Kontrafaktisk: Hvad nu, hvis Hitler var blevet kunstmaler?

DA ADOLF HITLER i begyndelsen af 1933 kunne træde frem foran det tyske folk som ny rigskansler, modtog han et brev fra fortiden. Hans nære ungdomsven August Kubizek, som Hitler ikke havde haft kontakt med siden sommeren 1908, ønskede ham tillykke med posten.

Seks måneder senere skrev Føreren endelig tilbage til Kubizek. Han skrev, hvor glad det ville gøre ham, hvis de to kunne mødes igen, og at han ønskede at »genoplive vores minder fra de bedste år i mit liv sammen med dig«.

Brevet til Kubizek viste ikke bare en mere følsom side af Hitler, det er også et vidnesbyrd om en svunden tid i ungdommen, hvor Hitler drømte stort og vildt om en helt anden tilværelse og livsvej end den, det endte med.

I de få år, venskabet varede, var målet – for dem begge – en kunstnerisk karriere. Desværre endte venskabet brat, da Kubizek var kommet ind på musikkonservatoriet, mens Hitler havde fået afslag af kunstakademiet i Wien.

Men hvad nu, hvis de begge var blevet optaget? Hvad nu, hvis venskabet var fortsat? Og hvad nu, hvis Hitler havde realiseret sin store drøm om at blive maler eller arkitekt? Var han så overhovedet slået ind på den nazistiske vej, han endte på?

I så fald ville endestationen ikke have været kanslerposten efterfulgt af 12 år som diktator. Og slutakten ikke være selvmord i en betonbunker under et Berlin i ruiner. Og verden ville måske ikke være arret, skrammet, ødelagt og traumatiseret efter flere års verdenskrig.

I DENNE ARTIKEL kigger vi nærmere på Hitlers venskab med Kubizek og på det, de skabte og forsøgte at skabe sammen. Det er et blik ind i en ungdom, som indeholdt alt det, ungdomsliv har indeholdt i umindelige tider: store drømme, ukueligt overmod og (ulykkelig) forelskelse. Det er også et blik ind i Hitlers helt unikke personlige ungdom, hvor verden lå åben, og et andet liv var muligt.

Adolf var 16 år og August 17, da de to mødtes i operaen i Linz i det nordlige Østrig. Begge dyrkede operaen og musikken – Adolf især komponisten Wagner.

For forholdsvis billige penge var det muligt at købe en ståplads, og det havde de begge gjort. Det var der, på de billige rækker, de mødtes i efteråret 1905. De faldt i snak, og de faldt i hak. Som to puslespilsbrikker, der passer perfekt til hinanden. August Kubizek, kaldet Gustl, var den indadvendte og eftergivende type, mens Adolf Hitler var den udfarende og dominerende.

Adolf Hitler var kommet til verden i den nordøstrigske grænseby Braunau-am-Inn 20. april 1889 som den fjerdefødte i en søskendeflok på seks. Det skulle dog vise sig, at kun han selv og hans søster Paula nåede at blive voksne, mens de øvrige fire søskende døde som børn. Hans far var den strenge og bureaukratiske toldfuldmægtig Alois, mens deres hjemmegående mor, Klara, var et noget mildere væsen.

August Kubizek var eneste overlevende barn af møbelpolstreren Michael Kubizek og dennes hustru, Maria. Han var kommet til verden i Linz, stik vest for Braunau-am-Inn, og meningen var egentlig, at han med tiden skulle overtage farens forretning. August drømte dog om noget andet. Han var til musik og ville gerne være en stor dirigent.

Derfor snusede han rundt om operaen i sin ungdom, og der mødte han altså i 1905 den lidt yngre Adolf Hitler, der som 11-årig var blevet sendt på realskole i Linz. August var fra starten imponeret af Adolf, der tilsyneladende var alt det, han ikke selv var. Hans skolegang havde været bedre. Han var mere veltalende. Han var meget mere udadvendt. Og så havde han tilsyneladende en mening om alt – ikke kun om musikken, operaen og Wagner, men også om tjenestemandssystemet, skolevæsnet og skattepolitikken.

De to venner delte fascinationen af det kunstneriske. De havde mødt hinanden gennem musikken, men talte også om kunst og arkitektur. Sammen fik de skabt en drøm om fremtiden.

DE TO LEVEDE MEGET forskellige hverdagsliv i Linz. August arbejdede disciplineret på farens værksted i dagtimerne, mens Adolf tegnede og malede. Om eftermiddagen mødtes de og strejfede rundt i byen, mens de diskuterede arkitektur og kunst – og hvordan de med tiden skulle revolutionere og forbedre al kunst. Hitler satte ord på deres fælles ambition. Han så for sig, hvordan han selv blev en stor maler, og hvordan August blev en førende musiker. Måske en af fremtidens allerstørste dirigenter.

