En søjle af ild og røg viste sig på nattehimlen over tobaksfabrikant Edvard Cohns pakhus i Deichstrasse i Hamburg, og snart genlød den mægtige handelsby af stormklokker, trompetfanfarer og mennesketummel. En strid vestenvind førte flammerne i retning af bryggeriet i naboejendommen, hvor gnister greb fat i tagkonstruktionen og antændte bunker af korn og malt på tørreloftet.
Natten til Kristi himmelfartsdag i maj 1842 blev en sand rædselsforestilling. Inden morgensolen kom til syne, havde Hamburgs bymidte været udsat for en katastrofe af enorme dimensioner. Først og fremmest for indbyggerne, men også for dem, som var afhængige af byen, og de var ikke få.
Hamburg var et af Europas største varemarkeder og fuld af driftige forretningsmænd, foretagsomme fabrikanter og økonomiske spekulanter, som herskede over et enormt handelsterritorium. Derudover var byen mellemled for store dele af den danske handel med udlandet.
Nu søgte indbyggerne pludselig mod byportene for at redde sig i sikkerhed. De passerede ødelandet Hamburger Berg og bevægede sig mod tryggere rammer i nabobyen Altona, der lå tæt på, på Elbens nordlige bred.
Das ist Dänisch
Slesvigholstensk mundheld om ubrugelige ting
Fem portåbninger gav adgang til Altona. De nødlidte fandt selv ind, for enkelte af de små træporte blev ikke længere stænget om natten. Faktisk passerede flygtningene ikke bare et byskel, men også en geografisk, politisk og militær grænse. En statsgrænse.
Det var lige præcis her i portåbningerne, fristaden Hamburg endte, og hertugdømmet Holsten begyndte. Da hertugen tilfældigvis var den danske konge, var portene også indgangen til det danske monarki. Altona lå klos op ad Hamburg, men alligevel i et andet rige. Skulle nogen være i tvivl, var Altonas porte forsynet med den danske kong Christian 8.s monogram, og byens centrale gade havde fået navnet Königstrasse, Kongensgade, så indbyggerne blev mindet om, hvem der bestemte.
Bag portene åbnede der sig en ny verden. Grænselandet. Et område med omtrent 800.000 indbyggere, som fungerede anderledes end alt, hvad man fandt syd og nord for det. Det havde egen ledelse, egen lovgivning og egen højesteret. Det havde egen general, egne ministre og egne biskopper. Det havde sågar egne mål- og vægtenheder og en møntfod, som var forskellig fra den, man brugte i kongeriget. Det havde også egen statholder, der fungerede som kongens stedfortræder, når han ikke selv var til stede.
Grænselandet rummede også indre forskelle. Det bestod af tre hertugdømmer, og de to sydligste, Lauenborg og Holsten, var ikke kun en del af det danske monarki, men også medlemmer af Det Tyske Forbund. Forbundet var en løs forsvarsalliance mellem tysktalende stater, og medlemskab indebar, at man havde værsgo at hjælpe, hvis et af de andre medlemmer blev angrebet. Slesvig, i den anden ende af grænselandet, stod til gengæld udenfor, fordi hertugdømmet historisk var tættere knyttet til Danmark. Grænselandet udgjorde i den forstand en gradvis overgang mellem de tyske stater på den ene side og kongeriget på den anden og fungerede som den stødpudezone, som sikrede fred på hver side. Hvilket netop var hensigten.
Jylland var i folks bevidsthed det sorte Jylland med lyngpinde, træsko, hugorme, lus og snot!
Indbygger i Aventoft nær Møgeltønder
Som landsfader påtog den danske konge sig den byrde at sikre sine undersåtter fredelige tilstande uanset deres indbyrdes kulturelle forskelle, og derfor var indbyggerne loyale patrioter først og holstenere, lauenborgensere, slesvigere og alt muligt andet bagefter. For kongen gav det slet ingen mening at ensrette og sammensmelte monarkiets forskellige befolkningsgrupper, så længe alle bare fulgte hans befalinger.
Man kunne sagtens tale et særegent sprog og føle sig knyttet til det sted, man boede, og være en god undersåt alligevel.
