Den britiske fællessang er sat på pause

Brexit synes at have revet Storbritannien midtover, men samlende elementer findes endnu.

Mange danskere vil kende den årlige tv-transmitterede musikbegivenhed ’The Last Night of the Proms’ i Londons Royal Albert Hall. Hvert år afsynges ’Jerusalem’ af hele salen som den sidste, før ’God Save the Queen’ slutter aftenen. Salmen er også et fast indslag ved både de konservatives og partiet Labours landsmøder og er afholdt på tværs af alder og politisk overbevisning.

Teksten er skrevet af den romantiske engelske digter William Blake (1757-1827) i 1804, da den industrielle revolution var i færd med at forandre Storbritannien for altid. I teksten optræder derfor »the dark satanic mills« – industrialiseringens fabrikker, der opslugte mennesker og spyttede dem ud som vrag. Siden skal komme det Jerusalem, som har fået en noget nær mytisk samlende kraft i England, og sangen afsluttes med ordene: »Till we have built Jerusalem in England’s green and pleasant land«. Teksten fik sin markante melodi af Hubert Parry i 1916, midt under Første Verdenskrig, hvor der var brug for national samling, og hvor krigens rædsler, der kom til at koste en god portion af nationens unge mænd livet, begyndte at gå op for briterne. Salmens popularitet voksede støt, men det var først efter den dyrekøbte sejr i Anden Verdenskrig, at det, man ønskede – at bygge en ny verden, et nyt Jerusalem, i ruinerne af den gamle – blev til en nødvendighed.

Hvis man vil forstå briternes forhold til sig selv og Europa, må man forstå essensen af dette britiske ’Jerusalem’.

Især de seneste 80 års historie er afgørende for at forstå Brexit. Mens Europas demokratier i 1939-40 blev løbet over ende af Adolf Hitlers krigsmaskine, stod Winston Churchills Storbritannien fast.

»Let us therefore brace ourselves to our duties, and so bear ourselves, that if the British Empire and its Commonwealth last for a thousand years, men will still say, »This was their finest hour««, som Churchill sagde i en tale i Underhuset 18. juni 1940.

Fem år senere stod Storbritannien tilbage som militær og moralsk sejrherre, men omkostningerne havde været enorme, og landet var reelt bankerot. Det britiske imperium kom følgelig ikke til at bestå i 1.000 år – det var faktisk allerede under afvikling. Kronjuvelen Indien fik sin selvstændighed i 1947, og resten af kolonierne rundtom i verden fulgte efter i løbet af de næste to årtier. Stormagtsdagene var ovre, og et nyt samlingspunkt skulle findes.

En ny verden skulle skabes på ruinerne af den gamle. Meget sigende blev den konservative Churchill ikke genvalgt ved parlamentsvalget i 1945. I stedet vandt Clement Attlees Labour, der ønskede at opbygge et moderne velfærdssamfund, en jordskredssejr.

De følgende år ændrede det britiske samfund sig radikalt. Der gennemførtes omfattende nationalisering, og Bank of England, kulminerne, stålindustrien, elektricitet, gasforsyning, telefonvæsen og jernbaner blev alle offentlige anliggender. Det var et markant socialdemokratisk aftryk på et samfund, der i århundreder havde været præget af konservatisme og liberalisme.

Mindst lige så afgørende blev indførelsen af NHS (National Health Service) i 1947, der sikrede gratis lægehjælp til alle. Forskellen på livet for de fattigste briter før og efter disse nye tiltag kan næppe overdrives. Set med Labour-øjne var det nye Jerusalem – et mere fair og lige samfund – på vej. Ja, Clement Attlee citerede endda ’Jerusalem’ i en tale i 1951: »Let us go forward into this fight in the spirit of William Blake: »I will not cease from mental strife/ Nor shall my sword sleep in my hand/ Till we have built Jerusalem/ In England’s green and pleasant land«.

De konservative måtte acceptere Labours massive nationaliseringer. Men faktisk har de konservative været ved magten de fleste år, siden Labour i 1951 røg ud af regeringskontorerne.