På flere af deres strejftog så de den unge Stephanie Rabatsch, der spadserede arm i arm med sin mor, mens hun blev kurtiseret af byens officerskorps. Adolf blev forgabt i Stephanie og, måske især, i forestillingen om hende. Han ville ikke give sig til kende for hende, fordi det ville besmitte den drøm, han havde om hende og ham. En drøm om, at han en dag, som den store kunstner, han ville blive, friede til hende, giftede sig med hende og flyttede ind i den mest pragtfulde villa. Gav han sig til kende – fortalte han hende om sine ægte følelser – ville drømmen aldrig blive virkelighed.

Om aftenen gik de to venner i operaen eller i teatret i det stiveste puds, de hver især kunne opdrive. Adolf Hitler ofte i sort lang frakke, mørk hat og udstyret med en sort stok med elfenbenshåndtag. I aften ville han se på kunstnerne. En dag ville han selv blive en. Det var den store vision.

August fandt Adolf dragende. Det er der ingen tvivl om. Men der var også en kompromisløs og virkelighedsfjern side af Adolf, som han forsøgte at forstå og få greb om.

Han husker blandt andet en dag i 1906, hvor de sammen havde købt en lotteriseddel. Adolf var så sikker på, at den gemte på den store gevinst, at han allerede var i gang med at bruge pengene. Når præmien var blevet udbetalt, så skulle de to, Adolf og August, leve et kunstnerliv, et bohemeliv, der ville bringe dem rundt til de store kulturelle centre i Europa, blandt andet Wien og Bayreuth. De skulle ikke lide nød, men blot skabe stor kunst og lade sig inspirere på deres rejser og af de andre kunstnere, der ville flokkes om dem.

Da det viste sig, at der ingen gevinst var på lotterisedlen, blev Adolf ifølge August stiktosset og rettede al sin vrede mod det statslige lotteri i kejserriget Østrig-Ungarn.

Det var på tide at foretage sig noget andet. De to unge mænd måtte til Wien, mente Hitler, der tog i forvejen. For ham var Wien et mytisk sted – det politiske og kulturelle centrum i kejserriget og tillokkende med alt sit kulturliv. Det var også der, kunstakademiet og musikkonservatoriet lå, og dermed var det også der, deres fælles fremtid og store drømme ventede på dem.

ADOLF HITLER ELSKEDE WIEN. Han elskede at gå rundt i gaderne og beundre arkitekturen. Han elskede at gå i teatret og i operaen, og han elskede at tegne og male i dagtimerne. Pengene arbejdede han sig ikke til. Han havde blandt andet hos en tante optaget et lån, som han brugte af. Han opfordrede August Kubizek til også at rejse til Wien.

Kubizeks forældre, der først nu var begyndt at vænne sig til tanken om, at sønnen ikke skulle være møbelpolstrer som sin far, var ikke meget for at slippe ham, men indvilligede til sidst. Selv om de havde betænkeligheder ved Adolfs væsen og væren, ville de ikke stå i vejen for deres søns drømme om en musisk karriere.

Adolf kunne ikke vente, til August ankom. Flere gange skrev han og spurgte, hvornår det ville ske.

»Kære ven. Venter spændt på meddelelsen om din ankomst. Skriv snart, så jeg kan træffe de nødvendige forberedelser til en festlig modtagelse. Hele Wien venter på dig«, skrev han blandt andet.

Da de endelig var sammen igen, gik de på jagt efter et værelse, hvor de kunne bo sammen i det Wien, der bare ventede på dem. Selv om Wien var en smuk og vigtig by i det østrig-ungarske kejserrige, havde det også sine mørke, men billige pletter, og en af dem var kvarteret omkring Westbahnhof. Her lå gaden Stumpegasse, og her fandt de to unge mænd i 1908 et værelse i nummer 31 hos den tjekkiske fru Zakreys. Gaderne var dystre, flere af dem uden gadelys, og bagud fra ejendommene strakte de sammenpressede baggårde sig i noget, der lignede en uendelighed.

Herfra ville deres verden gå, og herfra søgte de begge optagelse på de institutter, der skulle føre dem ind i det frie kunstnerliv. August Kubizek søgte optagelse på musikkonservatoriet. Adolf Hitler på kunstakademiet. August kom ind. Og det samme fortalte Adolf ham, at han var på akademiet.

I HISTORIEN, SOM DEN virkelig udspandt sig, var Adolf faktisk ikke kommet ind på kunstakademiet. Han var kommet igennem de indledende runder og var blandt de 113, som skulle til den endelige eksamen, men han var ikke blandt de sidste 28, der blev optaget.

