Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
1901
Med ’systemskiftet’ i 1901 blev det parlamentariske princip indført i Danmark. Det betød, at det nu var nødvendigt for en regering at have et flertal bag sig, og var det ikke tilfældet, måtte den gå af. Denne skik har stået uanfægtet (med undtagelse af Påskekrisen i 1920) lige siden, og det parlamentariske princip blev ligeledes indskrevet i grundloven ved grundlovsændringen i 1953.
Siden grundlovens indførsel i 1849 havde kongen hævdet sin ret til at udpege regeringen, uanset hvem der havde flertal i Folketinget. Reformpartiet Venstre havde siden 1873 kæmpet en hård kamp for at få parlamentarismen indført, og i 1901 gik Christian 9. med på idéen.
Venstrereformpartiet fik her 76 af de dengang 113 folketingsmandater, mens Højre, der havde haft regeringsmagten siden 1875, fik sølle 8. Det stod klart, at en ny regering måtte dannes.
Dog var Venstrereformpartiets leder J.C. Christensen ikke spiselig for kongen, så den nye Venstre-regering kom til at blive ledt af juraprofessoren J.H. Deuntzer, der ikke engang sad i Folketinget. Men danmarkshistoriens første Venstre-regering var en realitet.
Selvom han slet ikke var valgt til Folketinget, blev Johan Henrik Deuntzer den første regeringsleder efter systemskiftet.
1920
Dette år er lidt uden for kategori, da der ikke er tale om blot et folketingsvalg i 1920, men hele tre. Således var der folketingsvalg i både april, juni og september. Men 1920 var også et begivenhedsrigt år.
Lige før påsken i 1920 var statsminister Carl Theodor Zahle i audiens hos Christian 10. Kongen bad under mødet Zahle udskrive valg, fordi han var utilfreds med regeringens holdning til de netop afholdte afstemninger om genforeningen i Slesvig, hvor et flertal af de stemmeberettigede i Flensborg havde stemt for at forblive en del af Tyskland. Men Zahle nægtede med henvisning til folkenes selvbestemmelsesret, og så erklærede kongen ministeriet for afskediget. Han indsatte i stedet sin egen regering under ledelse af højesteretssagføreren Otto Liebe.
Påskekrisen var en realitet, og efter flere dages uro fulgte et folketingsvalg i april. Her blev Zahle og Det Radikale Venstre tilsyneladende straffet for deres holdning til Flensborg-spørgsmålet, og især Det Konservative Folkeparti oplevede fremgang. Dog var det venstremanden Niels Neergaard, der kom til at stå i spidsen for den nye regering.
Allerede i juli kom det næste valg. Sønderjylland skulle indlemmes i kongeriget og valgretsalderen sænkes til 25 år. Det krævede ifølge grundloven en nyvalgt rigsdag, og dermed blev der udskrevet valg for anden gang på blot to måneder. Valgresultatet lignede aprilvalgets til forveksling, og Niels Neergaards regering kunne fortsætte.
Årets sidste valg fandt sted i september. Genforeningen med Sønderjylland var nu en realitet, og det var nødvendigt med et sidste folketingsvalg i 1920, så også Sønderjylland fik repræsentanter i rigsdagen.
Der var borgerligt flertal ved alle 1920’s tre valg. Efter valget i september stod Venstre med 51 mandater og De Konservative med 27 ud af i alt 148. Derfor kunne Niels Neergaards regering fortsætte ufortrødent med et solidt flertal i ryggen.
Opløb ved Politikens Hus i København under påskekrisen 1920. Der kastes flyveblade ud, fordi budene ikke vil gå på gaden af angst for at blive mast ihjel af den oprørte folkemasse.
1924
Efterdønningerne af Første Verdenskrig havde betragtelige konsekvenser for økonomien i Danmark og Europa. Det så værst ud i starten af 1920’erne, hvorfor økonomisk politik var øverst på dagsordenen. De økonomiske udfordringer skabte ligeledes gnidninger mellem regeringspartiet Venstre og deres parlamentariske støtteparti, De Konservative. Valgudskrivelsen ændrede ikke på dette, og spændingerne mellem dem fortsatte under valgkampen.
