Verdensberømt jurist flygtede fra nazisterne: Ny viden viser, at han – og hans sexliv – også i Danmark blev overvåget

København en aprilaften i 1936. En mand er til fods på vej fra indre by mod Rådhuspladsen. Fra Strøget kommer han ud på den store åbne plads, hvor han ser sig omkring. Han leder tilsyneladende efter nogen.

Men manden har allerede selskab. Han ved det bare ikke. Han bliver overvåget af det danske fremmedpoliti, og denne aften bliver han skygget af en kriminalbetjent.

Da manden tager kontakt med en ung mand på Rådhuspladsen, får betjenten tilsyneladende det bevis, politiet havde håbet på. Den unge mand er nemlig kendt som småkriminel trækkerdreng.

Nu har politiet noget på ham. Manden er en homoseksuel tysk-jødisk flygtning, tvunget i eksil i Danmark på grund af sit virke som socialdemokrat, men i København – fire år før besættelsen – kan han heller ikke vide sig sikker. Nazisterne har venner i Danmark, og Gestapo har spioner i København.

Missionen i hjemlandet

Manden, der i april 1936 var overvåget af politiet, blev senere verdensberømt. Den 32-årige tysk-jødiske jurist og dommer Fritz Bauer (1903-68) blev siden kendt for sit utrættelige arbejde med at få nazistiske krigsforbrydere for en domstol. Det viste sig epokegørende, at han var blandt de jøder, der overlevede krigen.

Uden ham havde retssagerne mod ’arkitekten bag holocaust’, Adolf Eichmann, og krigsforbryderne fra Auschwitz sandsynligvis ikke fundet sted.

Bauers mission var at konfrontere sit hjemland med nazismens forbrydelser på et tidspunkt, da vesttyskerne hellere så, at fortiden blev fortiet. Bauer forstod, at Vesttyskland kun kunne udvikle sig til et velfungerende demokrati, hvis holocausts vidner blev hørt, for først da ville befolkningen lære, at man ikke skal underkaste sig en forbryderstat. Anklagerholdets bevisførelse blev til en historietime i udryddelseslejre og nazismens forbrydelser for øjnene af en chokeret verdenspresse, hvilket lagde grunden for den forståelse af holocaust, vi har i dag.

Længe inden de store retssager var den unge dommer i 1936 flygtet til Danmark, hvor han opholdt sig til 1949 – kun afbrudt af flugten til Sverige 1943-45.

Ny bog løfter sløret

Fritz Bauers liv i Danmark har hidtil været utilstrækkeligt beskrevet, men det bliver der ændret på nu.

Det seneste år har jeg i samarbejde med forfatteren Jack Fairweather, der er kendt for sin internationale bestseller ’Den frivillige’, og et hold researchere udforsket Bauers liv i Danmark fra 1936 til 1943, eksilet i Sverige samt hans tilværelse i Danmark 1945-49.

Resultatet af vores research publiceres i 2023 i bogen ’The Prosecutor’. Den er et omfattende værk om hele Bauers liv og den bliver skrevet af Fairweather og udgivet af Penguin Random House og People’s Press.

I denne artikel om Bauers tid i Danmark løftes sløret for flere af vores opdagelser om hans tid her i landet og om, hvordan den på sin vis foranledigede den retfærdighedsmission, som blev hans eftermæle.

Det er en kendt sag, at Fritz Bauer som homoseksuel jøde og socialdemokrat blev forfulgt i nazitidens Tyskland, men det er opsigtvækkende, at han heller ikke i Danmark kunne vide sig sikker før besættelsen. Vores research har vist, at den kriminalbetjent, der med størst iver snagede i Bauers seksualitet, var overbevist nazist og arbejdede for Gestapo.

Trods Bauers jødiske herkomst og seksualitet var det dog hans socialdemokratiske ståsted, der voldte ham de største problemer inden flugten i foråret 1936. I det danske politis udlændingerapport er det også anført, at ’jødeemigranten’ Bauers flygtningegrundlag var, at han var socialdemokrat.

