Et fransk quickfix: Datidens Søren Brostrøm løftede pegefingeren, men danskerne flåede selvhjælpslitteraturen ned fra hylderne

»Dag for Dag bliver jeg bedre og bedre paa alle Maader«.

Læs citatet igen, så det kan høres. Gentag det hurtigt, 20-25 gange – uden pauser til at tænke over ordene eller komme med indvendinger. Gentag det i aften, når du ligger i sengen, og i morgen – før nogen som helst andre tanker trænger sig på. Bliv ved de næste par dage, så er du allerede i gang med at blive befriet for dine problemer, hvad enten de er fysiske eller psykiske. Kræft, tuberkulose, ondt i hovedet eller nervøsitet, det forsvinder alt sammen.

I 1920’erne skyllede en ny psykologisk trend hen over USA og Vesteuropa. Det var en tid, hvor individet var i centrum, og den åre lykkedes det den franske apoteker Émile Coué at ramme. Hans metode åbnede for hidtil usete muligheder for behandling af menneskets lidelser ved hjælp af selvsuggestion, hvor man overbeviser sig selv om, at en given tanke er virkelig.

På få år blev Émile Coué et verdensnavn, der blev hyldet i medierne, og tusinder strømmede til hans klinik i Nancy, læste hans selvhjælpsbøger eller modtog massebehandling på de turneer, som Coué arrangerede under massiv mediedækning i blandt andet London.

Herhjemme blev Coués metode introduceret til danskerne af forfatter og tandlæge Alfred Bramsen, der i bøgerne om metoden bevægede sig på den helt store klinge i hyldesten af franskmandens teori og dens helbredelseskraft. End ikke Bramsens egen erkendelse af, at »Tandvævene er absolut uimodtagelige for suggestion«, fik ham til at tvivle på Coué.

Og mange helt almindelige danskere delte Alfred Bramsens begejstring for couéismen og rev bøgerne om metoden ned fra hylderne. ’Coué-epidemien’ kaldte Nationaltidende det, da hypen om franskmanden nåede sit højdepunkt i Danmark.

Foto: Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Individet var i centrum

Som apoteker havde Émile Coué opdaget, at de præparater, han udleverede, virkede bedre, hvis patienterne var overbevist om effekten. Det fik ham til at drage store konklusioner, og i 1910 trak han sig tilbage for at udtænke et system, hvor medicinen var afskaffet som mellemled mellem troen på helbredelse og helbredelsen selv.

Tanken om, at sindet kunne styre verden, var nu ikke ny. Allerede i 1700-tallet var den tyske læge Franz Mesmer blevet berømt og berygtet for metoder, der svarer til det, vi i dag kender som ’hypnose’.

Og den behandlingsform kastede en vis Sigmund Freud også sin kærlighed på i årene omkring 1880. Ham vender vi tilbage til, for selv om den østrigske nervelæge og Émilie Coué var enige om, at underbevidstheden var nøglen til at håndtere tilværelsen, var der også en afgørende forskel, som kan forklare, at det i første omgang var Coué, der blev populær i Danmark.

Da Sigmund Freud og andre fattede interesse for hypnose, var det materialitet, biologi og de store empiriske teorier, der herskede i samfundet: Mennesket var et dyr, underlagt de biologiske love, mente Darwin. Nej, underlagt sin klasse og klassekampen, mente Marx. Eller det nationale fællesskab, som man lærte om i skolerne. Naturvidenskaben var idealet for generelle metoder og erkendelser.

Men da Coué i begyndelsen af det nye århundrede og op i 1920’erne arbejdede med sin metode, var det blik på verden håbløst outdated – det var der i hvert fald en del, der mente. Første Verdenskrig var et sammenbrud for de store ideer om fremskridt og for nationalismen. Nu var det én selv, der stod i centrum. ’Selvets kult’ har man kaldt den tid og det syn, der var populært i 1920’erne.

Første Verdenskrig havde vist, at sindet besad kræfter til at forandre verden – var det ikke det, der havde drevet folk til at kæmpe til døden?

