I DEN SØNDERJYSKE BY HADERSLEV er markeringerne af befrielsen 4. og 5. maj 1945 iblandet sorg og tunge tanker tilbage til de 38 lokale borgere, der i de sidste timer af den tyske besættelse af Danmark mistede livet i forbindelse med et både tragisk og meningsløst slag i deres by. Et blodigt, intenst og kortvarigt slag, der også kostede 1.500 tyske soldater og 124 britiske tropper fra 1st Royal Dragoons livet.
Hvert år 5. maj mødes byens borgere således ved mindesmærket for de faldne i hjertet af byen. Her er der hvert år taler, nedlæggelse af kranse og det obligatoriske ene minuts stilhed. Mindesmærket står ved de stadig bevarede ruiner af den bygning, hvor den tyske øverstkommanderende, generaloberst Georg Lindemann, havde valgt at kæmpe til sidste mand – i dette helt unødvendige slag på et tidspunkt, hvor krigen i Danmark, Holland og Nordvesttyskland jo allerede var slut.
Den tyske kapitulation var trådt i kraft klokken 8 om morgenen 5. maj, men først klokken 10 var den sidste modstand i Haderslev nedkæmpet.
Det er i overensstemmelse med historien, at kapitulationen trådte i kraft klokken 8. 1st Royal Dragoons var også blandt dem, der havde fået til opgave at rykke ind i Danmark og befri det land, der havde været besat af tyskerne siden 9. april 1940. Men det slag i Haderslev, som iscenesættes her, fandt aldrig sted.
... Men historien kunne have været anderledes, hvis Georg Lindemann havde haft held til at gennemføre det, han drømte om
De britiske soldater, der rykkede ind i Danmark, overskred først grænsen 6. maj – på det tidspunkt var britiske fly allerede landet i København som et første vigtigt skridt i befrielsen af landet. I den virkelige historie rykkede briterne frem gennem landet uden at møde tysk modstand. Og da de ankom til Lindemanns hovedkvarter i Silkeborg, beordrede de ham til at samarbejde om afvæbningen og hjemsendelsen af de 230.000 tyske soldater, der på dette tidspunkt befandt sig i landet.
Tyske tropper i Danmark under besættelsen i 2. verdenskrig i perioden 1940-45. Nedbrudte tyske soldater på vej hjem efter befrielsen.
MEN HISTORIEN KUNNE have været anderledes, hvis Georg Lindemann havde haft held til at gennemføre det, han drømte om og faktisk foreslog den tyske ledelse 3. maj 1945: at foretage et sidste »anstændigt slag«, som han kaldte det, mod de fremrykkende britiske tropper på dansk jord.
Motivet var en blanding af militær ære og pligt og så en personlig higen efter anerkendelse og rehabilitering fra den Fører, der på det tidspunkt faktisk havde været død i tre dage.
Lad os gå tilbage i tiden til Det Tredje Riges sidste kaotiske dage. Til torsdag 3. maj 1945 og til et møde, der rent faktisk fandt sted på Marineskolen i bydelen Mürwig i den nordøstlige del af den nordtyske by Flensborg, der her i slutspillet var magtens centrum efter Hitlers selvmord i betonbunkeren under Berlins sønderskudte gader.
KÆBERNE FRA DE ALLIEREDES KRIGSMASKINE var i starten af majved at æde sig igennem Tyskland. I en gigantisk knibtangsmanøvre var resterne af naziriget ved at blive klemt til døde af den fremrykkende Røde Hær fra Sovjetunionen og vestallierede styrker, der rykkede frem gennem Tyskland fra vest. Storadmiral Karl Dönitz var efter Hitlers selvmord 30. april 1945 blevet udnævnt til rigspræsident, og han havde i de sidste dage af krigen i Europa hovedkvarter i Flensborg.
Herfra kunne han konstatere, hvordan britiske og sovjetiske styrker tilsyneladende var i et kapløb for at nå først til det nordligste Tyskland og dermed frem til grænsen til Danmark. I nogle dramatiske timer var det uvist, om Danmark skulle befris af Den Røde Hær eller briterne.
Helt afgørende for det kapløb var briternes erobring af Lübeck 2. maj. Dermed havde den engelske feltmarskal Montgomerys tropper de facto spærret adgangen til Danmark for de sovjetiske soldater, der samtidig havde indtaget det nærliggende Wismar. Afstanden i tid var et halvt døgn. Havde briterne været langsommere, var soldater fra Den Røde Hær formentlig nået hurtigst frem, og så havde vejen til Danmark været åben.