Da det brandlidte Hamburg var omdrejningspunkt for danskernes økonomiske længsler, var Altona – monarkiets næststørste by med sine 28.000 indbyggere – den indlysende endestation for grænselandets bedste hovedlandeveje, de såkaldte chausseer.
Vejene skabte lange lige korridorer et godt stykke op gennem grænselandet. Først skulle man dog lige forbi en enkelt forhindring. For grænselandet udgjorde sit helt eget toldområde, og den første af toldgrænserne gik langs Elben og var markeret af sten med kongens initialer.
Men der var enkelte steder, som lå uden for toldgrænsen, og netop Altona udgjorde – på samme måde som Lauenborg og Glückstadt – sin helt egen toldfrie zone. Et lukket område, som betød, at man uden besvær kunne handle med den store naboby. Til gengæld måtte indbyggerne betale afgifter til staten, når de fragtede varer til de øvrige dele af grænselandet. Så på vej ud af Altona passerede den rejsende ikke kun endnu en byport, men også toldgrænsen, og alle vogne blev standset og efterset. Medmindre man kom, efter at solen var gået ned, for så var portene mod nord lukket, og det var umuligt passere før næste morgen.
Derfor var området fuldt af smuglere. Den slags gjorde nu bedst i ikke at blive opdaget, for toldgrænsen blev bevogtet af Det Holstenske Grænsegendarmeri, som var forsynet med pistoler og sabler og berygtet for at benytte sig af dem.
Når alle afgiftspligtige transitvarer var pakket ud, vejet, betalt, forseglet og forsynet med passérseddel til bestemmelsesstedet, kunne man fortsætte turen op gennem grænselandet.
Fra Altona gik landevejene i to retninger. Den vigtigste strakte sig omtrent 100 kilometer i retning af Holstens nordøstlige hjørne og monarkiets tredjestørste by, Kiel, hvor den mundede ud i en af de livligste havne ved Østersøen. Fra havnen var de rejsende sikret videre forbindelse med dampskibene ’Christian 8.’, ’Frederik 6.’ og ’Løven’, som sejlede i fast rutefart til København. Landevejen var på den måde kongerigets livline og forbindelsesled til grænselandet. Det var ad den vej, mange varer blev fragtet frem og tilbage, og den vej, som konge og embedsmænd oftest benyttede. Det var den, der rent fysisk bandt monarkiet sammen.
Her i Kiel fandt man grænselandets fineste uddannelsesinstitution, Christian-Albrechts-Universität, opkaldt efter en af fortidens mange hertuger, Christian Albrecht (1641-1695). Et formidlingssted mellem dansk og tysk åndsliv og et tilholdssted for mennesker med både udsyn og indblik i tidens tanker og ideer.
I maj 1842 var professorerne optaget af en række revolutionære læresætninger. Diskussionerne var anført af en lille gruppe lærde, som i stigende grad betragtede Danmark som udland, fordi de vægtede sprogfællesskabet frem for statsoverhovedet. At omdanne grænselandet til en selvstændig nationalstat var kernen i deres drøm, og den slags kunne de diskutere lige så ivrigt, de ville, så længe tankerne forblev inden for læreanstaltens mure.
Der var bare den hage ved det, at professorerne samtidig uddannede og prægede hele årgange af studerende, som med tiden fik ledende stillinger rundtom i grænselandet. Kongen trøstede sig med, at de i sidste ende var tvunget til at aflægge ham troskabsed, inden de bevægede sig ud i deres embeder.
Altona 1822. Den danske konges næststørste by forsøgte at konkurrere med nabobyen Hamburg. Idag er Altona en forstad til Hamburg.
Nord for Kiel slap de gode vejforbindelser op. Først efter flere timers kørsel ad tilsandede naturveje kunne de rejsende ane konturerne af fæstningsvoldene i Rendsborg ved den bugtede gule flod Ejderen.
