Uden for nazisternes rækkevidde

Albert Alkalai skuttede sig, da han trådte ud på gaden. Selv om solen var oppe, var det en kølig forårsmorgen i Plovdiv, Bulgariens næststørste by 130 kilometer øst for hovedstaden Sofia.

Klokken var 8, og 19-årige Albert Alkalai var på vej til den butik, han arbejdede i – med særlig tilladelse. Han var nemlig jøde, og på reversen på hans jakke sad den gule davidsstjerne, som alle Bulgariens jøder året inden var blevet tvunget til at bære.

De bulgarske jøder havde siden december 1940 mistet den ene rettighed efter den anden, og det krævede blandt andet en særlig tilladelse at have et arbejde.

Albert Alkalais arbejdsplads lå ud til den store Tsar Simeon Plads, og da Albert Alkalai nåede frem, undrede han sig over, at butikken var lukket og skodderne trukket for vinduespartiet. Det samme syn havde mødt ham på vejen til arbejdet; andre butikker ud til pladsen og i de tilstødende gader havde også været lukket og tilskoddet.

Han fik en mærkelig fornemmelse i maven. Der var et eller andet helt galt denne onsdag 10. marts 1943.

Hans mistanke blev bekræftet, da han kort efter mødte en gruppe jødiske venner, der alle bar rundt på tasker med tøj. De forsøgte at finde en vej væk, ud af byen, for de var ikke blevet taget, da det lokale politi i de tidlige morgentimer arresterede hundredvis af jødiske familier i Plovdiv og førte dem til skolegården på byens jødiske skole.

De fortalte også, at kreaturvogne stod klar på banegården for senere på dagen at transportere jøderne væk.

Alt var gjort klar til deportationen af en stor del af de bulgarske jøder. Men den fandt aldrig sted.

Dette er historien om, hvorfor og hvordan omkring 48.000 jøder fra Bulgarien endte med at blive reddet fra holocaust. Men det er også fortællingen om den brutale skæbne for de over 11.000 jøder, der kom fra de områder syd for Bulgarien, som landet havde fået overdraget administrationen af i starten af krigen, og som stort set alle gik til grunde i udryddelseslejren Treblinka.

Og så er det historien om et mærkværdigt efterspil, hvor mirakelfortællingen nærmest forsvandt fra den bulgarske samtale og erindring. Helt modsat fortællingen om de danske jøders flugt og redning, som siden krigen er blevet fortalt vidt og bredt – både inden for og uden for Danmarks grænser.

DEN JURIDISKE OG POLITISKE RAMME for planerne om at deportere jøderne i foråret 1943 var den såkaldte ’Lov om beskyttelse af nationen’, som det kongetro parlament havde vedtaget i november 1940, og som trådte i kraft i januar 1941. Loven kopierede den antijødiske lovgivning i Det Tredje Rige og fjernede rettighederne for den jødiske befolkning én for én samt tvang jøderne til at bære den gule davidsstjerne.

Loven var blevet vedtaget i kølvandet på Bulgariens tilslutning til aksepagten 1. marts 1940. Dermed havde Bulgarien tilsluttet sig de aksemagter, der inkluderede det nazistiske Tyskland, det fascistiske Italien, det stærkt militante Japan samt en række mindre lydstater, eksempelvis Ungarn og Rumænien.

Alliancen med Tyskland var ikke af nyere dato. Under Første Verdenskrig havde Bulgarien deltaget på centralmagternes side som allieret med Tyskland, Østrig-Ungarn og Osmannerriget. Bulgariens konge, Boris 3., havde besteget tronen i kølvandet på krigen, da hans østrigskfødte far, Ferdinand 1. af Sachsen-Coburg og Gotha, var abdiceret efter krigsnederlaget.

Kong Boris var tysk gift og tyskorienteret i sin udenrigs- og sikkerhedspolitik og erkendte ved krigsudbruddet i 1939, at Bulgarien ingen andre steder havde at vende sig hen end mod Tyskland. Der var ikke andre, der ønskede en alliance med Bulgarien.