... Vi ved også – fra beretninger fra flere af de medvirkende – at Lindemann erklærede sig villig til at gøre front mod de allierede tværs over Sønderjylland for at »udkæmpe et sidste anstændigt slag i krigen«
3. maj klokken 11 dukkede Georg Lindemann op på Marineskolen i Flensborg. Med sig havde han den politiske tyske leder i Danmark, den rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best. For bordenden i konferencelokalet sad Dönitz og ned langs siderne af bordet sad Josef Terboven, tysk rigsstatsholder i Norge, general Böhme, øverstkommanderende for de tyske soldater i Norge, gauleiter Karl Kaufmann fra Hamburg, rustningsminister Albert Speer samt de to helt centrale militære skikkelser i den militære overkommando, generaloberst Alfred Jodl og feltmarskal Wilhelm Keitel. På mødet blev det diskuteret, hvad der skulle ske nu, ikke bare med Det Tredje Rige, men også med de lande, som stadig var besat af tyskerne, herunder Norge og Danmark.
Referatet fra mødet er sparsomt, men vi ved, at Dönitz spurgte både Böhme og Lindemann om, hvorvidt de tyske styrker i henholdsvis Norge og Danmark var i stand til at kæmpe. Det bekræftede de. Vi ved også – fra beretninger fra flere af de medvirkende – at Lindemann erklærede sig villig til at gøre front mod de allierede tværs over Sønderjylland for at »udkæmpe et sidste anstændigt slag i krigen«, som Niels Birger Danielsen skriver i ’Werner Best. Tysk rigsbefuldmægtiget i Danmark 1942-1945’.
I denne kontrafaktiske fortælling lader vi ham få sin vilje.
GEORG LINDEMANN VAR KARRIERESOLDAT og skåret ud af den preussiske officerstradition. Han var født i den preussiske del af Sachsen i 1884 og trådte ind i militæret i 1903. Under Første Verdenskrig gjorde han tjeneste ved generalstaben i Berlin og ved både Øst- og Vestfronten.
Undervejs blev han såret og fik tildelt begge grader af Jernkorset, samt Ridderkorset. Efter krigen gjorde han tjeneste i et af de højreorienterede frikorps, der blev sat ind ved de folkelige uroligheder i Hamburg, og fortsatte sin militære karriere i det midlertidige ’rigsværn’, Reichswehr. Han steg i graderne og fik i 1936 kommandoen over 36. infanteridivision, der fire år senere deltog i slaget om Frankrig. Den indsats fik ham forfremmet til chef for 50. armékorps, med hvilket han deltog i invasionen af Sovjetunionen i sommeren 1941. Året efter blev han forfremmet til generaloberst og havde kommandoen over de tyske styrker ved Leningrad.
Blot få år efter var krigslykken vendt for tyskerne og for Lindemann. Da han under den tyske tilbagetrækning i 1944 fik ansvaret for Narva-linjen, gerådede han sig ud i en fatal diskussion med Hitler om, hvorvidt man skulle trække sig yderligere tilbage eller ej. 4. juli blev han fyret og overført til føringsreserven. Det sårede ham dybt, at Hitler i den forbindelse kaldte ham »for gammel og for slap«.
Efter en stilling ved Führungsstab Ostseeküste blev han 1. februar 1945 udnævnt til øverstkommanderende for de tyske styrker i Danmark, hvor han satte sig selv i scene som en rå krigshøg. Blandt andet beordrede han en gård og et ledvogterhus nedbrændt, efter at det tog, han var passager på, var blevet afsporet lidt syd for Struer natten mellem 23. og 24. februar.
Det må forblive en spekulation, men den gængse tolkning er, at Lindemann – der jo selv var med på toget – i raseri valgte at foretage denne hævnaktion mod civile ud fra en mistanke om, at ejerne af gården var involveret. I et videre perspektiv kan man argumentere for, at Lindemann også ville sætte sig i respekt og vise, hvad han var gjort af – og hvad danskerne nu kunne forvente af den nye øverstkommanderende.
1945: 2 verdenskrig. Danmark, Befrielsen. Præcis kl. 11.30 lørdag d. 12. maj sætter befrieren, Feltmarskal Montgomery, foden på dansk jord. Efter modtagelsen i lufthavnen kører helten stående i kongens bil til sit hovedkvarter på Dagmarhus. Billedet bliver et af befrielsens symboler og senere grundlag for et frimærke. Monty kører over Rådhuspladsen .
REFERATERNE FRA MØDET på Marineskolen er som nævnt meget begrænsede, men tilbage står, at Lindemann erklærede sig villig til at kæmpe på dansk jord. Vi ved også, at flere omkring bordet frarådede det, blandt andet Speer og Best. Best ønskede ikke at bringe unødig skade til det land, han havde været rigsbefuldmægtiget i siden november 1942, eller at bringe de hundredtusindvis af tyske flygtninge, der befandt sig i Danmark, yderligere i fare.
