Skulle vi alle nu sige du til hinanden? »Næh ... det må blive de unges sag med det dutteri«, mente fru Sigrid Rasmussen. Sammen med sin søster drev hun den fineste chokoladeforretning i det indre Randers. Og hun anså altså ikke sig selv for at være en af de unge.
Det var i maj 1969, og ungdomsoprøret var godt i gang med at rokke ved de gamle normer og omgangsformer. De fornyende blandt ungdommen demonstrerede mod USA’s krig i Vietnam, og de anfægtede højlydt gamle uligheder: Hvorfor skulle elever være underdanige over for læreren? Hvorfor var børns røst mindre værd end de voksnes? Hvorfor måtte arbejderen bukke og skrabe for sin chef?
Den slags uligheder måtte man blive af med, mente Trotskij
Dette var ikke bare politik i traditionel afgrænset forstand. Kroppen, tøjet, frisuren og familie- og boformer blev indlemmet i tidens symbolkamp om fornyelsen. Hvor man før havde snøret menneskekroppen ind og strammet op eller skjult i stive klæder, begyndte man nu at bære farverige gevandter, der enten flagrede løst om kroppen eller sluttede helt tæt til den for at vise den frem.
Både nøgen hud og frie kroppe dukkede op – ikke kun på stranden, hvor stofrige badedragter blev erstattet af bikinier eller det bare intet, men også i resten af det offentlige rum: i aviser og blade, film og reklamer og i gadebilledet. Håret fik lov at gro, og permanentkrøller, brillantine og brylcreme var hurtigt blevet tegn på kulturel konservatisme.
Alt det havde fru Rasmussen ikke kunnet undgå at se, men derfor behøvede man jo ikke ligefrem elske det. Og de nyeste opfordringer til at tiltale både autoriteter og helt fremmede mennesker med det familiære du – det kunne altså virke som prikken over tidens uønskede i. Det kunne være svært at føle sig hjemme i en moderne verden af alt for hastig forandring.
Sigrid Rasmussen stod langtfra ene med sin opfattelse. Voksne myndighedspersoner, forretningsdrivende, mediefolk og mange andre, der enten havde brug for at vise andre respekt eller opretholde respekten om sig selv, strittede imod du-formen. Den var forbeholdt de nære relationer: familie og venner – og så de fremmede, der rangerede lavere end én selv. Børn og pøbel kunne man som voksen godt være dus og på fornavn med. Også selv om man kunne forlange, at børnene eller de andre underordnede svarede tilbage med et respektfuldt De, typisk fulgt af et hr. eller et fru og et efternavn.
Tiltaleformerne handlede hverken kun om nærhed og afstand eller om de skarpe skel mellem private og offentlige relationer, der var vokset frem med det moderne borgersamfund siden 1700-tallet. Formerne handlede også om lighed og ulighed. Navnlig det forhold blev sat til debat i slutningen af 1960’erne.
Der kunne såmænd godt være lighed i De’et og dets nærmeste slægtninge. Det var der i praksis allerede på engelsk, hvor det gamle familiære thou var så godt som dødt, og stort set alle bare sagde you til hinanden. Men så længe man på dansk havde flere gængse tiltaleformer, markerede man også skel mellem dem, der var ’oppe’, og dem, der var ’nede’.
Den type diskret markering af ulighed i omgangsformerne var der også en del, der forsvarede her i 1969. Men De’et, der markerede afstand og i nogle sammenhænge også ulighed, var på den tid entydigt det traditionelle standpunkt. Det var nærheden, familiariteten og især ligheden, der symboliserede fornyelsen. Og som fru Rasmussen understregede, var det da også først og fremmest de unge, der stod for ’dutteriet’.
Uden at vide det flettede danskerne sig dermed ind i en lang tradition for kritik af gamle tiltaleformer i tider med opbrud og oprør. Ulighedsmarkerende tiltaleformer – som skellene mellem du, De og Deres Majestæt eller tredjepersonstiltaler med titler som i ’Ønsker doktoren mere kaffe?’ – har været et tilbagevendende stridspunkt, især i forbindelse med sociale revolutioner.