Hvor lande som Rumænien og Ungarn forpligtede sig til at sende soldater til den østfront, der åbnede i juni 1941, nægtede Boris 3. at gøre det samme – og hvor han lod Bulgarien erklære krig mod Storbritannien og senere også USA, nægtede han at erklære krig mod Sovjetunionen.

Den beslutning var en del af en større politisk handel mellem Tyskland og Bulgarien. Tyskland fik nemlig tilladelse til at transportere soldater gennem Bulgarien på vej til fronten i Jugoslavien og Grækenland – og samtidig indførte Bulgarien den antijødiske lovgivning, der stort set 1:1 var bygget på Det Tredje Riges Nürnberg-love.

Modydelsen til Bulgarien var ikke bare accepten af, at ingen bulgarske soldater blev sendt til østfronten, men også, at Bulgarien fik administrationen over en række territorier, som landet havde kontrolleret, men også mistet under Balkan-krigene i 1913 og under Første Verdenskrig. Det drejede sig i første omgang om det sydlige Dobrudzha, som hidtil havde hørt under Rumænien, og fra april 1941, efter Tysklands besættelse af Grækenland og Jugoslavien, om Makedonien, Thrakien og den østserbiske by Pirot.

DET VAR DE HØJRERADIKALE og fascistiske kræfter i parlamentet, der greb chancen og fik gennemført ’Loven om beskyttelse af nationen’. De politiske nøglepersoner i den proces var den protyske og antisemitiske premierminister Bogdan Filov og den lige så antisemitiske indenrigsminister Peter Grabowski. I kølvandet på loven blev der i 1942 etableret et decideret Kommissariat for Jødiske Anliggender i Sofia med den antisemitiske Aleksandar Belev i spidsen. På bulgarsk var kommissariatets navn Komisarstvo za Evreiskite Vuprosi, og det bar derfor forkortelsen KEV.

Det var alliancen med Tyskland og Bulgariens indtræden i krigen, der gjorde det muligt for de højreradikale og antisemitiske grupperinger at erobre det politiske spørgsmål om jøderne. Den ekstreme antisemitisme, som Det Tredje Rige havde sluppet løs mod sin jødiske befolkning, og som siden flød gennem flere andre europæiske lande, havde i den grad givet fascismen og antisemitismen nyt liv og ny energi i et Bulgarien, der historisk ikke havde været særlig antisemitisk.

Den jødiske befolkningsgruppe i Bulgarien havde heller ikke været – og var heller ikke ved krigsudbruddet – særlig stor. I 1940 boede der omkring 6,2 millioner mennesker i Bulgarien. Jøderne udgjorde beskedne 0,8 procent, i alt 48.400 mennesker. Hovedparten af dem var sefardiske jøder, hvis forfædre var ankommet til Balkan efter at været blevet tvunget ud af det katolske Spanien helt tilbage i 1492. Langt de fleste af de bulgarske jøder boede i de store byer, over halvdelen af dem i Sofia.

Ser man på den offentlige debat frem mod krigsudbruddet og alliancen med Tyskland, var det kun de ekstremt højreradikale, der forsøgte at gøre de bulgarske jøder til et samfundsproblem. Efter krigsudbruddet er det imidlertid præcis dem, der formår at politisere og institutionalisere det jødiske spørgsmål – og skabe det fornødne flertal i det kongetro parlament til at gennemføre den antijødiske lovgivning. En del af dem, der stemte for lovgivningen, var ikke nødvendigvis antisemitiske, men betragtede det som en politisk nødvendighed efter alliancen med Tyskland og som en måde for Bulgarien selv at have hånd i hanke med sin lovgivning på, så nazisterne i Det Tredje Rige ikke ville dukke op og tvinge antijødisk lovgivning ned over Bulgarien.