Betjent borede i Bauers privatliv

Bauer kom til København som politisk flygtning 15. marts 1936.

Foto: Asger Sessingø/Ritzau Scanpix

Homoseksualitet var blevet afkriminaliseret seks år tidligere, men Bauer blev to dage efter sit møde med den unge mand på Rådhuspladsen afhørt af dansk politi om sine erotiske forbindelser med mænd. Han havde da været i København i blot en måned.

Den homoseksuelle lavalder var egentlig 18 år, men var der tale om såkaldt ’forførelse’ mellem mænd, var den 21 år. Det var netop forbindelsen med den 20-årige mand, Fritz Bauer mødte på Rådhuspladsen, som politiet borede i, da det afhørte Bauer 18. april 1936.

Politiets viden om Bauers færden i Københavns indre by to dage før er så detaljeret, at han må være blevet overvåget.

Rådhuspladsen var et kendt mødested for homoseksuelle – især ved det daværende underjordiske pissoir.

I politiets rapport lyder det, at Bauers vandretur inden mødet med den unge mand skyldtes, at han havde ledt efter ham.

Bauer erkendte under afhøringen, at han den aften havde mødtes med den unge mand, som siden blev identificeret som den 20-årige Gordon Torp. Torp var tidligere straffet for tyveri, betleri, underslæb og ’kønslig usædelighed for betaling’.

Politirapporten er så indgående, at der ligefrem står, at »der har været Tale om Omgængelse imod Naturen paa den Maade, at Bauer manipulerede Torp’s Lem indtil Sædafgang«.

Bauer erklærede under afhøringen, at han nok var »Homoseksualist«, men han forsikrede samtidig politiet om, at »naar blot han kan komme til Arbejde, kunne (han) afholde sig fra sine homoseksuelle Tilbøjeligheder«.

Om dette var et udtryk for hans egen holdning, eller om han fortalte betjentene, hvad han troede, de ville høre, kan der kun gisnes om. Men det fik ikke politiet til at slippe interessen for ham.

I juni nævntes det i en ny politirapport, at Bauer og Torp igen var blevet set sammen på Strøget bevægende sig i retning mod Rådhuspladsen, men kriminalbetjenten bemærkede, at det virkede, som om Bauer var klar over, at han blev iagttaget.

Bauer måtte siden indrømme over for politiet, at han over en periode på seks måneder havde haft tre intime møder med Torp, men det må formodes, at han kun fortalte om de møder, som politiet havde fået nys om. Om relationen mellem Bauer og Torp var af ren seksuel karakter, eller det var et tættere forhold, kan ikke udledes af politirapporten.

I en politirapport fra september 1936 står der, at forholdet mellem Fritz Bauer og Gordon Torp var afsluttet.

Herefter tog den småkriminelle Torps liv en anden retning: I slutningen af besættelsen arbejdede han for tyskerne og indgik i den berygtede terrorgruppe under Ib Birkedal, inden han i 1945 blev likvideret af modstandsfolk.

På trods af at forholdet til Torpvar blevet bragt til ende, blev Bauer fortsat overvåget, og især én kriminalbetjent hos fremmedpolitiet var ihærdig: Max Pelving gik til yderligheder for at grave smuds frem om Bauer.

En aften fulgte Max Pelving eksempelvis efter Fritz Bauer og en ung ukendt mand fra Java-Salonen på Frederiksberggade til Bauers hjem på Ridder Stigs Vej 3 på Amager. Senere på natten drog de til en fjerdesalslejlighed i Elbagade, som også ligger på Amager.

På begge adresser stod Pelving i løbet af natten og kiggede ind ad vinduerne for at se, om det kunne afsløres, at der var kønslig omgang mellem de to mænd. Han noterede, at sengen stod i det hjørne af værelset, som han ikke kunne se, men til gengæld bemærkede han, at Bauer havde pyjamas på i den mandlige gæsts selskab og på et tidspunkt ligefrem vaskede sine hænder.