Under den store europæiske bølge af revolutioner i 1848 krævede tyske håndværkere at blive fri for den nedladende du-tiltaleform fra overordnede. Kort efter den russiske omvæltning i 1917 refererede en af de mest fremtrædende revolutionære ledere, Lev Trotskij (1879-1940), en kort samtale mellem en menig og en officer. Samtalen videreførte Tsarruslands gamle skikke med at tiltale underordnede med du, mens henvendelser den anden vej foregik med De. Den slags ulighed måtte man afskaffe, mente Trotskij, der anbefalede det respektfulde De, fordi det udtrykte »alles borgerlige og moralske lighed«.
Den marxistiske leder Lev Trotskij var en mand med meninger. Hvad Des og dus angik, mente han, at alle burde være Des. Det udtrykte alles borgerlige lighed.
»Saalænge vi befinde os her, ere vi alle Dus«. Digterpræsten St. St. Blicher forholdt sig også til det nymodens dus. Det kom fra Frankrig, hvor revolutionen i 1789 skubbede til omgangsformerne.
Opgøret med tiltaleformernes ulighed kunne dog også falde ud til du’ets fordel. I novellen ’Fjorten Dage i Jylland’ fra 1836 så Steen Steensen Blicher (1782-1848) tilbage på den franske revolutions markante aftryk på 1790’ernes Danmark. Idet fortælleren træder ind i en lokal revolutionsbegejstret klubs lokale i Viborg, formanes han: »Du maae vide, det er en Lov, at saalænge vi befinde os her, ere vi alle Dus, ligesom vi alle af Naturen er Lighedens Børn«.
Når de revolutionære ville gøre op med det gamle standssamfund og – som i Rusland – med moderne klasseskel, måtte de også anfægte gamle symbolske markeringer. Når alle pludselig skulle agtes som borgere eller kammerater, kunne man ikke være dus den ene vej og Des den anden. Der var med andre ord større sammenhænge på spil i kampen om tiltaleformerne. Det var der også i slut-60’ernes danske brydninger mellem tiltaleformerne.
Ser man nærmere efter, var det ikke alt sammen helt så oprørsk. Faktisk var det hverken de revolutionære, de langhårede eller de letpåklædte unge, der ville indføre du’et i Sigrids Rasmussens dagligdag. Initiativet kom såmænd fra de habit- og slipseklædte og ikke alt for ungdommelige kræfter i Randers Handelsstandsforening. Med fuld opbakning fra bystyret gennemførte de i maj 1969 kampagnen ’Dus med Randers’.
»Du skal sige du til mig, så vil jeg si’ du til dig«, lød omkvædet i dansktopsangerinden Lenes hit til lejligheden. Det forsøgte man så. Byens butikker omdelte tusindvis af små smarte badges med det tidssvarende hjerteformede kampagnelogo. Hver lørdag i kampagnemåneden var der store dus-fester med optræden af nogle af tidens hotteste danske musiknavne som Povl Dissing (1938-) med bluesgruppen The Beefeaters og Sir Henry & His Butlers eller – for de ikke helt unge – Poul Bundgaard (1922-98). Tronfølgeren Margrethe (1940-) skulle have været der, men i hendes fravær kunne man dog kåre Randers’ egen dus-prinsesse blandt 10 unge kvinder.
Det var et stykke ambitiøs by-branding for en halv million 1969-kroner – svarende til rundt regnet 4 millioner kroner i dag. For det at være dus signalerede ikke bare det nye og det unge. Det viste jævnhed, jovialitet, folkelighed og et demokratisk sindelag. Ikke nødvendigvis i modsætning til Vietnam-krigen eller professorvældet på universiteterne, som slet ikke kom på tale i forbindelse med Randers’ dus-kampagne. Snarere forstod man sig som værende i modsætning til kulturfestivalen i Aarhus 40 kilometer mod syd. Den var fisefornem, mente man i Randers. Hvis Aarhus var en Des-by, måtte Randers være dus.
