Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: Pilgrimmene fandt sig selv på rejsen
Lyt til artiklen: Pilgrimmene fandt sig selv på rejsen
Flyv lille påfugl, hjemad vil du, hjemad vil du, hjemad vil du, flyv lille påfugl, hjem igen. Tog sig en mage Ib-skip-skalle, akke-makke-dalle. Pigen hed Julie, Ib-skip-skalle, akke-makke-dalle«.
At den berømte vise ’Ib-skip-skalle’ ud over at være på repertoiret i mange børneværelser også har en del at gøre med middelalderlige pilgrimsrejser til det eksotiske Spanien, virker ikke umiddelbart indlysende. Men visen er et udtryk for, at Spanien lang tid før Spies- og Tjæreborg-rejser allerede i middelalderen var et yndet turistmål for almindelige danskere. Det danske ’Ib’ er en sammentrækning af ’Jakob’ (på spansk Santiago), og ’skalle’ henviser til de muslingeskaller, der i middelalderen var yderst populære souvenirs fra Santiago de Compostela i Galicien.
Kort over de vigtigste ruter til Santiago. En ’officiel’ rute eksisterer ikke. Hærvejen i Jylland er en del af Caminoen. Andre pilgrimsmål var tættere på Danmark, men ikke ligeså prestigefulde.
I Danmark ses muslingeskallerne ikke bare på stranden, men også på f.eks. Ballerup Kommunes byvåben, og ligesom fjollevisen er det et levn fra middelalderens religiøse turisme, der lever videre i dag.
Desuden har den oldgamle vej til Santiago de Compostela, ’Caminoen’, de senere år oplevet en sand revival. Årligt vandrer titusindvis af mennesker ad den gamle rute til katedralen i Santiago, der efter sigende rummer graven med en af Jesu disciple, Sankt Jakob. Fascinationen af pilgrimsfærden er for mange mennesker usvækket, selv i en verden med utallige andre rejsetilbud.
En af de mest berømte kristne pilgrimme nogensinde var den fromme Egeria, der kom fra Galicien. Omkring 380 e.Kr. forlod hun sin hjemstavn og begav sig ud på et flere år langt eventyr til Det Hellige Land. Blandt de tidlige kristne var det populært at besøge de vigtige bibelske lokaliteter i Det Hellige Land. Næsten som i en reportage kan man i et middelaldermanuskript følge hendes nøgterne iagttagelser ved bjerget Sinai for mere end 1.500 år siden:
»Her ligger den store og flade dal, hvor Israels børn ventede, da den hellige Moses gik op på Guds bjerg og opholdt sig i fyrre dage og fyrre nætter. Det er også den dal, hvor guldkalven blev skabt, og stedet hvor den stod, er markeret med en stor sten«, fortæller Egeria og bemærker også, at der også er tale om den dal, »hvor Gud talte to gange til Moses fra den brændende tornebusk«.
Egeria oplyser dog også om området ved Sinai-bjerget: »Disse bjerge er dog umådelig vanskelige at bestige (...) for man kravler lige op hele tiden«.
Nye eventyr. Pilgrimmen tager afsked med sin elskede. Fransk håndskrift fra omkring 1400.
Med tiden blev trafikken af pilgrimme til Det Hellige Land så massiv, at der opstod en servicesektor for de religiøse rejsende. Munke og nonner fungerede som en slags autoriserede guider de hellige steder, og turisterne gav også arbejde til kroejere, gadesælgere og vejvisere. Egeria vendte formentlig siden hjem til Galicien og er ifølge myten begravet i Santiago de Compostela. Som andre hjemvendte pilgrimme siden oplevede, har der stået respekt om hendes person. Da Egeria levede, var middelhavsregionen stadig bundet sammen af Romerriget. Dette var ikke tilfældet i middelalderen, hvilket gjorde det vanskeligt at nå Jerusalem. Mange andre valfartssteder opstod.
Her ses apostlen Jakob så langt væk som i Nordjylland, med ibskallen fæstnet på hatten. Kalkmaleri fra 1500-tallet.
I Norden var især domkirken i Trondheim populær samt den hellige Birgittas grav i Vadstena. Jerusalem, Rom og Santiago de Compostela var dog de absolutte topdestinationer, og det krævede for de flestes vedkommende godt med tid (og penge) at besøge dem. Egerias flerårige rejse helt til Jerusalem har altså været exceptionel. Gravkirken i Jerusalem med Jesu grav var det allerhelligste, men besværlig og farlig at rejse til. Rom var med Sankt Peters grav heller ikke at kimse ad, og tredjepladsen indtog Santiago de Compostela med Sankt Jakobs grav. Hvis man ikke lige havde tiden eller ikke turde foretage så lang en rejse, blev det i middelalderen hurtigt udbredt at betale en stedfortræder for at gøre rejsen for sig.