Og freden havde ikke fået kampen om folks underbevidsthed til at stilne af: Flere og flere reklamer og nye medier råbte slagord, nyheder og holdninger ud fra avissider og fra gadehjørner. Mere seriøs var måske Danmarks Radio, der trængte ind i hjemmene fra 1925, og Politikens lysavis, der blev tændt i 1926. Men lykkedes al denne påvirkning ikke, netop fordi den aktiverede det ubevidste?, lød spørgsmålet fra Émile Coués disciple.

Det ubevidste og kontrollen over sindet – der var genstand for lige dele skræk og fascination – var også omdrejningspunktet i en del biograffilm, som blev vist i de år. I både den måske største gyserfilm fra stumfilmsæraen, ’Dr. Caligaris Kabinet’ fra 1920, og i mesteren Fritz Langs gennembrudsfilm, ’Dr. Mabuse’ fra 1922, var temaet hypnose og suggestion.

Men det store praktiske gennembrud for den tankegang fandt sted på Émile Coués klinik. Blandt andet fordi hans metode var så simpel og hverken krævede lang tids uddannelse, kompliceret behandling eller andre særlige forudsætninger. I et årti præget af rodløshed efter Første Verdenskrigs massemord bredte couéismen sig som ringe i tidens urolige vande.

I Émile Coués hjemland, i Tyskland, Storbritannien og USA kastede folk sig over selvsuggestion. Og kunne det undre, når man i Nancy næsten dagligt kunne se den franske apoteker helt konkret tage krykkerne fra de lamme, mens publikum og patienter jublede over deres første skridt som helbredte?

Tandlægens tro på teorien

Året var 1923, da Coué-metoden ramte Danmark med Alfred Bramsens to bøger ’Mirakelkuren: Emile Coue’s Selv-Helbredelsesmetode’ og efterfølgeren ’Vejledning til Selvhelbredelse efter Émile Coué’s Metode’. Inden året var omme, var begge bøgers seks oplag solgt.

Det undrede ikke Alfred Bramsen, der forklarede, »at der snart sagt ikke findes den Sygdom eller Funktions-Forstyrrelse, fra kronisk Forstoppelse, Søvnløshed, Ekzem til Svulster, grøn Stær, Lamhed og Svindsot paa dennes sidste Stadier, der ikke helbredes varigt – og paa faa Dage, Uger eller Maaneder!«.

Ifølge Émile Coué var hele organismen underlagt underbevidsthedens kontrol, ikke kun psyken, også blodbaner, celler, etc. Derfor var det jo lykkeligt, at det faktisk kunne lade sig gøre at tage kontrol over underbevidstheden – men det måtte ske, uden at ’det bevidste jeg’ blev blandet for meget ind i det. Man skulle ikke sige »jeg vil blive rask«, men »jeg bliver rask«. Faktisk skulle man helst mumle det som en slags summen, der var så hurtig, at det ikke var muligt at tænke over rimeligheden i det, man mumlede. Når underbevidstheden havde hørt det tilstrækkeligt mange gange, ville den også være overbevist om, at det forholdt sig sådan – og tage fat på helbredelsen.

’Forebildningskraften’ – som et mix af forestilling og indbildning – kaldte Alfred Bramsen den proces, der fandt sted. Ved smerter skulle man for eksempel lægge hånden på det pågældende sted og gentage: »Det gaar over, det gaar over ...«, indtil underbevidstheden var blevet ’forebildt’ om, at det også var tilfældet.

Émile Coué understregede dog, at det fortsat ville være nødvendigt med læger, som kunne supplere og støtte underbevidstheden i dens arbejde, og tandlæge Bramsen følte sig da heller ikke personligt truet på sit fag – der var jo lige tandvævene, der mærkeligt nok som den eneste del af legemet ikke fulgte Coués teori.

Ikke desto mindre mente danskeren, at man stod over for »det store Sporskifte i de Syges Behandling, man har drømt om i Aartusinder«. Medicinens godstog drejede af fra organernes og blodbanernes pille- og skalpelbelagte skinner og ned i sindets ukortlagte terræn.

