Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: Et Vestindien på danske hænder
Lyt til artiklen: Et Vestindien på danske hænder
Den 31. marts 2017 sad statsminister Lars Løkke Rasmussen og fru Sólrun i det store telt ved havnekajen på Sankt Croix og ventede på at komme til orde under markeringen af 100-året for Danmarks salg af Dansk-Vestindien til USA.
Spændingen var stor. Ville han undskylde for Danmarks 250 år som kolonimagt, heraf 175 års brutalt slaveri frem til 1848? Lægge op til et tættere dansk-vestindisk samarbejde? Forholde sig til lokale krav om reparations – oprejsning? Var der penge i posen?
Da statsminister gik på talerstolen, scorede han point hos tilhørerne ved at lægge afstand til sin barndoms populære forestilling om disse romantiske øer.
Han hyldede »de sande helte, der rejste sig mod uretten«, og satte navn på lokale frihedsledere som slaven ’general Buddhoe’ i 1848, de oprørske ’dronninger’ Mary, Agnes og Mathilda, der blev sendt i dansk fængsel på Christianshavn efter Fireburn-oprøret i 1878, og den veluddannede agitator David Hamilton Jackson, der i 1915 rejste til Danmark for at plædere for frihed og politiske reformer.
»Slaveriet kan ikke retfærdiggøres. Det er utilgiveligt«, sagde Lars Løkke og gentog med eftertryk:
»Unforgiveable«.
Dermed lukkede han debatten om en dansk undskyldning. Hvad der ikke kan tilgives, kan heller ikke undskyldes.
I stedet lovede han en 5-årig stipendieordning for studerende fra den gamle danske koloni.
Men samtidig dukkede en kættersk tanke op hen over det historiske sceneri: Hvad nu, hvis øerne ikke var blevet solgt til USA, men var forblevet danske?
Tanken om et salg blev luftet i 1846 under forarbejdet til den danske grundlov. En snes år senere så amerikanske politikere en militær interesse i at overtage Sankt Thomas og Sankt Jan. Det skyldtes især den travle naturhavn på Sankt Thomas, mens den forarmede Sankt Croix kunne sejle sin egen sø.
En dansk-amerikansk traktat med en pris på 7,5 millioner dollars blev udformet i 1867 og ratificeret af Danmark, men afvist af USA’s Kongres.
Herefter fulgte en række halvofficielle og sågar private forsøg på køb og salg af den danske koloni. Uden resultat.
Mens Politikens redaktør Henrik Cavling plæderede for et salg, skrev den kulturradikale fritænker Georg Brandes et modsvar på samme avis’ forside:
»En civiliseret Stat kan dog ikke godt være bekendt at sælge en Gruppe af sine Undersaatter og Dele af Riget for Penge«.
Brandes’ lillebror, Edvard, var finansminister og støttede Politiken og erklærede sig »til sin Sorg« uenig med Georg Brandes og ville hellere »lempe de tre smaa Negerøer, hvor der ikke findes andre Danske end vore Embedsmænd, over til Amerika«.
Den radikale udenrigsminister Erik Scavenius betonede under de hemmelige forhandlinger, at et salg af kolonien måtte »fremtræde som en nødvendighed for at undgå, at De Forenede Stater af militære hensyn egenmægtigt sætter sig i besiddelse af øerne«.
Men USA ville ikke røbe sine hensigter om at købe eller besætte øerne.
Så spillede Scavenius Grønlands-kortet. Hvis USA ville garantere dansk råderet over hele Grønland, ville det blive lettere at overtage de tre tropeøer.
Ceremonien ved overdragelsen af Dansk-Vestindien til USA 31. marts 1917.
I sidste ende situationen under Første Verdenskrig, der gjorde udslaget. Efter åbningen af af Panama-kanalen i 1914 var Tyskland på udkig efter en mulig ubådsbase på Sankt Thomas og andre kul- og forsyningssteder i Caribien.
Den tyske flåde af effektive tyske ubåde var mere end fordoblet fra krigens begyndelse til 105 i januar 1917. Derfor blev den amerikanske flådes kontrol med de danske øer en hastesag. Den måtte tilvejebringes, inden USAs indtræden i krigen.
Prisen blev sat til 25 millioner dollars – en fjerdedel af det danske statsbudget – og overdragelsen rykket frem fra juni 1917 til sidste dag i marts.
På Sankt Thomas betragtede den danske pastor Kastrup folkemasserne og de hvidklædte æreskompagnier på kasernepladsen neden for Christiansforts bastioner. Han skildrede Dannebrogs strygning som »et for alle os danske beskæmmende øjeblik«.
De vestindere, der drømte om amerikanske frihedsrettigheder, blev hurtigt skuffet.
Ifølge traktaten blev de »citizens in« og ikke »citizens of« USA. Den amerikanske højesteret bekræftede, at de ikke blev fuldgyldige amerikanere, men kun beboere i et amerikansk territorium. Som modstandere af salget havde advaret: »They are looking for the Stars, but the Stripes will be on their backs«.
En uge efter Transfer Day, 6. april 1917, erklærede USA krig mod Tyskland.
Det indebar, at USA’s hidtidige rolle som diplomatisk beskyttelsesmagt for ca. 1,5 millioner østrigungarske krigsfanger og ca. 150.000 civile i Rusland overgik til Danmark.