Det kan undre, at pilgrimsfærden i middelalderen var så populær. Det var dyrt, besværligt og ofte forbundet med fare at begive sig af sted, men for den troende var det vigtigt at være i umiddelbar nærhed ved lokaliteter, der havde med hellige mennesker eller mirakler at gøre. Pilgrimsmål indeholdt ofte relikvier som helgengrave eller en splint af Jesu kors. Fysisk var man simpelthen nærmere Gud i bønnen, hvis man befandt sig nær de hellige genstande, og kunne få syndsforladelse, blive kureret for sygdom eller tage en pause fra det verdslige liv.
Overordnet set havde pilgrimsindustriens succes i middelalderens samfund dog også mindre fromme årsager.
Også i dag pryder muslingeskallen vejsten langs Caminoen i Nordspanien.
En pilgrimsfærd var for de flestes vedkommende den eneste mulighed for at komme ud at se verden. Muslingeskallerne fra Santiago rundtom i Danmark vidner om, at mange mennesker rent faktisk tog af sted mindst én gang i livet, og skallen tjente som en form for souvenir og bevis på, at man faktisk havde gjort turen. På den måde adskiller de sig ikke så voldsomt fra vore dages feriefotos og Eiffeltårne i miniaturestørrelse. Pilgrimme fra Nordeuropa lovpriste også det nordspanske køkken, der har været en kærkommen afveksling fra det hjemlige nordeuropæiske.
Pudsigt nok symboliserede den ikoniske pilgrimssouvenir ’ibskallen’ ikke kun en forbindelse til den hellige Sankt Ib. Den romerske kærlighedsgudinde, Venus, havde også muslingeskallen som symbol. I førkristen tid symboliserede den frugtbarhed og genfødsel – hvilket på mange måder gik igen i den senere kristne tro.
Men Venus var også gudinde for de kødelige lyster, der dækkede over mere end blot den nødvendige familieforøgelse. Selv om den enkelte pilgrim måske ikke var bevidst om det, dækkede muslingeskallen også over et andet – og frækkere – aspekt ved pilgrimsfærden, som kirken ikke var så begejstret for. Friheden på pilgrimsfærden gav nemlig mulighed for udenomsægteskabelige affærer uden risiko for repressalier fra ægtefæller og lokalsamfund.
Der er eksempler på kvinder, der prostituerede sig på pilgrimsfærden for at kunne finansiere rejsen – og tilfældige møder mellem pilgrimme kan også have udviklet sig i kødelig retning. Pilgrimsfærden kunne være et vaskeægte eventyr fyldt med oplevelser, både spirituelle og fysiske, men altså også den ultimative sociale deroute.
For de mere velstillede pilgrimme lancerede driftige venetianske handelsmænd i løbet af middelalderen all-inclusive-pakkerejser til Det Hellige Land. De gav pilgrimmene beskyttelse på den ofte farlige rejse, og de kunne nemt og komfortabelt indkvarteres uden at skulle trave nye byer tynde på jagt efter en soveplads.
Normalt var det rejsen i sig selv, der blev opfattet som farlig, med hensyn til både sikkerhed og kødelige fristelser. Men pilgrimmene var heller ikke nødvendigvis i sikkerhed, når de havde nået målet. Der er flere eksempler på pilgrimme, der er kommet voldsomt til skade og ligefrem blevet dræbt inde i selve katedralen i Santiago de Compostela, fordi kampen om pladserne var så intens. I 1200-tallet måtte paven dekretere, at gudstjenesten ikke skulle afbrydes trods tumult og slagsmål i kirken. Det kan skyldes, at det ikke udelukkende var Guds bedste børn, der var på pilgrimsfærd. Kriminelle kunne dømmes til at gå bodsgang til et af de store valfartssteder.
Med reformationen i 1536 blev der dog sat en stopper for de danske pilgrimmes færd til Santiago de Compostela. Den protestantiske kirke var ikke tryg ved at sende undersåtter på en lang færd gennem katolske lande, og relikviedyrkelse blev anset for afgudsdyrkelse. Dermed var det solrige Spanien med dets helligdomme, eventyr og eksotiske køkken lukket land for de oplevelseshungrende pilgrimme, før det 20. århundredes masseturisme atter satte gang i strømmen mod både Santiago de Compostela og Costa del Sol.
