Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Karl Lagerfelds mode og design var dybt forbundet med europæisk kultur. Lagerfeld var et spejl af det 20. århundredes historie. Med hans bortgang forsvandt en af de sidste skikkelser
Det netop afdøde modeikon Karl Lagerfeld hævdede at være »tysk i mit sind, men fra et Tyskland, der ikke længere findes«. De fleste kender Karl Lagerfeld som en excentrisk og provokerende chef for modeflagskibet Chanel. For de fleste er det nok mere ukendt, at han også i ekstrem grad var historisk bevidst. Man finder mange kulturelle og intellektuelle referencer i hans liv og værk. Konteksten inden for det 20. århundredes europæiske politiske og kulturelle historie, navnlig det fransk-tyske forhold, er vigtig for forståelsen af fænomenet Lagerfeld. Der er meget gemt bag manden, som man ikke er blevet gjort tilstrækkeligt opmærksom på i modebladene eller de biografier, som indtil nu er udkommet.
Tyskland uden jøder var et trist sted
Elisabeth Bahlmann, Lagerfelds mor
Til sin påklædning, livsstil og væremåde lod Karl Lagerfeld sig inspirere af mange historiske skikkelser. For eksempel den tyske udenrigsminister under Weimar-republikken, Walther Rathenau (1867-1922), samt æstetikeren, mæcenen og diplomaten Harry Graf Kessler (1868-1937). Foruden at være velhavende var de begge højt kultiverede eksempler på den gamle tyske dannelsestradition Bildung. Begge var dandyer, ligesom Lagerfeld selv blev det. Ifølge Lagerfeld var Rathenau »den bedst klædte politiker i Tyskland«. Lagerfeld havde læst og genlæst Kesslers dagbog i 9 bind (1880-1937), som er en fremragende kilde til alt, hvad der foregik politisk og kulturelt i Europa og Tyskland fra det sene 19. århundrede over Tysklands sammenbrud efter Første Verdenskrig frem til Kesslers død i 1937.
Lagerfelds højtelskede mor, Elisabeth Bahlmann (1897-1978), var foruden at være en streng ’tigermor’ for sin søn selv en beundrer af Rathenau, som var jøde og i 1922 blev myrdet af en højreradikal gruppe. Elisabeth skal have udtalt, at »Tyskland uden jøder var et trist sted«.
Walther Rathenaus hyperintelligens udfoldede sig på flere niveauer: iforretningslivet, iudenrigstjenesten – og til Lagerfelds store tilfredshed også i påklædningen.
Karl Lagerfelds far, Otto Lagerfeld (1881-1967), var en tysk forretningsmand, som var blevet hovedrig på at importere og fremstille tørmælk. Det betød, at hans søn aldrig kom til at mangle penge. Pengene brugte Karl Lagerfald til at udleve sine visioner. Han rejste i 1952 fra Hamburg til Paris for at uddanne sig til tøjdesigner. Som designer hos bl.a. Balmain, Patou, Chloé, Fendi og ikke mindst Chanel udviklede Lagerfeld sig til en af de mest indflydelsesrige skikkelser i modebranchen med sin egen særprægede personlige stil. Den fik han inspiration til mange forskellige steder, eksempelvis fra sit omfattende bibliotek. Lagerfelds bogsamling på ca. 100.000 bind omtalte han selv som sin bibliobulimi. Han var særdeles belæst og hævdede at have læst i samtlige sine bøger, hvad enten det drejede sig om Ludvig 14.s svigerinde Liselotte von der Pfalz’ (1652-1722) breve, Friedrich Nietzsches (1844-1900) og Baruch de Spinozas (1632-1677) filosofiske skrifter, den amerikanske filosof George Santayanas (1863-1952) æstetik eller bøger om byvandring i New York.
Dandyen og mæcenen Harry Graf Kessler, der står som symbol på det dannede Europa i tiden omkring Første Verdenskrig, var også vigtig for Lagerfeld.
Et gådefuldt aspekt ved Karl Lagerfeld er hans forhold til religion. Hans familie var gammelkatolikker, det vil sige katolikker, der fra 1870 ikke længere anerkendte pavelig autoritet. Lagerfeld understregede lejlighedsvis, at han ikke var religiøs, og hans mor sørgede omhyggeligt for, at han aldrig fik berøring med religion. Ikke desto mindre begyndte Lagerfeld efter sin mors død at erhverve sig et antal store malerier af Kristus, Maria og diverse helgener, altså kristne motiver. De hang i hans hjem, hvor han og hans gæster kunne tage dem i øjesyn. Samtidig gav hans sorte tøj med de hvide kraver samt ringene på fingrene visse katolske associationer. Religiøse elementer indgik også i hans tøjdesign ligesom hos den katolske Coco Chanel (1883-1971), hvis modehus Lagerfeld blev chefdesigner for. Han tog, hvad han kunne bruge, fra den katolske arv. Muligvis har der også været en trodsighed over for hans mors forbud mod at omgås troen og kirken. Når man betænker Lagerfelds øvrige trang til at bevæge sig mod strømmen, forekommer det ikke helt usandsynligt.