Foto: Ludvig Grundtvig /Fri

Freud var for fræk

På det tidspunkt havde Sigmund Freuds teorier endnu ikke for alvor vundet indpas i Danmark, så døren stod åben for Coués ideer, som for mange mennesker også var et mindre kontroversielt valg end Freuds. Underbevidstheden var hos Freud et dunkelt land befolket af diverse fortrængninger. Hos Coué var den et redskab, der kunne styres.

Og hvem vil man helst have til at lede sig gennem tilværelsen? Freuds halvt maskerede chauffør af en underbevidsthed, der er underlagt alle mulige og umulige seksuelle behov, og som vi kun yderst vanskeligt kan – og måske slet ikke bør – tale til fornuft? Eller Coués velvilligt lyttende tjener, der – måske lidt vegt – adlyder vores mindste vink, når bare vi husker at gentage det et par gange? Sat lidt på spidsen var det sådan, valget fremstod for mange, der måske kun kendte Freud overfladisk og med forargelse, og som lettet kunne notere sig, at Coué ikke kom ind på det seksuelle område.

Og netop det overfladiske var et yderligere plus: Dels var Coué mere enkel og umiddelbar i sine forklaringer end den østrigske dr.med., dels slap man for den selvransagende terapi, som Freud udsatte sine patienter for. I Coués optik var det ikke værd at gøre sig tanker om, hvordan sindet var indrettet i detaljer; hovedsagen var, at det virkede.

I den danske presse diskuterede man mirakeldoktoren fra Nancy og bragte reportager fra hans besøg i London og andre storbyer. Til Danmark kom han ikke, men så måtte andre jo udfylde hullet.

Det skete blandt andet på natbaren Guldaldersalen på Frederiksberg, som var en prisme for tiden. Det var her, forfattere, kunstnere og journalister udlevede det brølende 20’er-liv, her hentede Tom Kristensen erfaringer, der blev omsat i generationsromanen ’Hærværk’, hvor stedet også optræder. Om natten var det drifterne, der styrede sagerne, med unge mennesker, som dansede og drak. Men i en periode blev lokalerne i dagslys forvandlet til det sunde sind, Coué prædikede: Den tyske varietéskuespiller Kamp-Kempinsky gav seancer i Coués helbredelsesmetode, hvilket ifølge dagspressen indbragte ham, hvad der svarer til cirka 3.000 kroner om dagen i nutidspenge.

Fotografens forvandling

Begejstringen var dog til at overse hos Sundhedsstyrelsen, stadslægen og politiet. Kvaksalveri var forbudt ved en forordning af 1794, og efter en række myndighedsbesøg valgte Kamp-Kempinsky at rykke teltpælene op. Først rejste han til Stockholm, hvor han nogle måneder fortsatte med at helbrede folk efter Coué-metoden, inden han også her måtte kapitulere, og efter nogen tid vendte han tilbage til de selvsamme underholdningslokaler på Frederiksberg – nu mindre kontroversielt som kabaretsanger. Historien fortæller både noget om Coués metode, der var tilpas åben til, at enhver kunne praktisere den, og om en klondikeagtig tid for de psykiske behandlingsformer.

Mere idealisme var der måske på Institut Coués Minde i Vanløse. Her kurerede N.P. Hansen – der tidligere havde stået som såkaldt kanonfotograf, gadefotograf, på Rådhuspladsen – sammen med sin datter sygdomme som kræft, gigt og sindssyge. Til en journalist kunne han med stolthed fortælle, at han havde fjernet en vorte fra et barn ved over et par dage at gentage, at den ville forsvinde.

»Du er aldeles sikker paa at Metoden hjælper dig. Den kan nemlig absolut ikke slaa Fejl«, lovede Hansen utroligt nok. Men det kunne dog blive vanskeligt at teste for skeptikerne, for som han også understregede: »Har du nogen Tvivl, saa lykkes det ikke«.

