Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
I Sønderborg er der huse i umiskendelig sydtysk alpestil, og det, selv om det nærmeste bjerg, Dybbøl ’Bjerg’, på ingen måde kan konkurrere med Europas største bjergkæde. Husene er et eksempel på den særlige blanding af tysk og dansk kultur, der hersker i grænselandet, på samme måde som f.eks. provinsen Alsace-Lorraine byder på en blanding af tysk og fransk.
Men trods Dybbøl Bankes beskedne højde, bare 65 meter, aner man fra toppen Tyskland i horisonten, og naboen er stadig en faktor, hele Danmark må regne med. En region, der også huser det eneste statsligt anerkendte mindretal i kongeriget.
Pandemiens år
2020 skulle have markeret 100-året for Sønderjyllands overgang fra tysk til dansk samt have fejret ’det dansk-tyske venskabsår’, men covid-19-pandemien fik sat en eftertrykkelig stopper for dette og mange andre arrangementer, herunder også fejringer af Genforeningen 2020. Man nåede ikke meget mere end en gallaforestilling i Det Kongelige Teater i København i januar og en markering af dagen for Nordslesvigs afstemning 10. februar 1920, da regionen stemte for at komme hjem til Danmark.
Men i marts var det slut med forsamlinger, og Danmarks Radios flotte udsendelser om grænselandets historier har herefter udgjort kernen i markeringen af Genforeningen.
Har man sat sig ind i historien, må man for eksempel sætte spørgsmålstegn ved selve betegnelsen ’genforening’
Årets ulykker har dog budt på nogle mildt sagt pudsige datosammenfald, der indirekte giver begge begivenheder en vis historisk symbolik. 14. marts – to en halv måned inde i ’venskabsåret’ – sænkede Danmark grænsebommen til Tyskland som et værn mod pandemien. Det gjorde man vel at mærke uden at gøre sig den ulejlighed at underrette Slesvig-Holstens delstatsregering i Kiel. Ironisk nok stemte et overvejende flertal i ’Mellemslesvig’ nøjagtig 100 år tidligere til stor frustration for mange danskere, herunder Christian X, for at forblive tysk.
At Flensborg ikke blev dansk, udløste den alvorligste politiske krise i Danmark i fredstid, da kongen fyrede den radikale regering for i overensstemmelse med afstemningsresultatet at nægte at indlemme Flensborg. ’Påskekrisen’ blev akkurat afværget, og monarkiet bestod. Selv om grænsekrisen mellem Danmark og Tyskland nu, 100 år senere, langtfra udviklede sig lige så dramatisk, illustrerer den et problem, der måske er endnu mere alvorligt og særligt forbundet med Danmarks sydgrænse: I hvilken retning skal Danmark fremover orientere sig udenrigspolitisk, nu da Nato slår revner?
Fra 1848 til 1945 fik forholdet til Tyskland massiv opmærksomhed i den danske udenrigstjeneste. Det ændrede sig under den kolde krig med amerikanernes atomparaply. Men i betragtning af hvordan tingene udvikler sig på den anden side af Atlanten, kan man ikke længere tage den beskyttelse for givet. Slet ikke i en tid, hvor autoritære stater som Rusland og overvågningsdiktaturer som Kina er begyndt at spille en væsentlig rolle i Danmarks verdensbillede. Så forholdet til Tyskland, der set fra Danmark er Europa, må siges at være det bedste bud på en dansk nyorientering i udenrigspolitikken. Det behov er blevet skærpet efter Brexit. Forudsat at man stadig ønsker at dele værdier med udenlandske samarbejdspartnere.
Et andet pudsigt datosammenfald, men med en mere positiv symbolik, kunne man konstatere for knap en måned siden. 15. juni blev grænsebommen mellem de to gamle rivaler (dog kun for slesvigholstenere) atter hævet, nøjagtig 100 år efter at Sønderjylland formelt blev overdraget til Danmark til almindelig dansk begejstring. Og som et udtryk for, at det nu var muligt at trække en demokratisk grænse uden blodsudgydelser.
Sammenfaldene tjener til at understrege for enhver, der måtte have været i tvivl, at grænser stadig spiller en vigtig rolle politisk og kulturelt, selv på mere rolige breddegrader som vores. Samt ikke mindst, at grænser er elastiske og langtfra givet fra naturens hånd.
Disse erfaringer er vigtige lektier for dagens Danmark.
Dansk, tysk eller slesvigsk?
Sønderborg og Dybbøl skulle have dannet en væsentlig ramme om fejringen af Sønderjyllands ’hjemkomst’ til kongeriget. Festlighederne skulle være kulmineret i dag, 10. juli 2020, da Christian X for præcis 100 år siden red ind i Nordslesvig på sin hvide hest – den var hvid og ikke spor kalket!