Det endte dog med at handle om et helt andet parti. Socialdemokratiet blev for første gang nogensinde det største parti i Folketinget, da de fik 36,63 procent af stemmerne og dermed 55 mandater. Og da Radikale Venstre fik 20 mandater, havde de to partier et flertal med 75 ud af 148 mandater.
Derfor kunne Thorvald Stauning efter valget præsentere den første socialdemokratiske regering, der oven i købet også havde Danmarks første kvindelige minister på holdet i skikkelse af undervisningsminister Nina Bang.
Fra valget i 1924 gik Socialdemokratiet ind i periode, der i eftertiden er blevet refereret til som ’det socialdemokratiske århundrede’, fordi partiet blev det største parti ved samtlige folketingsvalg helt frem til det skelsættende valg i 2001, som vi vender tilbage til senere.
Ved valget i 1924 blev Socialdemokratiet Folketingets største parti, og sådan vedblev det i mere end 75 år. Her er Thorvald og Olga Stauning ved valgurnen på Københavns Rådhus.
1932
Et nyt årti betød ikke, at de økonomiske problemet hørte fortiden til. Børskrakket i New York i 1929 havde enorme konsekvenser for verdensøkonomien og efterlod vestlige lande i store økonomiske problemer. Også i Danmark, hvor arbejdsløsheden i marts 1932 lå på 38 procent.
De økonomiske problemer var vidtrækkende, og den siddende SR-regering måtte indgå kompromiser og forlig med skiftevis Venstre og De Konservative om den økonomiske politik. Et landstingsvalg i 1932 gjorde dog, at de enkelte partier skærpede deres holdninger. Det fik i efteråret statsminister Thorvald Stauning til at afprøve regeringens opbakning i befolkningen ved at udskrive valg til afholdelse i november 1932.
Socialdemokratiet vandt et enkelt mandat. Hos Venstre var trofaste vælgere utilfredse med partiets velvillighed til at indgå forlig med regeringen, og de endte derfor som valgets store taber og mistede fem mandater. Selv om Radikale Venstre mistede to mandater fortsatte SR-regeringen med Thorvald Stauning i spidsen.
Det var også valget, hvor Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, fik deres politiske gennembrud. Siden stiftelsen under navnet Danmarks venstresocialistiske parti i 1919 havde de ikke haft held med at bryde igennem lydmuren, men det skete i 1932, da de fik to mandater.
En konservativ valgplakat fra 1932 peger på Stauning-regeringens mange problemer, men lige lidt hjalp det. Det Konservative Folkeparti fik 18,71 procent og vandt tre ekstra mandater, men den socialdemokratisk ledede regering fortsatte.
1935
1930’erne var krisernes årti. Hos Landbrugernes Sammenslutning, LS, var man meget utilfreds med regeringen, som man ikke mente gjorde nok for at afhjælpe landbruget med deres enorme vanskeligheder. I juli 1935 drog 40.000 demonstranter til Amalienborg Slotsplads for at fremlægge krav for Christian 10.
Mindstepriser på kød, lavere ejendomsskat og devaluering af kronen var deres krav. Plus et lille forslag om, at kongen skulle afskedige den siddende regering.
Stauning tog det i stiv arm, og mindede demonstranterne om, at kongen ikke havde nogen reel politisk magt.
Ved åbningen af det nye folketingsår tog Stauning oppositionen på sengen og udskrev folketingsvalg. Opbakningen til regeringen skulle igen prøves. Stauning tog på turné under den berømte parole ’Stauning eller Kaos’.
Om det var det slogan, der gjorde udslaget, skal være usagt. Men Socialdemokratiet havde deres bedste valg nogensinde, og fik hele 46,11 procent af stemmerne. Det gav en fremgang på seks mandater, så de nu havde 68 mandater ud af 148. Og da Radikale Venstre forblev på 14 mandater var regeringens opbakning cementeret, og SR-regeringen med Stauning i spidsen fortsatte endnu en gang.
Thorvald Stauning opnåede ved valget i 1935 det bedste resultat for Socialdemokratiet nogensinde. Partiet var blot få procent fra absolut flertal i Folketinget.