Til byporten hørte en stor gammel plade i mørkebrun sandsten, som med latinsk indskrift med forgyldte bogstaver erklærede, at her passerede man ’Eidora. Romani Terminus Imperii’. Eller på dansk: Ejderen, det romerske riges grænse. Teknisk set omtalte stenen ikke antikkens romerske rige, men i stedet ’Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation’, der opfattede sig selv som de gamle romeres sande arvtager.
Men pladen var pillet ned fra væggen, hvor den havde siddet i århundreder, og opmagasineret i byens militære tøjhus, for Det Hellige Romerske Rige fandtes ikke længere. Napoleon havde opløst det i 1806. Det Tyske Forbund, som Holsten og Lauenborg var medlem af, havde siden 1815 de facto fungeret som Det Hellige Romerske Riges afløser.
Porten og floden udgjorde stadig grænsen mellem Holsten og Slesvig, men havde ingen praktisk betydning, og borgere fra nord og syd frit kunne passere og afsætte varer, som de havde lyst til. Til gengæld havde den adskillende vandstrøm stadig mental betydning som overgangen mellem det historisk set tyske og ditto danske.
Kiel 1822. Med sit universitet udviklede byen sig til den slesvigholstenske bevægelses arnested.
Den centrale placering midt mellem Holsten og Slesvig gjorde under alle omstændigheder Rendsborg til det oplagte hovedkvarter for grænselandets militærvæsen, og med de mange danske officerer udstationeret her var den tilmed den by i Holsten, som var tættest knyttet til Danmark. Dog aldrig mere, end at indbyggerne følte, at det ikke altid var et gode, og om ting, som var ubrugelige eller gik itu, erklærede de frejdigt:
»Das ist Dänisch«.
Det var af samme grund ikke helt let at definere, hvad Danmark var for en størrelse, og hvor grænsen helt præcist gik.
For kongen var den slags ligegyldigt, når bare monarkiets indbyggere var loyale undersåtter, men for tidens liberale forholdt det sig omvendt. For drømte man om et moderne folkestyre, måtte man jo vide, hvem der tilhørte folket, og hvem der ikke gjorde.
En af dem, der gik rundt med den slags tanker, var den danske liberalismes bannerfører Orla Lehmann (1810-1870). Få kunne som han få den franske revolutions frihedsidealer til at give mening på en letforståelig måde og vinde tilhørerne over på sin side.
I slutningen af maj 1842 satte han sig for at præcisere, hvor grænsen gik, og i en berømt tale inddelte han riget i det, der var dansk, og det, der var tysk. En grænse dannet af naturlige skillelinjer og historie i skøn forening, og da landet ned til Ejderen historisk set var gammelt dansk land, så skulle kongerigets sydgrænse flyttes sydpå.
Med talen grundlagde Lehmann en bevægelse i Danmark, som fungerede som en slags sidestykke til separatistbevægelsen i grænselandet. De to parter var enige om, at Danmarks grænse lå der, hvor grænselandet begyndte. Men for Lehmann begyndte Danmark ved Ejderen, mens grænselandets lærde mente, at det sluttede ved Kongeåen.
Så var det egentlig ret ligegyldig, hvad indbyggerne selv mente.
Glemt i den ligning var da også en helt tredje befolkningsgruppe, som befandt sig langt ude vestpå i det langstrakte område fra Nederlandene og op til Tønder: grænselandets omtrent 25.000 frisere.
Sproget havde hidtil ikke spillet nogen nævneværdig rolle, for langt de fleste talte tysk eller var vant til at veksle mellem tysk og dansk, og tysk blev af alle – også af de dansktalende – betragtet som lidt mere betydningsfuldt end de andre sprog. Det var trods alt det sprog, der blev talt i Hamburg og overalt i monarkiets rigeste provins, Holsten, og langt op i Slesvig.
Det var kun, fordi en række nordslesvigske politikere gjorde kongen klart, at det var mest retfærdigt, hvis hele befolkningen forstod lovene, og hvad der blev sagt i retssalene, at han tog affære. Han udstedte en forordning, som befalede, at de dele af Slesvig, hvor dansk i forvejen var kirke- og skolesprog, også skulle have dansk som forvaltningssprog og retssprog i stedet for tysk. Det kunne ingen vel have ondt af.
