Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: Skandale (Læst op af Charlotte Schultz)
Lyt til artiklen: Skandale (Læst op af Charlotte Schultz)
Er der historiske fortilfælde?
Ork ja. Skandaler, møgsager og chokerende afsløringer er evergreens i overvågningens historie, især hvis man retter blikket mod den moderne periode. Imidlertid har de har en tendens til temmelig hurtigt at gå i glemmebogen.
Der er sikkert mange, der stadig husker Edward Snowdens afsløring af USA’s digitale masseovervågning i sommeren 2013, men hvad med den delikate historie om CIA’s såkaldte ’familiejuveler’ i 1974–1975, der resulterede i ikke mindre end tre parlamentariske undersøgelseskommissioner? Eller Mazzini-affæren, måske? Dette var en yderst saftig politisk skandale, som rystede Storbritannien i 1844, da det kom frem, at posten til og fra en prominent italiensk dissident var blevet åbnet af en tophemmelig afdeling i det britiske postvæsen.
Hvordan var det nu med kælderen i Kejsergade?
Om aftenen 21. oktober 1969 begyndte en gruppe oprørte studerende ved Københavns Universitet at uddele løbesedler om en hemmelig aflytningscentral, som de mente at have fundet i en kælder på universitetets område – mere præcist i Kejsergade 2.
Det blev optakten til den famøse ’Kejsergadesag’, som blev en pinlig historie for såvel den militære efterretningstjeneste som regeringen og det danske post- og telegrafvæsen. Det viste sig nemlig, at det slet ikke var de studerende, der var målet for overvågningen, men at den mystiske central havde snablen nede i telekablerne til og fra Hovedtelegrafstationen i Købmagergade, blot et par hundrede meter væk fra Kejsergade.
Er overvågningsskandaler godt eller skidt for samfundet?
Man hører ofte, at det er skadeligt for en efterretningstjenestes vigtige arbejde at blive trukket ud i dagslyset. Set fra et bredere samfundsperspektiv er dette en sandhed med modifikationer. Skandalesagerne akkompagneres altid af værdifulde diskussioner om brugen af overvågning i et demokratisk samfund.
Indimellem resulterer de desuden i forskellige former for kontrolmekanismer, f.eks. den amerikanske FISA-domstol i 1978, der i sin tid begrænsede CIA’s muligheder for at overvåge amerikanske statsborgere.