1943
»Det er en Ændring i det tilvante Forhold, et Brud med mange Aars Sædvane fremkaldt af de ekstraordinære Tilstande, som Krigsforholdene har paaført vort Land«
Således udtalte statsminister Thorvald Stauning ved samlingsregeringens dannelse 8. juli 1940. Danmark var blevet besat af Tyskland, og der var brug for samarbejde. På trods af besættelsesmagtens indskrænkninger i Folketingets magt var det vigtigt at få afholdt valget i 1943, så tyskerne ikke kunne fjerne regeringen med henvisning til, at den ikke sad på et lovligt grundlag. Samtidig blev samlingsregeringens partier enige om at holde den positive tone. Derfor udtalte de sig kun om egen politik, og droppede derfor at være på nakken af de normale konkurrenter.
Valgdeltagelsen blev den højeste nogensinde i Danmark, hvor hele 89,5 procent af de stemmeberettigede gjorde brug af deres stemme på en dag, hvor Dannebrog blev hejst og dagen fejret som en national begivenhed. Samtidig blev valget et stort nederlag for nazisterne i DNSAP. Fritz Clausens parti fik nemlig 2,15 procent af stemmerne.
Det er blevet udlagt som en folkelig afvisning af besættelsesmagten, fordi de demokratiske partier fik overvældende flertal.
Valget til Folketinget i 1943 blev en kæmpe fiasko for Fritz Clausens DNSAP, da vælgerne i overvældende grad bakkede op om de demokratiske partier.
1947
Ved det første valg efter besættelsen i efteråret 1945 var Venstre den helt store vinder med 10 nye mandater, hvorefter de med Knud Kristensen som statsminister dannede en mindretalsregering med de Konservative.
Knud Kristensen kom dog i vælten, da han ytrede sin egen personlige holdning om, at man burde indlemme dele af Sydslesvig i det danske kongerige. Dette var i strid med regeringens officielle holdning, som var, at man ville respektere grænsedragningen fra genforeningen i 1920. Dette dobbeltspil kunne Radikale Venstre ikke acceptere, og Knud Kristensen måtte derfor udskrive folketingsvalg i efteråret 1947. Her blev spørgsmålet om Sydslesvig valgets helt store emne.
Venstre fik et godt valg og gik 11 mandater frem, men Radikale Venstre ville ikke støtte en regering med Knud Kristensen i spidsen, så han måtte trække sig tilbage. Efter lange forhandlinger på kryds og tværs blev Hans Hedtoft statsminister i en socialdemokratisk mindretalsregering med parlamentarisk støtte fra Radikale Venstre.
Knud Kristensens holdning til Sydslesvig udløste valg i 1947. Inden valget nåede han at kundgøre Christian 10.s død og udråbe, at Frederik 9. var landets konge.
1960
Efter en omtumlet tid med lange sygdomsperioder afgik den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen ved døden i februar 1960. Partikammeraten Viggo Kampmann overtog posten, og ved folketingsvalget i 1960 var han således også Socialdemokratiets spidskandidat. Efter en tid med økonomisk fremgang og stigende fremtidsoptimisme gik socialdemokraterne til valg med sloganet ’Gør gode tider bedre’.
Socialdemokratiet fik et kanonvalg med 42,10 procent af stemmerne, hvilket gav partiet 76 mandater. Dermed kunne socialdemokraterne danne regering med Radikale Venstre, og Viggo Kampmann fortsætte som landets statsminister.
Også SF markerede sig for alvor i 1960. Partiet blev stiftet året inden af den tidligere DKP-leder Aksel Larsen. Det skulle være et socialistisk, ikke-kommunistisk alternativ til Socialdemokratiet. I løbet af valgkampen brækkede Aksel Larsen benet i et biluheld, men i stedet for at lade sig begrænse af lidt fysiske udfordringer førte han en del af valgkampen direkte fra hospitalssengen. Blandt andet via TV-transmissioner som denne. Den reelle effekt er svær at sige så meget om, men ikke desto mindre fik SF et flot første valg og vandt 11 mandater.
Statsminister Viggo Kampmann (til højre) ser lidt beklemt ud, mens hans socialdemokratiske partifælle Julius Bomholdt ser ganske begejstret ud under partitoppens besøg i en kostald i 1960.