Kilderne til Lagerfelds indre historiske univers omfatter også mange interviews. Dem skal man imidlertid tage med et gran salt. Det er langt sikrere at forholde sig til, hvad Lagerfeld har gjort, end til, hvad han har sagt. For han omgik også historiske fakta på en letsindig måde. Eksempelvis hævdede han, at han blev født i 1938. Han regnede nok med, at kirkebøgerne var gået tabt under det store allierede bombardement af hans hjemby Hamburg i juli 1943. Det var de imidlertid ikke og afslører, at fødselsåret faktisk var 1933.
Men hvis man tager udgangspunkt i Lagerfelds modekreationer, ser man, at de er inspireret af mange forskellige historiske perioder og kulturer. Det samme er hans karakteristiske frisure (som en hvidpudret paryk fra 1700-tallet) samt hans høje stive skjorteflipper og sorte jakker (de kunne være båret af tyske spidsborgere i Weimar-tiden 1919-1933). Endelig er der kataloget over den enorme samling af 1700-tals møbler og kunstgenstande, Lagerfeld solgte på auktion i 2000.
Inspirationen fra rokokoen fandt man ofte i Lagerfelds kreationer. Her ses han med modellen Lily-Rose Depp i 2017.
Den nok vigtigste historiske inspirationskilde for Lagerfeld forblev 1600-tallets barok og 1700-tallets rokoko – eller hvad man kunne kalde ’det lange 1700-tal’. Lagerfeld var en stor beundrer af 1700-tallets stil og esprit ( åndrighed), lige siden han som 7-årig stod over for maleriet ’Die Tafelrunde Friedrichs des Großen’ af den tyske historiemaler Adolph von Menzel (1815-1905). Maleriet fremstiller prøjserkongen siddende i animeret bordsamtale med franske oplyste filosoffer og hans egne hoffolk i rokokomarmorsalen på lystslottet Sanssouci i Potsdam. Fra da af drømte Lagerfeld om at tillægge sig samme livsstil. Drømmen blev realiseret i 1975-2000, da han købte et landslot i Bretagne og møblerede både det og et par af sine pariserlejligheder i 1700-tals stil.
Lagerfeld var desuden glad for det kunstige, kunstlede og teatralske, hvilket man også forbinder med rokokoen. Den italienske moderedaktør Anna Piaggi (1931-2012) skrev i 1986 ’Karl Lagerfeld. A Fashion Journal’, og i bogen ser man hende i Lagerfelds 1700-tals stuer klædt ud i mange forskellige antræk inspireret af forskellige historiske stilarter. Piaggis bogværk er en uovertruffen kilde til indsigt i, hvordan stemninger forbundet med disse 1700-tals omgivelser inspirerede Karl Lagerfeld. Noget påfaldende hos Lagerfeld var hans tilsyneladende tvedelte væsen. Han var rundet af tysk kultur, som også bygger på en ældre tysk borgerlig dannelses- og selvudviklingstradition, den føromtalte Bildung. Det forklarer hans arbejdsomhed, som var tilkoblet et stærkt ønske om at kunne tilegne sig al slags historisk, kulturel og filosofisk viden – det var kort sagt den alvorlige, målrettede del af Karl Lagerfelds væsen. Der fandt en vedvarende udfoldelse af evner og identitet sted, hvilket måske ligger til grund for Lagerfelds evne til at tænke originalt og hele tiden forny sig. Denne tyskprægede indre struktur er så, på bedste rokokovis, dækket af en pyntelig facade af fransk civilisation med åndrighed, selskabelig belevenhed og sans for ynde, gerne med et anstrøg af vittig ironi, der kunne minde om den franske oplyste tænker Voltaire (1694-1778).
Karl Lagerfeld kunne også forklares via sin placering på yderkanten. Lagerfeld var tyskeren, der som ung mand i 1950’erne slog sig ned i Paris for at uddanne sig i tøjdesign. Det var relativt kort efter krigen, og franskmændene har nok set lidt skævt til en tysker, der ville optræde som modeskaber. Det var et felt, som franskmændene følte, at de dominerede. Lagerfelds jævnaldrende og rival, den franske modedesigner Yves Saint Laurent (1936-2008), blev således beundret som en gud af sine landsmænd. Lagerfeld måtte kompensere for sin outsiderstatus ved at være ekstra hårdtarbejdende og ved at være ekstra meget om sig. Han blev en slags lejesoldat for adskillige franske modehuse. Desuden var Lagerfeld homoseksuel, og selv om homoseksuelle havde det forholdsvis meget nemmere i den franske modeverden end så mange andre steder, har han nok været bevidst om, at han tilhørte en marginaliseret gruppe.
Karl Lagerfeld var kort sagt en gådefuld skikkelse og rummede mange modsætninger, der har rod i den historie, han var yderst bevidst om. Han var mere end blot modeskaber; han var et spejl af det 20. århundredes komplekse historie.