Spørgsmålet er, hvorfor kriminalbetjent Pelving brugte sin energi på Bauers seksualitet, påklædning og håndvask. Der er en oplagt forklaring: Max Pelving arbejdede ikke kun for det danske politi. Han var også spion for Gestapo. Pelving var overbevist nazist helt til sin død i 1995. Dog var det mest den nationale ideologi, der tiltalte ham, og knap så meget antisemitismen. Hans kone, Erna, var ottendedels jøde, hvilket han ikke gik op i.

Han var selv af tysk afstamning og havde oprindeligt efternavnet Petermann. Men efter at være blevet gjort opmærksom på, at Petermann er tysk slang for penis, tog han navneforandring til Pelving. Han arbejdede for den danske nazist og overretssagfører Eiler Pontoppidan, som var DNSAP-lederen Frits Clausens personlige advokat, og deltog blandt andet i telefonaflytninger og anden udspionering af tyske emigranter i Danmark.

Oplysningerne blev videregivet til Gestapo. Max Pelvings arbejde for naziregimet i Tyskland blev afsløret i starten af 1939, og han fik en fængselsdom for at give oplysninger til Gestapo. I samme forbindelse mistede han sin stilling som kriminalbetjent ved fremmedpolitiet, hvorefter politiet mistede interessen for Bauers seksualitet.

Kort efter at landet året efter var blevet besat, genoptog Pelving sit arbejde for nazisterne.

Betaget af den danske mentalitet

På trods af problemerne med Gestapo satte Fritz Bauer pris på Danmark. Selv om han havde svært ved at finde arbejde, der passede til hans akademiske kaliber, fik han som socialdemokratisk intellektuel hurtigt prominente venner, blandt andre den senere statsminister Jens Otto Krag, den senere finansminister Henry Grünbaum og den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen.

Han lærte sig ovenikøbet hurtigt at tale dansk – og senere svensk – dog med karakteristisk tysk accent.

Bauer var betaget af den danske mentalitet, som han beskrev i en artikel med overskriften ’Glückliche Insel Dänemark’ (’Den lykkelige ø Danmark’), der blev trykt 24. december 1936 i den tysk-jødiske avis C.V. Zeitung:

»Danskerne nyder lykken i deres land med en uhøjtidelig selvfølgelighed, som konstant forbløffer udlændinge. De spiser deres smørrebrød, drikker deres få flasker øl med snaps, springer ingen lejlighed over til kaffe og kage om eftermiddagen og aftenen og om natten; deres lands smågrise skal spises, smør og ost, mælk og æg skal indtages. Med munden fuld spørger de forundret: Har vi det ikke godt?«.

I samme artikel skrev han:

»Mange er af den opfattelse, at Gud har forladt Europa«, men de tog fejl, for »i det mindste er der Skandinavien og frem for alt den lykkelige ø Danmark«.

Dog mente Bauer, at man i Danmark var blindfor det, der foregik syd for grænsen. Hans søster Margot og svogeren Walter Tiefenthal samt deres børn Rolf og Peter opholdt sig også i København, mens forældrene Ella og Ludwig Bauer var blevet i Tyskland. Efter Krystalnatten i 1938, hvor Bauers morbror blev arresteret og snart efter døde i kz-lejr, stod det klart, at de måtte ud af landet.

Det lykkedes at komme i audiens hos justitsminister K.K. Steincke, men Bauer beskrev senere, at ministeren havde svært ved at se, hvor desperat situationen var. Det var først, da Bauer sagde, at hvis det ikke var muligt at få indrejsetilladelse til forældrene, ville han i stedet bede om tilladelse til at få dem til Grønland.

Steincke, der var af den mening, at man kun nødigt rejste til det kolde Grønland, forstod nu alvoren og gav sig. Bauers forældre kom til Danmark 1. januar 1940.

Danskernes manglende fornemmelse for alvor beskrev Bauer også i ’Glückliche Insel Dänemark’.