Indførelsen af den antisemitiske lovgivning førte dog aldrig til en folkelig antisemitisme. Uden for parlamentet var der bred modstand mod ’Lov til beskyttelse af nationen’, blandt andet fra den ortodokse kirke, hvor den højeste gejstlige myndighed, Den Hellige Synode, forholdt sig ekstremt kritisk til lovgivningen.

Ærkebiskop Stefan i Sofia og biskopperne Neofit, Kyril og Sofronii fra henholdsvis Vidin, Plovdiv og Vratsa protesterede både på skrift og i tale mod den antijødiske politik. Det samme gjorde store faglige organisationer, blandt andet advokaterne, lægerne og håndværkerne, som betegnede lovgivningen som forfatningsstridig og moralsk fordærvende over for det jødiske miljø.

Men lige lidt hjalp det på den politiske vedtagelse og den praktiske udfoldelse af loven. Jøderne mistede deres borgerlige rettigheder, men blev til gengæld med davidsstjernen dømt til at skilte med deres religiøse identitet. Deres skæbne blev fra slutningen af 1942 forvaltet i en statsejendom på Dondukov Boulevard i hjertet af Sofia. Her flyttede KEV og Aleksandar Belev nemlig ind – og herfra blev der indledt et tæt samarbejde med Nazityskland om den bulgarske jødepolitik. For at sætte skub i processen ankom der i januar 1943 en udsending fra Reichssicherheitshauptamt, RSHA, i Berlin.

Hans navn var Theodor Dannecker.

DEN UNGE ALBERT ALKALAI var en af de jøder, der måtte se sit liv og sin hverdag voldsomt forandret efter indførelsen af den antijødiske lovgivning. Han måtte droppe sin drøm om at blive bogholder og fik kun arbejde i butikken i Plovdiv, fordi han fik en særlig tilladelse. Og så måtte han – ligesom de øvrige jøder, når de skulle bevæge sig ud i det offentlige rum – huske at have den gule davidsstjerne syet fast på overtøjet. For nogle af jøderne var det en ydmygelse. Andre betragtede det som et hæderstegn og gjorde en dyd ud af at bære stjernen.

Stjernen sad lovformeligt på reversen, da Albert Alkalai gik ud i Plovdivs gader den onsdag, 10. marts 1943 – for at finde ud af, at den systematiske undertrykkelse nu var konverteret til systematisk internering med henblik på deportation. Det, der var gået forud for de dramatiske dage i marts, var en aftale udfærdiget og underskrevet af KEV-chefen Belev og SS-Hauptsturmführer Dannecker.

Dannecker var ekspert i det såkaldte jødiske spørgsmål. Hans medlemskab af det tyske nazistparti og SS strakte sig helt tilbage til 1932, og i løbet af 1930’erne havde han arbejdet sig op gennem nazisystemet og den tyske sikkerhedstjeneste og helt ind i det jødiske kontor i Reichssicherheitshauptamt, hvor han kom til at arbejde under kontorets leder, Adolf Eichmann.

I kølvandet på de bureaukratiske diskussioner på Wansee-konferencen om den endelige løsning af jødespørgsmålet i Europa, hvilket de facto betød den endelige udryddelse af jøderne i de tysk besatte områder, blev Dannecker i første omgang sendt til Frankrig for at bistå med deportationerne der. Herefter gik turen til Bulgarien – med den samme opgave. Som Det Tredje Riges særlige rådgiver i jødiske spørgsmål skulle han bistå Belev og KEV med deportationen af jøderne i både Bulgarien og de områder, som Bulgarien administrerede.

22. februar 1943 satte Belev og Dannecker deres underskrifter på den aftale, der skulle føre til den første bølge af deportationer af jøder fra Bulgarien, Thrakien, Makedonien og den tidligere serbiske by Pirot. I første omgang gjaldt aftalen deportationen af 20.000 jøder, og hensigten var, at de resterende jøder skulle deporteres få måneder senere.

