Da arbejderne fredag 22. september 1978 forlod samlebåndet på Ford-fabrikken i Halewood, gik de i strejke for mere i løn. Som man havde for vane på det britiske arbejdsmarked dengang for godt 40 år siden.
Hverken de, deres arbejdsgiver eller Labour-regeringen under James Callaghan (1912-2005) kunne ane, at en lang stribe strejker og blokader hele den følgende vinter ville kaste skygger over britisk politik i mange årtier. Ja, skyggerne er så lange, at da der i år var tomme hylder i supermarkederne og lange køer ved benzintankene, mindedes ikke bare ældre briter the Winter of Discontent – mismodets vinter 1978-79.
Som Callaghan måtte Boris Johnson sætte hæren ind til at køre tankbiler, og som Callaghan snakkede Johnson udenom og fik i sommer mange til at tænke på en overskrift med ikonstatus: ’Crisis? What crisis?’.
Den stod på forsiden af boulevardavisen The Sun 11. januar 1979, da Callaghan dagen før var kommet solbrændt hjem fra et topmøde og en kort ferie i Caribien. Efter landingen blev han på et improviseret pressemøde i lufthavnen spurgt om, hvad han mente om det voksende kaos i landet. »Set fra udlandet er der da ikke noget kaos«, lød svaret.
Citatet var altså ikke korrekt, men ifølge premierministerens taleskriver, Roger Caroll, alligevel ganske dækkende for svaret.
I år skyldtes de lukkede benzinstationer mangel på chauffører – de er rejst ud af landet på grund af Brexit. Hvilket Johnson, der så sent som i 2020 havde brugt the Winter of Discontent som skræmmebillede, i et interview med BBC’s Andrew Marr i oktober afviste således: »Jamen, der er også mangel på chauffører i Kina, Polen og andre lande«.
Politisk systemskifte
Bilarbejderstrejken bredte sig hurtigt til alle Fords 23 fabrikker, viste sig hurtigt ikke bare at være en af de sædvanlige konflikter om højere løn, mere ferie og kortere arbejdstid.
Den udviklede sig til et indædt opgør om indkomstpolitik mellem regeringen og fagbevægelsen, førte til Callaghan-regeringens fald og indledte et politisk-økonomisk systemskifte under den konservative Margaret Thatcher (1925-2013). En hel række af den slags begivenheder, der kan skabe myter.
Strejkebølgen 1978-79 var den største konflikt i Storbritannien siden generalstrejken i 1926. I 1978 gik 9,3 millioner arbejdsdage tabt og i 1979 hele 29 millioner. I alt nedlagde 5 millioner arbejdet, blandt andre 20.000 bagere, 57.000 Ford-arbejdere, 2.300 tankvognschauffører, 56.000 lastbilchauffører, 20.500 jernbanefolk, titusindvis af offentligt ansatte og – ikke mindst – 56 gravere og krematoriearbejdere i grevskabet Merseyside i det nordvestlige England.
Især de 10 dages strejke på kirkegårdene i Merseyside var med til at skabe myten om en benhård og radikal arbejderbevægelse, der, som Margaret Thatcher sagde igen og igen, holdt landet i et jerngreb. »Nu vil de ikke engang lade os begrave vores døde«.
Graverne fik efter knap to ugers strejke og national ophidselse 14 procent mere i løn. I et tilbageblik mere end 40 år senere sagde en af deres ledere, Ian Lowes, til avisen The Mirror, at »blandt lavtlønnede arbejdere, der blev behandlet som hunde, var der en stemning af nok-er-nok«.
Hvem har magten?
Labour havde overtaget regeringsmagten i 1974, da den konservative Edward Heath mistede magten efter flere opgør med fagforeningerne. Han gik til valg på, at de ikke skulle bestemme. Hvem har magten?, spurgte de konservative på valgplakaterne.
Ikke Heath, lød vælgernes svar. De satsede på, at Labours tætte samarbejde med fagbevægelsen ville gavne landet, og smed ham ud af Downing Street 10.
På det tidspunkt var Labour i realiteten fagbevægelsens politiske arm. Af partiets årlige budget på 14 millioner kroner dækkede fagforeningerne de 12, og de havde også 6 millioner af de 6,7 millioner deltagere på partiets kongresser. Samtidig var ikke færre end 160 af partiets medlemmer af Underhuset på fagbevægelsens lønningsliste.
Labour havde ikke flertal alene, men forsøgte sammen med de liberale at få styr på økonomien. Efter de glade 60’ere med pæn økonomisk vækst og fuld beskæftigelse var der nu høj inflation, underskud på betalingsbalancen og arbejdsløshed.
Efter mange år med indkomstpolitik var det som en trykkoger
Ron Todd, fagforeningsleder
James Callaghan, der overtog premierministerposten efter Harold Wilsons (1916-95) pludselige tilbagetræden 16. marts 1976, førte som lovet i valgkampen mod Heath indkomstpolitik i samarbejde med fagforeningerne.
Den såkaldte sociale kontrakt, hvor fagbevægelsen holdt igen med lønkravene, virkede faktisk de første år. Inflationen faldt fra 24,2 procent i 1975 til 8,5 i 1978, og betalingsbalancen fik det også bedre.
Men det havde en pris. Reallønnen faldt 13 procent fra 1975 til 1980, og de offentlige udgifters andel af bruttonationalproduktet faldt som følge af nedskæringer.
