Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: Danske steder - Rødt oprør i Nakskov
Lyt til artiklen: Danske steder - Rødt oprør i Nakskov
DA DEN VERDENSOMSPÆNDENDE KRISE efter det amerikanske børskrak i 1929 nåede Danmark, blev Nakskov ramt hårdt. Mange hundrede arbejdere på byens store skibsværft blev fyret, og antallet af arbejdsløse i den lollandske købstad blev tredoblet i vintermånederne 1930-31.
Den store ledighed pressede arbejdsløshedskassen i byen, og det resulterede foråret 1931 i flere sammenstød mellem arbejdere og ordensmagt. Det hele kulminerede 2. maj, da en stenkastende folkemængde gik til angreb på den lokale politistation og tvang politifolkene til at barrikadere sig og tilkalde forstærkning.
Urolighederne i Nakskov indvarslede ikke bare de turbulente 30’eres indtog i Danmark. De voldsomme begivenheder udstillede også den splittelse, der længe havde eksisteret mellem pragmatiske socialdemokrater og mere yderligtgående kræfter på den danske venstrefløj.
Ganske vist kunne Socialdemokratiet spore sit ophav tilbage til det store sammenstød mellem arbejdere og politi i slaget på Fælleden i 1872, men knap 60 år senere var Louis Pios revolutionære ånd i Socialdemokratiet skiftet ud med Thorvald Staunings pragmatiske socialisme, og det var lykkedes partiet at vinde regeringsmagten sammen med Det Radikale Venstre.
Stauning mente, at arbejderklassens velstand sikredes bedst gennem gradvise sociale reformer, men det huede ikke partiets yderliggående venstrefløj, som et årti tidligere var brudt ud og havde stiftet Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Det ønskede mere hårdhændede metoder taget i brug.
Den konservative Vestlollands Avis lagde ikke fingrene imellem, da affæren med de venstreorienterede uromagere skulle beskrives.
Nakskov havde en stor arbejderbefolkning, og det var også en af de første byer i Danmark med socialdemokratisk flertal i byrådet.
I 1931 1931 var borgmesteren og to tredjedele af byrådsmedlemmerne fra partiet. På grund af den økonomiske krise havde byrådet været nødsaget til at nedsætte den årlige udgift til hjælpekassen for arbejdsløse fra 210.000 kr. i budgettet 1929-30 til kun 130.000 kr. året efter.
Da langt flere ledige end tidligere skulle dele midlerne, resulterede beskæringen i en væsentlig forringelse af ydelserne til den enkelte, og mange kæmpede med at få dækket selv basale behov.
Under et møde i den nyoprettede lokalafdeling af De Arbejdsløses Organisation (D.A.O.) 31. januar 1931 krævede organisationen hjælpekassens beløb til arbejdsløse forhøjet i en resolution, der skulle overbringes byrådet ved et møde på rådhuset to dage senere.
2. FEBRUAR MARCHEREDE en procession fra D.A.O. mod rådhuset med den fremtrædende Søren Kurtemann-Agermose i spidsen. Kurtemann-Agermose havde tidligere fungeret som byrådssekretær for Socialdemokratiet, men nu var han blevet medlem af DKP.
D.A.O.s krav blev overrakt til byrådet, som udtrykte sin sympati, men afviste at hæve satserne på nuværende tidspunkt og henstillede til, at beslutningen blev udsat til et senere møde.
Den melding faldt ikke i god jord hos D.A.O., der krævede satserne forhøjet øjeblikkelig. Herefter tog begivenhederne en drejning. Tilskuere både i og uden for salen blandede sig, og højlydte bifald og mishagsytringer regnede ned over byrådsmedlemmerne. Langt størstedelen var på de arbejdsløses side.
Især ét medlem af delegationen opførte sig aggressivt. Anker Petersen, kaldet Due, var kendt i lokalmiljøet som »ubehersket og voldsom i sine udtalelser«, og »et menneske, der meget let svinger fra den ene yderlighed til den anden«.
Han kom med flere trusler. Blandt andet lød det, at »Hvis vi får nej, jævner vi bygningen med jorden«, hvilket han modtog stort bifald for fra tilhørerne.
Presset af stemningen i salen og af delegationens hårde tone vedtog byrådsmedlemmerne enstemmigt at tilføre hjælpekassen 20.000 kr. ekstra.
Anker Petersen, ’Due', fik en dom for at true Nakskovs byråd. Siden gik Due over til nazismen og blev under besættelsen likvideret af modstandsbevægelsen.
AFTENEN ENDTE MED SEJR for D.A.O., men det etablerede samfund følte sig kaldet til at skride ind. D.A.O. og lignende organisationer for arbejdsløse fandtes over hele landet, og Rigsdagen i København fandt, at den var nødt til at reagere på begivenhederne i Nakskov for at undgå lignende situationer andre steder. Kurtemann-Agermose og Due blev arresteret og idømt henholdsvis 6 og 4 måneders fængsel. Ved ransagning af Kurtemann-Agermoses hus blev der desuden konfiskeret en liste over medlemmer af DKP’s afdeling i Nakskov, der var blevet stiftet kun få dage forinden.
Beslutningen om at tilføre hjælpekassen 20.000 kr. blev trukket tilbage, men det besluttedes at tilføre ekstra midler til de arbejdsløse, dog uden at beløbets størrelse blev specificeret.
Den anspændte situation fortsatte ind i foråret. Socialdemokratiets lokalafdeling undlod af frygt for optøjer at indkalde til den store årlige demonstration på arbejdernes internationale kampdag 1. maj, mens DKP udnyttede sit momentum blandt byens arbejdere og indkaldte til sin egen demonstration.
