ELIZABETH 1. AF ENGLAND (1533-1603) og Frederik 2. (1534-1588) blev begge født ind i kongelige familier. Hun som datter af den engelske konge Henrik 8., han som søn af den slesvigske hertug Christian og barnebarn af kong Frederik 1. af Danmark-Norge.
Ingen kunne dog forudse, at de to jævnaldrende fyrstebørn en dag skulle herske over hver sit kongerige.
Men sådan blev det.
Frederiks far sikrede sig efter Grevens Fejde i 1536 magten i hele Danmark-Norge som Christian 3., og da stod det klart, at Frederik ville blive valgt som hans efterfølger.
Mere usikkert så det ud for Elizabeth, som længe levede fjernt fra magten, men i 1558 stod hun tilbage som den eneste kandidat til Englands trone og blev derfor dronning.
Knap halvanden måned senere døde Christian 3., og Frederik 2. blev som ældste søn konge efter sin far.
Ingen af de nyslåede regenter var gift, og man var derfor i såvel Danmark som England på udkig efter en ægtefælle til sin monark.
Det var ægteskaber, der skulle sikre tronarvinger og tjene som politiske alliancer. Ingen forventede, at de skulle udspringe af nogen form for kærlighed, men det var dog kutyme, at man inden trolovelsen udvekslede portrætter, så hovedpersonerne i det mindste havde en idé om, hvordan deres mulige tilkommende så ud.
Frederik 2. var blandt dem, som lagde vægt på at have set sin kommende partner. Men som han spydigt skrev til sin hærfører og rådgiver Günther von Schwarzburg:
»Hvis jeg tænkte på at holde mit ægteskab sådan som du, så kunne det være mig lige fedt, hvordan hun så ud ...«.
Frederik 2. agtede altså at være sin hustru tro.
ELIZABETH VAR ET FRISTENDE PARTI, og snart kunne hun med en vis fryd notere sig, at den ene fyrste efter den anden henvendte sig og erklærede deres kærlighed og hengivenhed.
Den spanske konge Filip 2., som i 1554 var blevet gift med Elizabeths katolske halvsøster, Mary, og dermed i fire år indtil dennes død tillige havde været konge af England, erklærede sig villig til også at ægte den nye dronning.
Men han fik afslag.
»Han kan ikke gifte sig med mig, for jeg er en kætter«, erklærede Elizabeth, der til forskel fra halvsøsteren var protestant og bremsede alle forsøg på at gøre England katolsk igen.
Ikke alle fik dog så kontant et afslag, og andre friere blev holdt hen med snak.
Elizabeth 1. af England.
Dronningen synes at have nydt opmærksomheden.
»Kongen af Spanien, kongen af Sverige, kongen af Danmark og kongen af Frankrig. Eders fyrste er den eneste, som ikke har ligget for mine fødder, alle de andre har været der«, pralede Elizabeth over for en gesandt fra Østrig.
FREDERIK 2. VAR som nævnt blandt bejlerne, og i 1559 fik den unge engelske dronning flere gange besøg af udsendinge fra det danske hof, som på kongens vegne sonderede mulighederne for ægteskab.
De første to gange var gesandten Johannes Spithoff (på dansk kaldt Hans Mønster). Han havde tidligere været dronningens lærer, og under sine samtaler med sin gamle elev fik han rig lejlighed til at lovprise Frederik 2.s sjæls- og legemsgaver.
Elizabeth svarede vanen tro upræcist, men der var alligevel grund til optimisme. I oktober 1559 sendte hun et venligt brev til Frederik og ønskede kongen og alle hans nærmeste, »både de nuværende og tilkommende«, held og lykke. Det opfattede danskerne som en opmuntring fra dronningens side.
Frederik 2. skrev i et brev til sin svoger, at han ville forsøge sig lidt mere energisk med frieriet og prøve, om han skulle være den heldige, der »fangede dette storvildt«. En ny dansk gesandt drog til England.
