Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: Bønderne gjorde kaffen til dansk nationaldrik
Lyt til artiklen: Bønderne gjorde kaffen til dansk nationaldrik
Vi kan ikke vågne uden kaffe, vi kan ikke hyggesnakke uden kaffe, svære drøftelser kræver også en god kop kaffe – og hvad skulle vi ellers servere for uventede gæster? Danskerne er et af verdens mest kaffedrikkende folk, og den mørkebrune drik har i generationer fungeret som social lim på alle niveauer i det danske samfund.
Derfor var min overraskelse stor, da jeg for nogle år siden opdagede, at Danmark i 1732 var et tedrikkerland. Baggrunden var, at jeg i Rigsarkivet havde fundet en meget stor kildesamling, der rummer lister over alle danske provinskøbmænds varelagre. Rentekammeret i København ville tjekke, om provinsens købmænd snød med tolden, samt den forrang, som københavnske købmænd havde ved import af visse varer.
Disse varelister rummer alt, hvad hjertet kunne begære i 1732 og i 1750, hvorfra de også er bevaret, f.eks. citroner, elfenbenskamme, kildevand, kniplinger, krydderier, krudt, legetøj, nathuer, olivenolie, parykpudder, pomerans, porcelæn, saltede sild, silkestrømper, tandbørster, tørret torsk, vifter, violinstrenge, og hvad man ellers lige stod og manglede.
Kilden fylder i alt ca. 3.000 sider med varelister fra de to år, og efter en tænkepause over det gigantiske fund besluttede jeg at skrive en ny slags danmarkshistorie – Nydelsesmidlernes Danmarkshistorie – om os danskere og vores forhold til de fire nydelsesmidler te, kaffe, chokolade og vin. Det tog nogle måneder at gennemgå alle 40 danske købstæders kramboder, men overblikket var yderst interessant.
De eksotiske varme drikke te, kaffe og chokolade nævnes i 1665 første gang i Danmark i en lærd afhandling af botanikeren og livlægen Simon Paulli
Første erkendelse var, at varelagrenes tebeholdninger var op mod 10 gange større end beholdningerne af kaffebønner. Dernæst kunne man se, at ikke alle købstæder kunne tilbyde deres indvånere de moderne nydelsesmidler. For eksempel måtte borgerne i Middelfart og Stubbekøbing rejse til andre byer for at finde disse eftertragtede (og dyre) varer.
Endelig var Fredericia ekstra interessant, fordi byens jødiske handelsmænd i 1726 havde fået det privilegium at måtte vandre land og rige rundt med deres kramkister på ryggen og sælge te, kaffe og chokolade. Det betød, at især byens kaffe- og chokoladelagre var mere righoldige end i nogen anden dansk købstad, men lige så interessant, at de omvandrende jøder overalt på markeder solgte deres varer til andre byers handlende.
Selv om det er interessant at vide, hvad man kunne købe, er det mere spændende at finde ud af, hvem kunderne egentlig var. Derfor måtte jeg dykke ned i et andet stort kildemateriale: boopgørelser efter afdøde danskere. I landsarkivernes store skifteprotokoller fra alle danske byer, landsbyer, herregårde og præstegårde findes minutiøse optegnelser over alt, hvad hver enkelt afdød person havde ejet. Det blev taget helt bogstaveligt fra møbler og ned til teskeer, kaffekopper og undertøj samt husdyr i stalden og dyner i sengen.
Ved at gennemgå 1.000 udvalgte danske familiers skifter fra 1660 til 1800 på tværs af hele landet og af sociale skel (bønder, borgere, håndværkere, præster og adelige herregårdsejere) fik jeg indblik i disse familiers boligindretning, husgeråd og økonomiske formåen. Denne undersøgelse, hvor jeg især var på jagt efter tepotter, teborde, kaffe- og chokoladekander, kogekedler samt vinglas og vinflasker, bekræftede, at Danmark vitterlig var et tedrikkende land i 1732.
Kaffekanden går rundt ved et bondegilde på Amager i 1854. Den skænkes forsigtigt af kobberkedlen, så grumset ikke ryger med i koppen.
De eksotiske varme drikke te, kaffe og chokolade nævnes i 1665 første gang i Danmark i en lærd afhandling af botanikeren og livlægen Simon Paulli (1603-1680), der undersøgte, hvordan man skulle forholde sig til disse hidtil ukendte drikke. Allerede tre år efter denne udgivelse (på latin) rummede skiftet efter biskoppen i Aalborg en tepotte, og inden for én generation var alle de præstehjem, jeg havde fat i skifterne fra, forsynet med terekvisitter. Det store udtræk af fornemt kinesisk porcelæn, teborde og tedåser ses allerede omkring 1700 i mange præstegårdes boopgørelser.
Kaffen var derimod lidt længere undervejs, og det gjaldt også byernes velhavende familier og på herregårdene. Teen kom først, og der gik flere generationer, før man foruden en simpel blikkande til kaffe også fik egentlige kaffekopper. Man havde i de første årtier drukket kaffen af teskåle, altså små kinesiske kopper uden hank, men særligt efter at den europæiske produktion af porcelæn i Meißen tog fart og efter opfindelsen af hanken omkring 1730, begyndte egentlige kaffekopper at dukke op i velhavende danske hjem.