Ikke desto mindre blev forordningen et omdrejningspunkt for en konflikt med langsigtede konsekvenser. De ivrigste separatister opfattede nemlig forordningen som et bevidst fordanskningsforsøg. Og det skulle hævnes.
Akvarel af Kolding i 1848 med Koldinghus i baggrunden. Kolding var den vigtigste toldgrænseby mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne.
Bevægede man sig fra Rendsborg i retning mod byen Slesvig, fandt man ikke bare fjorden Slien og den gamle danske grænsemur ud mod det romerske rige, altså Dannevirke, men også den såkaldte slesvigske stænderforsamling. Et regionalt organ med rådgivende funktion for den danske konge.
I efteråret 1842 indbragte den slesvigske advokat Jacob Gülich (1801-1877), understøttet af en lang række skibsredere og kaptajner, et forslag til forsamlingen. Det gik ud på at fjerne det skibsstempel med betegnelsen ’Dansk Ejendom’, som var brændt ind i bjælken i storlugen på alle grænselandets skibe i selskab med et dannebrogsflag.
Dette ’trældommens mærke’ skulle ombyttes med et mærke med ordene ’Schleswigholsteinische Eigentum’ og udstyres med et grænselandsflag.
Nu fandtes der ganske vist ikke et sådant flag, men Gülich fiskede til lejligheden en århundredgammel fane frem af de historiske gemmer, og forslaget fik med det samme overvældende tilslutning. Kun den dansksindede købmand Peter Hiort Lorenzen (1791-1845) fra Haderslev protesterede.
Forsamlingens diskussioner foregik på tysk, men da Lorenzen blev angrebet, begyndte han at tale på sine vælgeres modersmål. Det var imod husordenen, og derfor blev han vist ud af salen. Havde medlemmerne besindet sig, havde episoden nok ikke vakt videre opsigt, men at forbyde et nordslesvigsk medlem at tale dansk fremprovokerede en reaktion, som de færreste havde set komme.
Pludselig engagerede nordslesvigske bønder sig i kampen og kaldte sig dansksindede og hyldede Hiort Lorenzen som deres folkehelt.
En ny epoke i grænselandets historie var begyndt. Kampen mellem tysk og dansk.
På dette første fotografi – daguerreotypi – af Hamburg fra 1842 ser man ødelæggelserne efter branden. Som en af Europas driftigste handelsbyer var Hamburg en alvorlig konkurrent for den danske konge. Økonomisk set var Slesvig-Holsten tættere forbundet med Hamburg end med København, og det bidrog også til at nære den slesvigholstenske selvfølelse.
Grænselandet var i forvejen delt op i dansktalende og tysktalende, bevares, for sprog deler. Men pludselig fik sproggrænsen en politisk betydning, som gik forud for alt andet. Den usynlige skillelinje gik tværs over landet med en linjeføring, som omtrent svarede til den nuværende dansk-tyske grænse. Den begyndte ved Tønder og mundede ud i Flensborg Fjord.
Grænsen var ikke knivskarp. Vanskeligst var skillelinjen at følge inde i byerne. I Flensborg, monarkiets fjerdestørste by med godt 12.000 indbyggere, havde byens overklasse f.eks. talt plattysk så længe, nogen kunne huske, men passerede man byens eneste udgang mod nord, den gamle Nørreport – eller Nordertor – kom man ud på den anden side af sproggrænsen. Her begyndte de rent dansksprogede områder.
Det vil sige: I og omkring Nordslesvigs købstæder var billedet omtrent det samme.
Et fortrinsvis tysktalende borgerskab i centrum omgivet af de lavere sociale lag og folk på landet, som i mange situationer var nødt til at tale tysk, hvis de kunne, men som talte dansk derhjemme. Omkring 120.000 af grænselandets i alt 800.000 borgere beherskede sproget platdansk, som det undertiden blev kaldt, og det var denne dansktalende minoritet, der pludselig udgjorde stridens kerne.