DA DET BLEV MIDNAT natten til torsdag 4. marts 1943, gik aktionen mod jøderne i Thrakien i gang. Den fandt sted i de østthrakiske byer med jødiske befolkninger: Gjunjurdzina, Dedeagac, Kavalla, Drama, Ksanti og Seres. Alle veje ind og ud af byerne blev spærret af, og der blev udstedt udgangsforbud, mens politifolk i timerne frem til klokken 8 om morgenen gik frem efter de lister, de var blevet udstyret med. Familie for familie blev jøderne vækket og taget med, og deres huse og ejendomme forseglet af myndighederne.

Øjenvidner har fortalt, hvordan jøderne blev ført ad byernes hovedgader, og hvordan der ved hvert kryds stødte flere til. Strømmen af jøder blev ført til forskellige opsamlingslejre i først Thrakien og siden det sydvestlige Bulgarien, inden de med tog blev transporteret videre og endte i udryddelseslejre i Polen.

12. marts var turen kommet til jøderne i området omkring Pirot, og her var fremgangsmåden den samme som Thrakien. Politifolk drev jøderne ud af deres huse og førte dem til gymnasiet i Pirot. De havde fået en halv time til at pakke deres sager, og alle værdigenstande blev taget fra dem, enten i deres hjem eller ved yderligere kropsvisitering på gymnasiet. De blev også senere ført til nye opsamlingslejre – og endte også i kreaturvognene på de tog, der skulle føre dem til de polske udryddelseslejre.

I Makedonien var det lykkedes for omkring 100 jøder at flygte, da rygterne fra Thrakien nåede frem, men resten af den jødiske befolkning blev taget omkring 11. marts 1943 og ført til Skopje, hvor de blev indkvarteret i den statslige tobaksvirksomheds bygninger. KEV-chefen Belev dukkede op i Skopje på aktionsdagen for at sikre sig, at alt gik efter planen. Og det gjorde det stort set. I tre transporter blev de tilfangetagne jøder sendt til Polen.

Kun få jøder i Thrakien, Makedonien og Pirot undslap deportation og dermed døden. Af alle de jøder, der blev sendt til udryddelseslejrene, overlevede kun 12.

I alt 11.343 jøder fra de af Bulgarien besatte områder blev udryddet.

DE RESTERENDE over 8.000 jøder, som stod i Belev-Dannecker-aftalen, opholdt sig inden for grænserne af det oprindelige Bulgarien. Og her begyndte deportationerne tirsdag 9. august. Onsdag 10. august var turen kommet til Plovdiv, hvor Albert Alkalai var blevet overrumplet af begivenhederne om morgenen på vej på arbejde. Da han havde mødt sine jødiske venner, der fortalte ham om interneringen af jøderne i byen, var han i al hast løbet tilbage til sine forældre og havde bedt dem om at gemme sig, hvis nu politiet pludselig dukkede op for at slå deres dør ind. Så sneg han sig tilbage mod bymidten for at finde ud af, om hans søster, der var blevet gift og derfor allerede var flyttet hjemmefra, var i sikkerhed. Det var hun – hun opholdt sig på dette tidspunkt hos sine svigerforældre.

Albert Alkalai befandt sig tæt på byens politihovedkvarter, da han så en politimand på hesteryg. Han turde ikke tage nogen chancer og skjulte sig bag et tæt buskads. Her gemte han sig i flere timer og blev derfor også vidne til det øjeblik, da Plovdivs biskop Kyril ankom til politistationen for at protestere mod interneringen af byens jøder.

Efter mødet på politistationen gik Kyril hen til den jødiske skole, hvor han ignorerede politiets protester og fortsatte ind i skolegården. De jøder, der opholdt sig i skolegården, fortalte efterfølgende, at biskoppen havde sagt, at han ville tage med jøderne, hvor end de ville blive ført hen. Kyril havde tidligere på dagen, også i protest, sendt et telegram til kong Boris, hvor han havde truet med at lægge sig på skinnerne foran de tog, der var udset til at køre jøderne bort.