FRIERIET FOREGIK i tæt konkurrence med den svenske konge Erik 14., som i modsætning til den ordblinde Frederik 2., der nødig egenhændigt skrev et brev, var en gudsbenådet latiner og retoriker. Erik kunne nok koncipere svulstige kærlighedserklæringer af den slags, som Elizabeth satte pris på. I en årrække forsøgte den svenske konge vedholdende at vinde hende over på sin side og erklærede gentagne gange den engelske dronning sin kærlighed.
En sådan ægteskabsalliance ville være stærkt bekymrende for Danmark, som så ville ende i en svensk-engelsk knibtang i den nordeuropæiske kappestrid.
Sådan gik det dog ikke. Sveriges konge havde lige så lidt held med sit foretagende som den danske, og Frederik 2. blev i 1572 i stedet gift med sin kusine Sophie af Mecklenburg, som han kom til at holde meget af, og som blev mor til den senere Christian 4.
Den almindelige rivalisering mellem Danmark og Sverige havde i 1563 ført til Den Nordiske Syvårskrig; den endte med en beskeden dansk sejr, som dog slet ikke opvejede krigens voldsomme omkostninger.
Undervejs blev Erik 14. ramt af et psykisk sammenbrud og blev afsat af halvbroderen Johan 3., som blev ny konge og siden lod Erik myrde.
Sveriges konge Erik 14. sendte dette portræt til Englands dronning Elizabeth i håb om ægteskab. En svensk-engelsk ægteskabsalliance ville have været uheldig for Danmark-Norge.
SVERIGES NYE KONGE nærede katolske sympatier, mens Danmark-Norge under Frederik 2. holdt fast i den lutherske reformation.
Bekymret over risikoen for en katolsk modoffensiv støttede den danske konge derfor diskret de reformerte nederlændere og franskmænd, og han knyttede tætte kontakter med andre protestantiske statsledere, først og fremmest Elizabeth 1. i England.
Som tegn på det nære forhold mellem de to statschefer fik Frederik 2. derfor i 1582 overrakt Englands fineste udmærkelse, Hosebåndsordenen, på det nybyggede Kronborg Slot, og han og Elizabeth udvekslede ved flere lejligheder gaver, bl.a. vogne, heste og jagthunde.
Under en festbanket på Kronborg i 1585 forsikrede Frederik 2. en engelsk gesandt om, »at hvis det ellers var muligt, ville han elske Elizabeth højere end sin hustru«, og udbragte ivrigt skåler for den engelske dronning. Slottets kanoner affyrede en salut for hver skål, og gesandten måtte notere: »Resten af dagen var jeg ude af stand til at gøre noget som helst«.
De dansk-engelske relationer forblev tætte trods Frederik 2.s mislykkede kurmageri.
Kort efter hans død i 1588 blev datteren Anna gift med den skotske kong James 6., og eftersom Elizabeth til sin død i 1603 forblev ugift og barnløs, blev James også engelsk konge under navnet James 1.
Frederik 2.s datter blev dermed dronning af England, og ad omveje blev der altså indgået et dansk-engelsk ægteskab.
Men hvad nu, hvis det havde været Frederik 2., som havde haft held med sine tilnærmelser i det engelske?
EN FYRSTEALLIANCE mellem England og Danmark-Norge ville udgøre en stærk nordeuropæisk magtfaktor. Midt i 1500-tallet havde England omkring 3,5 millioner indbyggere, mens Danmark-Norge inklusive Slesvig-Holsten næppe talte mere end 1,5 millioner.
Men hvad Frederiks riger manglede i undersåtter, havde de til gengæld i udstrækning – den danske konge herskede over et enormt område, som strakte sig fra Holsten i syd til Nordkap og fra Gotland i øst til Island og Grønland i vest.
Begge lande havde stærke flåder og områder af vigtig strategisk betydning. Der var ingen gamle politiske modsætninger eller krigshandlinger, og endelig var Danmark-Norge en urokkelig protestantisk stat, som England gerne ville støtte sig til for at undgå nye forsøg på genkatolisering.
Et ægteskab mellem Frederik 2. og Elizabeth 1. var bestemt ikke en dårlig idé.