Dönitz sender generaladmiral von Friedeburg til Lüneburger Heide for at forhandle en delkapitulation på plads med Montgomery. Mens det sker, lader vi Lindemann tage tilbage til det tyske hovedkvarter i Silkeborg, hvorfra han besluttede at gøre alvor af sit ønske om at udkæmpe et sidste slag på dansk jord.
Mens forhandlingerne foregik på heden, trak Lindemann en slagkraftig, men også noget krigstræt tysk styrke sydpå, hvor han anlagde en front på tværs af Sønderjylland fra Haderslev i øst til Vadehavet og Rømø i vest. I Sønderjylland befandt der sig tusindvis af tyskere, særligt i og omkring knudepunktet Haderslev, da frihedsbudskabet gjaldede ud af højtalerne fredag 4. maj om aftenen. Kapitulationen ville træde i kraft klokken 8 den følgende morgen – og først da ville britiske styrker bevæge sig nordpå og over grænsen.
... De første britiske jagerfly dukkede op sammen med morgensolen
TILSTÆDEVÆRELSEN AF LINDEMANNS HÆR i Haderslev fik imidlertid Montgomery til at fremskynde den beslutning. Allerede klokken 1.45 satte de allierede styrker sig i bevægelse. 22. Panserbrigade rykkede frem på venstre flanke op gennem Nordslesvig, mens 131. Infanteribrigade understøttet af 11th Hussars og 1st Royal Dragoons rykkede frem på højre flanke. I de tidlige morgentimer strøg de ind over grænsen og rykkede frem mod den tyske linje. Den højre flanke havde kurs direkte mod Haderslev, hvor der natten igennem havde været en nervepirrende stemning. De danske modstandsfolk, der gerne ville i gang med den lange liste af værnemagere og landsforrædere, der skulle arresteres, holdt sig i vid udstrækning tilbage på grund af de mange tyske soldater, der fortsat var i byen.
De første britiske jagerfly dukkede op sammen med morgensolen. De angreb de tyske stillinger, men ramte desværre også en del civile bygninger i byen. Mens klokken tikkede frem mod 8, rykkede Royal Dragoons frem mod byen, hvor de blev mødt af en heftig, men mere og mere desperat ild fra de tyske soldater under Lindemanns ledelse. Efterhånden som briterne rykkede ind i byen, begyndte de tyske forsvarere at overgive sig.
Den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark, generaloberst Georg Lindemann, forlader Danmark som krigsfange i juni 1945.
TIL SIDST VAR KUN en hård kerne tilbage i hjertet af byen. Som en sidste håbløs gestus til den ed, de havde svoret til den nu døde Fører, ønskede de at kæmpe til sidste patron og sidste mand. Én af dem var Georg Lindemann. Da klokken rundede 10, var det slut. Fem tyske soldater dukkede op i de sodsværtede ruiner med et hvidt tørklæde. Et sted under murbrokkerne lå Lindemann, dræbt. Men han døde i bevidstheden om, at han måske ikke var så slap, som Føreren havde tituleret ham et lille år tidligere.
38 civile blev dræbt i forbindelse med kampene, der også kostede 1.500 tyske soldater og 124 briter livet. Alle de dræbte blev efterfølgende begravet i en helt særlig afdeling på Assistens Kirkegård i Haderslev. De tilbageværende tyske soldater i landet begyndte deres langsomme færd tilbage mod det sønderbombede Tyskland, mens 1st Royal Dragoons og de øvrige britiske styrker fortsatte deres færd op gennem Jylland og østover mod Sjælland og København, hvor de få dage senere ville støde til de britiske tropper, der var landet i Kastrup Lufthavn, og som nu sværmede rundt i den hovedstad, der på dette tidspunkt befandt sig i en sand lykkerus.
... Det var svært at komme sig over – og man så med misundelse og frustration på de glade billeder og filmoptagelser fra resten af Danmark
I Haderslev var det noget sværere med lykkefølelsen. Den sønderjyske by havde været den sidste by, der blev kæmpet i, da tyskerne angreb 9. april – og havde nu, igen, været den sidste by, der blev kæmpet i under den tyske besættelse. Det var et slag, som alle kunne se var helt unødvendigt, og som hurtig blev betragtet som en gal mands værk. Det havde lagt store dele af byen i ruiner og altså taget 38 bysbørn.
Det var svært at komme sig over – og man så med misundelse og frustration på de glade billeder og filmoptagelser fra resten af Danmark. Selv om hjælpen tilflød byen i den tid, der kom, ville 5. maj altid være et ar i Haderslevs mentale historie. Som et minde besluttede man at frede den ruin, som de sidste kampe havde stået om. Ruinen står den dag i dag som et grumt vartegn over blodsudgydelserne, der fandt sted hér, mens resten af landet – ud over Bornholm – festede.