Kaffebønner var kostbare. Før 1700 var det især hos apotekerne, man kunne købe de grønne uristede bønner, og i 1672 oplyser en landsdækkende apoteker-medicinal-takst, at et pund kaffebønner kostede 3 rigsdaler – samme værdi som en hest. Samme pris var for øvrigt gældende for de grønne kinesiske teblade. Om kaffens brug oplyser medicinaltaksten, at den skulle indtages pro clyster, altså ved indsprøjtning i endetarmen.
Få år senere, i 1681, besluttede Matthias Moth fra Danske Kancelli at indlede en indsamling af ord til en dansk ordbog, og heri kan vi læse om den arabiske bønne, at den skulle ristes på stegepanden, formales til mel og overhældes med »syd hedt vand, som deraf faaer en brun farve, og drikkes for sundhed«.
Netop samme år har jeg fundet den første danske import af kaffebønner i Øresundstolden. Også denne kilde er ubegribeligt stor. Protokollerne indeholder op mod 1,8 millioner skibslaster, som i Helsingør er registreret fra ca. 1470 til 1857. Det kræver nogen tålmodighed at finde de første små laster med arabiske bønner til København, men et hold hollandske forskere har gjort undersøgelsesarbejdet en anelse nemmere ved at digitalisere oplysningerne om de mange varegrupper. Desværre er databasen ordnet alfabetisk og ikke kronologisk, men jeg har fundet det, der må være den første lille last på 6 pund kaffebønner på et skib fra Amsterdam 17. marts 1681.
Kaffedrikningens kunst bredte sig i de velhavende danske hjem fra omkring 1700, og fra midten af 1700-årene havde de fleste velhavende borger- og præstefamilier samt naturligvis også herregårdene det fulde udtræk til kaffebrygning og -drikning: kaffekværne, kaffekander, flødepotter, sukkerskrin samt teskeer – den uundværlige lille ske til at røre sukkeret ud i kaffen med havde dog beholdt sit oprindelige navn, teske, fordi teen var kommet først. Kaffeskeer kendes ikke i 1700-årene, de kom først med sølvvarefabrikkernes store sortiment af sølvbestik i slutningen af 1800-årene.
I København havde tedrikningen dog fortsat førerstillingen med 120 tehandlere i 1787 mod kun 3 kaffehandlere, og byens teskænkere var stærkt i overtal i forhold til de få kaffehuse, hovedstaden kunne mønstre. I køkkenkældrene under de velhavende danske borgerhjem og på herregårdene samt hos præsterne finder man i skifterne efter 1750 en ny kaffeteknologi, nye rekvisitter til brygning af kaffen.
Efter fransk inspiration var kaffetragte begyndt at finde vej til de velhavende danske køkkener. Ved hjælp af tragtenes små indsatte metalfiltre kunne man nu brygge filtreret kaffe uden kaffegrums. Det betød, at de særlige tappekander til kaffe, som havde bredt sig i velhavende lag allerede fra 1730’erne, nu kunne fyldes af kokkepigen med filtreret kaffe, hvorefter den store kande med 2-3 tappehaner blev båret op til husets frue og hendes visitgæster. Uden kaffegrums stoppede tappehanerne ikke så let til.
Den største forandring i danskernes forhold til kaffe indtrådte kort før år 1800. Mens købstæders embedsmandshjem, præsterne og hovedstadens borgere havde foretrukket teen, var hovedparten af den danske befolkning, bønderne, aldrig kommet i gang med at drikke te. Fattige fæstebønder havde ikke råd, og skulle der alligevel være råd til luksus, foretrak man brændevin – eller måske en hest frem for en pose tørrede kinesiske blade.
Desuden – og mest afgørende – blev tedrikning associeret med sygdom. I landbefolkningen var der en dybt nedarvet tradition for, at man ved sygdom i husstanden gik ud og plukkede urter som salvie, røllike eller kamille, af hvilke man bryggede et afkog, der måske kunne kurere dårligdommene. Sammenhængen mellem hjemmebrygget urtete og sygdom var på landet så forankret, at man selv i vor egen tid bliver spurgt, om man dog er syg, hvis man beder om en kop te.
Da landboreformerne i 1700-årenes sidste årtier så småt lettede fæstebøndernes kår, og der efterhånden kom lidt klingende mønt på kistebunden, fik især landbokonerne øjnene op for kaffen. Dette nydelsesmiddel var efterhånden faldet en del i pris, og kaffen bredte sig – først som en sjælden drik for kvinderne ved bondebryllupper for så omkring 1800 at få fast fodfæste i så mange bondehjem, at Asiatisk Kompagni i 1807 beklageligvis måtte konstatere, at kaffen var blevet stærkt udbredt i »Middelclassen og Almuen«, mens der ikke var den store afsætning af te til disse befolkningsgrupper.
Et håndværkerpar ved bordet. Kaffen drikkes af underkoppen.
Eftersom omkring 80 procent af den danske befolkning boede på landet, betød det, at Danmark nu blev et kaffedrikkerland, og den første trykte udgave af Danmarks Statistik i 1843 bekræfter, a teen var blevet den lille med 200.000 pund importerede teblade mod kaffebønnernes 4 mio. pund.
Da fattige landarbejdere i tusindvis fra 1850’erne vandrede ind til byerne og blev industriarbejdere, tog de kaffekulturen med sig.
Den brede del af befolkningen, bønder og industriarbejdere, som de fleste af os nedstammer fra, var således kaffedrikkere, mens embedsmandskulturen i København, præsterne og købstædernes højere borgerskab holdt fast i teen. Den mørkebrune opkvikkende kaffe er blevet vores nationaldrik, vores folkelige sociale samlingspunkt – og om lidt er kaffen klar!
