Stanis Elsborg
Senioranalytiker ved Idrættens Analyseinstitut
De seneste år har det fyldt meget mere, end det nogensinde før har gjort. Der er kommet flere interessenter og aktører ind i debatten. Fra politisk hold er der kommet en mere nuanceret debat om forholdet mellem sport og politik, men også det politiske engagement i spørgsmålet er vokset.
Debatten har flyttet sig de seneste år fra, at man stadig kunne finde på at sige, at sport og politik er to adskilte størrelser, til, at der vel nærmest ikke er nogen, der kan sige det i dag og mene det.
Klimaforskere og aktivister vil nok sige, at der for 10 år siden ikke var mange, der engagerede sig i klimadebatten. Man kan sige lidt det samme inden for sportsverdenen. For bare 5 år siden var der ikke en så omfattende og nuanceret debat om forholdet mellem sport og politik. Det har nok noget at gøre med tiden og det refleksive menneske, som i dag engagerer sig i langt flere samfundspolitiske spørgsmål, end man hidtil har gjort.
Samtidig er forholdet mellem sport og politik blevet tydeligere, fordi aktører og stater i stigende grad engagerer sig i sporten. Vi har i de seneste to årtier set en massiv indtrængen fra lande som Qatar, Saudi-Arabien, Kina og Rusland. Og så har det enorme fokus på VM i Qatar i høj grad været med til at tydeliggøre, at sport og politik er intimt forbundet.
Annette Stubkjær
Politisk rådgiver ved Amnesty International
Ja. Vi har for nylig set en kraftig reaktion på Ruslands invasion af Ukraine. Fifa, Uefa og IOC har alle udtalt, at Rusland på ubestemt tid ikke kan deltage i sportslige begivenheder. Her er der tale om et klart link mellem sport og politik, som vi ikke på den måde har set før.
I Amnesty International har vi i mange år forsøgt at få menneskerettigheder på dagsordenen i sportsverdenen. Tidligere har vi oplevet, at man skulle kæmpe meget for overhovedet at komme i dialog med sportsverdenen, fordi man hurtigt blev mødt med argumentet om, at man ikke skulle blande sport og politik.
Klip til i dag, hvor sportswashing er et helt nyt begreb, og man nærmest sparker åbne døre ind, når sportsverdenen bliver spurgt om menneskerettighedssituationen i forskellige lande. De sidste 5-6 år er det begyndt at blive taget mere seriøst. Man ved efterhånden i sportens verden, at man har ansvar for at sige fra over for lande, der overtræder menneskerettighederne.
Der er mere information at hente for almindelige borgere og stort kendskab til, hvad der sker rundt i verden. Derfor stiller fanmiljøer i dag også større krav til sporten om at sikre ordentlige forhold. Derudover gør de sociale medier, at man ikke kan slippe uden om så mange ting som tidligere. Når Amnesty nu råber op om menneskerettigheder i forbindelse med vinter-OL i Kina eller fodbold-VM i Qatar, så står vi ikke længere alene.
Nina Skyhøj
Idrætshistoriker
Det korte svar er ja. De seneste år har der været en markant stigning i omfanget af pressedækning, og samtidig lader det til, at debatten er løftet fra at være en relativt overfladisk dækning til at være mere dybdegående og kritisk.
Den politiske debat har rykket sig og er begyndt at bevæge sig væk fra flosklen om, at man ikke skal blande sport og politik. Den menige person er blevet involveret, og fans er begyndt at sætte fokus på politiske forhold, især menneskerettigheder.
Man havde allerede debatten tilbage i 1936 omkring OL i Berlin, hvor man som argument for deltagelsen brugte den fortærskede holdning, at man burde adskille sport og politik. Der har vi set en ændring ved Danmarks diplomatiske boykot af det for nylig overståede vinter-OL i Beijing, hvilket er en væsentlig forskel.
Særligt fodbold-VM i Qatar var en katalysator for, at debatten startede, men også varer ved. Diskussionen begyndte lang tid i forvejen med god bredde i dækningen og debatten. Forhåbentlig fortsætter linjen i de kommende år, også selv om vi ser ind i en nær fremtid med mindre kontroversielle værtskaber ved de større sportsbegivenheder, så debatten ikke nødvendigvis er knyttet op på dem.