Dermed lagde Randers sig på sin egen lille måde i slipstrømmen af demokratiopfattelsernes generelle udvikling efter Anden Verdenskrig. De allieredes sejr over det nazistiske Tyskland og dets forbundsfæller var ikke bare militær. Det var også en sejr for anerkendelsen af menneskers ligeværd, både politisk, socialt og kulturelt. Demokratiet, som ikke så forfærdelig mange årtier før først og fremmest havde været et skældsord, blev nu det slagord og den grundværdi, som alle stemmer i den offentlige debat søgte at påkalde sig.
Normalt forbindes opgøret med tiltaleformerne oprørske unge i København. Som her Aktionsgruppen Kulørte Klat i nøgen protest på Rådhuspladsen i 1985. Men oprøret kom i lige så høj grad fra provinsen, hvor det var bredere funderet.
Når der kunne ligge demokrati i du’et, skyldtes det, at det moderne demokrati langtfra bare handlede om et sæt institutioner som det danske Folketing eller princippet om lige og almindelig stemmeret. Lige siden det oprindeligt oldgræske demokratibegreb blev genintroduceret og fornyet på den franske revolutions tid i slutningen af 1700-tallet, havde demokrati også rummet sociale og kulturelle normer.
Så når demokrati i stigende grad blev anerkendt som politisk grundværdi, blev det også sat på dagsordenen som målestok for andre mellemmenneskelige forhold. Nu, da man havde sikret det politiske demokrati, måtte man gå videre til at sikre det sociale og økonomiske demokrati. Sådan formulerede Socialdemokratiets formand det, den senere statsminister Hans Hedtoft (1903-55), på sit partis kongres i 1945, da verdenskrig og besættelse netop var slut, og man stod over for opbygningen af efterkrigstidens Danmark. Den velfærdsstat, som tog fart med det økonomiske opsving godt 10 år senere, blev også et bud på, hvordan man skulle udbygge demokratiet som grundvold for samfundslivet i dets helhed.
Samtidig blev demokratiet som begreb og grundværdi udgangspunkt for kritikken af de mange aspekter af virkeligheden, der endnu ikke levede op til idealerne om demokratisk lighed. USA’s krig i Vietnam og diskriminationen af landets egne sorte indbyggere kunne navnlig virke som en skændsel, fordi USA ellers gik for at være den frie demokratiske verdens foregangsland. Forholdet mellem ungdommen og forældregenerationen, mellem kvinder og mænd, mellem elev og lærer, mellem lærling og mester og mellem arbejder og arbejdsgiver virkede heller ikke bare forkerte eller gammeldags i almindelighed. Grunden til, at de kunne fremstå således, var netop, at de stred mod tidens nye udvidede opfattelse af demokratisk lighed.
Da Randers’ dus-kampagne blev annonceret, bemærkede en læser således straks til B.T.s åbne linje, at det var en mægtig god idé at gøre alle dus. »Ikke mindst i dag, hvor demokratiet på arbejdspladsen kommer som en bølge«. Et du »lukker op«, fortsatte han. Journalisten Henning Nystad (1925-89) erklærede sig enig: »Vore omgangsformer har alt for længe været stemplet af enevældens ceremoniel, og jeg er tidligere gaaet ind for DU-formen på danske arbejdspladser efter svensk mønster«, skrev han i Politiken. Der kunne anes løfter om en bedre og mere retfærdig fremtid i det lille ord på to bogstaver.
Omvendt førte disse udvidelser af demokratiet også til kritik og forsøg på at drage grænse for dets gyldighed. Tidehvervspræsten Søren Krarup (1937-) lancerede i 1968 et generalangreb på det, han kaldte demokratismen, altså tidens talrige forsøg på at udvide de demokratiske værdier til områder, hvor de efter hans opfattelse ikke hørte hjemme. Som nu f.eks. forholdet mellem universitetsstuderende og deres professorer.
