Da besætningen på det danske slaveskib ’Christiansborg’ ved den vestafrikanske kyst 26. februar 1775 klokken 5 om morgenen lindede på lugen i skibsdækket, fik de et voldsomt chok. De havde regnet med, at der som sædvanlig nede fra mørket under dæk, hvor de øvrige mandsslaver lå lænket, ville dukke fire søvndrukne betroede slaver op for at hjælpe med skibsarbejdet.
Men i stedet kom en masse afrikanske mænd styrtende op fra lasten bevæbnet med knive og forskellige slagvåben for at bemægtige sig kontrollen over skibet.
Første mand på pletten var kaptajnen, som ilede til med en huggert i hver hånd. Tilkaldt af larmen fløj resten af besætningen ud af køjerne og stødte til, og en indædt kamp begyndte. Hvordan kunne det komme så vidt?
’Christiansborg’ var tidligt om morgenen dagen forinden afsejlet fra det danske hovedfort på Guldkysten. Da havde besætningen kontrol over de 393 afrikanske slaver, som var brændemærket med et S i et hjerte og låst inde i lastrummene. Slaverne – mænd, kvinder og børn – spiste under dæk klokken fire om eftermiddagen, og alt var roligt om aftenen. Indtil da var alt gået planmæssigt.
’Christiansborg’ var en tremastet fuldrigget fregat på 96 kommercelæster (cirka 250 tons i vore dages mål). Den må have været omtrent 25 meter lang, 6,9 meter i bredden og 3,3 meter dyb, og skibet var armeret med kanoner. Det var ejet af Guineisk Kompagni, som var oprettet i 1765 med det formål at tage sig af slavehandelen over Atlanten. Skibets besætning var på 36 mand og omfattede blandt andet matroser, skibsdrenge, styrmænd, en bødker, en sejlmager og en læge med assistent.
Den månedlige hyre varierede fra drengenes 2 til kaptajnens 24 rigsdaler. Han hed Johan Frandsen Ferentz, var 42 år gammel og chef på tre trekantfarter, og han boede i Store Strandstræde i København.
Fra Kronborg ud på trekantsruten
23. maj 1774 havde kaptajn Ferentz ladet skibet hilse Kronborg med kanonsalut, da den lange rejse ad trekantruten begyndte. Turen var gået gennem Den Engelske Kanal, derpå havde navigatørerne ikke landkending før ved Kanarieøerne, og 1. august havde de øjnet Vestafrikas kyst ved Bado i vore dages Liberia. Derfra var man sejlet omtrent 1.000 kilometer tæt langs kysten til det danske hovedfort Christiansborg, som lå – og ligger – ved Accra, der er hovedstad i vore dages Ghana.
Sin slavelast havde ’Christiansborg’ fået om bord dels ved hovedfortet, dels ved de mindre danske handelspladser Fredensborg og Quitta, som lå på Guldkysten længere mod øst. Alle tre steder havde de danske købmænd købt slaverne af afrikanske slavehandlere, som bragte dem ned fra baglandet. Slaverne var oftest krigsfanger eller folk, som havde forbrudt sig mod samfundets regler.
Varerne, skibet medbragte fra Danmark, og som blev brugt til at købe slaver for, var først og fremmest ostindiske bomuldsstoffer og andre tekstiler, hvortil kom geværer, krudt og kugler, brændevin, messingfade og koraller med videre. Foruden disse såkaldte handelsvarer lossede man lidt forsyninger til danskerne på kysten, blandt andet madvarer, kontormateriel og beklædning. Alt i alt en typisk ladning for et slaveskib.
’Christiansborg’s mere end et halvt år lange ophold ved Guldkysten var en ganske normal foreteelse, da slaveskibene både skulle losse den udbragte ladning fra Danmark, skulle klargøres til at tage imod slaverne og måtte hente dem på forskellige pladser på den udstrakte kyst. Da alt dette var i orden, kunne ’Christiansborg’ endelig lette anker 25. februar 1775.
Morgenen efter gik det så op for de panikslagne sømænd, at mandsslaverne, som var lukket inde forude i skibet, havde haft held til at brække sig fri af lænkerne og bryde igennem det kraftige skot ind til kvindeafdelingen agterude. Ad den vej kom 40-50 mænd op på dækket. Heroppe lykkedes det dog snart besætningen at generobre kontrollen og sikre lugerne forsvarligt, så alle slaverne atter var under dæk. I forvirringen lykkedes det dog enkelte at springe over bord og drukne sig, mens andre blev bjærget i live.
