Det vakte opsigt, da daværende justitsminister Nick Hækkerup i december 2019 fra Folketingets talerstol proklamerede, at der er en positiv sammenhæng mellem øget overvågning og frihed.
Regeringens nye trygheds- og sikkerhedspakke, som indeholder en række initiativer på overvågningsområdet, ville øge trygheden for de danske borgere, lød det. Og eftersom frihed ifølge ministeren ikke kan eksistere uden tryghed, var den logiske konklusion, »at med overvågning stiger friheden«.
Ikke alle var enige i justitsministerens konklusion, som blev sammenlignet med den berømte fejlslutning i Ludvig Holbergs ’Erasmus Montanus’ (1723):
»En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten«.
Paralleller til totalitære stater som nutidens Kina og det hedengangne DDR er også blevet draget ind i den efterfølgende debat, ligesom mange henviste til George Orwells (1903-1950) ’1984’, den nærmest ikoniske science fiction-roman fra 1949, der skildrer en umenneskelig futuristisk diktaturstat, hvor borgerne lever i konstant frygt for en altseende leder kaldet Big Brother.
Det er faktisk ikke første gang, Danmarks nye socialdemokratiske regering er blevet sammenlignet med regimet i Orwells dystopi.
1. november 2019 blev statsminister Mette Frederiksen tildelt en Big Brother Award af en dansk dommerkomité bestående af et antal overvågningskritiske forskere og journalister. Årsagen var – ifølge juryens motivering – hendes ønske om »massivt øget overvågning af det offentlige rum«.
Omdrejningspunktet for debatten var også i dette tilfælde den såkaldte trygheds- eller sikkerhedspakke, som blev lanceret af regeringen i oktober 2019.
Denne kontroversielle pakke var en reaktion på de 13 bombesprængninger, der i 2019 havde opskræmt folk i hovedstadsområdet. Den indeholdt 16 initiativer, som ifølge justitsministeren ville »styrke trygheden og sikkerheden i det offentlige rum«.
Regeringens planer om opsætning af 300 nye overvågningskameraer rundtom i landet tiltrak sig størst opmærksomhed, men sikkerhedspakken indeholdt også andre værktøjer, der sigtede mod en opgradering af den statslige overvågning, f.eks. øgede beføjelser til politiet til at foretage »tvangsindgreb« mod »nye kommunikationsformer«.
Et par unge telegrafister holder øje med kommunikationen ide utrygge år under Første Verdenskrig. Socialdemokraterne var blandt dem, der blev holdt ekstra godt øje med.
Et interessant aspekt ved kontroversen er den partipolitiske dimension. Den overvågningsvenlige agenda, som Frederiksen og Hækkerup forsvarer, er slet ikke udtryk for en opportunistisk ideologisk kovending.
Gennem store dele af det 20. århundrede har danske ligesom også svenske og norske socialdemokrater været drivende kræfter i udviklingen af de statslige overvågningssystemer.
Alligevel har det ikke altid været sådan.
Socialdemokratiske pionerer som Louis Pio (1841-1894) og svenske Hjalmar Branting (1860-1925) var som udgangspunkt kritiske over for den statslige overvågning. Årsagen var delvis ideologisk. Som systemkritisk parti med et marxistisk grundsyn betragtede socialdemokraterne det statslige overvågningsapparat som et våben i den herskende klasses tjeneste.
Men det handlede også om bitter erfaring. Fra slutningen af 1800-tallet til 1920’erne – ja, faktisk endnu senere, hvis man ser på ungdomsorganisationerne – var den socialdemokratiske bevægelse i hele Skandinavien udsat for massiv og ofte temmelig invasiv overvågning, fordi den blev betragtet som en samfundstrussel.
Det handlede bl.a. om fysisk overvågning af møder og partilokaler, men også om mere sofistikerede højteknologiske metoder som telefonaflytning, brevspionage og opsnapning af telegrammer.
Eksempelvis finder man den socialdemokratiske partileder Thorvald Staunings (1873-1942) navn på en ’sort liste’ fra Første Verdenskrig over personer i Danmark, hvis kommunikationskanaler skulle »være genstand for en ganske særlig og omhyggelig gennemgang«.
Det var ganske vist før, Stauning i 1924 blev statsminister, men stadig i hans mandatperiode som kontrolminister i den radikalt ledede krisetidsregering.
På Louis Pios tid blev socialdemokrater overvåget, og politiet hvervede meddelere blandt partimedlemmer.
I Sverige kom det i midten af 1920’erne frem, at politiet havde aflyttet den socialdemokratiske ’hövding’ Hjalmar Brantings private telefon, formentlig både under og efter Første Verdenskrig. Sagen blev ikke mindre ømtålelig af, at Branting i 1920 var blevet valgt til landets første socialdemokratiske statsminister.
Da telefonaflytningen efterfølgende kom op til debat i den svenske rigsdag, ytrede den senere socialdemokratiske landsfader Per Albin Hansson (1886-1946), at »systemet« åbenbart var besjælet af »en falsk og fordærvelig ånd«: et førdemokratisk spøgelse, der hjemsøgte magtens korridorer – og som kun ville forsvinde, hvis »demokratiet når at gennemføre sin oprydning i samfundets institutioner«.