Fejringen (for lande fejrer altid udvidelser af territoriet, hvilket Danmark kun har oplevet yderst sjældent de seneste 350 år) dækker over et ganske komplekst historisk begivenhedsforløb, hvis betydning man også i fremtiden må forholde sig til.
Har man sat sig ind i historien, må man for eksempel sætte spørgsmålstegn ved selve betegnelsen ’genforening’. Sønderjylland, eller Nordslesvig, havde formelt ikke været en del af den danske konges domæne siden første halvdel af 1200-tallet, men blev det så igen efter folkeafstemningen i 1920. Ret beset var det vel nærmere en indlemmelse end en genforening, der fandt sted. Og så igen: For det dansksindede mindretal, der i perioden efter 1864 havde følt undertrykkelsen i kejserens rige, var der i den grad tale om en genforening.
Siden tabet af Skånelandene og Norge har Sønderjylland været rigets eneste landfaste grænseområde. Og netop grænsen var definerende for grænselandets særpræg. Før 1864 strakte det sig helt nede fra Hamburg og op til Kongeåen som en gradvis overgang fra tysk til skandinavisk. Et område, hvor kulturelle tilhørsforhold og sprogzoner var flydende, med tysk som elitens sprog og dansk som folkesprog, i hvert fald fra Flensborg og nordpå.
Hvor den præcise kulturelle grænse løb, var svært at fastslå, og mange af områdets indbyggere så sig selv som slesvigere snarere end som tyskere eller danskere. Mange indbyggere føler sig i dag hverken som tyske eller danske, men som noget helt tredje.
Det er en stor bedrift, at man formåede at enes om en grænse, der var trukket demokratisk
Slesvig og nabohertugdømmet Holsten delte længe fyrste med kongeriget Danmark, idet den danske konge også var hertug i begge hertugdømmer. Tilsammen udgjorde hertugdømmerne og kongeriget kernen i den danske konges såkaldte helstat efter tabet af Norge i 1814.
På mange måder var hertugdømmerne foran.
Slesvig-Holsten var rigets økonomiske motor, her lå de fleste større byer, man havde den mest veludviklede infrastruktur, et bedre uddannelsesvæsen, industri samt et stort handelsnetværk. Denne økonomiske overlegenhed fremmede, som man også ser det i Catalonien i dag, en regional selvfølelse.
I takt med at Den Franske Revolutions idealer bredte sig til Tyskland og Nordeuropa, svækkedes loyaliteten over for den enevældige danske konge, mens ønsket om en fri forfatning vandt udbredelse, efterhånden som 1800-tallet skred frem.
Resultatet kender vi: den danske helstats opløsning i 1864.
Det kosmopolitiske nederlag
Men konflikten mellem dansk og tysk inden for helstaten i perioden 1840-64 skygger for det faktum, at de to kulturer samtidig var tæt sammenvævet både før og under bruddet. Dansktalende rejste til Tyskland efter uddannelse og arbejde, og tysktalende drog den anden vej. Dansk udenrigspolitik blev frem til 1770 varetaget af ’Tyske Kancelli’, der administrerede hertugdømmerne, og længe var tysk kommandosproget i det danske militær.
Selv i perioden efter 1864 var det utænkeligt, at uddannede mennesker ikke kunne tale tysk.
Sådan forholder det sig ikke i dag. Selv om genforeningsåret også er dansk-tysk venskabsår, ser tingene ikke ud til at ændre sig synderligt. Tysklands voksende indflydelse efter Murens fald har ikke fået danskerne til at omfavne det tyske, hvis man altså ser bort fra weekendture til Berlin og danske pensionskassers omfattende opkøb af ejendomme i samme by.
Man kunne have håbet, at markeringerne i 2020 ville ændre på det forhold. For 100-året for grænsedragningen i Sønderjylland er værd at mindes af to årsager:
Det er en stor bedrift, at man formåede at enes om en grænse, der var trukket demokratisk. På trods af diverse skærmydsler står den dansk-tyske grænse i resten af verden som et skoleeksempel på en ordentlig grænsedragning. Det er en grænse, man skal værne om, men helst uden vildsvinehegn og for voldsomme coronanedlukninger, hvis man ønsker at forblive gode venner med tyskerne på den anden side.
Omvendt er jubilæet også en påmindelse om, at det kosmopolitiske og tosprogede led nederlag i perioden 1840-1920. Det er trist, at man i 1800-tallet ikke kunne forene det danske og det tyske element i en blandingsstat som nutidens Schweiz. At ignorere det tyske sprog så massivt, som det sker i dag, er ikke en smart strategi. Og at man i dag, hvor man har tilgivet de tyske synder i det 20. århundrede, ikke anstrenger sig for at forstå Tyskland, kan på sigt blive meget alvorligt.
For nok ender Danmarks territorium ved Kruså, men det gør danske interesser ikke. Og de plejes bedst ved, at vi forstår udlandet. Her ville det være fornuftigt at begynde med Tyskland.
