for menneskeheden«.
En halv milliard mennesker så med på den direkte transmission over hele verden, og begivenheden markerede enden på et intenst rumkapløb, der i mere end et årti havde raset mellem USA og Sovjetunionen.
Selv på den anden side af Jerntæppet udbrød der spontan begejstring over synet af det første menneske på Månen. Sovjetunionens rumfartspionerer vidste på dette tidspunkt, at de havde tabt kapløbet, og kosmonauten Aleksej Leonov (f. 1934) skrev senere, at »alle glemte, at vi var borgere i forskellige lande på Jorden. Dette øjeblik forenede for alvor menneskeheden«.
Starttidspunktet for rumkapløbet er imidlertid lidt vanskeligere at fastsætte. Var det, da den russiske autodidakte videnskabsmand Konstantin Tsiolkovskij (1857-1935) i 1895 udgav sin bog ’Grjozy o zemle i nebe’ (Drømme om jorden og himlen), hvori han præsenterede sine visionære tanker om kolonisering af rummet? Eller da amerikaneren Robert Goddard (1882-1945) i 1917 fik 5.000 dollars af forskningsinstitutionen Smithsonian Institute til at eksperimentere med opsendelse af raketter?
I virkeligheden begyndte rumkapløbet nok et helt andet sted, nemlig i Peenemünde på den tyske ø Usedom i Østersøen.
Her anlagde naziregimet allerede i 1930’erne et raketforskningscenter, som under militær ledelse af Walter Dornberger (1895-1980) udviklede de Vergeltungswaffen (gengældelsesvåben), som Hitler endte med at fæste sin sidste desperate lid til, da hans øvrige krigsplaner havde slået fejl. Fra september 1942 var Dornbergers to højest prioriterede projekter V-1 og V-2 – henholdsvis militærhistoriens første krydsermissil og det første ballistiske missil.
De tyske videnskabsmænd var mindst et årti foran deres kolleger og konkurrenter i både USA og Sovjetunionen
Mens Dornberger var den kolde og kyniske organisator, som under medvirken af SS i stor stil anvendte slavearbejdskraft fra koncentrationslejre i sit raketprogram, stod et ungt, lysende talent for de videnskabelige og teknologiske sider af udviklingen af V-2-raketten.
Allerede som 12-årig havde Wernher von Braun (1912-1977) eksperimenteret med at montere fyrværkeri på sin sæbekassebil, og under naziregimet fik han mulighed for at udnytte sine talenter og meldte sig i 1937 ind i Hitlers nationalsocialistiske parti, DNSAP.
Trods sin viden om de umenneskelige forhold for raketprogrammets slavearbejdere forsøgte von Braun efter krigen at nedtone betydningen af sit nazimedlemskab. Der var tale om en klassisk konflikt mellem politiske og videnskabelige interesser og hensyn, argumenterede han. Som den amerikanske satiriske sangskriver Tom Lehrer skrev i 1960’erne: »»Once the rockets are up, who cares where they come down? That’s not my department«, says Wernher von Braun«.
Mens russerne blev sinket af katastrofer og dødsfald, nåede amerikanerne Månen i juli 1969. Her har astronaut Edwin Aldrin fotograferet et fodaftryk for at undersøge, hvordan Månens støvdække reagerede på tryk.
De tyske videnskabsmænd var mindst et årti foran deres kolleger og konkurrenter i både USA og Sovjetunionen, og det vidste Wernher von Braun udmærket, da jorden begyndte at brænde under ham på Peenemünde i foråret 1945.
Den Røde Hær rykkede frem fra øst, og helt diskret begyndte von Braun at spille sine kort på bedste vis. Han fik overtalt den militære ledelse til at evakuere Peenemünde og i stedet indrette en underjordisk raketfabrik, Mittelwerk, i Thüringen i det centrale Tyskland, men i virkeligheden handlede det for von Braun om at komme tættere på de amerikanske styrker, som var på vej fra vest.
De tyske videnskabsfolk undlod desuden at tilintetgøre tegningerne til deres raketter, selv om SS havde beordret von Braun til at sikre, at intet faldt i fjendens hænder.
De viste sig at være guld værd. Amerikanerne tog særdeles godt imod de tyske raketeksperter, da de fik kontakt i maj 1945.
Mens amerikanerne fortsat kæmpede med teknologien, bragte Sovjetunionen sig yderligere foran, da Jurij Gagarin 12. april 1961 blev sendt i kredsløb om Jorden
Sovjetunionen var lidt længere om at sikre sig tysk ekspertise. I kølvandet på Den Røde Hærs fremrykning mod Berlin sendte Stalin sine egne videnskabsfolk ud for at indsamle alt brugbart vedrørende det tyske raketprogram.
En af de dem var Sergej Koroljov (1907-1966), og selv om han på mange måde var det sovjetiske svar på von Braun, havde han siden 1938 siddet i en af Stalins fangelejre i Gulag efter at være blevet anklaget for bevidst at forsinke arbejdet i laboratoriet.
I 1944 blev han imidlertid sluppet fri, og ved slutningen af krigen fik han – nu med rang af oberst i Den Røde Hær – til opgave at indsamle dele af de tyske V-2-raketter, som man kunne konstruere Sovjetunionens egne ballistiske missiler ud fra.
Opfindelsen af atombomben under Manhattan-projektet kulminerede med dette nye våbens anvendelse mod Japan i august 1945, og det bragte den militærteknologiske udvikling ind i en ny fase, hvor raketter blev set som fremtidens optimale fremføringsmidler for bomber.
Operation Paperclip, kodebetegnelsen for de amerikanske bestræbelser på at skaffe tyske raketforskere til USA, havde held til at rekruttere von Braun og over 1.500 andre. Koroljov måtte i højere grad starte fra scratch med udgangspunkt i de raketstumper, hans hold havde fundet i den sovjetiske besættelseszone.