Danmark påtog sig ansvaret uden modydelse. Man kan lege med tanken om, at Danmark havde benyttet situationen til at bevare både Grønland og Vestindien på danske hænder under en amerikansk militær garanti, så længe krigen varede.
Derefter ville det kræve enorme investeringer at rette op på det »fattighus«, som præsident Hoover hånligt kaldte øerne. Mange var taget til fastlandet. At slide i marken var ugleset, fordi det blev forbundet med slaveriet.
Skulle øerne blomstre, måtte fiskeri, landbrug, selvforsyning og de bedste sider af den danske andels- og fagbevægelse udvikles lokalt og støttes af uddannelse, socialforsorg og stræben efter lighed. Vestinderne måtte have ejerskab til deres egen skæbne med hjemmestyre eller selvstyre under rigsfællesskabet, som det skete for Island i 1918.
Tænk, om Danmark som tidligere slavepisker havde haft mod og hjerte til at rette op på sine ugerninger og erkende, at efterkommere af vikinger og vestindere havde lige ret til en fremtid i frihed?
I så fald ville både Grønland og Vestindien være landet på den danske gesandt Henrik Kauffmanns bord i Washington, da han under Anden Verdenskrig tog afstand fra den tyske besættelse og påtog sig at repræsentere det frie Danmark over for USA. Ved siden af den traktat, han »på kongens vegne« underskrev om forsvaret af Grønland, måtte han så også sikre en amerikansk militær garanti for Vestindien.
Det ville være en svær balancegang. USA fik militærbaser i Grønland, mens Monroe-doktrinen fra 1823 satte skarpe grænser for europæisk dominans i USA’s nærområder. Det besatte Danmark kunne intet stille op i Caribien, så denne del af riget ville under krigen have været helt afhængig af amerikansk velvilje.
Efter krigen måtte De Dansk-Vestindiske Øer så have fundet deres plads i en ny verden med FN, afkolonisering og den transatlantiske Nato-alliance.
Hvad Danmark havde at byde på, var også, hvad øerne manglede: uddannelse og arbejde, stimuleret af erhvervsskoler til håndværk og landbrug, en ordentlig fiskerflåde, nye lokale arbejdspladser uden for den hendøende sukkerindustri, en solid byggekultur i modsætning til de skure af krydsfiner og blik, som væltede for den mindste orkan.
Strømmen af turister slog alle rekorder, efter at Fidel Castro og de skæggede kommunister i 1959 lavede revolution i Cuba med efterfølgende amerikansk boykot.
I stedet for store krydstogtskibe, der kun lossede passagererne til en enkelt fortravlet og taxfree dag på øerne, kunne lokalstyret have satset på langsommere feriegæster, der værdsatte øernes særlige kultur, den storslåede natur og de mange minder om øernes og indbyggernes historie.
Som en del af kongeriget ville øerne være toldfri for danske varer. Dansk bacon, smør, rugbrød, Solgryn og øl måtte være en fast del af den vestindiske husholdning, og danske virksomheder kunne få egnsudviklingsstøtte med favorable vilkår til at oprette tropiske filialer. Den ordning ville så give adgang til udvidet europæisk finansiering, da danskerne i 1972 stemte sig ind i det europæiske fællesskab.
I sin første nytårstale i januar 1973 indledte den nye statsminister, Anker Jørgensen, med at fortælle om en oplevelse han fik under en rejse til den tidligere koloni:
»Flyveturen gav mig en sælsom oplevelse. Jeg læste om slavernes skibe på vej til slavernes øer. Pludselig følte jeg, jeg var på vej over Atlanterhavet i et slaveskib i 1700-tallet. Skibet sejlede for resten under dansk flag. De mange velklædte mennesker i flyet blev forvandlet til sorte mænd og kvinder i slaveskibets lastrum. Der var kun 70 cm mellem dækkene, så det var bedst at ligge ned. Mine tanker var optaget af, om min kone og børn var med om bord, om de stadig var i Afrika, eller de måske var på et andet skib, der gik til et andet marked. Hvor skulle vi hen? – Mon vi nåede frem? – Skulle jeg gense familie og venner? – Allerede mere end 100 af de oprindelig 500 var døde. Jeg var tørstig. Drikkevand var sparsomt og råddent.
Så kom stewardessen med frokost ...«.
Anker Jørgensen stod fast, da Danmark og Grønland i 1975 forhandlede om grønlandsk hjemmestyre. Hvis landsstyret ville score indtægterne fra olie og mineraler, ville bloktilskuddet forsvinde. Så barsk og enkelt var det.
Mit bud er, at statsministeren havde været anderledes blød over for vestindiske krav. Et par år senere kunne han have udskrevet en folkeafstemning, som ændrede grundloven og på længere sigt banede vej for et caribisk ørige med udstrakt selvstyre under navnet Virgin Islands.
Det ville ikke gøre øerne til et tropisk paradis. De ville fortsat have store økonomiske udfordringer og lide under klimaforandringer med hyppige hærgende orkaner.
Men der ville være tændt et håb om, at de danske vestindere med tiden ville få den frihed, som Georg Brandes undte dem, men hans bror tog fra dem. Det ville være en mere rimelig afslutning på historien om den grumme danske slavetid. Mere dansk og langt mindre utilgivelig.