Grænselandet rummede nu også andre særkender. Bevægede man sig som rejsende f.eks. fra Tønder og nordpå, nåede man kongeriget, før man anede det. For længe inden den store brede grænse stødte man på en række forunderlige kongelige enklaver. En slags isolerede pletter på landkortet, som hørte til kongeriget på samme måde som Fyn og Bornholm, og som var blevet til ved forskellige byttehandler i tidens løb.
Den nordligste af enklaverne var opstået omkring den gamle danske domkirkeby Ribe. En lille finurlig ø af kongeriget omgivet af grænselandet, hvad der kostede byen mange kvaler. Bl.a. var lovgivningen i det slesvigske anderledes end i det kongerigske, og derfor var politimyndighederne altid optaget af at finde ud af, helt præcis hvor man havde været, når man begik en lovovertrædelse. Den slags havde betydning for strafudmålingen.
Nord for enklaverne ventede kun den lange og brede overgang mellem grænselandet og kongeriget langs Kongeåen. Navnet lød romantisk, men i praksis var den endnu en toldgrænse strengt bevogtet af patruljebetjente og toldassistenter, som kun ugerne lod folk passere uden besvær. For den kongelige told skulle betales, og den slags kunne kun ske tre steder. På Sønderbro i Kolding, på Foldingbro ved Kongeåen midt i landet og på Gredstedbro ved Kongeåen helt ude ved Vestkysten.
Den mest benyttede af overgangene var den i Kolding. Som en flaskehals snævrede vejen sig ind fra begge sider ved broen over byens å, inden vejen blev afskåret af en grænsebom. I den forstand udgjorde overgangen en mental landegrænse. Porten til kongeriget. Her fik rejsende tjekket rejsepas og gennemrodet deres varer, inden grænsebommen hævedes, og så længe den stod, blev grænselandet af mange i Danmark betragtet som udland – og omvendt.
Ved bommen ophørte grænselandet nu ikke helt. Der var nemlig meget store afgifter på manufakturvarer og brændevin, og da langt de fleste af smuglervarerne bevægede sig fra syd mod nord, og ulovlighederne først foregik, i det øjeblik varerne passerede åen, skulle der jo være plads til at pågribe synderne.
Derfor var der indført et særligt grænsedistrikt på en mils bredde langs hele grænsen nord for linjen. Alt i dette bælte udgjorde et stort toldområde, hvor alle i ekstra høj grad blev overvåget. I denne bræmme kunne enhver risikere at blive tjekket, og tolderne havde ret til at foretage husundersøgelser med politiets hjælp.
Milegrænsens hvidmalede toldpæle var derfor målet for smuglerne. Først helt oppe på Fredericia-egnen var de i sikkerhed – og endegyldigt ude af grænselandet. Her kunne de i ro og mag overdrage varerne og vende hjem igen efter en ny sending. For nord for grænselinjen var der intet interessant at komme efter. Som en mand fra Aventoft forklarede:
»Jylland var i folks bevidsthed det sorte Jylland med lyngpinde, træsko, hugorme, lus og snot!«.
Det var grænselandet anno 1842. Et år, der begyndte, omtrent som årene plejede, og som endte med at blive et af historiens mest betydningsfulde. Den tyske nationalismes og den danske agitations gennembrudsår. Et år, hvor det blev åbenlyst for mange, at sproget ikke var helt ligegyldigt.
Da året var omme, kunne brandskaderne i Hamburgs bymidte også gøres endeligt op. Mindst 1.700 huse, tre kirker og to synagoger var blevet flammernes bytte, og 20.000 indbyggere var hjemløse.
Omvendt var selvtilliden i grænselandet helt i top. For i takt med at Hamburgs købmænd gik konkurs, slog de handlende i grænselandet salgsrekorder, og lynhurtigt anede de – og mange med dem – muligheden for at gøre bystaten rangen stridig som finansiel spydspids og gøre grænselandet helt uafhængigt af kongeriget. Et selvstændigt grænseland var ikke længere bare en fjern drøm.
Få år efter fulgte en blodig borgerkrig og en langvarig kamp om, helt præcist hvor på kortet landegrænsen skulle trækkes.
Grænsen mellem dansk og tysk.