Koroljov kunne dog trække på en stærk russisk tradition for raketforskning, som gik helt tilbage til Tsiolkovskij i slutningen af 1800-tallet, og han havde heller ikke selv ligget på den lade side, trods opholdet i Gulag.
Han havde siddet i en såkaldt sarasjka, en særlig lejr for intellektuelle og videnskabsfolk, hvor han havde haft mulighed for at fortsætte sit udviklingsarbejde inden for både krydsermissiler og raketteknologi. Det rumkapløb, som var begyndt i krigens sidste måneder, da både USA og Sovjetunionen indledte jagten på nazisternes ekspertise, fortsatte nu for fuld kraft i både øst og vest.
Sergej Koroljov var Sovjetunionens ledende raketingeniør under rumkapløbet med USA i 1950'erne og 1960'erne. Her er han fotograferet i 1965, få måneder før sin død.
Begge supermagters første raketdesign nedstammede direkte fra von Brauns V-2. Efter utallige fejlslagne forsøg fik amerikanerne held med Redstone-raketten i begyndelsen af 1950’erne, mens Koroljovs første interkontinentale missil, R-7, havde sin oprindelse i en direkte kopi af V-2-raketten.
I USA udviklede de tyske videnskabsmænd nu raketter for Nasa i håb om at erobre verdensrummet, mens den politiske og militære ledelse havde blikket stift rettet mod raketternes funktion som afskrækkelsesmiddel i den kolde krigs terrorbalance.
Wernher von Braun var amerikanernes førende raketudvikler og lidt af en mediedarling, men den civile og militære dobbeltrolle for anvendelsen af hans opfindelser under Anden Verdenskrig prægede stadig hans rygte. Den biografiske film ’I Aim at the Stars’ med Curt Jürgens fra 1960 fik således den uofficielle undertitel: ’But Sometimes I Hit London’.
Koroljov drømte om fredelig anvendelse af raketteknologi til udforskning og på sigt kolonisering af rummet, men marskal Mitrofan Nedelin (1902-1960), chef for de sovjetiske strategiske raketstyrker, pressede på for at få udviklet raketter til fremførelse af atomvåben. Koroljovs R-7 sendte i 1957 Sputnik 1 i kredsløb som den første menneskeskabte satellit, og samme rakettype blev brugt til at opsende Luna-rumsonderne i 1959, herunder Luna 2, som 15. september bevidst kolliderede med Månen.
Dermed havde menneskeheden for første gang rørt ved dette forjættede himmellegeme, og blot en måned senere fotograferede Luna 3 tilmed Månens mørke bagside.
Og mens amerikanerne fortsat kæmpede med teknologien, bragte Sovjetunionen sig yderligere foran, da Jurij Gagarin 12. april 1961 blev sendt i kredsløb om Jorden.
»I Aim at the Stars (but Sometimes I Hit London)«, lød det ironisk om Wernher von Braun. Han kom til at personificere USA's rumforskning, men hans nazistiske fortid blev ved at klæbe til ham.
Noget måtte gøres. Et halvt år efter Gagarins rumfærd stillede USA’s præsident, John F. Kennedy, sig op foran en menneskemængde i Houston, Texas, og proklamerede, at amerikanerne inden for et årti ville sætte en mand på Månen. USA pumpede nu penge i Nasa’s bestræbelser på at komme først med en bemandet månelanding, og så begyndte sprækkerne i det sovjetiske rumprogram at vise sig.
Sovjetunionens økonomi var under pres, og samtidig havde den sovjetiske forskning været udsat for et alvorligt tilbageslag, som ingen i Vesten dog kendte noget til: 24. oktober 1960 var en R-16-raket eksploderet på rampen i Bajkonur-kosmodromen i Kasakhstan, og mere end 100 teknikere og raketforskere omkom i ildkuglen, som også opslugte marskal Nedelin selv.
Først i 1964 besluttede den sovjetiske leder, Nikita Khrusjtjov (1894-1971), at give Koroljov sin fulde politiske og økonomisk støtte til en bemandet månemission.
Der blev i anden halvdel af 1960’erne udviklet både et landingsmodul og den enorme N1-løfteraket på over 100 meter i højden og med 30 raketmotorer alene på første trin.
Koroljov var selv hovedudvikler af det sovjetiske modsvar til amerikanernes Saturn 5-kæmperaket, men endnu en tragisk hændelse fik stor betydning for det sovjetiske månelandingsprogram.
14. januar 1966 måtte den 59-årige Sergej Koroljov, som da var på sin karrieres absolutte top, lægge sig på operationsbordet for at undergå en rutineoperation. Årsagen var formentlig skavanker, han havde pådraget sig under sit ophold i Gulag årtier tidligere, men noget gik galt, og Sovjetunionens fremmeste raketekspert døde ni dage senere.
Uden Koroljov faldt det i forvejen underfinansierede sovjetiske rumprogram fra hinanden. Det lykkedes dog at få bygget N1 færdig, og de første raketter af typen blev opsendt fra Bajkonur i 1969, samtidig med at amerikanerne nærmede sig Månen med Apollo-missionerne. 21. februar eksploderede den sovjetiske raket imidlertid blot et minut efter starten, og 3. juli kom den ikke engang rigtigt op fra opsendelsesplatformen, før kraften forsvandt, og raketten brændende faldt til jorden. Blot to uger senere nåede Apollo 11-missionen sit mål, Neil Armstrong satte fødderne på Månen, og amerikanerne havde vundet rumkapløbet. Derefter opgav Sovjetunionen planerne om bemandede månemissioner. De 12 mennesker, som fra 1969 til 1972 kom til at gå på Månen, var alle amerikanere.