1968
Ved valget i 1966 dannede Socialdemokratiet en mindretalsregering med SF som støtteparti, et samarbejde, der blev kendt som ’det røde kabinet’. Samarbejdet viste sig dog at være relativt problematisk, og det skabte yderligere problemer og intern splittelse i SF, da seks folketingsmedlemmer i 1967 stemte imod et regeringsforslag om økonomiske indgreb. Da splittelsen i SF fjernede regeringens parlamentariske grundlag udskrev statsminister Jens Otto Krag valg i januar 1968.
Valgets store historie blev, at Radikale Venstre ikke så sig selv støtte en socialdemokratisk regering, og den radikale partileder Hilmar Baunsgaard indikerede også, at en regering med dem, Venstre og De Konservative bestemt var en mulighed.
Således gik det. Det Radikale Venstre fik et stærkt valg, og gik hele 14 mandater frem. Hilmar Baunsgaard blev tilmed statsminister, til trods for, at hans parti stadig var det med færrest mandater i den nye brede midterregering.
Radikale Venstres partileder Hilmar Baunsgaard ser lettere fornøjet ud, mens han på valgaftenen følger med i, hvordan valget i 1968 udvikler sig.
1973
Jordskredsvalget i 1973 er nok det valg, der oftest refereres til, når der er udsigt til udskiftninger eller opbrud i det eksisterende politiske landskab. Valget blev udløst fordi Centrum-Demokraternes stifter Erhard Jacobsen ikke mødte til en afstemning i Folketinget. Han forklarede det selv med, at han simpelthen var løbet tør for benzin på vejen.
Opbyggelsen af velfærdsstaten i 1960’erne havde været en dyr fornøjelse, og stigende skatter faldt ikke i god jord alle steder, ligesom vælgere på begge fløje var utilfredse med Socialdemokratiets store dominans. I efteråret 1972 havde vælgerne stemt ja til Danmarks deltagelse i EF, men det var heller ikke uden betydning, at modstandere af medlemskabet mente, at den debat primært havde været domineret af trusler om konsekvenserne ved at stemme nej.
Det blev til en kæmpe omvæltning i det politiske Danmark. Socialdemokratiet, De Konservative, Venstre og Radikale Venstre fik alle en lussing og gik tilbage, mens nye partier som Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne stormede ind i Folketinget med henholdsvis 28 og 14 mandater. Antallet af partier i Folketinget blev fordoblet fra fem til 10.
Valget i 1973 var et regulært vælgeropgør mod den eksisterende politiske orden.
To af de store vindere ved jordskredsvalget i 1973, Mogens Glistrup fra Fremskridtpartiet (til venstre) og Erhard Jacobsen fra Centrum-Demokraterne, lægger arm.
1988
Folketingsvalget i 1988 er også kendt som ’atomvalget’, fordi det udsprang af diskussioner om atomvåben, NATO-strategi og udenrigspolitik. Derudover var der i 1980’erne en anderledes politisk situation, hvor flertallet i udenrigspolitiske spørgsmål ikke lå hos regeringen, der derfor i flere tilfælde var nødsaget til at føre en politik, den var uenig i.
Siden 1950’erne havde det været officiel dansk politik ikke at tillade atomvåben på dansk jord, og da København og Aarhus skulle have amerikansk besøg i 1988 gav det anledning til kontrovers. De to byer ville have garanti for, at der ikke var atomvåben med de amerikanske flådefartøjer, og oppositionen i Folketinget opstillede et forslag om at spørge amerikanerne direkte. Regeringen mente, at det ville være et brud på aftaler med USA og solidariteten i NATO, så da forslaget blev vedtaget med et alternativt flertal, valgte statsminister Poul Schlüter at udskrive valg.
Den politiske situation var nogenlunde uændret efter valget, men De Konservative og Venstre løste den udenrigspolitiske konflikt ved at tage Radikale Venstre med i regeringen i stedet for Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.
De Konservatives statsminister Poul Schlüter (til venstre) og Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen debatterer ved en partilederrunde under valgkampen i 1988.
1998
Poul Nyrup Rasmussen havde siden 1993 været landets statsminister, og da venstrefløjen for en sjælden gang i perioden havde fremgang i meningsmålingerne udskrev han valg i februar 1998. Den direkte konkurrent var Venstres Uffe Ellemann-Jensen, der i meningsmålingerne til trods var favorit til at overtage embedet. Valget bliver især husket for de ’amerikanske tilstande’ i den person- og duelfikserede valgkamp mellem Nyrup og Ellemann-Jensen.