Igen var myndighederne bekymrede, også selv om Coués suggestionsmetoder umiddelbart var uskadelige sammenlignet med i kvaksalverisager, hvor svindlere tjente formuer på at få folk til at indtage decideret farlige stoffer.

Datidens Søren Brostrøm fandt dog grund til at løfte pegefingeren: Faren var, at folk, der troede, de blev helbredt, ikke tidsnok gik til den praktiserende læge: »Saa længe disse Coué-ister nøjes med at holde sig til Vorter, sker der vel ikke større Ulykker ved deres Virksomhed. For saa vidt synes Manden i Vanløse at være et beskedent Gemyt. Men hvis han […] for Eksempel begynder at kurere paa Kræft .... saa kan han jo blive farlig nok«, advarede Sundhedsstyrelsens formand, dr. Tryde.

Uanfægtet af myndighederne begyndte Coué-institutterne at poppe op rundtomkring. I 1924 var det ligefrem blevet meddelt, at mesterens elever ville oprette skoler over hele Skandinavien. I de år kunne man for eksempel blive kureret for de fleste lidelser på et stort institut i Roskilde, man kunne blive slank ved Coué hos Irma Brink på Amagerbrogade, og en særlig Coué-skole tilbød to timers daglig undervisning. Så hurtigt gik det, at endnu et sted slog sig op med den respektindgydende betegnelse ’Danmarks ældste Coué-Institut’ – kun fire år efter at den første danske bog om manden og metoden udkom.

Tegning: Alfred Schmidt/Fri

Afsløring uden gennemslagskraft

Men trods populariteten var der også dem, der mente, at Coués teori var for simpel, og det gjorde den til godt stof for satirikere, der tog imod couéismen med vittigheder af typen:

Mand venter allerbagest i køen og gentager 200 gange: ’Jeg får plads i bussen, jeg får plads i bussen’. Eller: Mand i regnvejr gentager: ’Det er dejligt vejr, solen skinner’.

Og Nørrebro Teaters sommerrevy optrådte i 1923 med en sang, der handlede om, hvad man kunne lære af ’Mirakeldokter Monsieur Coué’:

»Naar du en Morgenstund staar ud af Sengen

og ser i Spejlet til din store Skræk,

at du er nærmest lillagrøn i Teinten,

saa genta’ blot en Time i Træk:

Jeg kommer mig, jeg kommer mig hver Time, hvert Minut, jeg har jo en af mine kønne Dage!«.

Og da bevægelsen var på sit højeste i Danmark, besluttede dr. Faustinus fra Selskabet for Psykisk Forskning at se nærmere på sagen. Han var en datidens debunker, som amerikanerne i dag kalder de folk, der har gjort det til en karriere at afsløre forskellige former for overtro og mindre videnskabelig tankegang.

F.P. Faustinus afslørede i mellemkrigstidens Danmark diverse bankeånder og medier, der spredte ektoplasma fra åndeverdenen. Og han tog simpelthen toget til Nancy og indkvarterede sig for et par måneder som almindelig patient hos Coué. Her holdt han øjne og ører åbne. Dog undlod han af etiske årsager at have noget at gøre med Coué selv – Faustinus måtte indrømme, at han var en ualmindelig sympatisk mand.

Det var ikke just opmuntrende beskeder, forskeren udi det psykiske kunne vende hjem med: Faustinus, der selv havde indledt sin karriere som tryllekunstner og illusionist, var ikke imponeret over de lamme, der gik; Coués resultater var ikke anderledes end med anden hypnose; de var kortvarige og begrænsede sig stort set til det psykiske område. Når Faustinus nogle måneder senere kontaktede dem, der angivelig var helbredt, havde effekten oftest fortaget sig. Nogenlunde på samme måde som det, der senere blev kendt som placeboeffekten. At Coué selv kunne være i god tro, skyldtes, at de, der ikke blev helbredt, normalt heller ikke vendte tilbage.

