Johannes Jørgensen: Trældyrstrætheden
Forfatteren Johannes Jørgensen er i Danmark kendt som katolsk konvertit og det mest fremtrædende eksempel på den litterære symbolisme. I 1893, tre år før han konverterede, skrev han i ’Vesterbro’ en hård kritik af vilkårene i det københavnske arbejderkvarter.
I teksten beskriver han kontrasten mellem Frederiksbergs idylliske haver og »et Fattigkvarters kummerlige Kamp for Livet i en Verden af Kulde og Smuds«.
»[...] under Fabrikernes skingrende Korsang gennem Mørket, der falder paa – Mændenes Hjemvenden. Disse Mænd, som, ødelagt af en tolv Timers Arbejdsdag slæber sig hjem for at spise med Dyrets glubende Hunger og sove med Dyrets dumpe, drømmeløse Søvn, skal man møde i de store, brede, ny Gader, som former en Ramme af moderne storladen Følelsesløshed om Arbejderens moderne Trældyrstræthed«.
Jørgensen kom oprindeligt fra Svendborg, men var som teenager flyttet til København. Han forbløffedes over den enorme sociale ulighed i hovedstaden, en ulighed, som han ikke kendte hjemmefra.
Martin Andersen Nexø: Fælles arbejderkamp
Martin Andersen Nexø.
I den tredje bog om arbejderhelten Pelle Erobreren, ’Den Store Kamp’ fra 1909, lever den københavnske underklasse usselt, og Pelle ender med at lede opgøret med arbejdsgiverne.
»Pelle havde i en vision set arbejdernes naturlige solidaritet jorden over, og nu kom det til nytte. Førerne udstedte et mægtigt manifest til Danmarks arbejdere, pegede endnu engang på afgrunden, de lige var dukket op af, og lystinderne, de higede mod, og manede dem i gribende ord til sammenhold! En beretning om lockoutens årsager og den hensigt, der lå bag, blev trykt og spredt ud over nationen, med anråbelse om støtte i frisindets navn! Og gennem opråb til udlandets arbejderpartier erindrede man om det store fællesskab. Det var et uhyre apparat at holde gående; fra en lille værkstedsforening var sammenslutningen vokset frem til at omfatte hele riget, og nu forsøgte man at omspænde hele jordens arbejderbefolkning og få den til forbundsfælle i kampen«.
Selv om arbejdsgivernes lockout bliver hård for arbejderne, bliver kampen en triumf for sammenholdet i Martin Andersen Nexøs skildring. Men var sammenholdet nu så stort, og findes der virkelig helte som Pelle Erobreren i virkeligheden?
Tove Ditlevsen: Klasseskel og mistro
Tove Ditlevsen.
I Tove Ditlevsens første roman, ’Man gjorde et barn fortræd’ fra 1941, er 20-årige Kirsten opdraget til at se på overklassen med mistro og til at foragte arbejdere, der snobber opad.
Derfor kommer det som en chok, at Jørgen, som hun er forelsket i, faktisk læser til læge.
»Hvis han havde sagt, at han var menneskeæder, kunne hun ikke være blevet meget mere forbavset og foruroliget. »Læser du til – læge«, sagde hun usikkert, »men jeg troede da, du var – « hun var lige ved at sige ’en af os’, men tog sig i det og sagde i stedet: »Håndværker eller sådan noget«. Proletarinstinktet vågnede i hende, hun følte sig bedraget. Hvorfor havde han ikke straks tonet rent flag? Han var altså et overklasseløg. Hun hørte faderens stemme: »Tag dig i agt for dem, søger de os, er det ikke for det godes skyld«. Og hun vidste, han havde ret«.
Straks må stakkels Jørgen forsikre Kirsten om, at hans far skam blot er en ikkevelhavende kontormand.