Med den kritik lagde Krarup sig i forlængelse af en årtusindlang foragt for det demokratiske lighedsprincip som en skandale, der medførte de uberettigedes herredømme. Allerede Platon (ca. 427-347 f.Kr.) betegnede demokratiet som en styreform, der i sin logiske fuldendelse måtte betyde husdyrenes herredømme over gården. I sit skrift ’Politiske Betragtninger’ fra 1830 gentog N.F.S. Grundvig (1783-1872) den kritik over for sin tids demokratiske tendenser og advarede mod denne styreform som »Samfundets sidste Olie, hvorpaa Opløsningen følger«. Demokratiet var med andre ord et revolutionært princip, som enhver ven af det bestående samfund måtte bekæmpe.
Det sagde man i 1960’erne ikke længere om demokratiet som sådan. Nu gjaldt kritikken snarere det, der blev udpeget som det overdrevne demokrati, de alt for demokratiske holdninger. Argumentet var dog praktisk talt det samme som før: at demokratiet kunne ende i alt for meget ligeberettigelse.
Selv om de voksne nu siger du til hinanden efter det her, tror jeg ik’, børn får lov til at si’et
Dreng fra Randers til TV-Avisen
Man kunne ane en lignende trang til at inddæmme demokratibegrebets gyldighed i nogle dele af den debat om tiltaleformer, der fulgte i Randers-kampagnens kølvand både i og uden for den østjyske købstad. Dagbladet B.T. var f.eks. ganske kritisk over for både du’et og kampagnen for det. At kalde du’et demokratisk var »det rene og skære vrøvl«, skrev avisen på lederplads. Ifølge lederskribenten handlede forskellen mellem du og De nemlig ikke om politik, men kun om forholdet mellem mennesker, og der var det glimrende at kunne markere forskel. Skulle alle være dus med hinanden, ville nuancerne forsvinde, sluttede lederen.
Forstod man demokratiet alene som et sæt allerede etablerede parlamentariske institutioner, var det selvfølgelig rigtigt nok, at man sagtens kunne være både Des og demokrat. Men det, B.T.-lederen kaldte nuancerne mellem et De og et du, kunne netop også udtrykke en anerkendelse af basal ulighed mellem mennesker. Og var hverdagens ulige forhold mellem mennesker ikke også politisk relevant? Det var i hvert fald, hvad mange af tidens fornyende kræfter hævdede. Så måske bundede B.T.s holdning også i, at det nu ikke længere sømmede sig for en kritiker af ligemageriet at blive stemplet som udemokratisk.
Nu var der faktisk normændringer undervejs i 1960’erne, og man kunne se det i det skiftende syn på tiltaleformerne: Kort efter dus-kampagnen i Randers fulgte Gallup op på 15 og 20 år gamle undersøgelser af danskernes holdninger til tiltaleformer. Den nye undersøgelse bekræftede endnu en gang, at landbefolkningen overvejende foretrak du’ets jævnhed og familiaritet. De’ets distance nød langt større opbakning i byerne – og mere i hovedstaden end i provinsbyerne. Nyt var det heller ikke, at du’et mere var mændenes end kvindernes, eller at det snarere var underklassens end overklassens.
Det blev også klart ved avisernes rundspørger i anledning af Randers-kampagnen: De’et kunne give fornemmelsen af sikkerhed over for fremmede, og mange af De-tilhængerne så ned på de andre, der var dus. Politiassistent A.V. Henriksen, vagthavende ved stationen i Randers, lagde ligesom mange kulturpersonligheder og forretningsdrivende vægt på at være Des med fremmede mennesker. Men man måtte da være fleksibel, tilføjede han: »Nogen har aldrig kendt tiltaleformen De, og dem er vi dus med, f.eks. de, der overnatter her jævnligt«. En tilrejsende avisreporter, der i starten af maj 1969 havde svært ved at finde du-formen praktiseret i de randrusianske forretninger, fandt endelig en lavrandrusiansk afart af den under et besøg på Café Thor lige ved byens gamle markedsplads: »Hva’ ska’ do ha’?«.
Ellers var det ganske rigtigt svært at se nogen større umiddelbar virkning af dus-kampagnen i Randers – ud over selvfølgelig den store medieopmærksomhed, som formentlig også fra begyndelsen havde været det reelle hovedformål.