Selv om besætningen havde genvundet kontrollen over dækket, står der at læse i skibsprotokollen, at »imidlertid var et forskrækkeligt alarm [postyr] iblandt slaverne om læ [under dæk]«, de hærgede under dæk, og »overalt, hvor de kom, fandtes ingen lejlighed for dem til at komme op imod os; men der fandtes mange bekvemme materialer for slaverne til at øve deres onde forsæt imod os«.
Slaverne kom nemlig i besiddelse af skibets beholdninger af geværer og krudt.
»Vi på dækket brugte vel vore håndgeværer, så længe vi havde krudt, men ladede millie [majskorn] for ikke at skade slaverne«. Da krudtet snart var brugt op, brugte søfolkene i stedet kogende vand som et effektivt våben, når slaverne søgte at kæmpe sig op på dækket.
Midt på dagen kunne søfolkene omsider sætte kursen tilbage mod land for at få assistance, men slaverne kappede rorlinerne under dæk, hvor de stadig havde kontrollen, så det var vanskeligt at manøvrere ’Christiansborg’. Man kunne heller ikke ankre, da skibet nåede kysten, for alt nødvendigt tovværk var i oprørernes hænder.
»overalt, hvor de kom, fandtes ingen lejlighed for dem til at komme op imod os; men der fandtes mange bekvemme materialer for slaverne til at øve deres onde forsæt imod os«
Det store skib drev derfor langsomt af sted langs kysten og kunne ikke engang påkalde sig opmærksomhed i land, da alle flag og andre signalmidler befandt sig under dæk eller var kastet i havet af slaverne ligesom meget andet skibsudstyr og proviant. Besætningen måtte kæmpe hårdt døgnet rundt for at holde oprørerne under dæk.
Om morgenen 28. februar befandt det voldsomt raserede skib sig ud for det lille danske fort Fredensborg, hvorfra kaptajn Ferentz i skibsbåden hentede hjælp i form af huggerter og geværer med krudt. Men slaverne »kontinuerede bestandig med huggen, banken, skyden og oprør«.
De meddelte, at de ikke var bange, og at »førend de skulle lade sig tage af os, skulle de selv dræbe sig«.
Nu kom dog mange kvinder og børn op og overgav sig, men ingen mænd. Mandsslaverne måtte besætningen nu beskyde med majs og saltkorn i geværerne, og efterhånden lykkedes det at overmande og binde de sidste oprørere.
Kaptajnen beklagede, at »jeg tror vist, at hundrede slaver i denne aktion er tabt«, idet 44 var døde, og mange var såret, og på selve skibet »kort sagt alle ting ruinerede«.
Af skibets besætning blev fire såret.
Efter oprøret
I dagene efter afholdt kaptajnen forhør for at identificere hovedmændene bag oprøret. Det viste sig at være to af de betroede slaver og to kvinder, som dog nu var døde, samt endnu en mandsslave, som havde skåret halsen over på sig selv.
Tre uger senere var ’Christiansborg’ nødtørftigt repareret, og danskerne havde skaffet ny proviant og skibsudstyr og til dels nye slaver, så 17. marts 1775 lettede man på ny anker, denne gang fra Fredensborg og med 336 afrikanere i lasten.
Turen over Atlanten varede præcis tre måneder, som var det sædvanlige for denne strækning af trekantruten. Under ’Christiansborg’s overfart døde 83 af slaverne; kaptajnen skrev dog beroligende hjem til kompagniets direktion i København:
»Men det var mest gamle og blesserede [dvs. sårede]«. Dødsfaldene udgjorde 25 procent, hvilket var noget mere end den gennemsnitlige – men meget svingende – dødsrate på omkring 16 procent på de danske slaveskibe i perioden.
Da fregatten 15. juni ankom til Christiansted på Sankt Croix, fik man straks friske madvarer om bord, slaverne blev vasket og barberet og kom under lægebehandling, så de kunne komme sig og tage sig bedst muligt ud oven på den skrækkelige overfart. Efter en uge blev alle de 143 friske slaver sendt i land, 5 blev foreløbig om bord, og 7 var så svækkede, at de døde inden da. Desuden viste erfaringen, at yderligere en hel del ville dø i løbet af deres første måneder på Sankt Croix.
