Vibe Termansen – Grænser og styreform
Når man skærer ind til benet, har EU’s udfordringer de senere år handlet om præcis det samme, som Europa rodede med i mellemkrigstiden: grænser og styreform.
Efter Brexit-afstemningen i 2016 måtte Europas ledere, der ellers var vant til konstant at ekspandere, vænne sig til, at en medlemsstat gerne ville forlade samarbejdet. Omtrent samtidig, fra 2015, kom der stort pres på EU’s ydre grænser med flygtningestrømmene, hvorfor hegn, der minder en del om dem, der ellers forsvandt med Jerntæppets fald i 1989, og som EU har haft som projekt at fjerne, pludselig blev rejst. Og fra øst presser Rusland EU’s nabostat Ukraine, hvilket især bekymrer de næste i rækken, dem med de dårlige historiske erfaringer: polakkerne og balterne.
Samtidig er EU’s grundværdier om demokrati og retsstat blevet voldsomt udfordret i specielt Polen og Ungarn, der bruger historien som argument for at definere disse begreber helt anderledes, end det liberale demokratiske Vesten gør.
Hvordan det skal ende, håber jeg ikke, historien kan bruges til at vise os.
Poul Duedahl - En mental grænse
Trods et historisk godt naboskab, kravet om fri bevægelighed og følelsen af at bo i et grænseløst samfund bliver de 280 nummererede grænsesten mellem Tyskland og Danmark regelmæssigt inspiceret og vedligeholdt.
For det, de repræsenterer, har fortsat betydning. Grænsen er nemlig ikke kun en fysisk barriere mellem to forskellige territorier, lovgivninger og retssystemer, den er i lige så høj grad en mental. For grænser splitter, skærper menneskers selvbillede og får dem til at orientere sig i forskellige retninger. Mod to forskellige hovedstæder, magtcentre og kulturmetropoler. Den slags har betydning for, hvordan befolkningerne opfatter sig selv og ser på dem ovre på den anden side. Menneskers identitet tager simpelthen form af grænsen, og få steder i verden er det fysiske og mentale skel overensstemmende og markeret i landskabet med så stor en præcision, som det er tilfældet på den dansk-tyske grænse. Det skyldes, at grænsens forløb i 1920 blev fastlagt ved en folkeafstemning. Det er den, der skabte det moderne homogene Danmark og gav landet dets endelige form.
Per Ethelberg - Hvad er et oprindeligt folk?
Siden mennesket blev til i Afrika for millioner af år siden, har vi til stadighed været på vandring for at optimere vores livsbetingelser. Det var vi i rensdyrjægertid, da isen forsvandt, i bondestenalderen, i bronzealderen og i jernalderen, og det er vi også i dag. Spørgsmålet melder sig derfor: Hvornår er man et oprindeligt folk? Er man det, når man har boet på samme sted i 50 år, 100 år, 500 år eller 1.000 år? Giver det overhovedet mening i arkæologisk forstand at tale om et oprindeligt folk?
Da begivenhederne omkring den første grænsedragning og den tidlige rigsdannelse fandt sted i det, der svarer til vore dages Sønderjylland, kan hverken anglere, jyder eller daner betragtes som det oprindelige folk. Jernalderen er ofte beskrevet i romantiske vendinger, men det var en barsk tid, hvor livet var kort og præget af evig kamp mod sult, sygdom og aggressive naboer. Som beskrevet af Seneca, var ’Vind eller forsvind!’ dagligdagens orden for de germanske stammer i århundrederne efter Kristi fødsel. Landflygtighed, folkevandring og etnisk udrensning er ingenlunde nye begreber.
