Den kinesiske pirat og hærfører Koxinga havde et bistert budskab til den hollandske garnison på Taiwan, da han i 1661 gik i land på øen: »Opgiv enhver tanke om at gå til angreb. I er bare en lille håndfuld, og I kan intet stille op over for mine vældige styrker. I ville blive besejret og dræbt, og det hele ville være jeres egen skyld«.
Hollænderne, der havde været på Taiwan i flere årtier efter selv at have fordrevet spanske kolonister, lyttede ikke, og det kom til krig. De hårde kampe koncentrerede sig om deres fort Zeelandia i det sydlige Taiwan, og efter en langvarig belejring måtte ’de rødhårede barbarer’, som kineserne kaldte de uvelkomne europæere, give op og forlade Taiwan for altid.
Den kinesisk-hollandske krig satte et tidligt punktum for Taiwans historie som et mål for vestlig imperialisme. Men i de 360 år, der er gået siden, har øen, der har et areal cirka som Jylland og Sjælland tilsammen, alligevel været omstridt på grund af sin unikke geografiske placering, der giver den både militær og økonomisk værdi.
Taiwan ligger – dengang som nu – tæt på nogle af verdens vigtigste skibsruter, og med sin nærhed til fastlandet er den en torn i øjet på en hvilken som helst kinesisk magthaver, som ikke kontrollerer den. Omvendt er øen en uvurderlig strategisk fjer i hatten på den, der måtte have herredømmet.
Så når den kinesiske præsident, Xi Jinping, igen og igen understreger, at Taiwan skal være en del af Kina – det er bare et spørgsmål om tid – føjer han sig til en lang række statsledere og generaler, som i tidernes løb har haft øjnene rettet mod den grønne plet i udkanten af det enorme Stillehav.
Men det bliver ikke let.
PIRATEN KOXINGA VAR i en særlig gunstig situation, fordi han repræsenterede en knusende overmagt over for de fåtallige hollændere. Ellers viser historien, at forsøg på at invadere Taiwan selv for en stærk og velforberedt styrke kan byde på frygtindgydende odds.
Alene de geografiske forhold gør en invasion vanskelig. Strædet mellem øen og fastlandet, der er 160 kilometer på sit smalleste sted, har altid været frygtet som et farligt og uberegneligt farvand. I det gamle Kina gik der rygter blandt overtroiske søfolk om, at der steg giftige dampe op fra havoverfladen, og at dybet var hjemsøgt af slanger med to hoveder.
Mens den vestlige side af øen byder på flade strande, er den østlige kystlinje ujævn og fyldt med klipper. Visse steder rejser bjergvæggen sig stejlt af havet.
Endelig er der Taiwans oprindelige befolkning, etnisk og sprogligt beslægtet med de austronesere, der siden forhistorisk tid har bemægtiget sig Stillehavet fra Filippinerne til Påskeøen. Tidligere var de frygtindgydende hovedjægere, som ikke bøjede sig for nogen.
Koxingas efterkommere mistede magten over Taiwan i 1680’erne efter et militært nederlag til Kinas nye Qing-dynasti, og de næste par århundreder havde den kinesiske kejser i det store og hele øen i sin magt, selv om der var mange konflikter, ikke mindst mellem kinesiske bosættere og den oprindelige befolkning.
Kina havde dog ikke bedre kontrol med øen, end at det japanske kejserrige i 1874 kunne iværksætte en straffeekspedition mod Taiwans oprindelige indbyggere, efter at de havde slagtet skibbrudne japanske undersåtter til sidste mand.
Efter sejren over hollænderne oprettede Koxinga i 1661 kongeriget Tungning, der herskede over en stor del af øen.
Det var Japans første forsøg på at opføre sig som en typisk 1800-tals imperialist, og det gik ikke helt efter planen. De japanske styrker led store tab, først og fremmest på grund af tropiske sygdomme, et af Taiwans naturlige forsvar mod udlændinge. Den danske sømand Laurits Andersen var beskæftiget med at fragte døde japanske soldater hjem fra Taiwan, og det brød han sig ikke om.
»En Reise var nok for mig, saa gik jeg iland«, skrev han senere i en kort selvbiografi.
Meget bedre gik det ikke for en fransk ekspeditionsstyrke, som i 1884 under en krig med Kina forsøgte at bide sig fast i det nordlige Taiwan. De kinesiske forsvarere slog igen med større mod og dygtighed, end franskmændene havde forudset, og de endte med kun at erobre havnebyen Keelung tæt på den nuværende hovedstad, Taipei.
Yderligere offensive operationer blev blandt andet forhindret af den massive regn – en anden af de naturlige udfordringer, som potentielle erobrere må regne med på Taiwan. Efter nogle måneder trak de franske styrker sig tilbage.