Mandskabet på skibet gjorde nu skibet rent overalt og gjorde lastrummene klar til at modtage returladning til Danmark, og allerede 3. august lettede man anker og sejlede hjemad med en ladning råsukker. Men både på Atlanten og på Nordsøen løb man ind i »grueligt stormvejr«, som gjorde meget voldsom skade på skroget og riggen, så mandskabet nægtede at sejle videre med skibet i denne tilstand. Derfor måtte man søge nødhavn ved Mandel allersydligst i Norge. Her lå man og reparerede fra oktober 1775 og hele 10 måneder frem, inden man kunne sejle hjemad og omsider nåede København 24. august 1776.
I alt havde togtet varet 27 måneder.
Udover at være et vigtigt støttepunkt var fort Christiansborg udskibningshavn for den danske slavehandel. Fortet er fra 1661, og blev efter Danmark solgte sine kolonier i Afrika i 1850 senere hovedsæde for den britiske koloniadministration i Gold Coast Colony.
Dansk trekantfart efter slaver var begyndt helt tilbage i 1640’erne og tog for alvor fart i anden halvdel af 1700-tallet, men endte med at blive forbudt i 1803. I 1790’erne begyndte også driftige folk i Dansk Vestindien at udruste skibe, som gik direkte derfra til Afrika og tilbage igen med slaver. I alt kom det til at dreje sig om cirka 350 slavetogter under Dannebrog, og de tog omkring 110.000 afrikanere om bord.
Især slavetogterne fra Danmark var meget kapitalkrævende, så i lange perioder blev de gennemført af forskellige kompagnier, nærmest en slags aktieselskaber. Et af disse var Guineisk Kompagni, som blev grundlagt i 1765 af Frederik Bargum med domicil i det elegante Gule Palæ i Amaliegade i København. Foruden ’Christiansborg’ indgik i kompagniets flåde også den 33 meter lange fregat ’Fredensborg’. Den totalforliste på Sydnorges klippekyst i 1768 på hjemrejse; men vraget blev fundet i 1974 og mange genstande bjærget, blandt andet slavebøjler og elefantstødtænder.
Fælles for slaveskibene var, at de havde forholdsvis store besætninger, og at de som regel var forsynet med en eller to barrikader, som var kraftige plankevægge tværs over dækket og lidt ud over og ned langs skibssiderne – lidt som man ser det på en badebro. Et øjenvidne beretter, at »oven på denne væg er der så mange kanoner og geværer, som der kan være. De er altid ladte, og de affyres hver aften for at holde slaverne i frygt«.
På et lastet slaveskib var der langt flere afrikanere end søfolk, men trods al forsigtighed fra europæernes side kom det til slaveoprør på i alt otte danske slavefarter. Oftest skete de, mens skibet var forholdsvis tæt på den afrikanske kyst. Besætningerne måtte resolut nedkæmpe ethvert oprør, men helst sådan at færrest muligt af slaverne blev såret eller dræbt.
For at afskrække andre slaver blev oprørslederne ofte straffet særdeles hårdt. I 1709 på ’Fredericus Quartus’ berettede skibspræsten, at morgenen efter at et oprør var nedkæmpet, blev »hovedmanden for oprøret først af bådsmanden den højre hånd afhugget, og den afhugne hånd fremvist for alle slaverne med hosføjede alvorlige trussel, at de urolige hoveder nu skulle se sig i spejl på denne. Derefter blev også den venstre hånd og hovedet afhugne, og så blev den døde krop hisset op under den store rå, hvor den hang for alle slavernes øjne to dage. De andre slaver, som havde været med i oprøret, blev hudflettede [dvs. pisket] og siden over alt deres legeme gnedet med stødt malaget [dvs. peber], salt og aske«.
På et andet slaveskib besluttede kaptajnen i stedet, at en oprørsleder skulle lukkes inde i skibets svinesti på resten af rejsen, »og kunne således hverken ved sin tunge eller andre lemmer gøre skade igen«.
Man kan undre sig over, at slaveoprør ikke fandt sted oftere, når slaverne var i så stort overtal i forhold til skibenes besætning. Men når vi ser, hvor brutalt slaverne blev behandlet i det hele taget, og især hvor brutalt de blev straffet, er det måske trods alt ikke mærkeligt, at disse oprør var meget sjældne.
