Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Mikhail Gorbatjov kommer man ikke uden om, når historien om den kolde krigs afslutning skal skrives. Sådan lyder det samstemmende om den sidste leder af Sovjetunionen, som 30. september døde, 91 år gammel.
Men der hører enigheden også op. Nogle hylder manden, der på fredelig vis fik afsluttet den kolde krig, andre kritiserer en uduelig politiker, og endelig er der dem, der altid mest vil huske de forbrydelser, Gorbatjov som leder af Sovjet også var ansvarlig for.
Lad os begynde i dur. Politikens Michael Jarlner skriver i en kommentar, at »Mikhail Gorbatjov vil gå over i historien som et menneskeligt monument over alt det, Ruslands nuværende præsident ikke vil høre tale om«.
Her henviser Jarlner til, at den sovjetiske leder skabte »åbenhed og demokratiske reformer og foretog et opgør med kommunisttidens Gulag-fangelejre, med dens tankepoliti og forfølgelse af alt anderledes tænkende«.
Altså i direkte kontrast til Vladimir Putins undertrykkende regime.
Her ser vi det eftermæle, der i årtier er blevet dyrket i Vesten. Gorbatjov, som fik Nobels fredspris i 1990, fik med succes afviklet den kolde krig, fik gjort op med sit regimes lukkethed og undertrykkelse og fik dermed banet vej for en mere demokratisk verden.
Mikhail Gorbatjov og daværende amerikanske præsident Ronald Reagan underskriver en atomnedrustningsaftale i 1987.
Det er også det billede, som vestlige statsledere gengiver i deres reaktioner på dødsfaldet.
Fra USA’s præsident Joe Biden lyder det således:
»Han troede på glasnost og perestrojka - åbenhed og omstrukturering - ikke bare som slogans, men som vejen frem for befolkningen i Sovjetunionen efter så mange års isolation og afsavn«.
Frankrig præsident Emmanuel Macron kalder Gorbatjov for en »fredens mand, hvis beslutninger åbnede for en vej til frihed for russerne«, mens Storbritanniens afgående premierminister Boris Johnson udtaler, at han altid har »beundret det mod og den integritet, han udviste, da han sikrede, at Den Kolde Krig fik en fredelig afslutning«.
Mikhail Gorbatjovs tager sin afsked som præsident for Sovjetunionen 25. december 1991.
Uduelig politiker
Men som bekendt førte Gorbatjovs seks år lederskab af Sovjet til unionens fald, og det var trods alt ikke hans hensigt.
Det gøres andre steder til det vigtigste i hans eftermæle. Her lyder det, at Gorbatjov slet og ret var en udygtig politiker, og at alt det gode, der kom ud af hans reformer af Sovjet var helt og aldeles utilsigtede. I amerikanske The Atlantic skriver eksempelvis historikeren Anne Applebaum:
»Berlinmurens fald skete trods alt ved et uheld; det var ikke noget, Gorbatjov nogensinde havde planlagt. Han havde ikke sat sig for at lade Sovjetunionen bryde sammen, for at afslutte dets tyranni eller for at fremme frihed. Han bragte et grusomt og blodigt imperium til fald, men uden at have til hensigt at gøre det. Næsten ingen i historien har nogensinde haft en så stor betydning for sin tid, samtidig med at de har forstået den så lidt«
I sin artikel understreger hun, at Gorbatjovs reformer havde det med at virke mod hensigterne, og eksempelvis glasnost, åbenhedsprincippet, der fulgte i kølvandet på det fatale hemmelighedskræmmeri i forbindelse med Tjernobylulykken i 1986, var at styrke socialismen i Sovjetunionen, men i virkeligheden førte til dens fald.
Upopulær i Baltikum
Andre steder er den nu afdøde leder decideret forhadt. I de baltiske lande gav Gorbatjovs reformer plads til nationale selvstændighedsbevægelser, der førte til de tre landes selvstændighed i 1990/91. I både Letland og Litauen kostede de sovjetiske myndigheders fremfærd civile menneskeliv, og det har også skæmmet Gorbatjovs ry, at han i 2014 bifaldt den russiske annektering den ukrainske Krim-halvø.
Under den litauiske løsrivelse angreb den sovjetiske hær et TV-tårn i den litauiske hovedstad Vilnius i januar 1991. Det kostede 13 civile livet.
»Hans soldater skød på ubevæbnede demonstranter og knuste dem under sine tanks«, mens hans lettiske kollega Edgars Rinkēvičs skriver, at drabene på civile i de mindre sovjetrepublikker, der ønskede selvstændighed, »også er en del af hans eftermæle«.
Og så er der den vel nok værste ulykke fra Gorbatjovs tids som leder af Sovjetunionen: Tjernobylulykken i Ukraine i 1986. Her kostede det tusinder af mennesker livet, at regimet gjorde alt, hvad der stod i dets magt for at dysse katastrofens omfang ned. Mange blev ikke evakueret i tide, fordi Moskva først forsøgte at holde ulykken hemmelig, for dernæst nærmest at bagatellisere den.
Det har været med til at gøre Gorbatjov og det regime, han var leder af, til en hadet mand i Ukraine.
Allerstørst er dog hadet nok blandt de russiske nationalister, der mener, at Gorbatjov så passivt til, mens det sovjetiske imperium styrtede i grus.
Den propagandistiske tv-vært Vladimir Solovyov, der på russisk stats-tv jævnligt fantaserer om at kaste atombomber over europæiske hovedstæder, holder sig ikke tilbage. Onsdag udtalte han sit tv-program, at Gorbatjov på grund af sin »svaghed« og »manglende vilje« var en »mand, der på seks år ødelagde vores hjemland«, hvorefter han viste Gorbatjov i en reklame for fastfood-kæden Pizza Hut med en kommentar om, at han havde solgt ud for en humpel brød.
Helt eller skurk? Politiken Histories skribent Jakob Seerup, der til daglig er museumsinspektør på Bornholms Museum, opsummerer på Facebook de mange holdninger til Gorbatjov således:
»Jeg forstår godt de ukrainere og baltere, der fremhæver de negative sider. Men det er i mine øjne et alt for endimensionelt billede. Gorbatjov var ikke en superskurk. Han var en sovjetisk apparatjik, hvilket gør ham medansvarlig for meget af den ondskab, som karakteriserede USSR. Men han frisatte også en masse gode kræfter. Personligt vil jeg vælge at huske ham for det gode, han gjorde«.
