100-året for Genforeningen fejres i 2020 med pomp og pragt landet over.
Her på redaktionen har der i glimt indsneget sig en lille bekymring for, om markeringen bliver så omfangsrig, at det bliver trættende for publikum. Gjorde 200-året for H.C. Andersens fødsel, det såkaldte HCA2005, for eksempel noget godt for danskernes forhold til nationaldigteren? Ikke just. Det store Andersen-år huskes mest for et kikset kæmpeshow i Parken i København. Og 1864-jubilæet i 2014 druknede i balladen om Ole Bornedals tv-dramaserie om det store nederlag.
Sådan bør det ikke gå denne gang. Genforeningen er intet mindre end en verdensbegivenhed, som fortjener at blive formidlet og sat i perspektiv.
Ikke fordi Danmark med Genforeningen blev større, men fordi man efter århundreder med blodige fyrstekampe og national strid lod folkets selvbestemmelsesret gælde. Andre steder i verden slås man stadig med at trække de røde linjer på kortet.
Bevares, det nationale spørgsmål var efter 1920 stadig betændt, og det demokratiske Danmark befandt sig i kølvandet på afstemningen tæt på en forfatningsmæssig katastrofe, men i det store hele er Genforeningen et eksempel til efterfølgelse, når kortet skal forsynes med landegrænser.
Det er værd at markere.
God læselyst.