»Den er hjemme«, konkluderede en journalist på baggrund af Uffe Ellemanns tanker om valgkampen lige inden valgdagen. Men det var journalisten ord, ikke Ellemann-Jensens. Og så var den i øvrigt heller ikke hjemme. Den siddende regering SR-regering med Nyrup i spidsen, omend først afgjort til sidst på valgaftenen, forsatte med det snævreste mulige flertal på 90 mandater ud af 179.
Poul Nyrup minder på valgnatten i 1998 horden af journalister om, at han tager fire år mere som statsminister ved at holde fire fingre i vejret på vej op til landstingssalen.
2001
»En usikkerhed overfor fremtiden har sat sig i verden og i vores dagligliv«, påpege Poul Nyrup, da han udskrev valg i efteråret 2001 efter terrorangrebet i New York 11. september.
Der var dermed lagt op til en valgkamp, hvor terror, sikkerheds- og udenrigspolitik skulle være de centrale temaer. Sådan gik det dog ikke helt. I stedet blev det helt store omdrejningspunkt udlændingepolitikken, hvor Venstre, med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, udfordrede regeringen med ambitioner om stramninger.
Skiftet fra en socialdemokratisk til borgerlig regering, som mange havde troet ville komme i 1998, kom så i 2001. Socialdemokratiet gik 11 mandater tilbage, Venstre 14 frem, og Nyrup endte med at måtte overlevere nøglerne til statsministeriet til Fogh. Han og Venstre dannede regering sammen med De Konservative, mens Dansk Folkeparti, der var gået ni mandater frem, agerede støtteparti.
Valget i 2001 er af analytikerne blevet skildret som skelsættende, fordi det var første gang siden 1924, at Socialdemokratiet ikke blev Folketingets største parti. De næste 14 år var Venstre Folketingets største parti, og hvis Mette Frederiksen i 2022 opnår genvalg, vil det være første gang siden 1998, at det lykkes for en socialdemokrat.
Efter 75 år som det største parti i Folketinget blev Socialdemokratiet overhalet af Venstre i 2001, hvor Poul Nyrup også måtte videregive statsministeriet til Anders Fogh.
2015
De geografiske, sociale og politiske forskelle mellem folk bosiddende i byer og på landet kom til udtryk i vælgeradfærden ved folketingsvalget i 2015. Hvor de røde partier dominerede i byer som København, Aarhus og Aalborg, så var det de blå partier, der dominerede uden for storbyerne. Dansk Folkeparti blev det største parti i Sønderjylland, fik 21,08 procent af stemmerne på landsplan og blev for første gang det største parti i blå blok.
Regeringen blev dog uden DF, der i stedet sammen med Liberal Alliance og De Konservative dannede parlamentarisk grundlag for en Venstre-regering med Lars Løkke Rasmussen som statsminister.
Udover forskellighederne i stemmeadfærd i by og land er valget blevet sammenlignet med jordskredsvalget i 1973, fordi mange vælgere skiftede parti og besluttede sig sent. På valgaftenen stod Uffe Elbæk for et komisk interview (som du kan se et lille udklip af her), hvor han i ren eufori over, at Alternativet buldrede ind i Folketinget med ni mandater, har lidt udfordringer med at få konstrueret end reel sætning.
Store smil hos daværende DF-formand Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard ved partiets valgfest i 2015.
Artiklen er stykket sammen med opslag fra danmarkshistorien.dk, og følgende bøger: Hans Gregersen: ’Verden i opbrud’, Niels Wium Olesen: ’De danske ministerier - Poul Schlüters tid 1982-1993’, Hans Schultz Hansen: ’100 danmarkshistorier - Genforeningen’, Jørgen Grønnegård Christensen & Jørgen Elklit: ’Det demokratiske system’, Kasper Møller Hansen & Rune Stubager: ’Oprør fra udkanten’. Derudover er der anvendt data fra Danmarks Statistisk, samt artikler fra Politiken, Ekstra Bladet, Weekendavisen, Berlingske Tidende og Danmark Radio.