Tidligere havde Faustinus fået stoppet poltergeistfænomener og spiritistiske medier. Men over for Coué havde hans afsløringer ikke den store effekt; tværtimod blev han kun buhet ud af publikum, da han stillede kritiske spørgsmål til et helbredelsesarrangement.

En dille a la pælesidning

Mens alt dette foregik, var hovedpersonen selv gået bort. 2. juli 1926 døde Émile Coué i den ikke helt bemærkelsesværdige alder af 69 år. Måske var det derfor, hans tilhængere skyndte sig at understrege det fuldstændig umenneskelige pres, psykologen havde været underlagt i månederne inden, med op til 200 foredrag på få dage; han havde åbenbart ikke kunnet forebilde sig, at det ikke var udmattende.

Coués dødsannonce blev bragt i den samlede danske presse, men indtil videre fortsatte Coué-epidemien uafhængigt af mesteren selv.

Vendepunktet kom omkring 1929. Det år blev lederen af Coué-instituttet i Vanløse tiltalt for kvaksalveri, han skulle angivelig have manipuleret med sine patienter som en light-udgave af dr. Mabuse fra filmen af samme navn. Det var nu suggestionens mørke side, der kom i fokus. Men nedgangen kan næppe alene forklares med den tidligere fotografs eskapader.

Samme år krakkede børserne over hele verden, og depressionen afsluttede de svingende og selvcentrerede 1920’ere. Med 1930’erne var det igen de store forklaringer på verden, der var på fremmarch, i stedet for Coués nemme quickfix. Og der kunne konkurrenten Freud levere en meget mere tidssvarende pakke med omfattende teorier, der kunne forklare både verdens genvordigheder og dens befrielse og i øvrigt gennem marxismen kunne forenes med økonomi og politik.

Over hele Europa forsvandt den tidligere massive Coué-begejstring i løbet af næsten ingen tid med undtagelse af små meget dedikerede lommer. Selv Alfred Bramsen holdt op med at anbefale Coué og søgte andre veje til det store sporskifte i behandling af de syge – i 1930 var han dedikeret talsmand for Max Gersons såkaldte råkostterapi mod kræft.

Couéismen gled ind i rækken af døgnfluer, der havde optaget offentligheden en afgrænset tid; noget, der var karakteristisk for massesamfundet i 1920’erne, en dille, kort sagt. I en bog om amerikanske ’Popular Fads and Crazes’ bliver couéismen nævnt på linje med skønhedsshows, charlestondans og pælesidning.

Men for den generation, der var unge i midten af 1920’erne, var Coué blevet en referenceramme, også til at forstå de nye tider. Da Karen Blixen nogle år senere første gang mødte nazisternes propagandaapparat, var det således Coué, der faldt hende ind som »den første, der principmæssig forfalskede ordenes forhold til kendsgerningerne og gjorde et hokuspokus dermed«. Og lige efter besættelsen brugte digterpræsten Kaj Munk Coué til at udstille regeringens selvbedrag – det nyttede jo ikke at sige, at samarbejdspolitikken var god, når den ikke var det.

Men Coué har næppe levet helt forgæves.

Ét er, at lægevidenskaben ser ud til at give Coué ret i den første erkendelse, der startede det hele: at indstillingen påvirker effekten af medicin. Couéismen levede faktisk også videre i sin rene form. I dag refererer et tilsyneladende voksende antal behandlere med fokus på selvhelbredelse til Coué. Og selv hos dem, der ikke gør, er der klare ligheder i synet på, at det handler om at aktivere sindet og tro på, at man er en succes.

Mest ekstravagant er der en klar rød tråd fra Coué til de mere kontroversielle bøger som ’Millionøsemetoden’, hvor (den økonomiske) succes bliver virkelighed, bare man vil det. Men mindre kan også gøre det, også hele feltet positiv tænkning står i gæld om ikke direkte til Coué så til tanker, der først blev store takket være ham: Han var den første, der brød igennem med ideen om, at man kan påvirke sin egen tilværelse ved bevidst at se lyst på den.

Og hvem vil ikke gerne ’blive bedre dag for dag og på alle måder’?

• Kopiér link