I historien, som den virkelig udspandt sig, følte han det som en stor uretfærdighed og en kæmpe ydmygelse. Derfor valgte han at lyve for August og sige, at han var kommet ind. Det var en uholdbar situation, der desværre endte med et brag og et ødelagt venskab.

Foto: Wikimedia Commons

August var begyndt at undre sig over, at Adolf tilsyneladende havde mange fridage fra kunstakademiet. Han var også begyndt at lægge mærke til, at vennen var blevet mere tyndhudet og opfarende og i stigende grad virkede misundelig på August. Da han en dag konfronterede Adolf med det, eksploderede det hele. Adolf vendte al sin indestængte skuffelse over ikke at være blevet optaget til vrede mod August.

Da August senere på året tog tilbage til Linz for at besøge forældrene, forsvandt Adolf fra det lejede værelse i Stumpegasse og ud af Augusts liv. Han flyttede ind på et mandehjem i den østrig-ungarske hovedstad som en bitter og indestængt ung mand. Han var ikke i stand til at vende blikket indad mod sig selv, og han mente i stedet, at det var alt det andet og alle de andre, den var gal med. August så ham ikke igen før langt oppe i 1930’erne, da Adolf var blevet Tysklands mægtigste mand.

Men hvad nu, hvis det var lykkedes den 19-årige Adolf Hitler at bestå som en af de 28, da han gik til optagelsesprøve? Hvad nu, hvis han havde fået en plads på akademiet og dermed var kommet så meget tættere på at realisere drømmen om at leve et kunstnerliv og dele dette kunstnerliv med August?

FOR DET FØRSTE var det ikke kommet til det voldsomme brud med August. Unge Adolf ville have delt hans glæde over at være kommet ind på konservatoriet, fordi der fortsat ville være det afgørende ligeværd mellem dem i deres indbyrdes relation. Adolf var jo også kommet ind på akademiet.

Den udadvendte og dominerende Adolf med de høje tanker om egne evner var blevet bekræftet i sin opfattelse af sig selv og i sin forestilling om muligheden for det videre kunstnerliv. Balancen mellem de to venner ville være forblevet så ideel, som den kunne. Adolf ville ikke have følt sig mindre værd end August. Han ville ikke være endt i en tilstand af misundelse, ja måske jalousi, når han betragtede alt det, som August var ved at realisere.

Måske ville Adolf også nå til en dybere erkendelse af sit forhold til August – og sin egen seksualitet. En erkendelse af, at hans afhængighed af ham og den underliggende tone af jalousi, der en gang imellem sprang frem, udsprang af forelskelse. Han ville under alle omstændigheder have et behov for, at de to forblev sammen – så tætte og i så høj grad viklet ind i hinanden som overhovedet muligt.

De to ville flytte fra Stumpegasse og ind i noget større og bedre, efterhånden som de blev færdige med deres uddannelser og indledte kunstnertilværelsen. De ville blive vævet ind i Wiens kunstneriske miljø, der naturligvis havde fingeren på pulsen og et godt øje til de talenter, der stod til at blive udklækket fra de kunstneriske uddannelsesinstitutioner.

De ville måske hver især få en mentor, der kunne se lige præcis deres særlige talent, og som kunne hjælpe dem med at blive forløst, så de kunne leve af deres kunst.

ADOLF VILLE FORMENTLIG ikke være blevet den bitre, verdensvrede mand, der efter Den Store Krig i 1914 til 1918 havde vendt sig mod politikken og højreradikalismen. Hverken August eller Adolf kunne have undgået at blive indkaldt, men de ville begge – og ikke kun August – have et liv, en karriere og hinanden, at vende tilbage til på den anden side.

Det ville for den unge Adolf have været en helt anden motivation end i den historie, der virkelig udspillede sig, hvor han desillusioneret og skuffet trådte ind i krigen, blev såret og blev hængende i det militære miljø, fordi han ikke havde andre veje at gå. Den vej førte ham til det famøse møde med nazismen i en ølstue i München 12. september 1919 – og resten er brutal historie.

I den alternative historie var han formentlig også blevet såret, men da krigen sluttede, og freden kom, ja, da ville den nu 29-årige Adolf søge tilbage til Wien og til August og til kunsten.

I de mere løsslupne 1920’ere ville det være nemmere end i den konservative periode før krigen at leve i et homoseksuelt kunstnerparforhold i Wien eller i andre af kontinentets store kulturelle metropoler. I den alternative historie ville Adolf leve sammen med August, rejsende som en boheme rundt i Europa, måske – det var en af tidens store strømninger – som antisemitisk maler i en verden, der var splittet mellem det frigjorte liv og et truende ideologisk showdown.

Han ville være maleren Adolf, ikke demagogen Hitler og den folkeforførende leder af et tysk naziparti på vej frem.

• Kopiér link