TAIWAN FIK DOG kun lov at være i fred cirka et årti. Den Første Kinesisk-Japanske Krig i 1894 og 1895 endte med kinesisk nederlag og førte blandt andet til, at kejseren i Beijing måtte afstå Taiwan. Japanske styrker gik i land på øen og satte sig hurtigt i besiddelse af de vigtigste byer.
Men den skovklædte sydlige del af Taiwan var base for en guerillakrig, som i de følgende år blussede op med skiftende heftighed. Den japanske kolonimagt optrådte med rystende brutalitet, og ifølge nogle skøn mistede 14.000 taiwanere livet i de årelange kampe.
Frem til begyndelsen af det 20. århundrede havde Taiwan altså været skueplads for en række militære operationer, og ikke alene kinesere, men også spaniere, hollændere, franskmænd og japanere havde måttet erkende, at det ikke er så ligetil at underlægge sig øen, eller bare dele af den, med magt.
Det var dog først med Anden Verdenskrig, det kom på tale at forsøge sig med en egentlig invasion af Taiwan med henblik på at fordrive en velforberedt modstander rustet til tænderne.
I 1944 havde Taiwan været en japansk koloni i næsten et halvt århundrede, og i takt med at amerikanerne pressede japanerne tilbage overalt i Stillehavsområdet, blev øen i stigende omfang set som en vigtig trædesten på vejen mod Tokyo.
Den amerikanske flåde var stærkt interesseret i at tiltvinge sig kontrol med Taiwan, eller Formosa, som øen blev kaldt af vesterlændinge, eventuelt i kombination med en erobring af større områder i det sydøstlige Kina. Det ville sikre baser tæt på de japanske øer og samtidig afskære japanerne fra deres besiddelser i Sydøstasien.
Specielt den amerikanske øverstkommanderende i Stillehavet, admiral Chester Nimitz, var fortaler for ideen om en invasion. Planen var, at det skulle foregå i et samarbejde mellem hæren og marinekorpset, med indsættelse af i alt 400.000 mand. Med andre ord ville det have været en af Anden Verdenskrigs allerstørste operationer.
Hollandsk søkort fra det 17. århundrede med Taiwan, der dengang hed Formosa.
PLANEN VAR, AT DE amerikanske styrker først skulle erobre Penghu-øerne ud for Taiwan. De skulle så være base for en egentlig landgang i den sydvestlige del af øen, hvor både gode sandstrande og veludbyggede havnefaciliteter ville gøre en landgang lettere.
Planen stødte på hidsig modstand fra den amerikanske hær, der foretrak en invasion af Filippinerne i stedet. Specielt general Douglas MacArthur, hærens højest rangerende officer i Stillehavsregionen, var imod. Det handlede måske mest om personlig ære. MacArthur var blevet fordrevet fra Filippinerne i 1942, og han havde lovet at vende tilbage.
For andre drejede modviljen mod en Taiwan-operation sig om mere saglige forhold. Det japanske militær var notorisk stærkt på øen, og kombineret med de lange forsyningslinjer til de nærmeste amerikansk kontrollerede havne i Stillehavet tegnede en invasion til at blive et blodbad.
Taiwan ligger – dengang som nu – tæt på nogle af verdens vigtigste skibsruter, og med sin nærhed til fastlandet er den en torn i øjet på en hvilken som helst kinesisk magthaver, som ikke kontrollerer den.
Chefen for den amerikanske hærs generalstab, George C. Marshall, skrev i et memorandum 1. september 1944, at han regnede med 90.000 dræbte, sårede og tilfangetagne amerikanere ved en invasion af Taiwan, hvis den som planlagt løb af stablen i midten af februar det følgende år. »Det svarer cirka til alle den amerikanske hærs tab i Frankrig i løbet af de første to en halv måned af felttoget dér«, tilføjede han.
Landgangen på Taiwan endte med ikke at blive til noget. Den blev blandt andet opgivet, fordi Taiwan, i modsætning til Filippinerne, ikke havde en stor guerillahær, som kunne bistå den amerikanske landgangsstyrke. Bortset fra omfattende amerikanske bombardementer af japanske mål på Taiwan forblev øen forskånet for kamphandlinger frem til krigsafslutningen i sommeren 1945.
MED DET JAPANSKE NEDERLAG overgik Taiwan igen til kinesisk kontrol, men kun få år senere var en invasion af øen nok en gang i planlægningsfasen. Denne gang var den politiske og strategiske kontekst bare en helt anden.
I årene fra 1945 og frem udkæmpede nationalister og kommunister en blodig borgerkrig på det kinesiske fastland, og ved begyndelsen af 1949 stod det klart, at kommunisterne havde overtaget, og at deres endelige sejr var lige om hjørnet.