Ville de være et godt par?
Frederik 2. ville bestemt ikke have været ked af den smukke og naturligt værdige Elizabeth, som ses på portrætmalerierne fra årene omkring 1560 – langt fra det hvidkalkede og utilnærmelige ikon, som hun udviklede sig til på sine gamle dage.
Selv var han en flot og maskulin fyr, beleven og munter, men næppe den poetiske og let logrende type tilbeder, som hun var vant til.
Men det kunne måske være en fordel.
Et ægteskab mellem de to ville formentlig være blevet meget lig det mellem halvsøsteren Mary Tudor og Filip 2. under den foregående regering.
DEN SPANSKE KONGE var reelt også blevet engelsk konge i kraft af ægteskabet, og hans aktive medvirken i landets ledelse blev taget så alvorligt, at alle regeringsdokumenter skulle oversættes til latin eller spansk, så Filip, der ikke talte engelsk, kunne følge med.
Der blev desuden slået mønt med og malet dobbeltportrætter af kongen og dronningen, og rigsvåbnet blev justeret, så det sammensmeltede de to rigers våben.
Loven fastslog, at kongen nok ikke behøvede opholde sig i England, men at han hverken måtte føre sine børn eller sin hustru ud af landet. Noget lignende ville have været gældende i et dansk-engelsk rige, og eftersom Frederik knyttede sig tæt til sin ægtefælle og til sine børn, ville det have medført, at han måtte tilbringe megen tid i England.
Man kan forestille sig et ægteskab med flere børn, og to sønner ville kunne få kongenavnene Christian og Henry.
Magtpolitisk ville ægteskabet have styrket Danmarks position over for Sverige, og det var formentlig ikke kommet til den opslidende krig mellem de to lande. Desuden ville fælles dansk-engelske interesser i ekspeditioner til Grønland og videre i retning mod Indien nord om Amerika have ført til en genetablering af positioner i Grønland og den første bosættelse i Nordamerika, måske ved navn New Denmark.
Til gengæld ville Skotland ikke blive forenet med England, men forblive en selvstændig stat regeret af Stuart-slægten.
Det dansk-engelske parløb ville dog ikke være uden risici.
DET KATOLSKE SPANIEN ville se med bekymring på den nye protestantiske stormagt, og en spansk invasionsflåde ville sejle mod Øresund for at sikre sig kontrollen med den vigtige sejlrute og knække dobbeltriget. Flåden ville dog lide samme skæbne som den spanske armada, der rent faktisk angreb England i 1588. Den ville blive angrebet af dansk-engelske krigsskibe på vejen, og på den videre sejlads ville den – som det gik i den virkelige verden – blive offer for storme og strandinger.
Vragresterne af den stolte spanske flåde ville i dag være at finde i sandet på den jyske vestkyst.
Dobbeltriget ville dog ikke være smedet sammen for evigt.
Frederik 2. døde i april 1588, og Elizabeth ville herefter kunne fortsætte som regerende dronning i England. Men Danmark-Norge havde ikke tradition for regerende dronninger, så i stedet ville kongeparrets søn Christian blive valgt af det danske rigsråd som deres konge under navnet Christian 4.
Ved Elizabeths død i 1603 ville han også blive konge af England og deltage i Trediveårskrigen som kommandant for en samlet protestantisk hær, der ville have gode forudsætninger for at bremse de katolske hæres fremmarch og sikre, at store dele af Nord- og Mellemtyskland forblev protestantiske stater.
Men på sigt ville det danske rigsråd føle, at kongens fokus blev flyttet fra det dansk-norske rige til England, og med god ret frygte, at Danmark ville ende som et halvglemt appendiks til det ekspansive England.
Derfor ville rådet ved Christian 4.s død vælge en af hans sønner som konge alene over Danmark-Norge.
Men båndene mellem Danmark og England ville være forblevet tætte, og englænderne ville siden da se sig selv som en naturlig del af Europa.
Et Brexit ville nok aldrig være kommet på tale.