»De fleste ting tager de ikke særlig alvorligt, og alt er nedsænket i en slags naiv humor. Deres aviser er fulde af harmløse vittigheder, der afbryder den djævelske alvor i nyhederne fra den store verden. Deres humor mangler enhver ideologisk smerte, enhver antydning af anklage, ethvert spor af tendens; det er en gylden humor, der idealiserer livet«.

Bauer sat i Vestre Fængsel

Trods Danskernes manglende evne til at se virkeligheden i øjnene blev Danmark som bekendt trukket ind i Anden Verdenskrig, og 11. september 1940 blev Bauer arresteret og sat i Vestre Fængsel, hvorefter han blev interneret i emigrantlejren i Horserød.

Ifølge emigrantlejrens arkiver blev Bauer her fritaget for de ellers obligatoriske arbejdspligter. Det betød, at han på dansk kunne forfatte sin bog ’Penge’ om nationaløkonomi, og han blev løsladt allerede i december 1940.

Af korrespondance- og besøgsprotokollerne fremgår det desuden, at han – ud over sin familie – var i kontakt med og fik besøg af især Paul Wagner, som var hans bofælle og leder af Arte, en socialdemokratisk teaterorganisation, Jørgen Jørgensen, som var i familie med Wagner og senere hjalp Bauer med at flygte til Sverige, samt førnævnte Henry Grünbaum.

Det korte ophold og de milde omstændigheder skyldes formodentlig Bauers socialdemokratiske kontakter, som kunne trække på deres forbindelser.

Da Tyskland i 1941 angreb Sovjetunionen, strammede besættelsesmagten grebet. Regeringen måtte internere alle ledende kommunister i Danmark, og da nazisterne ofte slog kommunister og socialdemokrater i hartkorn med hinanden, blev Bauer på ny sat i Vestre Fængsel.

Her skrev han i et brev til en bekendt:

»For øvrigt regner jeg med, at jeg snart kan besøge Dem igen. Det drejer sig om en hævnaktion, uden at den har nogen som helst individuel tilknytning«.

Foto: Nationalmuseets billedarkiv

Bauer fik ret, eftersom han blev løsladt igen efter kun en uge, men nu gjaldt det i endnu højere grad om at holde lav profil. Han indgik 4. juni 1943 et proformaægteskab med Anna Maria Petersen på Københavns Rådhus. Hun var født i 1903 – samme år som Bauer – i Kolding og havde tyske aner. Hun arbejdede som Montessori-pædagog i København, en progressiv gren inden for pædagogik, og på trods af ægteskabets karakter blev de aldrig skilt, og de holdt kontakten indtil Bauers død i 1968.

Desværre findes deres brevkorrespondance ikke mere og skal efter sigende være blevet tilintetgjort, da Petersen sent i livet valgte at brænde brevene.

Flugten til Sverige

Men jorden brændte snart igen under de tysk-jødiske flygtninge. Da rygterne om den forestående massearrestation af jøder i Danmark spredte sig, satte familien Bauer sig for at flygte over Sundet til Sverige.

Sammen med sine forældre og søsterens familie blev Bauer i et døgn huset i en lejlighed i Lombardigade 5 på Amager i København, inden de blev hjulpet videre til den lille fiskerby Rørvig i Nordsjælland.

De nærmere omstændigheder ved rejsen kendes ikke, men det er sandsynligt, at de har taget toget fra København til Nykøbing S. Fra andre vidnesbyrd ved vi, at flere jødiske familier brød op på deres rejse og eksempelvis satte sig i forskellige togvogne for at undgå at vække for megen opsigt. På rejsen var det desuden en ekstra udfordring, at faderen Ludwig Bauer, der var 72 år og havde været igennem et længere sygdomsforløb, var dårligt gående og støttede sig til en stok.

Familien kom dog sikkert til Rørvig, hvor de overnattede under trappen på Fjordvænget 6 hos den tidligere nævnte Jørgen Jørgensens mor. Hvor længe familien opholdt sig her, vides ikke, men de forskellige vidnesbyrd fortæller om 7 til 14 dage.