Nok var Randers’ daværende borgmester, Svend Thingholm (1907-91),tidligere maskinarbejder, og nok åbnede han kampagnen ved at drikke dus med befolkningen af viking-ølhorn og foran truttende hornblæsere ved byens gamle rådhus. Men i TV-Avisens indslag fra åbningsceremonien virkede han alligevel borgmesteragtigt stiv og lidt akavet.
Selv den yngre tv-reporter kløjedes i forsøget på at mestre den friske tiltaleform: »Vil borgmesteren ... Vil du også sige du til alle?«. Det svarede borgmesteren bekræftende på. Men i et interview med B.T. få dage senere medgav han, at det næppe ville komme til at gælde hans egne medarbejdere. Ja, faktisk gjaldt det vist ikke ret mange, der ikke i forvejen havde været dus med hinanden.
Er vi i dag gået for langt ad ’dutteriets’ vej?
Det samme var tilfældet i byernes butikker. Kampagnesangen havde opfordret chefer og ansatte til at være dus med hinanden. Men Svend Sørensen, der stod i lære hos Gardineksperten, havde ikke mærket optræk til familiære tiltaleformer fra chefens side. »Og jeg ville heller ikke være interesseret i en sådan tiltaleform«, udtalte den unge mand. »Så blev vi nok for lige med ham«. Det ville »gå for meget ud over respekten«, supplerede Solvejg Boe, elev i skobutikken Kjær og Andersen.
»Selv om de voksne nu siger du til hinanden efter det her, tror jeg ik’, børn får lov til at si’et«, udtalte en dreng i 10-12-års-alderen til TV-Avisen – en af de få interviewede randrusianere, der ikke lagde sig efter det speakerkøbenhavnske, så snart mikrofonen nærmede sig. Dermed fik drengen samtidig røbet, at han gerne ville selv – og han fik vist tv-seerne, at det først og fremmest var de unge generationer, der bar forandringerne i takt og tone. Netop det var også det væsentligste nye, Gallup nåede frem til i sin seneste undersøgelse af folks foretrukne tiltaleform: Jo yngre man var, des mere dus var man også.
Al sandsynlighed taler også for, at den livskloge dreng senere gav sine egne børn lov til at være dus med deres medmennesker. For selv om Randers’ dus-kampagne ikke med ét skabte store forandringer i tiltaleformerne, var den med til at sætte spørgsmålet til debat. Og det følgende årti, 1970’erne, blev den store gennembrudsperiode for du’et – og for fornavnene. Da denne forfatter i sommeren 1981 begyndte i børnehaven på Dragonvej i dus-kampagnens gamle hjemby, havde børnene vundet retten til at dusse deres voksne. Selv om vi i netop den børnehave stadig lærte at kalde de voksne frøken Marcussen og fru Holleufer, var det allerede et særsyn, for Lone og Bente var nu ved at vinde frem.
Er vi i dag gået for langt ad ’dutteriets’ vej? De differentierede tiltaleformer gav mulighed for at praktisere klare sproglige og mentale skel mellem de offentlige rums høfligt distancerede former og de private relationers nærhed. De skel er mildest talt udfordret i vores samtid af mere eller mindre accepteret digital overvågning og frivillig selvudlevering på sociale medier og i reality-tv.
Nogle vil også stadig mene, at vi med du’et er blevet for ligeværdige. Tidligere i år argumenterede den fremtrædende Dansk Folkeparti-politiker Morten Messerschmidt (1980-) for, at man burde genindføre de gamle uligheds- og høflighedsmarkører i skolen. »Læreren er ikke en ven, man er dus med, men en autoritetsperson, som man lytter til og lærer af«, understregede han.
Men selv om du’ets fremgang måske kun blev en halv sejr for ligestillingen og den demokratiske kultur, og selv om du-kulturen måske førte nye problemer med sig, behøver løsningen ikke være genindførelsen af de differentierede tiltaleformer. For du-formen sætter også vores gensidige anerkendelse som forudsætning for samtalen. Og derigennem kan den være forudsætning for, at flere og flere af os kan realisere vores potentialer som både ligeværdige mennesker og samfundsborgere.