KOMMUNISTERNES DEMONSTRATION blev aftenen inden erklæret ulovlig, men 500-600 mennesker, både DKP-medlemmer og nysgerrige, mødte alligevel op på torvet i Nakskov. Politiet krævede forsamlingen opløst, og da det ikke skete hurtigt nok, kom det til mindre sammenstød mellem politi og demonstranter.
Selv om volden ikke var alvorlig, skabte politiets fremfærd stor vrede i Nakskovs arbejderbefolkning, som mente, at ordensmagten havde grebet til polititerror og knippelslag mod fredelige demonstranter. Det stod hurtigt klart, at man ville samles igen om aftenen 2. maj i protest mod politiet. Angiveligt samledes 2.000-3.000 til en demonstration, der faktisk var blevet tilladt, under forudsætning af at det ikke ville udvikle sig til optøjer – hvad det dog netop gjorde.
Arrangørerne forsøgte forgæves at dæmpe gemytterne, men en gruppe på et par hundrede af de mest yderligtgående demonstranter marcherede mod politistationen.
Foran politistationen ventede Nakskovs samlede politistyrke på 14 mand, som havde afspærret vejen og beordrede demonstrationstoget opløst øjeblikkelig.
Hvem der slog først, er uklart. I sagsakterne fra Østre Landsret tilkendegives det, at en af arrangørerne af demonstrationen, Jacob Jacobsen, skulle have udbrudt »Vi gaar paa. Hold sammen!« og efterfølgende svinget med en stor »Træknippel« (læs: en gren). Den brækkede straks over, hvorefter Jacobsen blev slået i jorden af en politimands mere holdbare knippel. Andre vidner mente til gengæld, at det var politiet, som slog først, dog muligvis efter forudgående stenkast fra demonstranterne.
ORDENMAGTENS KNIPPELSLAG virkede i begyndelsen, og demonstranterne blev presset tilbage. Men så gik arbejderne i offensiven og tyede til stenkast. Politiet blev tvunget til at barrikadere sig på politistationen, hvor det tilkaldte forstærkninger, mens bygningen blev overdænget med sten. Da betjente fra Nykøbing Falster ankom til Nakskov omkring midnat, blev også deres mandskabsvogne bombarderet med kasteskyts, men de formåede alligevel at nå frem til politistationen. Her blev de til senere på natten, da militæret fra Vordingborg kom.
Da var demonstrationen dog allerede opløst, og militær og politi kunne bevæge sig gennem gaderne uden yderligere sammenstød. Myndighederne kunne den følgende morgen stramme grebet om uromagerne.
Blandt de dømte fra optøjerne fik Jacob Jacobsen den hårdeste dom på 2 års fængsel for bl.a. at svinge en kæp mod en betjent.
Yderligere politiforstærkning kom til fra København, og flere blev i løbet af dagen anholdt. 16 ’urostiftere’ fik bøder, mens 9 hovedmænd fik fængselsstraffe på op til 2 år. Jacob Jacobsen fik den længste straf på 2 år, mens Kurtemann-Agermose af Højesteret fik sin tidligere straf forhøjet til 1 års fængsel. Ingen omkom eller kom alvorligt til skade, men flere betjente og demonstranter blev lettere såret og måtte tilses af læger. Hårdest gik det ud over politistationen, der fik »ituslaaet 85 Vinduesruder, 4 Lygteruder [og] 6 Dørruder«.
POLITIETS OPFØRSEL OG INDSÆTTELSEN AF MILITÆRET blev stærkt kritiseret af DKP og socialistisk orienterede medier. Blandt andet nedsattes ’Komiteen til Forsvar for dømte Nakskov-Arbejdere’, der støttede anklagede arbejdere økonomisk og også udgav en pamflet om begivenhederne, som kritiserede politiet og Socialdemokratiet stærkt. Komiteen talte blandt andre den kendte kommunist Martin Andersen Nexø, forfatter til ’Pelle Erobreren’.
Det lykkedes dog aldrig DKP at kapitalisere væsentligt på sammenstødene i Nakskov. Selv om DKP i 1932 kom i Folketinget for første gang, fik partiet først efter krigen mere end 3 mandater.
Socialdemokratiet formåede at begrænse utilfredsheden i Nakskov ved at sørge for, at byen i de følgende år fik forholdsvis mange offentlige anlægsprojekter og ekstra bevillinger af understøttelse.
Året efter opnåede pragmatikerne i Socialdemokratiet deres største sejr, da regeringen indgik Kanslergade-forliget med Venstre. Det betød nok indrømmelser til begge politiske lejre, men mest huskes forliget for den socialreform, der blandt andet forhøjede arbejdsløshedsunderstøttelsen og gennemførte vinterhjælp til arbejdsløse. Ved det efterfølgende folketingsvalg i 1935 fik Socialdemokratiet 46 pct. af stemmerne – et resultat, der aldrig er overgået, og en uopnåelig drøm for nutidens Socialdemokrati.
DKP blev aldrig en alvorlig trussel for den socialdemokratiske del af venstrefløjen i 1930’erne, og i Nakskov endte de fremtrædende skikkelser fra urolighederne i 1931 bag tremmer. En af dem bragte siden sin foragt for politi og socialdemokrater til uhyrlige højder.
’Due’ med det fulde navn Edvard Anker Aage Petersen svingede som bekendt »fra den ene yderlighed til den anden« og endte under besættelsen med at bekende sig til nazismen. Som leder af den berygtede Tosca-bande fik han tilnavnet ’Den lille Banan’ og stod bag flere terroraktioner på bestilling af tyskerne. Det menes, at han også stod bag mordet på en redaktør på Social-Demokraten og på en politibetjent.
I en spektakulær aktion blev ’Den lille Banan’ i begyndelsen af 1945 likvideret af en betjent fra politiets modstandsbevægelse og kastet i Københavns Havn.