Kyrils protest i Plovdiv var ikke den eneste protest fra den ortodokse kirke. I Sofia havde biskop Stefan fået foretræde for kongen og her proklameret, at hvis forfølgelsen af jøderne i Bulgarien fortsatte, ville han åbne alle de bulgarske kirker for dem, og, som han sagde, »så må vi se, hvem der vil drive dem ud igen«.

90 kilometer sydvest for Sofia i byen Kjustendil ved den bulgarske vestgrænse havde der også været protester. Her var jagten på jøderne sat til at begynde tirsdag 9. marts 1943, men prominente medlemmer af det jødiske samfund i byen havde hørt rygterne og havde også fået nys om deportationen af jøderne i Thrakien.

De gik derfor til Dimitar Pesjev, næstformand for det bulgarske parlament og valgt i netop Kjustendil. Han havde selv stemt for den antijødiske lovgivning, men ikke forestillet sig, at den ville føre til deportation af de bulgarske jøder. For ham var den antijødiske lovgivning en måde at tækkes Tyskland og holde jøderne i skak på. Derfor troede han heller ikke i første omgang på den jødiske delegation, der nu stod over for ham. De fik ham dog overbevist, og derfor tog han og et par parlamentskolleger til Sofia, hvor de insisterede på at mødes med den fascistiske og antisemitiske indenrigsminister Peter Grabowski, der politisk var den øverste ansvarlige for deportationerne, men som i første omgang nægtede ethvert kendskab til dem.

Den troede Pesjev-delegationen dog ikke på, og da de truede med at fortælle vidt og bredt om planerne og dermed vække det bulgarske folks vrede, indrømmede Grabowski, at den var god nok, og samtidig lovede han at stoppe deportationerne med det samme. Dagen efter, torsdag 10. marts 1943, sendte han telegrammer til de store byer og bad det lokale politi om at stoppe interneringerne og deportationerne og slippe jøderne fri igen.

I Plovdiv landede telegrammet, mens Kyril befandt sig i skolegården. Jublen brød ud blandt de nu befriede jøder, der alle strøg gennem byen for at finde hjem. Fra sit skjulested i buskadset så Albert Alkalai strømmen af lettede jøder, rejste sig og børstede støvet af bukserne. Så gik han tilbage til sin søsters svigerforældre, der havde åbnet deres døre for de jøder, de kendte. De åbnede en krukke syltetøj, som de havde gemt til bedre tider. Når noget godt skete, skulle det markeres med noget sødt, lød det i familiens hjem.

Jøderne fra Thrakien, Makedonien og Pirot var i disse dage på vej mod deres udslettelse, men for de 48.000 jøder i det oprindelige Bulgarien var faren drevet over – for denne gang. Det, der var en tragedie for jøderne i de besatte områder, var blevet et mirakel for jøderne i Bulgarien.

KONG BORIS’ ROLLE i forhold til deportationsplanerne har været omdiskuteret lige siden. De kongetro tillægger ham stor ære for at sikre, at jøderne i det oprindelige Bulgarien ikke blev sendt ud af landet. Argumentet her er, at han var den, der i alle forhold havde det sidste ord. Det måtte således også være efter hans vilje og med hans accept, at deportationsplanerne blev droppet. Andre kalder ham vægelsindet og opportunistisk; en konge, der traf beslutninger efter de politiske og militære vinde, der blæste.

Der er ingen tvivl om, at kong Boris var en lus mellem to negle. Alliancen med Det Tredje Rige havde været en nødvendighed. Der var ingen andre, som Balkan-landet kunne alliere sig med. Indførelsen af den antijødiske lovgivning havde også været en nødvendighed – og her var det kongens argument, at det var bedst og vigtigst, hvis bulgarerne selv svingede dirigentstokken og indførte lovgivningen, for alternativet var, at tyskerne med magt ville gøre det og i yderste ekstrem også kunne invadere og besætte landet. Medgørligheden var nødvendig for at sikre, at bulgarerne fastholdt følelsen af selvstændig handlekraft.