Kommunisternes leder, Mao Zedong (1893-1976), besluttede, at Taiwan, som de besejrede nationalister nu flygtede til i stort antal, også skulle bringes under kontrol, og han beordrede sine generaler til at planlægge en invasion.
Ligesom amerikanerne nogle få år før anslog de kommunistiske officerer i første omgang, at der skulle cirka 400.000 soldater til, for at operationen skulle have nogen chance for at lykkes. Senere opgraderede de antallet og planlagde en landgangsstyrke på en halv million mand.
Problemet set fra kommunistisk synsvinkel var, at nationalisterne godt nok var slået på fastlandet, men de var stadig stærke i luften og til søs. Kommunisternes luftvåben og flåde var håbløst underlegne, og en invasionsarmada ville være jaget vildt, hvis den forsøgte at sætte over Taiwan-strædet ved højlys dag.
En anden udfordring var, at både fly og skibe, med al deres beskedne formåen, skulle bidrage til landgangstroppernes bestræbelse på at bide sig fast på Taiwan og etablere et brohoved. Men øvelser i koordinerede operationer mellem styrker til lands, til vands og i luften viste, at kommunisterne fortsat manglede militærfaglig ekspertise.
»Hvis vi ikke lærer at gøre det her ordentligt, vil det betyde en enorm svækkelse af vores taktiske og våbenmæssige effektivitet«, sagde general Su Yu, leder af den kinesiske invasionsstyrke.
De praktiske vanskeligheder fik invasionsplanlægningen til at trække ud og strække sig ind i året 1950, og pludselig kom Korea-krigen imellem. Det kommunistiske Kina og USA endte på hver sin side i konflikten, og den amerikanske flåde lagde sig beskyttende mellem fastlandet og Taiwan. Invasionen var blevet en umulighed.
Det var dog ikke spildte kræfter.
»Hele nationen og hele militæret, især enheder med ansvar for at gennemføre angrebsoperationer mod Taiwan, opnåede praktiske erfaringer gennem forberedelserne«, har den kinesiske militærhistoriker Zhao Yiping sagt.
Det hollandske ostindiske kompagni VOC (Vereenigde Oostindische Compagnie) opførte 1624-34 fortet Zeelandia på Taiwans sydvestkyst. Litografiet fra samme århundrede viser fæstningen og handelsbyen i detaljer. Også galgen er med. Illustration: Det Kgl. Bibliotek
SPØRGSMÅLET ER, om han har ret. Kan det moderne kinesiske militær, der ser det som en af sine fornemste opgaver at være i stand til at erobre Taiwan, lære af fortidens invasionsplaner? Eller er den teknologiske og strategiske udvikling gået så stærkt, at historiske erfaringer er mindre relevante?
Det giver i den forbindelse mening at sammenligne ikke bare med kommunisternes forberedelser i 1949 og 1950, men også med amerikanernes fem-seks år tidligere.
For de amerikanske officerer, der planlagde invasionen i 1944, var det især geografiske og logistiske forhold, der gjorde operationen til en udfordring. Ganske vist havde de til hensigt at sætte sig i besiddelse af Penghu-øerne ud for Taiwans sydvestkyst som en fremskudt base, men en stor del af deres forsyninger ville fortsat komme fra havne i Stillehavsområdet.
En kinesisk invasionsflåde i dag ville alene være afhængig af transportlinjer hen over Taiwan-strædet til fastlandet. De næsten 200 kilometer er ikke nogen kort afstand, men trods alt mere overkommeligt end at skulle bevæge sig over dele af Stillehavet, som amerikanerne ville have været nødt til i slutningen af Anden Verdenskrig.
De kinesiske invasionsplaner i 1949 og 1950 var oppe imod andre udfordringer af især taktisk og våbenteknisk art. Maos militær havde ganske enkelt ikke den formåen, der skulle til for at gennemføre en landgang mod en velforberedt fjende – en form for militæroperation, der generelt går for at være den vanskeligste at gennemføre.
Men der er lang vej fra den pjaltede proletarhær, som de kinesiske kommunister kunne sende i felten for godt 70 år siden, og så til nutidens stadig mere højteknologiske kinesiske krigsmaskine. Det er ikke tilfældigt, at Folkets Befrielseshær i de senere år specifikt har stilet efter at udbygge og opgradere sin formåen til vands og i luften.
Teknologien er en anden end for 70, 100 eller 400 år siden. Men geografien er den samme, og de fundamentale strategiske forhold, som gør Taiwan så vigtig, har grundlæggende ikke ændret sig. Verden er stadig et farligt sted.
Peter Harmsen
Ph.d., forfatter og journalist