Labour-regeringen gik trods modstand fra TUC (britisk LO) vinterens lønforhandlinger i møde med et loft på 5 procent, og det var netop et løntilbud på 5 procent, der fik Ford-arbejderne til at nedlægge arbejdet.
Fagforeningslederen Ron Todd fra arbejdsmandsforbundet TGWU havde regnet med, at bilarbejderne ville forhandle, om ikke andet så på skrømt, inden de gik i strejke: »Men denne gang var det anderledes. 10.000 mænd forsvandt bare. Efter så mange år med indkomstpolitik var det som en trykkoger«.
Men Ford-arbejderne kunne også støtte sig til solide tal. Ford havde råd. I 1976-77 var overskuddet per produceret bil steget med 159 pund, mens arbejdslønnen per ny bil kun var steget med 26 pund. Selskabets overskud før skat var steget fra 121,6 millioner pund i 1976 til 264,1 million året efter.
Ikke mindst stak det arbejderne i øjnene, at Fords administrerende direktør, sir Terence Beckett, fik en lønforhøjelse på 80 procent. På de strejkende arbejderes bannere stod: ’Vi hjalp med at skabe overskud, nu vil vi have vores fair del’.
Strejker i en kold tid
Strejken varede syv uger, og Ford indgik forlig med en samlet lønforhøjelse på 17 procent.
Det var godt tre gange Labour-regeringens smertegrænse, men dens forslag om at straffe Ford – blandt andet ved ikke at købe en eneste af deres biler – blev stemt ned i Underhuset. Så var der åbnet for sluserne, og regeringen kunne ikke sætte sig til modværge.
Strejkebølgen kulminerede 22. januar med en ’aktionsdag’, hvor 1,5 millioner, især offentligt ansatte, nedlagde arbejdet i 24 timer.
Strejkerne og blokader af ikke-strejkeramte firmaer blev forværret af den koldeste vinter i mands minde. Store dele af landet var dækket af mere end en halv meter sne, som også forhindrede forsyninger i at komme frem.
De britiske fagforeninger var imod Callaghans loft på 5 procent for lønforhøjelser, men de havde slet ikke styr på deres medlemmer. Labour-regeringen var ganske vist på talefod med fagforeningslederne, men de kunne ikke levere, hvad regeringen ønskede.
Politikerne var simpelthen ikke klar over, hvor hårdt de almindelige lønmodtagere sad i det efter flere års udhuling af reallønnen. De havde også overset, at kvinderne var strømmet ud på arbejdsmarkedet til dårlig løn, og at indvandrere fra Commonwealth, der var begyndt at vinde fodfæste i traditionelle industrier, var mere utålmodige end den traditionelle arbejderklasse, der havde større forståelse for Labours tilbageholdenhed.
De har salt til ægget, men heller ikke mere
Overskrift i Politiken 30. januar 1978 på reportage om britisk familie
I en reportage i Politiken fortalte en lavtlønnet familie, hvordan den kun lige nøjagtigt kunne få dagligdagen til at hænge sammen. ’De har salt til ægget, men heller ikke mere’, lød overskriften på interviewet med den kommunalt ansatte arbejdsmand Michael Hawkes, 34, der med en ugeløn på 699 kroner skulle forsørge kone og fire børn.
»Øl er noget, vi får til jul«, sagde Hawkes, der havde arbejdet for Kingston Kommune i 15 år. »Vi kan lige holde sulten fra døren, men derudover er der ikke en penny at leve for«.
Så efter aktionsdagen fortsatte strejker og blokader mange steder. De utilfredse lønmodtagere lyttede hverken til regeringen eller til fagforeningslederne.
Resultatet blev lønforhøjelser på langt over 10 procent – især på det private arbejdsmarked.
De to kriser er ikke ens
Samtidshistorikeren Ian Kershaw, 78, der selv oplevede the Winter of Discontent og har skrevet en bog om vendepunkter i nutidens Europa, siger til Politiken Historie, at »forskellene på dengang og nu er meget større end lighederne. Det kan ikke sammenlignes«.
»Naturligvis kommer mange især ældre til at tænke på the Winter of Discontent, når de holder i kø ved tankstationen. Men dengang lå det i luften, at det ikke kunne fortsætte som hidtil – den økonomiske politik måtte lægges om. Det gør det ikke i dag«.
»Dengang kunne ingen overskue de langsigtede konsekvenser. Ingen var klar over, at landet stod ved et vendepunkt«, siger Kershaw, der i øvrigt mener, at datidens presse overdrev de problemer, strejkerne skabte.
»Det er tankevækkende, at det kunne være gået helt anderledes. Havde Callaghan, hvis politik faktisk var begyndt at virke, holdt fast ved sin plan om valg i efteråret 1978, ville Labour formentlig have vundet – og verden ville ikke have hørt mere fra Maggie Thatcher«.
Strejkebølgen var ebbet ud, da Callaghan-regeringen 28. marts tabte en mistillidsafstemning i Underhuset med stemmerne 311-310. Afstemningen var i øvrigt ikke udløst af indkomstpolitikkens sammenbrud, men af spørgsmålet om hjemmestyre i Skotland og Wales, hvor der netop havde været folkeafstemninger.
Men Margaret Thatcher gjorde fagforeningernes rolle i samfundet til hovedtema for valget 3. maj, og efter valgsejren regerede ’jernladyen’ Storbritannien til 28. november 1990.