Hansson blev statsminister i 1932. Noget af det første, der skete i hans regeringstid, var, at det nye parlamentariske flertal nedstemte to forslag fra de svenske højrepartier om øget overvågning af samfundsomstyrtende personer og organisationer.
Thorvald Staunings var i sin tid som kontrolminister under Første Verdenskrig »genstand for en ganske særlig og omhyggelig gennemgang«.
Et år senere var situationen og den politiske stemning ganske anderledes.
Den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i januar 1933 chokerede hele verden, og de skandinaviske socialdemokrater var absolut ingen undtagelse. De havde historisk tætte bånd til deres tyske partikammerater, der nu pludselig var jaget vildt ligesom kommunister, homoseksuelle, jøder og andre ’afvigere’.
I Sverige gav den socialdemokratiske regering allerede i maj 1933 grønt lys til en parlamentarisk udredning om »foranstaltninger mod statsfjendtlig virksomhed«.
Og inden 1930’erne var ovre, havde landet fået en hemmelig sikkerhedstjeneste kaldet Allmänna säkerhetstjänsten, som ved hjælp af »overvågning af post-, telegraf-, telefon- og radiotrafik samt trafikken på jernbaner og vej-, sø- og luftforbindelser« skulle beskytte demokratiet mod udemokratiske kræfter.
Sveriges socialdemokratiske statsminister Hjalmar Branting blev overvåget af myndighederne.
Vi ser en lignende udvikling i Danmark efter 1933, altså i Staunings ’golden age’ som dansk statsminister og landsfader.
Generaldirektoratet for Post- & Telegrafvæsenet udstedte i 1934 et hemmeligt cirkulære om, at meddelelser, »der må antages at være farlige for statens sikkerhed eller at kunne forvolde uroligheder her i landet«, skulle rapporteres opad i systemet.
Det gjaldt både telegrammer og telefonsamtaler.
Telefonsamtaler skulle refereres skriftligt, mens suspekte telegrammer skulle videresendes i fire kopier til henholdsvis Generaldirektoratet for P&T, Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og Københavns Opdagelsespoliti.
Det var et overvågningssystem, der havde sine rødder i den fællesskandinaviske telegrafcensur under Første Verdenskrig, og som i høj grad blev udviklet af embedsmænd og eksperter inden for den danske centraladministration.
Men det var en udvikling, som aktivt støttedes af regeringen Stauning-Munch.
Her bør det nok også tilføjes, at især den radikale leder Peter Munch (1870-1948) var en drivende kraft i processen. I sin egenskab af udenrigsminister var han nemlig stærkt bekymret over statsfjendtlige kommunikationsstrømme mellem personer i Danmark og udenlandske aktører.
Efter Anden Verdenskrig kom der nye skud på stammen, da den gamle socialdemokratiske antikommunisme, som allerede havde været stærk i mellemkrigstiden, flettedes sammen med vestblokkens sikkerhedspolitiske agenda under Den Kolde Krig.
Prag-kuppet i 1948 blev startskuddet til en ny ekspansionsfase for den hemmelige statslige overvågning i Skandinavien, hvor et nyt kuld af socialdemokratiske ledere, bl.a. statsminister Hans Hedtoft (1903-1955), den kommende københavnske overborgmester Urban Hansen (1908-1986) og den svenske statsminister Tage Erlander (1901-1985), overtog stafetten efter de urolige 1930’ere.
Da overvågningen af de svenske socialdemokrater kom frem, beskrev den senere statsminister Per Albin Hansson systemet som besjælet med »en falsk og fordærvelig ånd«
Men Socialdemokratiets historie rummer også en overvågningskritisk tradition.
Selveste George Orwell – den måske stærkeste stemme i den globale overvågningsdebat – var på en måde socialdemokrat. Han var socialist og oprindeligt mere en revolutionær en af slagsen, men blev indædt antistalinistisk efter sine oplevelser i Den Spanske Borgerkrig og begyndte i 40’erne at stemme på socialdemokratiske Labour.
Den kritik af overvågningssamfundets og totalitarismens mekanismer, som Orwell så elegant formulerede i sin roman ’1984’, var ikke kun en kommentar til den uhyggelige udvikling i Nazityskland og Sovjetunionen.
I nogen grad var den også et internt socialistisk-demokratisk debatindlæg om de totalitære faldgruber, som ifølge Orwell lå latent i alle stats- og systemorienterede partier og ideologier.
I Skandinavien har jo vi været heldige, eftersom det er partier med robuste demokratiske værdier – folkehjemmets og velfærdsstatens vogtere – der har defineret disse systemer og selve rammerne for overvågningen.
Udviklingen i Danmark efter den tyske invasion 9. april 1940 viser dog, hvor galt det kan gå, hvis det statslige overvågningsapparat kommer i de forkerte hænder.