Efter beslutningen om at stoppe deportationen af jøder fra blandt andet Sofia, Kjustendil og Plovdiv steg presset på kongen fra det nazistiske Tredje Rige. I det Reichssicherheitshauptamt, som havde sendt Dannecker til Sofia, var man ikke tilfreds med udviklingen, og i maj blev Boris stillet over for nye krav: Enten skulle jøderne deporteres helt ud af Bulgarien, som det oprindeligt havde været planen, eller også skulle de samles i lejre i hjertet af Bulgarien med henblik på senere deportation.

Boris valgte løsning nummer 2. Også det handlede om at beholde kontrollen. Han valgte dog en bevidst langsom strategi, i håb om at store grupper af jøder ville sive ud af byerne og gemme sig i landområderne. I sidste ende var det nødvendigt at vise velvilje over for Tyskland ved at deportere 20.000 jøder til arbejdslejre, hvor de opholdt sig, til tyskerne ikke længere havde nogen rolle at spille i Bulgarien.

Den tyske krigslykke var nemlig for alvor vendt på alle fronter i løbet af 1943 – og til sidst opgav selv Reichssicherheitshauptamt at forfølge en løsning på det jødiske spørgsmål i Bulgarien. Jøderne kunne vende tilbage til de byer og de hjem, de kom fra, og de vendte hjem til et Bulgarien, der var under ledelse af en ny konge.

Kong Simeon 2. var barn nummer 2, men søn nummer 1 af Boris, der 28. august 1943 var død pludseligt og under mystiske omstændigheder, kort efter at han havde været på besøg hos den tyske fører, Adolf Hitler.

KONG SIMEONS REGERINGSPERIODE blev kort. I september rullede Den Røde Hær ind over grænsen til Bulgarien, og kommunisterne greb magten i landet – og slap den ikke, før Muren faldt i 1989.

Det er også forklaringen på, at den store fortælling om redningen af jøderne i det oprindelige Bulgarien aldrig rigtig blev fortalt – til forskel fra fortællingen om redningen af de danske jøder, der fandt sted præcis samme år, i 1943. Der er ellers paralleller mellem den danske og den bulgarske historie. I ingen af landene var der nogen særlig stor folkelig antisemitisme, og i begge lande var det protester fra folket, fra kirken og fra det politiske miljø, der førte til miraklerne. Forskellen er, at jøderne i Danmark blev reddet ud af landet, mens jøderne i Bulgarien blev reddet, fordi de kunne blive i landet.

Da kommunisterne greb magten, var det år nul i den nyere bulgarske og kommunistisk dikterede historieskrivning. I den store fortælling spillede kommunisterne og kommunismen den altoverskyggende helterolle. Skurken var det fascistiske Bulgarien, som havde eksisteret før september 1944. I fortællingen om det fascistiske Bulgarien var der ikke plads til gode gerninger, så historien om redningen af jøderne blev aldrig fortalt. Og de reddede jøder var der stort set ikke til at fortælle den, for hovedparten af de bulgarske jøder valgte efter krigen at emigrere til Israel.

Derfor forblev historien ufortalt helt frem til langt op i 1990’erne – og Bulgarien er stadig den dag i dag i gang med at genudforske og genfortælle sin egen historie, kompliceret og mudret som den er.

Der er miraklet om de 48.000 jøder, der undslap nazisternes greb, men også fortællingen om de 11.343, der ikke gjorde. En tragedie, der for altid har gjort forholdet mellem Bulgarien og Makedonien betændt. Her lever historien stadig, og den bliver stadig brugt politisk.

Simon Kratholm Ankjærgaard

Journalist, historiker og forfatter

• Kopiér link