Labour var på grund af den statslige minedrift skeptisk over for Kul- og Stålunionen, som siden udviklede sig til EU. Frankrigs og Tysklands planer om overstatslig kontrol med den vigtige britiske kulproduktion var uspiselig. Andre årsager var tilhørsforholdet til Commonwealth (sammenslutningen mellem Storbritannien og dets tidligere kolonier) og modstand mod fransk føderalisme. EU-modstanden har aldrig helt forladt Labour. Den britiske historiker Donald Sassoon udtrykker det sådan: »No party of the Left has exhibited such profound uncertainty on the question of Europe«.

De konservative var derimod i årtier de største fortalere for deltagelse i det europæiske samarbejde. Men mange havde svært ved at acceptere imperiets ophør og Storbritanniens reducerede betydning på verdensplan. De konservatives billede af det britiske Jerusalem var et samfund, hvor britisk kulturel formåen var overlegen, men det billede krakelerede for øjnene af dem, i takt med at også britisk industri og militær mistede deres globale betydning.

Briterne havde levet i verdens største imperium til dato og ranket ryggen over at være den frie verdens frelser. Nu blev de overhalet økonomisk af den gamle tyske fjende og de arrogante franskmænd, der ovenikøbet ad flere omgange nægtede briterne indtrædelse i Det Europæiske Fællesskab (1963 og 1967). Det var mere, end mange kunne kapere – og er det stadig. For mange konservative er en tilbagevenden til en glorværdig fortid en del af Brexit-drømmen.

Storbritannien blev ligesom Danmark medlem af EF i 1973, men 1979, året, hvor Margaret Thatcher kom til magten, blev i mange historikeres øjne afgørende for briternes forhold til EU.

Thatcher var oprindelig tilhænger af det europæiske samarbejde, men som premierminister betegnede hun omfanget af briternes bidrag til EU som uretfærdigt. »I want my money back«, dundrede hun i en berømt tale i 1980. Hendes til tider voldsomme retorik mod EU-institutionerne og hendes modvilje mod at opgive det britiske pund isolerede i stigende grad briterne i Europa.

Thatcher faciliterede en genopblomstring af finanssektoren, der gjorde London til verdens finanscentrum sammen med New York, og mange af de institutioner, som Labour havde nationaliseret efter Anden Verdenskrig, blev privatiseret. Beboere i socialt boligbyggeri fik mulighed for at købe deres egne lejligheder, og det lykkedes at gøre Storbritannien til et økonomisk langt mere dynamisk samfund.

Tiltagene har fået mange til at se Margaret Thatcher som den frelsende engel, der førte briterne ud af et økonomisk morads. Men lige så elsket hun stadig er i dele af befolkningen, lige så hadet er hun i andre. Den lange og voldsomme minearbejderstrejke i 1984-85 var et opgør mellem Thatchers regering og de stærke britiske fagforeninger, der forsøgte at forhindre lukningen af de urentable kulminer i Nordengland, som i generationer havde brødfødt arbejderklassen.

Thatcher vandt slaget, men hun havde ikke noget bud på, hvad briterne i Nordengland skulle lave i stedet. Det skabte en kulturkløft mellem syd og nord, der aldrig er bygget bro over.

Sideløbende blev de konservative i stigende grad opdelt i EU-modstandere og -tilhængere, og tilhængerne udmanøvrerede i 1990 Margaret Thatcher, der måtte forlade Downing Street efter 11 år ved magten. For den konservative kult omkring Thatcher var og er det stadig et utilgiveligt forræderi internt i partiet. EU-tilhængerne havde vundet slaget, men ikke nødvendigvis krigen.

Fra 1992 til 2016 blev Storbritannien ledet af premierministre, der var EU-tilhængere. I 1997 fejede Tony Blair 18 års konservativt styre af banen med sit EU-venlige midtsøgende New Labour, der afløste mange års EU-skepsis i partiet.