10. oktober gjorde man så forsøget. Ifølge Bauers nevø Rolf Tiefenstahl bugserede familien deres ejendele – man havde prioriteret at fragte en trækasse med drengenes legetøj med – samt den humpende bedstefar ned til stranden i ly af mørket, hvor en fiskekutter dukkede op for at samle dem op.

Kaptajnen var den lokale fisker Tage ’Skrubben’ Møller – en tidligere børstenbinder, deraf tilnavnet. Han tog dog ifølge Rolf Tiefenstahl ikke den lige vej til Skåne, men begav sig op i Kattegat på en længere sejlads og slukkede fra tid til anden motoren flor at lytte efter faresignaler. Indimellem beordrede han familien til at begive sig under dæk og gemme sig.

Efter en lang nat lykkedes til sidst at nå den svenske kyst, og familien blev sat i land ved byen Mölle ved Kullen. Det var endnu en gang lykkedes at undslippe nazisterne.

Efter ankomsten til Sverige installerede Bauer sin familie i Göteborg og rejste til Stockholm, hvor han sammen med Vesttysklands senere socialdemokratiske forbundskansler Willy Brandt (1913-92) udgav tidsskriftet Sozialistische Tribüne.

Sverige var som neutralt land centrum for indsamling af viden om Det Tredje Riges forbrydelser, og eksempelvis kunne man allerede i oktober 1942 læse en artikel af historikeren Hugo Valentin i Göteborgs Handels- og Sjöfartstidning med overskriften ’Udryddelseskrig mod jøderne’, hvor han beskrev den tyske udryddelseskampagne mod jøderne fra 1933 og frem. Det vides ikke, hvornår Bauer fik kendskab til jødeudryddelsens omfang, men man må formode, at han fik adgang til mere omfattende viden under eksilet i Sverige,hvor han også skrev hovedværket, ’Die Kriegsverbrecher vor Gericht’ (’Krigsforbrydere for domstolen’).

Bogen lagde grunden for hans senere virke som ledende anklager i sagerne imod tyske krigsforbrydere.

Bauer: Lær af Danmark

Bauer vendte tilbage til Danmark i juni 1945. Her begyndte han at arbejde i statens Prisdirektorat og som journalist for Deutsche Nachrichten, en avis for de tusindvis af tyske flygtninge, som var endt i Danmark. Målet var at forberede de tyske flygtninge på, hvilket Tyskland de ville komme tilbage til og informere om verdenssituationen.

Dertil gjorde de en indsats for at afnazificere de tyske flygtninge, da især lejrenes unge, der aldrig havde kendt til andet end Nazityskland, oplevede, at deres verdensbillede var styrtet i grus sammen med Det Tredje Rige. Det fordrede et stort oplysningsarbejde, som Deutsche Nachrichten påtog sig.

Der herskede tilmed en frygt for, at flygtningelejrene kunne være en vugge for en ’ny Hitler’, da man vidste, hvordan dolkestødslegenden efter Første Verdenskrigs tyske nederlag havde været med til at gøde jorden for Hitler.

I en artikel fra 4. september 1945 er det tydeligt, at Bauer mente, at Tyskland skulle finde inspiration i Danmark i genopbygningen af landet. Han skrev:

»Danmark er lille og har ingen råstoffer, men befolkningens levestandard er blandt de højeste i verden. (...) Da Danmark i forrige århundrede mistede dansk jord til Preussen, vedtog Danmark devisen: Hvad udad tabes, skal indad vindes. Den samme devise må gælde for Tyskland i dag«.

Fritz Bauer satte en præcedens for, hvordan krigsforbrydere bør retsforfølges, og hans arbejder udgør stadig rammen for, hvordan krigsforbrydere bliver retsforfulgt.

Filosoffen Hannah Arendt uddrog en læresætning af Eichmann-retssagen, som kan siges at opsummere Bauers mission:

»Ingen har ret til at adlyde«.

• Kopiér link