Foto: Dave Caulkin/Scanpix

Det var opgangstider. London var en magnet for studerende og jobsøgende, og hovedstaden blev den mest internationale storby i verden. Briterne åbnede som et af få nordeuropæiske lande (Danmark gjorde det ikke) dørene for de nye østeuropæiske EU-medlemmer, og mellem en halv og en hel million polakker ankom til Storbritannien i begyndelsen af det nye årtusind.

Østeuropæerne opfyldte et enormt behov for arbejdskraft i en boomende servicesektor, men i de stadigt hensygnende industriområder blev de set som en trussel mod de lokale arbejdere, og Labour-regeringen i London og hele EU-systemet blev i stigende grad lagt for had.

En ny protestbevægelse voksede frem, og partiet Ukip blev stiftet med det formål at sørge for, at briterne blev meldt ud af EU. Man lo ad landsbytossen Nigel Farage og hans umage flok, der ved parlamentsvalgene ikke klarede sig prangende. Men ved EU-Parlamentsvalgene gik det bedre, og Ukip fik flest stemmer af alle partier ved EU-Parlament-valget i 2014 med budskaberne ’antielite’, ’antiimmigration’ og ’anti-Bruxelles’.

Tony Blair blev set som Londons og Bruxelles’ mand, og krigene i Irak og Afghanistan skaffede ham mange fjender på Labours venstrefløj. Internt pres tvang til sidst, i 2007, den engang så populære Blair fra magten, men efterfølgeren Gordon Brown viste sig at være politisk usælgelig. I dette magtvakuum blev venstrefløjspolitikeren Jeremy Corbyn til manges forbløffelse ny leder af det ellers midtsøgende og relativt EU-glade arbejderparti.

Corbyn og hans inderkreds var på ingen måde glødende EU-tilhængere, og hans entusiasme ved folkeafstemningen i 2016, hvor Labour officielt bakkede op om EU-medlemskabet, var langtfra overbevisende.

Den konservative premierminister David Cameron, hvis regering satte en stopper for 13 års Labour-styre, ønskede et Storbritannien »in Europe, not run by Europe«. Årtiers premierministre før Cameron havde modstået fristelsen til at udskrive en folkeafstemning, vel vidende at der gemte sig stærke nationale følelser i mange briter – ikke mindst dem, der huskede fordums storhed.

Men Cameron var presset af partiets euroskeptiske højrefløj og valgte at satse hele butikken med et valg. Det var lykkedes med folkeafstemningen om Skotlands medlemskab af Storbritannien, og meningsmålinger viste da også et klart flertal for at blive i EU.

Foto: Neil Hall

Camerons ønskede en gang for alle at lukke munden på modstanderne i sit eget parti ved at give dem en folkeafstemning om EU-medlemskabet. Planen slog som bekendt fejl.

Cameron læste briternes følelser og tilhørsforhold forkert. Forskellen på opfattelserne af Jerusalem, nord og syd, elite og arbejderklasse, indfødt og fremmed, ung og gammel, er alle blevet vævet ind i historien om Storbritannien og EU, og årtiers opsparet utilfredshed fik afløb i 2016.

Men det er måske forkert at lede efter en økonomisk forklaring på Brexit. En konservativ brexiteer sagde for nylig: »If you told me my family would have to eat grass, I’d still have voted to leave«. På både højre- og venstrefløjen beror spørgsmålet om EU i meget høj grad på følelser og tilhørsforhold.

Generationsspørgsmålet var også af afgørende betydning. De ældre sikrede Brexit, og meget peger på, at næste generation er langt mere EU-orienteret. Men hvor Storbritannien befinder sig til den tid er, som man siger derovre, anyone’s guess.

Hvad der end sker i de kommende kaotiske Brexit-år, vil drømmen om at bygge Jerusalem ikke forsvinde fra De Britiske Øer. Men uenigheden om, hvilket fundament Jerusalem skal stå på, truer med at splitte den nationale selvforståelse. Man har været enig om forskellige grader af utilfredshed med EU, men risikerer nu kun at have hinanden at være uenige med.

• Kopiér link